Konfliktlande køber danske våben

Dansk våbenproduktion ender med statskontrol i lande som Algeriet, Chile, Egypten, Rusland, Saudi-Arabien og Tyrkiet.

Af Tom Vilmer Paamand - 2017

Se også:

- Skjulte salg af danske våben
- Stor eksport
til Pakistan
- Milliardfejl i våbeneksport

<< Bladr >>

Justitsministeriet regner galt for milliarder, og gemmer våbensalg til konfliktlande. Medierne har været tavse om dette, for Danmarks årlige rapporter om våbeneksport er afskaffet trods EU-regler, så oplysningerne er blevet svære at finde.

Den statslige mørkelægning blev arrangeret lige før et salgsfremstød for danske våben. Ambassaderne har ansat danske officerer som sælgere, så våbnene med statskontrol ender i lande som Algeriet, Egypten, Rusland og Saudi-Arabien. Pakistan, som er et land i nærmest permanent krigstilstand, bestilte danske våbendele for en lille halv milliard kroner.

Justitsministeriet skjuler sælgernes navne, og sjusker med våbenkontrollen i en grad, så der kom milliardfejl i statens statistikker. Dansk våbeneksport så ud til at være mangedoblet, hvilket fortsat står i EUs statistikker - men heldigvis ikke passer.

Foreningen Aldrig Mere Krig har afdækket alt dette efter lang tids research med aktindsigter og i diskussion med Justitsministeriet. Resultatet kan nu læses i en række afslørende artikler om våbenhandel i AMKs Nyhedsbrev samt i stærkt udbyggede versioner lige her på FRED.dk.

"Undersøgelsen viser klart, at staten har bremset for dansk åbenhed om våbensalg. Hermed er borgere, medier og politikere klædt dårligt på til et kritisk blik på våbenindustrien i en tid, hvor alle lande hælder nye milliarder ud til militæret, og Danmark satser på at sælge til hvem som helst", siger Tom Vilmer Paamand, journalist og formand for Aldrig Mere Krig.

Skjulte våbensalg med ambassader som sælgere
- Danmarks rapporter om våbeneksport blev afskaffet trods EUs regler, og lige før et salgsfremstød for danske våben.
Hemmelig kontrakt om danske våben til Pakistan
- Et land i nærmest permanent krigstilstand bestilte for en lille halv milliard kroner. Justitsministeriet skjuler sælgerens navn.
Statslige milliardfejl i mørkelagt våbenkontrol
- Dansk våbeneksport så ud til at være mangedoblet, fordi Justitsministeriet kronisk sjusker med kontrollen.

Det er ikke kun Pakistan, der forsyner sig med dansk våbenteknologi. Den danske ambassade i Rusland har også en forsvarsattaché som statslige våbensælger - som i 2013 formidlede våbenelektronik mm til russerne for 3,5 millioner kroner. Indonesien stod til for 111 millioner kroner bomber og elektronik fra Danmark, mens Algeriet i stedet blander bomber og militære køretøjer for 33 millioner kroner.

Kriseplagede Chile kunne købe militære flydele for 32 millioner kroner. Andre større kunder er Singapore og Saudi-Arabien, der fik dele til militære køretøjer og specialudstyr til militær træning - husk at en tidligere dansk politichef har trænet deres brutale politi. Sydkorea har købt ildkontrol mm og Thailand har fået fra kategorien bomber og torpedoer. Og ikke mindst har Egypten indkøbt for 150 millioner kroner militær software fra Danmark.

Bemærk, at alle sådanne tal kun beskriver hvad våbenpusherne har fået tilladelse til at eksportere. Salgsaftalerne kan gå i mudder af mange grunde, så statistikkerne afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden. For eksempel står året 2014 noteret for en i forvejen forholdsvis beskeden våbeneksport på kun 1100 millioner kroner. Det korrekte tal endte som en solid bundskraber et sted under 700 millioner, da en dominerende og mørkelagt aftale med Pakistan ikke blev fuldt gennemført i første omgang. Men tilladelser kan administrativt forlænges, uden at dette offentliggøres. Og modsat er der en stor gråzone af såkaldt dual-use teknologi, der ikke bliver registreret som våbenhandel. Disse solide forbehold gør ikke de nuværende statistikker helt uinteressante, men illustrerer behovet for, at også Danmark lever fuldt op til EUs krav om at skrive den reelle eksport med ind.

Soft Kill Systems

Danmark er nu berygtet for salg af specialudstyr til overvågning af irriterende demonstranter, en teknik som Kina også får tilbudt. En god del af disse lande har tidligere år efter år fået afslag på at købe danske våben efter EUs fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr, men disse paragraffer fortolkes pludselig meget lempeligt af Danmark. Afslag på direkte våbenudførsel kan nu kun findes gennem aktindsigt, der dog viser 25 afslag i perioden 2012-15.

De ramte fx Aserbajdsjan, Kina, Kuwait, Libanon og Venezuela samt især Israel, Pakistan og Saudi-Arabien. Ønskerne var alt fra lyddæmpere og videoudstyr til ammunition og missildele. Det var ikke en generel afvisning, men blot visse restriktioner, for flere af disse lande fik alligevel tilladelse til indkøb af andet krigsgrej. Danmark sælger kun en mindre del helt færdige våben. Det er fx Ammunition fra kaliber 5,56 mm til 155 mm, Mortergranater fra 60 mm til 120 mm samt Flybomber - altså ting der kan sprede en del død og ødelæggelse.

Produktionen sker primært på det tidligere statslige ammunitionsarsenal nær Frederikshavn, der nu er privat og en del af en verdensomspændende våbenkoncern. Meget af resten er delkomponenter til andres bomber, fx missiler med alt for kendte navne som Harpoon, Sidewinder og Stinger samt Tomahawk. Næste store gruppe er dele til korvetter, hjemmeværns- og inspektionsfartøjer, mest til hjemligt brug. Og så dele til kampvogne og andre pansrede køretøjer, som Leopard, M41 og Piranha - som der pt er salg i fx til Pakistan.

Læs også:
Statslige milliardfejl i mørkelagt våbenkontrol
Skjulte våbensalg med ambassader som sælgere
Hemmelig kontrakt om danske våben til Pakistan

Sabler og software i 2013 og 2014

Udover de nævnte tilladelser til eksport, skal al produktion af våben i Danmark også forhåndsgodkendes. Danske firmaer har i 2013 og 2014 fået tilladelse til produktion af en stor mængde meget forskellige militære produkter. Her er det vigtigt at bemærke, at det i overraskende høj grad er op til firmaerne selv at afgøre, om netop deres produkt kræver, at de søger produktionstilladelse.

For at forvirre yderligere, er kategorierne for produktion og eksport på ingen måde koordinerede - og er det heller ikke på internationalt niveau. 132 virksomheder har fået tilladelse til eksport af våben eller såkaldte dual-use produkter, men om det er til jagtrejser eller kampfly fremgår ikke. En bedre filtrering er der i tilladelserne til våbenproduktion, som 43 danske virksomheder har. Dette er en fordobling siden år 2000 men reelt mere, da der også har været en del opkøb og fusioner undervejs.

Mens produktionslisterne i høj grad fortæller om en fjern tid, hvor sabler (kaldet blankvåben) var det største problem, er eksportlisterne naturligt præget af internationale konventioner gennem EU, FN og NATO. I sidstnævnte område fokuseres meget på problemet med dual-use, produkter der er militært nyttige, men også kan finde civil anvendelse. For dem og våben er der begrænsninger på hvilke lande der må sælges til, og dette gælder også avanceret teknologi samt computere og software.

På dette område er Erhvervsstyrelsen rigtig dygtig til at producere farvestrålende statistik over meningsløse tal uden relevant sammenhæng. Således offentliggør de en samlet tabel over hvordan i alt 1367 tilladelser og 55 afslag, udstedt i 2014, 2015 og 2016, fordeler sig på 122 lande - men det kræver nærlæsning at opdage, at al deres fine grafik kun viser eksportkontrolansøgninger om dual-use, og ikke anden våbenudførsel.

Deres begrænsede tal viser for 2016, at der blev givet afslag for visse eksportsager til Congo, Pakistan, Iran, Indien, Kina og Rusland, og for 2013 nogle afslag til Israel, Kina, Myanmar, Rusland og Taiwan. Listen udpeger i højere grad problemlande, end den giver et bare nogenlunde dækkende billede af dette mere problematisk hjørne af dansk eksport. Eksportkontrolsager om dual-use opstår jo kun i de tilfælde, hvor internationale konventioner gør eksporten til et muligt problem, der skal afklares. Fx står Rusland for voldsomt flere tilladelser end USA, men også for flere afslag. Der er ikke fremlagt tal for tidligere år.

Da hver tilladelse kan dække alt fra en jagtrejse med egne geværer over humanitær minerydning til en eskadrille fuldt armerede krigsskibe, er sådan statistik blot højt kvalificeret tidsspilde. Der er først interessant, hvis emner og værdier var med lige her, ikke mindst da tilladelserne nu gives til en række kontroversielle stater, som tidligere har fået afslag.

Stumper til krydsermissiler

Forståelsen af danske produktionstilladelser for våben kræver adgang til militære håndbøger, men Google kan hjælpe lidt på vej. De nemmeste dele at genkende er bomber og ammunition. Nogle af tilladelserne har meget specifikke navne, men de kvikkere hjemme af fabrikanterne nøjes med meget overordnede beskrivelser, som Mekaniske komponenter konstrueret til brug i militære køretøjer og skibe. Diverse mindre opgaver har også krævet tilladelse, nemlig Vedligeholdelses-, håndterings- og værkstedsmateriel til reparation af kampkøretøjer, militære fly og helikoptere.

Danske fabrikker er også dygtige til radarsystemer, som Overflade- og flyovervågningsradar til brug på skibe. Her er det især Weibel Scientific A/S, der har ført sig frem med sit bunkerslignende hovedsæde kaldet "Fort Weibel", og forsøgene på at omdanne en fredet dansk ø til privat militært øvelsesområde.

Mest omtalt for tiden er de i virkeligheden ret få arbejdspladser, som milliarderne til indkøb af kampfly skulle kaste af sig. Det drejer sig i høj grad om såkaldt medproduktion af de nemmere dele, og ofte kun til egne fly. Udover favoritten F-35 laver danske firmaer dele til jagerfly som F-16, Draken og Gripen, samt AWACS, Bombardier, C130 fly og helikoptere.

Danmarks største våbenfabrik Terma har fået en del af flyordrerne, og laver haleror og lignende stumper, der koster spidsen af en jetjager. Deres mest populære system hedder sødt Soft Kill Weapon System, og er et såkaldt selvbeskyttelsesudstyr, der hjælper til at holde fjendtlige raketter på afstand, så man har fred til at affyre sine egne.

Listen er karrig med detaljer, så det er uklart præcist hvad og fra hvem der er solgt. Men landene bliver nævnt, hvor USA naturligvis er på som storkunde. Men omfanget overrasker, som når USA står noteret for en enkelt kontrakt på meget usædvanlige fem milliarder kroner - hvad der så også viste sig at bero på en statslig slåfejl. Bemærk i øvrigt, at alt hvad USA modtager fra danske våbenfabrikker, her efter både kan og bliver geneksporteres til ethvert besynderligt regime, som USA pt støtter - uanset danske forbehold og slutbrugererklæringer.

En dyr branche for Danmark

Branchen er som så mange andre stærkt afhængige af staten. Uden hjælp ville der være endnu færre våbenfabrikker tilbage i Danmark. De har lukreret på, at når det danske forsvar fik milliarder til nyt isenkram, gik en pæn stor del af beløbet til skjult erhvervsstøtte. Metoden blev kaldt modkøb, og er baseret på at statslige forsvarsindkøb ikke bliver regnet med i handelsaftaler - for normalt er det fyfy og grimt konkurrenceforvridende at statsstøtte egen industri. På modsat hold står den internationale våbenindustri. De har intet mod fiktivt at opkræve en solid overpris ved en handel, for så at sende pengene retur til den statslige indkøber. Den lokale produktion sker så ofte på teknisk meget lavt niveau og til tilsvarende overpriser.

På sådanne modkøbskontoer henstår ubrugelige milliarder, hvor Danmark fortsat ikke har kunnet blive enige med våbensælgeren. Aftalen er at de skal opkøbe dansk produktion, men de gider ikke købe noget tilfældigt militært klamp herhjemmefra - og Danmark er heldigvis ikke verdenskendte på det marked. Oven i har EU efterhånden valgt at aftalerne om Det Indre Marked skal tages alvorligt, og at modkøbsaftaler i det mindste skal være en sjælden undtagelse. Kun dokumenterede væsentlige sikkerhedsinteresser kan fremover begrunde modkøb, og derfor har stater og militærindustri med nye krumspring fået omdøbt fuskeriet til industrisamarbejde eller mere uforståeligt offset for at fastholde statsstøtten.

Branchen giver hverken stor beskæftigelse eller omsætning sammenlignet med andre. Den har måttet rykke sig fra sværindustri til højteknologi, ligesom resten af dansk industri, og hovedparten af den militære produktion går til eksport. Beskæftigelsen ligger på omkring 2500 mand, og omsætningen snarere nede på to milliarder, end de tre som branchen selv praler med. Uanset dette, så omsætter fx landbruget i Danmark for langt mere per ansat, så våben er økonomisk en dårlig forretning for landet. Disse tal dækker dog både over branchens civile og militære produktion. Det er ordreproducerende virksomheder, så fokus flyttes løbende til hvor der er ordrer at hente. En fabrik kunne derfor godt køre ren civil produktion det ene år, og militært det næste.

Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark synes selv de er vældig åbne omkring deres produktion, og undrer sig offentligt over, at de ikke er mere kendt. Og de besvarer da også høfligt telefonopkald, men har ikke tradition for ligefrem at rutte med deres oplysninger. Branchen selv har da heller ikke protesteret over det pludselige fravær af den lille statslige rapport, der dog kastede et vist lys over deres aktiviteter.

Våbenproduktion er en usikker branche

Forsvarsministeriet indbød sammen med Eksportrådet til konference om projektet "Open for business" for at skaffe samarbejdspartnere i august 2012, og en af deltagerne var salgsdirektøren for Falck Schmidt Defence Systems. Firmaet opgraderer militære køretøjer, og kan forsyne dem med sine internationalt kendte fleksible master til målsøgning. Fabrikken var efter en restrukturering for ti år siden blevet en af de få større danske våbenfabrikker - og blev begejstrede over muligheden for at kunne bruge officerer som sælgere.

Den fynske våbenfabrikant havde specialiseret sig i højteknologi, elektronik og kulfiberdele til militære køretøjer, men snublede gennem hele sin levetid fra den ene krise til den næste, og fik aldrig rigtig styr på økonomien. Senest var håbet en mindre opgave på Forsvarets nye mandskabsvogne, som fabrikken ansatte mange nye medarbejdere til. Men fabrikken tabte ordren og gik konkurs i 2017.

Se også den meget længere liste over mange af de våbenproducerende danske firmaer, for de fleste har ikke en officiel tilladelse - selvom denne nu er nogen år gammel. Listen og beretningen er god dokumentation for, at Danmark er et våbenproducerende land - til de mange, der fortsat bliver overraskede over dette faktum.

MobilePay
50510328

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2017 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand

FRED.DK

< FRED.dk

Våbenproduktion

Oversigt - Søg >