Danmarks værn

Det er en yndet påstand, at vi absolutte krigsmodstandere ikke vil værne vort land.
Det er ikke sandt; vi elsker vort land lige så varmt som andre danske, og vi vil gerne være med til at værne og betrygge Danmark efter vor evne.
Når vi derfor skal drøfte "Danmarks værn", kan vi gøre det under den forudsætning, at vi gerne synger med på Bjørnsons "Jeg vil værge mit land", og gerne synger med L. C. Nielsen:

"Vi værger dig i armods kår,
vi sværger dig, ihvor det går,
at trænges, hvis du trues,
til værn omkring din vår."

Men hvordan? Ja, det er måden, det kommer an på, og her er det, vandene skilles.
Den traditionsmæssige opfattelse kender vi. Det er den gamle primitive ejendoms- og knytnæveopfattelse, som vi bl. a. finder i vor første egentlige fædrelandssang, Laurids Kocks: "Danmark dejligst vang og vænge", hvori det bl. a. hedder:

"Gid som korn opvokse knægte,
som kan rask mod fjenden fægte."

Det er udfra denne opfattelse, vi har skabt forskellige former for militær- og krigsberedskab gennem tiderne, lige fra den gamle skipen-inddeling til det vældige apparat vi har i dag. At det så ofte er brugt til andet end blot værn er en anden historie.
Denne håndfaste værnevilje har i efterkrigriskden fået et kraftigt opsving.
Så snart krigen var forbi, satte de tre store partier ind med en oprustning i stort format, og rigtig fart kom der i tingene, efter at de i huj og hast gennemførte Danmarks tilslutning til Atlantpagten, det mest skæbnesvangre skridt, Danmark har gjort, siden salig Frederik VI sluttede forbund med Napoleon og forrådte Norge. - I dag er det vor egen frihed, der står på spil.
Vi har indkaldt den mandlige ungdom i halvandet år. Vi har et militærbudget, der svinger om 1 milliard, d. v. s. ca. 250 kr, for hver eneste dansker, og hvis der ikke fra enkelte partier blev holdt igen, blev det endnu mere.
Ude i landet virker man for at oprette hjemmeværnsforeninger, som igen skal danne grundlag for det hjemmeværn, som sammen med hæren skal gøre vort værn tilstrækkelig magtfuldt. Samtidig udøver danske officerer gennem "Folk og Værn" på statens regning en ivrig propaganda for at gøre militæret populært og skabe en nimbus om den danske hær og flåde, og endelig har man forpagtet radioen på næsten alle tider af døgnet.
Idealet synes at være en fuldkommen militarisering af det danske folk, således at hele den mandlige ungdom skal i trøjen, og når den kommer hjem, skal den blive ved med at lege røver og soldat i hjemmeværnene, til den når bedstefaderværdigheden. Som en naturlig konsekvens hører man røster om, at kvinder også bør være med, og vi har allerede en hel stribe lottekorps.
Nu skal jeg ikke i første omgang komme ind på, hvilket forfærdende kulturelt tilbageskridt en sådan militarisering af vort folk indebærer, men blot stille spørgsmålet om, hvorvidt det kostbare, krævende og indgribende militærapparat svarer til sin hensigt og virkelig kan betyde et værn for os i påkommende tilfælde. Vi vil ganske nøgternt se på de muligheder, et militært beredskab, så stort som vi kan magte det, rummer for at holde os en stormagt fra livet. Og gør vi det, kommer vi ikke uden om den bitre sandhed, at aldrig har et lille lands niilitærberedskab været så betydningsløst som i dag.
Det er snart tre hundrede år siden, Danmark havde mulighed for at spille en rolle militært, men vi har været langsomme til at fatte det. De kloge Bernstorff'er forstod det, men vore enevoldskonger forstod det ikke eller ville ikke forstå det, og efter 1848-50 var der mange, der berusede sig i sejrsdrømme, fordi vi havde nedkæmpet en klat slesvig-holstenske oprørere, på tilsvarende måde, som der i dag er folk, der tror, det var frihedskæmperne, der gjorde det af med tyskerne eller i hvert fald ville have gjort det den 5, maj inden fyraften, hvis ikke de var kommet os i forkøbet og havde kapituleret den 4. Det var først nederlaget i 1864, der hos tænkende danskere skabte en gryende forståelse af vor værgeløshed, og det var først Viggo Hørup, der ikke blot indså det, men også modigt tog konsekvensen deraf og stillede spørgsmålet: "Hvad skal det nytte?" og besvarede det med et klart og konsekvent: "Det nytter intet! Det er spild af tid og kræfter at ruste og foregøgle os nogen sikkerhed derigennem."
Det var dette synspunkt, der mere og mere vandt terræn i det tyvende århundrede, og som førte os frem til den ringe grad af militærberedskab, som, for at citere en kendt venstremand, bevislig var Danmarks lykke i april 1940. Det var Staunings og P. Munchs politik, der støttedes af arbejderne og middelstanden i endnu stærkere grad, end vælgertallene gav udtryk for, thi langt ind i Venstres rækker var der tilfredshed med den, fordi man heller ikke blandt venstrebønder fandt anledning til at opretholde et værn, som intet værn var.
Den sidste verdenskrig understregede den bitre lære om de små landes magtesløshed i det store spil om verdensmagten. Østrig, Tjekkoslovakiet, Finland, Estland, Letland, Litauen, Danmark, Norge, Holland, Belgien, Ungarn og alle Balkanlandene, rustede eller ikke rustede, alle led samme skæbne, og alle tjener de som vidnesbyrd om de små nationers militære afmagt over for de vældige stormagtsblokke.
Og som kronen på værket kom i krigens afslutning atombomben, dette ufatteligt ødelæggende våben, som på nogle få sekunder sletter en storby ud, som havde den aldrig været. Dette våben, som der ikke findes noget andet forsvar imod end at begrave sig hundrede meter under jordens overflade.
Efter dette er det simpelthen en tåbelighed at tale om væbnet forsvar, og alt forsvarsberedskab er lige så latterligt som unyttigt. Det gælder militæret så vel som hjemmeværnet og civilforsvaret, og jo før vi kan få det hele afskaffet, jo bedre.
Nu ved jeg nok, at man netop fra militær side prøver på at bagatellisere atombomben så meget som muligt, og det er jo meget forståeligt, at de ikke synes om at blive sat ud af spillet. Men når alle de videnskabsmænd, som har forstand på det, erklærer, at der intet middel findes mod den, og når atombomben i dag må regnes for at være det rene legeværk imod brintbomben, som kan tage det halve Skandinavien på een gang, så må de herrer undskylde, at forstandige mennesker lægger mere vægt på de sagkyndiges udsagn end på officerernes fortvivlede forsøg på at holde stillingen.
Men når noget er unyttigt, bliver det til en kræftskade, hvis man beholder det, og det gør det ikke mindst i dette tilfælde, hvor store summer ødes i en tid, hvor vi har så hårdt brug for værdier og arbejdskraft til dækning af elementære behov som boliger og beklædning. Da det en aften meddeltes i radioen, at der var bevilget ¼ mill. til hjemmeværnsforeninger, var der en dame, som spontant udbrød: "Tænk, om man havde givet dette beløb til vuggestuer…" Tanken er helt rigtig. Også for alle andre millioner, som ofres til krigsberedskab, kan der let findes bedre anvendelse.
Dertil kommer, at den militære opdragelse, som der for tiden tales så meget om, er af en art, som vi ikke godt kan være bekendt at have i et kultiveret samfund. Det, vi har brug for i dag, er folk, som kan tænke. I militæret opdrager man folk, som kan lystre, og som derfor bliver mere egnede til undersåtter i en diktaturstat end til samfundsborgere i et demokratisk samfund. Med hensyn til tone og moral er det vist tilstrækkeligt at nævne, at vel blev en Peitersen i Århus dømt for at have gået for vidt, men der er mange vidnesbyrd om, at han har talrige åndsfrænder, som stadig fungerer i deres embede.
Det er stadigvæk sådan, at de unge mand skal springe op og falde ned i mudder og pløre og betegnes som svinemikler og kraftidioter. Man behøver bare at sidde og lytte lidt i kupeerne til soldater på orlov for at blive orienteret.
I bogen "Kaptajn Smith og hans kompagni" siger Iøjtnant Jones et sted: "virkeligheden er for en mand af tænksomt anlæg fængselscellens afsondrethed at foretrække for nedværdigelsen ved at leve hordevis i kaserner -" og et andet sted : "Soldaten ser sig ofte berøvet menneskeværdigheden, ofte underkastet en hvilken som helst tyrans luner, somme tider kommanderet af mænd, der er ham moralsk, fysisk og åndeligt underlegne."
I den forbindelse kan også nævnes Helmuth Kirsts strålende bog om tysk kaserneliv "Nul, otte, femten", hvor man ser, at der kun bliver de allermest primitive egenskaber tilbage under militæråndens afstumpende indflydelse, hvis man ikke som bogens hovedperson har en ganske særlig modstandsevne. "Men det gælder vort liv og vor frihed", siger man. "Og nu, da vi er med i NATO, betyder vor lidenhed ikke noget, så står vi ikke længere ene."
Som om det skulle betyde et bedre værn for os, at vi er blevet den yderste kno i den knytnæve mod Øst, som hedder NATO, og som er rettet mod en magt, der aldrig har truet Danmark.
Som om det skulle yde os nogen betryggelse at blive en brik i en stormagtspolitik, der har ganske anden målsætning end små landes sikkerhed, og som ikke har forpligtet sig på anden måde, end at den kan bakke ud, hvis det synes den mere formålstjenligt.
Som om der skulle ligge nogen betryggelse i, at det land, som i fem år trampede på hele Europa, atter skal bevæbnes og blive vor forbundsfælle.
Tværtimod, vi er kommet fra asken i ilden, vi har givet os selv en så udsat stilling som aldrig før, samtidig med at vi undergraver vor økonomi og sænker vort kulturelle niveau og dermed netop undergraver det, som skal være kernen i et virkeligt effektivt værn.
Ja, for Danmarks virkelige værn ligger nemlig på helt andre felter.
Udadtil ligger den i en styrkelse af De forenede Nationer, så det kan blive det instrument for fred og retfærd, som dets mening er; i en afspændings- og forståelsespolitik: et forbud mod de nye frygtelige masseødelæggelsesvåben og international kontrol med atomenergiens anvendelse; i en almindelig nedrustning og en afvikling af kolonistyre og kapitalmonopoler.
Indadtil ligger den i skabelsen af et sundt, levedygtigt samfund med frihed for alle, mulighed for alle til at arbejde og skabe sig en anstændig levefod og tryghed for børn, syge og gamle.
Det var det, der lå bag Hørups, Staunings og P. Munchs politik. Lad mig citere, hvad en efterkommer af den gamle højskoleslægt Trier, maleren Troels Trier, har sagt derom:

"Deres politik er blevet hårdt angrebet. De førte ganske vist en hård kamp mod dem, der ville ioregøgle os, at vort lille land havde en militær opgave, men ikke mindst førte de en kamp for menigmands borgerlige ret og for en jævn fordeling af livsgoderne i vort folk, og derved var de med til at skabe en større enighed i dette at være danske. Denne enighed har været vort værn under besættelsen."

Læg mærke til det sidste: … vort værn. Her er altså tale om en anden form for værn end den militære, som ikke er aktuel mere. Et værn, som består i et indre sammenhold, en vilje til livet, som det er helt anderledes at få bugt med end et par divisioner med tanks og luftværnskanoner o. s. v. Det er denne indre styrke, det kommer an på, hvor et folk skal hævde sig mod ydre tryk, det er denne indre styrkes kvalitet, der bliver afgørende for et folks beståen.
Det giver ingen sikkerhed mod en eventuel besættelse af landet, vil man måske sige. Nej, for en sådan sikkerhed findes ikke. Det giver heller ikke sikkerhed mod en vis ydre afhængighed af alle lande, for en sådan sikkerhed findes heller ikke, og når vi nu i de sidste år har talt så meget om et frit folk i et frit land, så gør vi klogt i at gøre os klart, at der er grænser, snævre grænser endda, for denne frihed, både på den ene og den anden måde.
Den giver heller ikke absolut sikkerhed mod folkets undergang. Der var ganske vist en digter, som engang skrev :

"Vi ved, at fjeld kan sprænges,
og standses kan en elv,
men aldrig kan el folk forgå,
som ikke vil det selv…"

og det lyder både stolt og besnærende; men det holder ikke stik, og den samme mand gik siden med hud og hår over til nazismen, som netop havde sin styrke i det overdrevne.
Vi ved nu, at der kan ske det, at hele folkeslag kan udslettes på en vanvittig diktators befaling, og vi ved, at atombomber kan svide byer af som vissent græs, og da er der intet at gøre; og hvis man tror, at der er en Gud bag det hele, som har en mening med folkene, vil man også erkende, at hvis han ikke længere vil holde sin hånd over et folk, da er dets dage talte, hvor meget det end ønsker at leve.
Men tror vi, at den Gud, der gav os landet og gav sproget og gav alt, som Bjørnson siger, har haft en mening med at gøre os til et folk, så tør vi også have et håb om, at vi, som Grundtvig siger i sit skønne, stærke digt "Fædreneland", endnu har det bedste tilbage. Og da tør vi tro på, at vort bedste værn ligger i at finde den gerning, hvortil folket blev skabt - og udføre den.
Og ingen skal få mig til at tro, at vi er skabt for at efterabe de store nationer i deres magtstræb og golde magtudfoldelse.
Snarere ligger vor mission i den linie, som Jonas Lie har trukket op:

Midt i en jerntid, som ikkun tror
den magt, som våbnene binder,
du ligger rolig, du høje nord,
i åndens sollys og skinner.
Din storhed er ej guld og pragt
og ej kanoners torden.
Du er en stille verdensmagt
for hjertets sag på jorden.

Eller som den danske nutidsdigter Piet Hein har formet det:

Ødte vi vor ungdom
på et fredens værk?
Gør alene krigens
stumpe kræfter stærk?
Nej, vor frie, fælles
kamp for menneskets sag,
det er nordens stille,
stumme magt i dag -

og han tilføjer:

- stærkere end stålet
er et stålsat sind.

Ja, digtere kan sagtens snakke, men livets hårde virkelighed klares ikke med lyrik. Jamen, digtere kan undertiden komme sandheden nærmere end den, der regner efter Chr. Hansens regnebog, og dette her er ikke lyrik og skønsang, men realiteter udtrykt i poetisk form, de samme realiteter, som Troels Trier nævnede i det før citerede.
Hver gang vi skaber et stykke lovgivning, der skaber bedre livsbetingelser for folkets brede lag, hver gang vi afskaffer et monopol og sletter en grænse mellem over- og underklassen, hver gang vi forbedrer vor børneforsorg og vore boligforhold, og hver gang vi skaber bedre vilkår for oplysning og opdragelse, fører vi det danske folk nærmere sammen og styrker vort værn, og netop derigennem gør vi Danmark skikket til at indtage sin plads i De forenede Nationer på værdig måde.
I et hjemliv med levende sammenhold og vide perspektiver, i et samfund med fri livsudfoldelse under skyldig hensyn til næstens tarv, et samfund, hvor ingen retten bøjer, skal det folkeliv gro, som ingen fremmed voldsmand kan knægte, med mindre han vil udslette nationen, det folkeliv, som er det stærkeste værn af alle.

"Der er mere værn i den blomstergren,
der skygger om hjemmets dør,
end i alle de volde af jord og sten
og kuglesprøjternes rør -"

siger Aakjær med rette. Derfor må vi smede vore kanoner om til plovjern og værktøj, lave vore kaserner om til ungdomsskoler og sætte vore officerer på pension, hvis de ikke duer til andet, og så sætte vore kræfter ind på at styrke det eneste værn, som har mulighed for at holde.
Det hed efter den første verdenskrig:

Sværdtid er endt,
det er plovtid på ny,
frændetid og vennetid,
grotid og gry.

Det er på den front, det danske folk skal gøre sin indsats i fremtiden. Det er på den front, forbundet "Aldrig Mere Krig" indbyder til samarbejde.

Th. Christensen

Thomas Christensen var socialdemokrat og medlem af Aldrig Mere Krig, da han skrev denne pjece i 1965. Pjecen er fundet og indscannet af Holger Terp.