Et umuligt præsidentvalg

Valget af Donald Trump som kommende præsident har skabt en del panik. Meget mere end hvis Hillary Clinton havde fået mandat til at videreføre USAs velkendte krigspolitik - så for fredsfolk ville en ny Clinton heller ikke have udløst begejstring og støtte. Men hvad en præsident Trump reelt kommer til at stå for, vil først den kommende tid give klart bud på.

Præsident Barack Obama bruger nu tid på at skærpe reglerne for drone-likvideringer og berolige NATO, der frygter for Trumps og Putins angiveligt venskabelige forhold, samt for Trumps besynderlige udtalelser om betaling for USAs baser og lignende. Trump har spredt rigeligt med usikkerhed, ikke mindst da hans ofte helt modstridende holdninger jævnligt skifter, og da hans påstande oftest ikke kan dokumenteres.

Næsten trefjerdedele af vælgerne stemte ikke på Trump, da halvdelen af vælgerne ikke deltog i valget. Clinton fik faktisk flest stemmer, men valgsystemets geografiske justering gav Trump posten - det samme skete for Bush-regeringen. Generelt blev begge kandidater vurderet som den mest ufordelagtige mulighed af 60 procent af vælgerne. Mere end fem procent stemte på de mange andre helt chanceløse kandidater, hvor af en del havde et langt klarere fredsbudskab.


Trusler fra cyberangreb under valget

Under valgkampen spillede WikiLeaks en meget ensidig rolle ved direkte at køre kampagne kun mod Clinton. Diverse hacks gav interessante indblik i Demokraternes beslutningsproces og strategi vendt mod Bernie Sanders. Mere farligt blev det, da alle disse hacks officielt blev erklæret som cyberangreb under direkte kontrol af præsident Putin - og at USA planlagde et modangreb. Der er dog slet ikke fremlagt nogen beviser på Putins indblanding, bortset fra at en del hacks kan spores til tilfældige hackere i Rusland.

Det er samme enige broderskab af officielle efterretningsfolk, der nu afslører Putins personlige fingeraftryk på tasterne, som tidligere skråsikkert, fandt masseødelæggelsesvåben i Irak, så skepsis er på sin plads - og uro over de mulige konsekvenser. I stedet burde eksperterne tjekke det virkelig hack af valgsystemet, som er det fastlåste topartisystem, pengemagtens nu helt lovlige pression, samt nedlagte stemmesteder til altovervejende republikansk fordel.

Styrken ved valgsystemet i USA er interessant nok, at ingen har et samlet overblik over valgsteder. Kontrollen starter nedefra på lokalt niveau, så der er ingen centrale knapper at dreje på, som ikke bagefter kan tjekkes. Rent logisk vil det kræve et så stort korps af informerede aktører til hver eneste boks, at et topstyret angreb ikke kan skjules.


Hillary Clinton: Den legendariske høg

Clinton burde have haft det nemt med en så skræmmende og usammenhængende modkandidat som Trump. Men Hillary Clinton er en velkendt høg, og fredsduen i hende er svær at få øje på, når hun selv under valgkampen sagde, at "We're going to watch Iran like the proverbial hawk". Med den slags udmeldinger får det ikke megen vægt, at hun nu fortryder sin stemme for Irakkrigen i 2003.

Hun har pralet med sit nære venskab med en krigsforbryder som Henry Kissinger, og mange af den sidste Bush-regerings militærfolk bakker op bag hende. Det samme gør Obama, der har givet Nobel-komiteen gode grunde til at fortryde tildelingen af Fredsprisen.

Hillary Clinton var udenrigsminister under Obama i dennes første fire år, og hendes beslutninger fra den tid var hende sjældent til gavn under valgkampen - ikke mindst den skamredne sag om hun kunne have forhindret et angreb mod et CIA-kontor i den libyske storby Benghazi.

Under præsident George W. Bush var U.S. Special Operations Forces på opgave i hele 60 lande. Under Obama er tallet mere end fordoblet, så USA nu er på hemmelig mission eller i direkte krigsoperationer i 135 lande. Gennem de sidste otte år har USA udført større angreb mod otte nationer: Afghanistan, Iran, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen.


Bernie Sanders: Et uventet budskab om fred

Undervejs i den langstrakte valgkamp blev Trump og Clinton presset fra Bernie Sanders, der overraskede alle ved at kunne samle millioner under et budskab om No More Wars og socialisme. Sanders stemte nej til Irakkrigene, men har generelt en mere flimrende praksis. Han stemte i 2003 for støtte til præsident Bushs "decisive action in the conduct of military operations in Iraq as part of the ongoing Global War on Terrorism". Det blev også et ja til angrebet på Afghanistan efter 9-11.

Sanders modsatte sig heller ikke de udvidelser af præsidenters mandat til at føre krig, som senest Obama har udnyttet grundigt. Sanders har også takket ja til de arbejdspladser, som produktionen af kampflyet F-35 har bragt hans hjemstat. Han er reelt nok ikke meget mere af en fredsaktivist, end Helle Thorning er det - og ikke mere socialist end Lars Løkke Rasmussen. Men selv så små skridt rækker langt i USA, og hans drøm om at importere den skandinaviske velfærdsstat kunne have betydet en solid og positiv ændring for USA og Verden.


Donald Trump: Bekvem militærnægtelse

Både Clinton og Trump kunne følge Sanders overraskende langt, for sjældent har der lydt så kritiske røster om USAs krige. Og det med holdninger, der tidligere ville have medført omgående udmeldelse af valgkampen - selvom tanken bag for det meste kun er renlivet protektionisme under parolen USA First. Trump havde desuden sneget sig helt uden om militærtjeneste på grund af en påstået fodskade, der dog ikke hindrede ham i at spille football - og stort set ikke blev nævnt nu.

Trump erklærede direkte, at hans udenrigspolitik ville fokusere på diplomati, ikke ødelæggelse - i modsætning til Clintons: "Hillary Clinton's legacy in Iraq, Libya, and Syria has produced only turmoil and suffering". Trump gik også imod USAs hidtidige nationalsport med at fjerne besværligere regenter: "The current strategy of toppling regimes, with no plan for what to do the day after, only produces power vacuums that are filled by terrorists."


Præsiden Trump: Grib deres olie!

Fremtiden ser altså lysere ud under præsident Trump, kunne en lidt for hurtig konklusion lyde. For Trump har det med grundigt at modsige sig selv, og har derfor også krævet krig mod Iran over bagateller. Han mener USA er for blødsødne over for terrorister, og praler med en hemmelig plan mod ISIL, som er bedre end alle generalernes.

Generelt vil han bombe ISIL sønder og sammen, knock the hell out of ISIL, blæse på alle konventioner og igen bruge tortur - samt sørge for specielt at ramme terroristernes koner og børn. Og mens USA alligevel sidder tungt på de nu befriede områder, bør de snuppe olien med sig hjem som belønning.

Det bliver fortsat fejlagtigt fremhævet som et plus, at Trump som milliardær kun er i lommen på sig selv. Men Trump bidrog kun med småpenge, og hans rigere bagmænd er nu ved at få regeringsposter. Hans økonomiske interesser er underligt nok fortsat skjulte, men der er fundet tydelige spor på at hans forretningsimperium er stærkt forgældet. Trump har massive lån fra Rusland, hvilket naturligvis gør ham sårbar i rollen som præsident. Disse oplysninger er ikke blevet lagt åbent frem, men gravet op af dygtige journalister.


Sikkerhed for dyr oprustning

Trump vil opruste USAs forsvar på alle fronter, i en grad som militæret slet ikke kan se meningen med. Samtidig skal nogle konflikter have lov til at passe sig selv, og til hjælp bør nogle af de regionale magter som Japan og Sydkorea selv have atomvåben. Den udmelding kom dagen efter at hans rådgivere havde haft en lang samtale med ham om emnet, så han forsikrede nu også om, at "The last person to use nuclear would be Donald Trump. That's the way I feel. I think it is a horrible thing." På trods af dette har Trump også sagt, at atombomber kan bruges mod ISIL - og når vi nu har dem også ved mindre konflikter i Europa.

Men da Trump efter valget fremlagde en plan for sine første 100 dage, manglede stort set alle hans faste talepunkter fra kampagnen, inklusive muren mod Mexico og indrejseforbud for muslimer. Samtidig holdt han møde med et muligt kabinetsmedlem, der er kendt for sine krasbørstige planer om at rense USA for udokumenterede immigranter, samt registrere alle muslimer. En anden Trump-støtte argumenterede med at USA under 2. Verdenskrig havde tvangsflyttet alle med japansk baggrund til interneringslejre, så der var gode fortilfælde at efterligne...

Med Trumps permanent blafrende holdningsskift, er intet givet. Trump har dog et fast talepunkt, hvor han er mere på linje med alle sine forgængere, nemlig at Verdens borgere ikke betaler nok for USAs beskyttelse. Ikke mindst lande med baser bør betale mere for glæden ved at have dem - og absolut ingen snak om husleje eller ordentlig oprydning. Trump har dog trumfet over ved at så tvivl om USAs vilje til at leve op til NATOs såkaldte musketer-ed, men der er helt sikkert, at presset fortsætter for at hæve Europas bidrag til NATO.


Din regning kan blive 1000 kroner om måneden

For Danmark svarer målsætningen om et forsvarsbudget på mere end to procent af bruttonationalproduktet stort set til en fordobling. Beløbet kan modsvares af nedskæringer, som også vil kunne mærkes i mindre velbeslåede husholdninger. Samlet for en familie bliver det i omegnen af tusind kroner mere hver eneste måned i øget støtte til det militære apparat. Herhjemme har De Konservative kravet med til de aktuelle regeringsforhandlinger, og i diskussionerne op til næste års forsvarsforlig.

Hvad USA foretager sig, har konsekvenser i det meste af verden. En figur som Trump er trods alt et brud på sædvanen - men han ser pt ud til at ville fylde sin administration med de gammelkendte høge og lobbyister, der plejer at sidde der. Det er værd at huske på, at præsidentposten ikke er enevældig. Alle beslutninger skal efter diverse procedurer godkendes af Senatet, mens Kongressen står for lovgivningen.

Embedsmænd og officerer er underlagt landets love, så der er en lang række tjek i beslutningsprocesserne - hvilket så tidligere alligevel ikke har hindret krig og øvrige kriminelle handlinger fra at ske. Positivt set må der blot heppes på den Trump der ønsker diplomati og ikke ødelæggelse - og krydses fingre for at den (atom)bombeglade variant af Trump ikke dominerer i hans rodede sind, når alverdens problemer bliver lagt frem på præsidentens skrivebord.

Og kampen for fred fortsætter ihærdigt...