Undtagelsestilstand i Danmark [2:3]
De juridiske følger af krig

Fortsat fra Krigens love er i kraft


Anden del: De juridiske følger af krig

Krigens love betyder voldsomt meget mere for de lande som Danmark angriber, end de gør herhjemme. Men det overses ofte, at teknisk set har det fremmede lands militære enheder lige så stor " ret" til at angribe relevante mål i Danmark, som vi har til at kaste bomber mod dem. Dette er heldigvis endnu ikke sket i praksis, men viser at Danmarks krigeriske politik kan få uventede konsekvenser herhjemme, uden at dette formelt kan kaldes terror. Og selvfølgelig skal vore efterretningstjenester være klædt godt på mod sådanne trusler, som vores folkevalgte regeringer skaber. Det er lidt en anden historie, men er den naturlige årsag til Danmarks mange militære undtagelseslove.

Dagen inden krigserklæringen til Irak i 2003 blev afsendt, skrev Forsvarsministeriet til Forsvarskommandoen om den praktiske anvendelse af mulighederne for at straffe soldater, at "det vil være den militære anklagemyndighed, som ved en konkret vurdering i hvert enkelt sag vil overveje, om der er tilstrækkeligt grundlag for at nedlægge påstand om strafforhøjelse eller i øvrigt bringe andre af de særlige krigstidsbestemmelser i anvendelse."

Siden har svaret på om Danmark er i krig blafret officielt i vinden, for dette er en oplysning vi som borgere ikke må få. Heller ikke selv om konsekvensen kan være, at aflytning uden retskendelse har været muligt det sidste tiår. Alle spørgsmål bliver henvist til daværende forsvarsminister Søren Gades svar fra januar 2009:

"Begrebet krig anvendes typisk ikke i den folkeretlige terminologi, som Danmark og de fleste øvrige lande anvender om nutidens militære operationer. I stedet tales om, hvorvidt staten deltager eller er part i en væbnet konflikt, herunder om konflikten er international eller ikke-international. Den nærmere vurdering heraf afhænger af en række konkrete forhold. Jeg finder ikke, at der inden for rammerne af en besvarelse af spørgsmål stillet af Folketingets Forsvarsudvalg kan gives oplysninger om anvendelsen af Forsvarslovens § 17, herunder i den konkrete situation."

Det gjorde ingen klogere men dokumenterede blot, at det ikke rager borgerne i Danmark om landet er i krig. En del andre spørgsmåls-formuleringer har været afprøvet, også den helt direkte om Danmarks deltagelse i en væbnet konflikt gør det muligt at anvende § 17 i Forsvarsloven, uden held. Ved en langvarig forespørgselsdebat blev der efterlyst et helt klart svar, hvorpå debatten brat sluttede.

Disse ikke-svar nævner, at der ikke findes en klar og entydig definition af begrebernekrig og ekstraordinære forhold, og at man i vore dage blot taler om en væbnet konflikt. Og slutter med at gemme et eventuelt svar om den konkrete situation væk til et lukket møde i et udvalg. Det efterlader befolkningen i den underlige situation, at vi ikke ved hvilken lovgivning, der aktuelt er gældende.


Indfødsretten fik afsluttet krigen

Et særligt tilfælde er de civile irakere, der i 2003 søgte dansk indfødsret, og blev ramt af en indtil da både ukendt og ubrugt paragraf fra 1950, om at "såfremt riget er i krig, kan en borger i en fjendtlig stat ikke erhverve indfødsret". Paragraffens pludselige konsekvenser udløste hektisk aktivitet, og et hurtigtarbejdende udvalg måtte afklare juraen i en fart. Udvalgets " Notat om betydningen af situationen i Irak for erhvervelse af dansk indfødsret" var færdigt allerede den 24. marts 2003, og indeholder en af de overraskende få officielle overvejelser over hvornår Danmark er i krig, og hvad dette betyder. Notatet findes da heller ikke længere på ministeriets hjemmesider, men kun her hos FRED.dk.

Det var også underligt sjusket udelukkende gennem et spørgsmål om denne sag til Integrationsministeren, at den formelle krig med Irak viste sig at være afsluttet dagen før besvarelsen: "Integrationsministeriet har løbende haft kontakt med Udenrigsministeriet med henblik på at kunne underrette statsamterne m.v., så snart Danmark ikke længere kan anses at være i krig med Irak. Udenrigsministeriet har den 22. maj 2003 meddelt, at Danmark ikke længere kan anses at befinde sig i en væbnet konflikt med Irak."

Anledningen til svaret er sandsynligvis, at FNs Sikkerhedsråd denne dato formelt accepterede omvæltningen af Saddam Husseins regime i Irak. Kamphandlinger med dansk deltagelse fortsatte dog indtil 2007, og i denne periode hvor både krig og væbnet konflikt formelt var erklæret afsluttet, blev soldater fortsat dømt i Danmark efter krigstidsbestemmelserne - men irakere fik nu behandlet deres sager om dansk indfødsret. Her var åbenlyst en meget uholdbar forskel på fortolkningerne, hvilket blev løst ved at paragraffen om krig blev slettet fra Indfødsretsloven et år senere. Dette var ikke en lempelse, for samtidig blev andre betingelserne skærpet - men det løste det umiddelbare problem.


Uvished om krigstilstand giver staten frit spil

Danmark var i krig i 2003, og lige siden har krigstidsbestemmelserne været i brug ved danske domstole. Alligevel har det ikke siden været muligt at få et klart svar fra de skiftende regeringer på om landet er i krig, så paragrafferne må bruges.

Selv om vore regeringer altså lægger effektivt røgslør ud, er det muligt at grave sig frem til nogle indicier gennem andre kilder. Rækken af domme efter krigstidsbestemmelserne dukker op, fordi den militære anklagemyndighed Forsvarets Auditørkorps er begyndt at skrive offentlige redegørelser. Her viser det sig, at Danmark også er i krig i Afghanistan, for her er der faldet domme mod danske soldater efter krigstidsbestemmelserne i sager om ulydighed, udeblivelse og anden grov pligtforsømmelse.

De særlige domme i danske retssale gennem det sidste tiår mod ulydige soldater, lækkende journalister og i sager om statsborgerskab dokumenterer, at Danmark juridisk set har befundet sig i krig eller andre ekstraordinære forhold siden maj 2003 og frem til 2012, og sandsynligvis fortsat er det. Der må være andre eksempler på at krigstidsbestemmelserne har været i brug, men det har ikke været muligt at få udtømmende svar på spørgsmålet.

Grundlovens mulighed for undtagelser kunne være meget interessante fx i den situation, der opstod i tiden efter det store terrorangrebet mod USA i 2001. Her krævede USAs regering et omfattende samarbejde på en lang række områder med alle "venligtsindede nationer" som et bevis på, at de var på den rigtige side. Danmark spillede med, strammede sin lovgivning og indførte overvågning på et niveau, der tidligere ville have været umuligt.

Kun få jurister stillede spørgsmål ved kravene om at finde smuthuller i lovene, der kunne legalisere omfattende masseovervågning uden at selve Danmark var under angreb. Manøvren har været noget nemmere i lande som England, Norge og Spanien, der har haft deres egne aktuelle terrorbomber. Danmark blev ramt af omfattende terrorbomber primært i 70erne og starten af 80erne, hvor der i perioder sprang bomber herhjemme hver eneste måned - fra diverse udenlandske separatistgrupper, Bombemanden fra Gladsaxe og andre galninge. Disse voldsomme trusler udløste ikke krigstidsbestemmelser i en grad, så det er synligt i arkiverne, eller indgik i debatten dengang - og lader nu til at være glemt af de fleste.


Borgerne skal holdes i uvidenhed

Grundloven stod en anelse i vejen, hvis der skulle findes en måde at holde sig gode venner med USA på, og samtidig senere at kunne forsvare disse voldsomme indgreb over for offentligheden både juridisk og politisk. Paragraf 72 kræver retskendelse før overvågning i en formulering fra 1849, men dog kun "hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse". Og langt de fleste særegne undtagelser er kun mulige under krigsforhold, her i blandt den militære straffelov, der rummer de mest omfattende muligheder.

Danske politikere har en forhistorie med at finde kreative kunstgreb, når storpolitikken kræver det - mest kendt er daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansens brev fra 1957, der hemmeligt gav USA lov til at opstille atomvåben på Grønland. Senere ministre sad med denne viden, og valgte at fejlinformere befolkningen, indtil dygtige journalister fremtvang offentliggørelsen i 1995.

En mulighed er altså, at danske regeringer i en årrække hemmeligt har erklæret landet for at være i en sådan krisetilstand, at Grundlovens paragraf 17 kunne tilsidesættes på helt lovlig vis. Det kan forklare hvorfor borgerlige regeringer i ti år undveg at besvare det ret simple spørgsmål, om Danmark var i krig. Og hvorfor socialdemokratisk ledede regeringer nu lige så omhyggeligt snakker udenom, ved blot at henvise til samme mangelfulde svar, som deres borgerlige forgængere har givet.

I 2006 kom EU de politiske ledere en smule til hjælp med et direktiv, der krævede en omfattende registrering af hvad borgerne foretager sig på nettet. Også dette blev indført i Danmark, og selv om EU Domstolen i 2014 erklærede direktivet for ugyldigt er det ikke givet, at dette permanent vil stoppe tilsvarende nationale lovgivning i Danmark. Den sædvanlige undskyldning er, at den tvangsmæssige opsamling af information først bliver til overvågning, når der kikkes i den.

Særlovene har åbnet for overvågning uden retskendelse, og vore regeringer vil ikke afsløre om dette foregår, af frygt for hvad borgerne så ville gøre for at blokere en sådan aflytning: "Offentligt kendskab til bestemmelsens eventuelle anvendelse ville kunne føre til, at der træffes modforanstaltninger, som hindrer eller vanskeliggør myndighedernes imødegåelse af en truende situation. Dette gælder også en oplysning om, at bestemmelsen ikke anvendes, idet dette ville kunne danne basis for modsætningsslutninger i en situation, hvor myndighederne ikke ville kunne oplyse, at bestemmelsen ikke var under anvendelse."

Borgerne har altså ikke ret til at få at vide, hvad retstilstanden i landet er.


Afsluttes med Er Danmark fortsat i krig?

Fodnote- og kildeliste