Trumps kaos overdøver krigenes virkelighed

Våbenbudgettet er gigantisk, men...

USAs militære budget er som alle andre budgetter ret uigennemskueligt, og der er gode argumenter for at der bagved er andre skjulte tal, så den reelle udgift måske er 33 procent større. Modsat kan store dele af budgettet læses som direkte erhvervsstøtte, stemmekøb og kostbar jobskabelse, hvor det titulært militære formål i virkeligheden er helt underordnet, og eventuelle resultater kun sjældent når uden for landets grænser.

Trump har ihærdigt søgt at hæve forsvarsbudgettet, og presse NATO-landene til at følge trop. USA var selv sakket pænt bagud under Obamas sidste år. Landet ligger langt over NATO-forslaget om de 2 procent af BNP, men var siden et kort højdepunkt under Obama på over fem procent dykket igen fra 2010-2015. Trump har fortsat kun fået hevet det op til 3,4 procent, da der ikke er flertal for mere i USAs parlamenter.

I rene dollar-tal er beløbet gigantisk og voksende, men som del af BNP har det alligevel nærmest ligget stabilt under Trump. Det har ikke hindret ham i at annoncere store planer om indkøb af endnu flere kanoner, skibe og fly - samt såmænd også et rumforsvar, men reelt har Trump hidtil ikke fået lov til meget mere end at holde trit med inflationen. Men det er altså slet ikke fordi lysten mangler, han kan blot ikke samle magt og stemmer nok bag kravet. Trods alt bulderet, går mere end 96 procent af USAs BNP fortsat til mere fredelige formål.

Aben flytter med...

Trump har kun skabt en mindre del af sit kaos, for han overtog forgængernes konflikter - de fleste af dem faste hængepartier, som også Obama har fægtet med.

Selve statsapparatet ruller ufortrødent videre, mens præsident og politikere hyppigt udskiftes. Mange opgaver kan derfor have været på vej igennem systemet i årevis, før de småtilfældigt serveres for folket af den nusiddende præsident.

Præsidentens magt er delt, så alle beslutninger efter diverse procedurer skal godkendes af Senatet, mens Kongressen står for lovgivningen - hvilket Trump hverken lader til at forstå eller acceptere.

Trumps positive side...

På den for Trump positive side må nævnes hans uhæmmede lyst til frit at mødes med sine titulære modstandere, hvilket irriterer hans modparter i Det Demokratiske Parti i en grad, så dette ofte kammer over i ren Kold Krigslyst. Ikke mindst da Trump ser allermest glad ud, når han mødes med Ruslands leder Vladimir Putin.

Deres gode forhold har desværre ikke ført til fornyet nedrustning, men tværtimod til ophævelse af alle de bedste atomaftaler - hvilket åbenbart var efter begges ønske. Trumps glæde over Putin bygger i øvrigt på en misforståelse: Trump troede Putin havde kaldt ham intelligent, fordi USAs aviser fejloversatte det russiske ord for farverig!

Trump har på kluntet vis søgt at forhandle med det underlige monarki i Nordkorea. I høj grad uden at invitere de nærmeste naboer, hvilket ikke har hjulpet på processen. Desuden er Trumps tilgang så flagrende distræt, at Nordkoreas diktator fortsat sprænger store bomber for at blive hørt. Dialogen er ikke ny, da også Obama i sin tid selv skrev med Nordkorea, men nægtede at mødes på tomandshold. I stedet opmuntrede han til en fortsættelse af de daværende sekspartsforhandlinger, hvor alle naboer samt USA deltog.

Også den nødvendige dialog med Taliban startede diskret under Obama, og er heldigvis fortsat under Trump. Her gik det overraskende godt, indtil Trump tumlede for langt, og ensidigt inviterede Taliban på besøg hos ham selv i USA - ved årsdagen for 9-11 angrebet. Det blev for meget selv for Trumps eget republikanske parti, og Trump opfandt en grund til at erklære både topmøde og eventuel våbenhvile for død. Men verden gider ikke vente på et vægelsindet USA, så planerne ruller videre alligevel - nu overtaget af Kina og Rusland.


Obamas negative side...

I lutter kontrast til den åbenlyse katastrofe, som Trump er, elsker medierne Barack Obama endnu mere nu, end da han var præsident. Og der er også meget at rose, ikke mindst indenrigspolitisk.

Men også en hel paryk af hår i suppen. Alle har åbenbart glemt, at Obama gennemførte voldsomme overgreb mod USAs frie presse. I hans tid dykkede landet jævnt på ranglisterne over pressefrihed, fra en i forvejen pinlig 20ende plads, til efter otte år at slutte som nummer 41 - mellem de afrikanske stater Burkina Faso og øgruppen Comorerne. Dette skete ikke mindst på grund af Obamas hårde linje mod whistleblowere, der blev fængslet i årevis - eller som Edward Snowden jagtet kloden rundt.

Obama lagde ellers ud med at få Nobels Fredspris, i 2009, baseret på ren og overmættet forventning. Han besøgte kort efter Danmark til COP15 klimakonferencen og almindelig hyldest, bortset fra enkelte realister. Og tiljubles den dag i dag fortsat her i landet under sine svinedyre foredrag til danske virksomheder, fortsat kun mødt af få kritiske røster. Men på det globale plan var der ingen grund til at juble, for Obama gik stort set ind i en krig hvert eneste år han var præsident: Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen...

USA på vej ned ad slidsken...

Verden er under skelsættende forandring. Trump er ikke selve årsagen, men blot et urovækkende symptom. Imens vi alle fascineret kikker på ham, har resten af verden travlt med at komme videre. Rusland har efter alle sanktionerne vendt sin økonomi mod Indien og Kina. Det samme gør oliemagten Iran, for trods bevågenheden om deres tankskibe, lusker Iran alligevel olie afsted til Kina og andre med behov for at drille USAs ensidige sanktioner.

Selvom USA fortsat er en gigant på økonomi og våbenkraft, siver magten stille ud. Med verdens største militærmaskine laver USA en masse grimt, men på andre parametre vil landet ikke længe kunne forblive i top. Nogle analytikere vurderer, at selv om USAs økonomi pt er pænt i front, kan dette være fortid allerede næste år, set i forhold til bruttonationalprodukt. CIAs Factbook vægter i stedet handelsevnen med købekraftsparitet, der skulle give et mere retvisende billede. Denne målestok har allerede givet et interessant resultat for de seneste år:

Kina ligger helt i top, efterfulgt af de samlede EU-lande - mens USA ligger nede på en tredjeplads.