Prøv noget nyt - vælg freden!

Tale fra demonstration mod krigen i Afghanistan oktober 2007 i Århus.
 
Danmark står foran et valg. Det valg er langt større, end hvilke politikere, der skal sidde inde på Christiansborg. Valget er ret simpelt - vil vi krig, eller vil vi fred? Svaret er straks langt mere kompliceret, for selvfølgelig vil vi alle have fred. Men hvad fred reelt betyder, og hvordan vi finder den, er der mindre enighed om. Men jeg tror på, at drømmen om fred og forsoning er stor nok til alligevel at rumme os alle.
Danmark er en krigsførende nation, men det er ikke kun den nuværende borgerlige regerings skyld. Brugen af vold som politisk værktøj har desværre bred opbakning i Folketinget, selv om det er mindre end 10 år siden, at Danmark slog ind på denne kurs.
Vi står her i dag, fordi Danmark har soldater i Afghanistan. Der er 6000 kilometer til Afghanistan, det er langt væk fra Danmark på mange måder. Danske soldater blev sendt til Afghanistan for at stoppe et terrornetværk. Jeg tror ikke på, at bomber og kanoner fører til fred, uanset om vi opfatter nogle af soldaterne som "de gode". I sidste ende må de stridende parter alligevel mødes og forsones. Det ER naivt, men hvorfor så ikke starte med det, og helt springe krigens rædsler over.
 
Afghanistan har lidt under krige i årevis. Tidligere forsøgte Sovjet en årelang og brutal besættelse. Afghanernes modstandskamp var også brutal. Men den gang i 80erne var der stor modstand i Danmark mod besættelsen af Afghanistan.
Det var ikke kun yderfløje, men hele det officielle borgerlige Danmark, der var imod denne krig. Eller rettere, de var mest mod besættelsen, for selv vores nuværende regeringsparti Venstre støttede de såkaldte mujahedin-krigere i Afghanistan. En af mujahedin-krigerne hed Osama bin Laden, som vi siden hørte alt for meget til. Mange af mujahedinerne kalder vi i dag for taliban-krigere, og bekæmper.
Krigere har svært ved at holde op igen. Når det eneste værktøj er et gevær, og det eneste håndværk er krigens, så bliver alle problemer løst med vold. Indtil vi lærer hinanden at løse konflikter på en anden måde.
 
Efter at vi fra Vesten tog magten over dele af Afghanistan, lod vi Hamid Karzai vælge til præsident. Hamid Karzai er tidligere Taliban-tilhænger. Det har ikke hindret USA i at modtage ham i Det Hvide Hus.
Hamid Karzai som præsident er nok ikke det værste valg. I et intervies blev han bedt om at nævne sine forbilleder. Han siger, at som barn hørte han meget om Henry Kissinger og J.F. Kennedy. Men nu som ældre beundrer han Mahatma Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King.
Vi har altså her en tidligere Taleban-tilhænger, som insisterer på, at Mahatma Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King er hans vigtigste forbilleder - tre af de mest kendte symboler for ikkevoldelig konfliktløsning.
Afghanistans præsident uddyber i interviewet sin beundring for Mahatma Gandis ikkevoldelige kamp for uafhængighed, og glæder sig specielt over den tolerance og respekt for alle folkeslag, som Gandhi stod for.
Afghanistan er ikke just kendt for ikkevold, men vi kan da glæde os over, at landet har en præsident, der tør prise ikkevoldelig konfliktløsning offentligt. Og med præsidentens viden og positive indstilling til ikkevold må der være nogle uprøvede muligheder for landet. Lad os håbe, at Hamid Karzai kan få forklaret sine landsmænd og internationale samarbejdspartnere mere om disse idealer.
 
Denne tidligere Taliban-støtte og nuværende Nelson Mandela-tilhængers vigtigste samarbejdspartner er George W. Bush. Præsident Bush kender også godt Nelson Mandela. Bush er ikke altid klar i tanke og tale. Han sagde på en pressekonference, at Nelson Mandela er død. Det vakte en del opsigt, men tanken bagved var faktisk ret smuk.
Bush forsøgte at fortælle, at Saddam Hussein dræbte alle Mandelaerne i Irak. Altså at alt hvad Irak havde haft af dygtige og folkelige samlingsfigurer, dem havde regimet effektivt gjort alt for at nedkæmpe. Bush ville forklare hvor hårdt det er for et land at rejse sig efter et diktatur, når Mandelaerne er blevet udslettet.
 
Præsident Bush er langt fra at være en Mandela, men jeg er enig med ham. Vi har brug for flere Mandelaer. Det er en meget væsentlig tanke, men hvordan sikrer vi som håbefulde befriere udefra, at godhjertede lederskikkelser overlever diktaturer.
Og endnu vigtigere, hvordan sikrer vi, at de også overlever mentalt. At de ikke tror, at overmagtens våben kun kan bekæmpes med våben. At disse Mandelaer ikke bliver så nedtrampet af et undertrykkende regime, at de føler sig tvunget ud i de modbydelige handlinger, vi kalder for terror.
Men selv dette er ikke nok til at vi skal tabe modet. Har præsident Bush virkelig glemt, at Nelson Mandela tidligere i sit liv var en ledende kraft i en ualmindelig voldelig terrorgruppe. Men mange år senere udviklede samme Mandela sig fra terrorist til det smukke menneske, der nu er elsket over hele kloden.
De færreste terrorister vil gennemleve en sådan udvikling. De færreste terrorister har mental styrke til at tænke på forsoning, når deres venner og familie bliver dræbt omkring dem. Men et sted må vi stoppe denne galskab, og fremelske flere Mandelaer og færre terrorister.
Det første trin i at støtte og fremelske disse lyspunkter i et gråt diktatur, må være at kunne finde dem. Og her kommer der problemer igen, for når vi ruller ind med vore bomber, vore tanks og vore skudklare geværer, vil de færreste mennesker give os blomster og række hånden frem til forsoning.
 
Hamid Karzai er heller ikke en Mandela, men arbejder trods alt med en vilje til forsoning. Han har på trods af international kritik fastholdt en dialog med Taliban, og de lokale krigsherrer, foreløbig uden synlige resultater. Men han prøver da. Danmark er med til at kaste bomber i Afghanistan. Vi har heller ikke så gode resultater at vise frem. Det er på tide sammen, at prøve en fredeligere strategi.
Terroristerne med deres bomber presser voldeligelige svar frem. Det samme gør vi med vore bomber. Hvert dødsfald skaber mere had og flere terrorister. Det er en dødelig spiral, vi selv giver næring til. Vi kunne prøve en fredeligere strategi.
 
De kommunistiske regimer i Øst, med alle deres våben og store hære, faldt sammen og fik radikalt ændret styre. I de fleste tilfælde ved fredelige revolutioner. Kunne vi ikke lære af dette. Kræv forskning og udvikling af ikkevoldelige konfliktløsninger. Giv vore politikere nogle flere værktøjer i kassen, så de ikke behøver at vælge krigen hver eneste gang.
Jeg tror ikke på, at fredelig konfliktløsning kan fungere sammen med bomber, eller under trusler om bomber. Vi har ikke noget valg hvis vi vil stoppe krigene. Tag George W. Bush på ordet, læg bomberne til side og giv i stedet styrke til Nelson Mandelaerne.
 
Danmark skal hjælpe Afghanistan, med at få de udenlandske soldater trukket ud. Danmark skal hjælpe Afghanistan, ved i stedet at tilbyde genopbygning, udvikling og fredelig konfliktløsning.
 
Citaterne fra Hamid Karzai og George W. Bush kan findes her og her.
-------------------------------------------------------
 
Og nu vi er i gang med "pacifistisk inspirerede" statsledere, som ikke helt lever op til deres ord, så lyt til Vladimir Putin:
"Am I a pure democrat? Yes, absolutely. The problem is that I'm all alone, the only one of my kind in the whole wide world. Just look at what's happening in North America, it's simply awful: torture, homeless people, Guantanamo, people detained without trial and investigation. Just look at what's happening in Europe: harsh treatment of demonstrators, rubber bullets and tear gas used first in one capital then in another, demonstrators killed on the streets. I have no one to talk to since Mahatma Gandhi died."