Ny regering, nye krige
- nu er det rutine at gå i krig

Snart drager danske soldater afsted på ny udflugt, igen med krigsskib til Golfen - ser det ud til. Den ny regering kører videre på automatikken, blottet for nytænkning og vision. Målet er Iran, og trods alt er krigsherren denne gang ikke USA, men Storbritannien. Felttoget bakkes desværre op af stort set alle partier, så det er på høje tid at disse får lidt krigsmodstand.

At gå i krig er nu så dagligdags, at vedtagelsen sandsynligvis ikke engang vil blive behandlet i Folketinget. Danmarks militært ensrettede "aktive udenrigspolitik" er ikke til diskussion. Beslutningerne kan blot handles af partierne imellem og bag lukkede døre. Langt fra tidligere tiders så besværlige offentlige debat.

I februar blev det nemlig vedtaget, at sådanne småting som at udsende krigsskibe til mulig kamp fremover diskret kan ordnes i Udenrigspolitisk Nævn. Tilfældigvis vedtaget samme dag, hvor Krigsudredningen blev fremlagt - der beklagede netop denne praksis med at gemme krigsdiskussioner bort. Panikken er da heller ikke større, end at den forventede flådestøtte dovent er henlagt til nævnets næste ordinære møde den 23. august.


EU-lande vil rykke ud uden USA

Danmark har svaret positivt på at deltage i en engelsk armada, , så dette er undtagelsesvist ikke direkte i halen på USA - og så alligevel. For baggrunden er som bekendt USAs klodsede og overflødige konflikt med Iran. Landets totalitære styreform og oprustning, der indbefatter forsøg på at berige uran, gav god grund til at gribe ind. Men dette har FN løbende gjort, samt USAs tidligere præsident i samarbejde med EU og en række andre lande.

Aktuelt har USA og Storbritannien skabt sig et par mindre søfartsproblemer med Iran, og omvendt. Den slags småting burde normalt kunne sendes videre til forhandling ved en passende domstol, og ville så ikke rage resten af verden i større grad.

Når dette ikke sker her, kan det skyldes USAs "dårlige" erfaring med juridiske løsninger - der er jo risiko for, at den angrebne nation får ret. Den uvildige domstol i Haag dømte i 80erne flere af USAs militære eventyr ulovlige, som dets angreb på Irans olieplatforme og aktioner mod Nicaragua.

De nye skærmydsler er tydelige eksempler på sådant kanonbåds­diplomati, hvor en stormagt militært søger at presse en mindre stat på plads. For at gøre dette endnu mere indlysende, inviterede USA så europæiske lande til at deltage med krigsskibe. Kun de store lande var direkte indbudt, og dette blev usædvanligt nok ikke en succes. Især Tyskland var afvisende og advarede om, at USAs militære pres på Iran var en fejltagelse.

Til gengæld overvejer Tyskland i stedet at deltage i en foreslået fælles-europæisk og britisk-ledet flådemission. Denne armada skal militært beskytte den internationale skibstrafik gennem det uroplagede Hormuzstræde - sætningen mangler omhyggeligt ordet Iran. Det er bizart, at netop Storbritannien nu kalder på europæisk sammenhold. Landet er ihærdigt på vej ud af EU, og forsøger alligevel at ophidse til et slags NATO-musketerløfte om at EU-landene må stå sammen mod dette selvpåførte "angreb".

Danmark er fortsat en stor søfartsnation, og har sammen med Italien og Frankrig tilsluttet sig ideen, mens Norge og Sverige fortsat overvejer. Trods alt er dette et mindre skræmmende bud, end USAs langt mere aggressive forslag - men begge er meningsløs krigsoptrapning. Intet er vedtaget endnu, men Storbritannien har allerede to krigsskibe på patrulje dernede. Landets flåde er dog langt fra fortids storhed, så reelt har de ikke meget at sende afsted.


Jamen - vi må jo gøre noget!

Igen vil vore politikere erklære, at militæret kun sættes ind som sidste mulighed. Trods ordvalget, er der som hovedregel slet ikke andre muligheder fremme på bordet. Kun variationer af de fladtrådte militære løsninger. Og det på trods af, at der som bekendt ikke rigtig er nogen succeshistorier at prale med.

Danmark har ikke tradition for at undersøge effekten af sine krige - tværtimod. Og når det i beskeden grad sker, lægges fokus på hvad Danmark selv fik ud af indsatsen. Meget lidt på om Danmark faktisk gjorde en forskel ude i verden, og var med til at rette op på problemerne i de ramte lande.

Den slags "resultater" bruges kun som tynd glasur og pæne fotos. Som regel blot lidt misvisende pral om Danmarks flotte milliard-støtte til skoler mm - uden at nævne, at heller ikke dette er lykkedes som planlagt. Allermest blot selvbekræftende skulderklap, om at USA da var glad for Danmarks indsats - som den indskrænkede Krigsudredning da også konkluderede.


Nogle af de manglende alternativer...

• Aflys flådeblokaderne - projekterne er meningsløse, så Danmark bør holde sine krigsskibe hjemme. Det påståede formål om at sikre Hormuzstrædet kan ikke opnås med krigsskibe, der i stedet bliver ufrivillige marionetter for USAs militære pres mod Iran. Den militære optrapning gør krig langt mere sandsynlig, og et enkelt uheld kan sætte hele Mellemøsten i kog. Og den slags sker - de danske krigsskibe sejler fortsat rundt med de Harpoon-missiler, der ved en fejl beskadigede 130 sommerhuse på Sjællands Odde.
  
  
• Atomaftalen med Iran (JCPOA) - Danmark bør aktivt bakke op om at få den genstartet. USA behandler aftalen, som var de eneste part, men Iran lavede aftalen med de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) samt Tyskland og resten af EU. Alle undtagen USA er fortsat interesserede i at fastholde aftalen, og arbejder på at finde et smuthul uden om USAs blokader - endnu et eksempel på, at det nu er nye tider under Trump.
  
  
• Atomvåbenfrit Mellemøsten (NWFZ og WMDFZ) - Danmark bør aktivt bakke op bag dette. Der er to parallelle spor, hhv under ikkespredningstraktaten NPT og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA. Begge spor beskyldes for at være fjendtlige mod Israel, der sammen med USA konsekvent stemmer imod som de eneste. Etablering af en sådan zone kræver indlysende nok både sikkerhedsgarantier og en stærk fredsproces. Projektet har været sat i stå siden 2012, men en konference under FN er nu planlagt til november 2019.
  
  
• Nordens rolle som forsoner - Danmark bør gribe tilbage til de nordiske landes tidligere rolle som fredsskaber. Dette er fortsat centralt i norsk udenrigspolitik, som tilbyder inkluderende fredsprocesser, hvor stridende parter mødes på neutral grund om konfliktløsning og forsoning. Norge har fx bidraget i Colombia, og står også bag andre nordiske tiltag. Her i blandt at Sverige har givet plads til forhandlinger om Venezuela og at Finland hjælper i Sri Lanka. Danmark bør skifte sit primært militære fokus, og komme med blandt fredsskaberne - også om Iran.
  
  
• Åbenhed om krigsbeslutninger - i Danmark må debatten om at sende militæret afsted være åben og offentlig, ikke mindst på det politiske niveau. Beslutningerne og diskussionerne skal tilbage i Folketingssalen, oppositionen må have fuld adgang til processen og dokumentationen lægges offentligt frem i tide. Desuden må det være et krav, at den slags beslutninger kun kan tages med et kvalificeret flertal på totredjedel af Folketingets medlemmer - samt at effekten løbende evalueres om de konkret mål.
  
  

Vis din modstand!
Deltag i demonstrationer, arrangér dem selv. Skriv læserbreve, men helst også et personligt brev til dine lokale folketingsmedlemmer.

Vær med til at stoppe krigsforberedelserne!

---

Fodnote- og kildeliste