FRED.DK 
< FRED.dk Søg - Oversigt >
Velkomst
Hvem er med her?
Hvor er det nyeste?
Send en kommentar
Se vores gæstebog
Fredelige adresser
Fredelig kalender
Find
Fred

Fredelige plakater
 
  FRED.dk
 
Velkommen i FRED.DK, hvor dansk fredsbevægelse har en plads på World Wide Web.
 
Af Tom Vilmer Paamand
  
 
   Se alle
   aktuelle
   tekster fra
   FRED.dk
   Tryk her
   for at se
   en liste
   med alle
   artikler i
   temaet.
 
 
(hjelm med blomst) Internettet er startet af militæret, men dets muligheder for at sprede verdensomspændende information er grebet og udviklet af græsrødderne. I Danmark bruger militæret nettet til at lokke unge til en fremtid som soldater - nu vil fredsbevægelserne bruge det til at få soldaterne til at springe fra igen.
 
Fang militæret i deres eget net
En gang fandt de militære planlæggere i USA på noget smart. De var bange for at russerne skulle lamme hele forsvaret på én gang ved at bombe det militære center for kommunikation - så i stedet for ét center byggede amerikanerne et elektronisk net. Selv om mange af de enkelte knudepunkter i nettet skulle blive bombet, ville resten fortsat hænge sammen så mange steder, at kommunikationen - og krigen - kunne fortsætte.
Systemet blev for godt til at militæret kunne beholde det for sig selv. Først blev dele af nettet indtaget af videnskabsmænd. Så kom universiteterne også med - og med dem en undergrund af studenter med sjove ideer.
I dag binder nettet det meste af verden sammen - hvis man vel at mærke har adgang til computer og telefon. Alle mulige politiske bevægelser har taget nettet til sig - og også fredsbevægelserne bruger nu militærets net mod dem selv.
 
Find fred!
Her hos FRED.dk kan du finde information om krig og fred fra foreningerne Aldrig Mere Krig og Militærnægterforeningen. Andre fredsbevægelser er også velkomne.
Det danske Fredsakademi, Esbjerg Fredsbevægelse, Fredspædagogisk Værksted / International Teacher - Danmark, Fredsskattefonden, Grundlovskomitéen 2003, Kvinder for Fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Pax Christi og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed var med tidligere, men står nu på egne ben.
Læs foreningernes pjecer, artikler og fredelige nyheder fra hele verden, der nu er let tilgængelige for alle med adgang til World Wide Web. Og FRED.dk har haft gæster fra mindst 80 lande.
Alt er nemt at finde takket være vores gode søge-maskine - og så kan du oven i købet også søge med FindFred på en række andre danske web-sider, som alle beskæftiger sig med fredsarbejde.
 
Elektroniske bøger
Her er et helt bibliotek med elektroniske bøger, en kortfattet oversigt over samtlige sider, adresselister over danske og internationale fredsbevægelser. FRED.dk bruger også Internettet til at fremlægge materiale, der ikke kan trykkes - som den fortroligt-stemplede SIRENE-manual. Også de danske tilladelser til produktion af krigsmaterial kunne kun læses her, før Justitsministeriet blev presset til mere offentlighed.
Blandt de flere tusinde sider er der fx materiale om landminer, våbenproduktion og civil ulydighed. Mange af artiklerne er kun offentliggjort i elektronisk form. De nyeste numre af bladet "Fred & Frihed - Ikkevold" kan også læses her.
 
1.000.000 klik for fred
FRED.dk passerede den første million klik i foråret 2000. Den travleste tid hidtil var under Kosovo-krigen, der blev den første Internet-krig. Her fik de officielle medier konkurrence fra det hurtige Internet. FRED.dk fremlagde alternative vinkler på konflikten, opdateret stort set time for time - og fik mere end 6.000 klik om dagen i den periode.
FRED.dk får rigtig mange spørgsmål og henvendelser via e-mail, specielt fra studerende og skoleelever. Det omfattende materiale på FRED.dk om krig og fred udvides jævnligt og er som alt andet freds-arbejde baseret på frivilligt arbejdskraft.
 
Lidt gøgl...
Her er selvfølgelig også information til vore udenlandske gæster på engelsk - samt fransk, italiensk, portugisisk, russisk, spansk og tysk. De sidstnævnte oversættelser bliver skabt af et genialt program fra firmaet Altavista.
Vi vil også gøre mere ud af illustrationerne og opbygge et elektronisk billedarkiv. Se til en begyndelse plakatsamlingen.
Af andet gøgl er Aldrig Mere Krigs gamle Rustoskop kommet på nettet. Rustoskopet er en elektronisk tæller, der viser de aktuelle udgifter til militæret. Kosovo-krigen bragte sirenerne fra Beograd på nettet. Du kan også knække et gevær på god pacifistisk vis eller skrive en hilsen i vores gæstebog.
 
Mere pral!
FRED.dk holder sig teknisk til forrige generation af browsere for at sikre, at flest mulig kan klikke med uden problemer. Det har dog ikke hindret, at FRED.dk flere gange har været helt i front med teknologiske nyskabelser på internettet. Et eksempel er on-line reportager fra Jyder Mod Overflødige Motorvejes aktioner fra maj 2000 og februar 2002. Websiderne blev opdateret direkte under blokaden - selv mens deltagerne blev fjernet af politiet - med tekst på en web-site via en almindelig mobil-telefon. Det var faktisk en verdenspremiere, og kaldes i dag for moblog.Tilsvarende var vi blandt de første i Danmark, der udgav bøger og tidsskrifter på internettet.
 
Bland dig!
Det er for længst slut med militærets eneret på internettet, men det er fortsat domineret af teknikere og drengestreger. Vi håber at vores placering på nettet kan være med til at trække det i en fredeligere retning.
Alle har ret til - og opfordres til - at kopiere, genbruge og på anden måde udbrede de oplysninger, der er samlet her på FRED.dk. Læs mere om copyright mm...
Fredsbevægelsens sider her på FRED.dk skal ikke være statiske, men benytte nettets muligheder for hyppige opdateringer. Hensigten er altså, at disse sider vil være under konstant udvikling. Stay tuned! Vi modtager med glæde kommentarer og forslag til WebHamster@FRED.dk.  
 
Tekniske tips Projektet Fred på Nettet er startet af Aldrig Mere Krig som Hjemmesider for Fred på adressen www2.dk-online.dk/users/amk/ i april 1996 - så her i 2006 har vi 10 års jubilæum. Hele projektet fik juni 1997 den flottere adresse FRED.dk, og blev udflaget til en amerikansk server.

FRED.dk redigeres og vedligeholdes af Tom Vilmer Paamand.
 
God fornøjelse!

©pdateret marts 2006 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand