Ruslands invasion viser
våbnenes afmagt

Alle Vestens våben har intet nyttet, for trods oprustning og militær afskrækkelse blev Ukraine alligevel angrebet.

Af Tom Vilmer Paamand - februar 2022

Se temaet

pix - Alle må opruste, for dialog nytter ikke mod despoter, lyder det alt for enstemmigt igen. Men Ruslands angreb på Ukraine viser helt modsat, at alle Vestens våben intet har nyttet, for oprustning og militær afskrækkelse var der igen så rigeligt af.

Spørgsmålet er ikke, om der mon er kastet nok kræfter ind i diplomati og forhandling, for svaret er et alt for indlysende NEJ. Også herhjemme har skiftende regeringer i stedet satset milliarderne på våben, men diskussionen om hvorfor, og hvad de i givet fald skulle afhjælpe, har været stærkt begrænset.


Alligevel har et alt for stort flertal i Folketinget just panisk lovet, at løsningen igen er endnu flere våben. Imens bliver danske kompetencer til reel udenrigspolitik fortsat udsultet. Ambassader nedlægges, og udviklingsbistanden misbruges som betalingsservice for militære ydelser og lignende vennetjenester.

Diplomatiets rolle som tillidsskabende konfliktløsere er byttet ud med at skulle servicere våbenindustrien, med prins Joachim i front blandt de udsendte våbenattachéer, der sælger danske våben til konfliktlande. Naturligvis også til Rusland, der har købt sig dansk våbenelektronik for millioner.

Billedet er stort set det samme i resten af Vesten, med Norge som en fortsat flot undtagelse - for de leverer en selvstændig fredsskabende indsats, nærmest på trods af NATO-medlemskabet. For øvrigt ofte i samarbejde med Sverige, mens nytteløse Danmark sørgeligt nok ikke længere inviteres med.


Så afkræves fredsbevægelserne indlysende nok svar på, hvordan konflikten skal løses. Hvilket altid først sker efter, at de mulige slagmarker er fyldt op med våben, der gør enhver fredelig løsning langt mere besværlig. Spørgsmålet lyder så: Hvorfor er fredsfolkene tavse - men vi råber os hæse efter ærlig dialog og tillidsskabende forhandlinger med samme kraft, som vi altid har gjort det.

Fra Aldrig Mere Krigs side har vi opfordret til dialog med Rusland i årevis, og advaret mod at støde fronterne så hårdt mod hinanden. For da alle de tillidsskabende aftaler fra Den Kolde Krig er skrottet, er der ingen kvikke kontaktmuligheder til at bremse katastrofen, hvis noget går galt ved en fejl.

NATOs meget omtalte musketer-ed og lignende flotte ord er ikke en absolut, redningsplanke. Fx har Tyrkiet ved flere lejligheder krævet alliancen mobiliseret i Artikel 5-hjælp, efter at være blevet angrebet fra Syrien, men NATO har konsekvent nægtet.

Aktuelt er situationen endnu værre, da invasionen af Ukraine er sket helt bevidst. Putins angreb virker sjusket og uigennemtænkt, men det betyder ikke, at hans menneskefjendske operationer ikke kan lykkes - i første omgang. Men der er som bekendt stor forskel på at kunne smadre sig ind i et land, og så at få en fjendtlig befolkning til at acceptere besættelsen.


Det utænkelige er sket, og to kristne broderfolk er nu i blodig krig. Heldigvis går flere og flere russere på gaden nu i protest mod krigen, trods den russiske regerings nedbankning af demonstranter. Ikke mindst de unge, der ser det tåbelige i angrebet, og frygter en fremtid spærret inde bag Vestens restriktioner. "Нет Войне", lyder råbet i Rusland, og modsvares af "Ні Війні" i Ukraine: "Nej til Krig!"

AMK støtter budskabet i begge lande. Men mens mange jubler over de russiske aktioner mod krig, hænges ukrainske krigsmodstandere ud som forrædere. Krigen har fået den ukrainske regering til at slå hårdt ned mod hvad den opfatter som deserteringer, så alle mænd op til 60 år nu har fået forbud mod at forlade Ukraine.

Helt uanset at der foregår en krig, er det skammeligt at straffe borgere, der ikke vil slå ihjel. Ukraine har aldrig gjort det nemt for militærnægtere, og denne seneste tvangsforanstaltning bør fordømmes - ligesom det er sket mod en tilsvarende praksis hos udbryderrepublikkerne i Donetsk og Lugansk.


Militæret har fortsat problemer med åben folkelig modstand, men har århundreders erfaring i at nedkæmpe bevæbnede guerillaer. Rusland må forestille sig, at de måske kan omdanne samfundet i Ukraine til en underdanig lydstat, men det vil velkendte metoder som civil ulydighed og militærnægtelse kunne gøre umuligt - langt bedre end militær mod militær.

Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Sæt oprustning og optrapning i Øst og i Vest på pause, og brug kræfterne på at føre åbne og inkluderende forhandlinger om fred og nedrustning. Afhold forhandlingerne i en dialog ellem alle statslige og ikke-statslige parter i konflikterne, civilsamfundets aktører samt FN og OSCE med flere.

Få løst alle hængepartierne mellem Øst og Vest. Der er rigeligt at rydde op i, og det bør snart gå op selv for politikere, at deres blinde tiltro til militært isenkram ikke får gjort vores verden sikrere.





pix Fælles amerikansk-russisk herredømme over Europa?!?

Putins utilfredshed og erobringslyst hviler i høj grad på dønninger fra Sovjets sammenbrud, og Vestens efterfølgende opmarch mod Øst. Under opbruddet i 1989 kunne spillebrættet have være bygget endnu mere radikalt om, og det også på grimme måder, som kun i begrænset grad indgår i historiebøgerne - da nye og mere omfattende kilder først er kommet til i det sidste tiår, og fortællingen strider imod hvor pænt omvæltningerne normalt præsenteres.

I 1989 foreslog en officiel udsending fra USA, at Sovjet burde fortsætte i en ny form. Rævekagen ville indebære, at Europa skulle underlægges en form for fællesstyre, med de to supermagter sammen for bordenden. I denne brydningstid havde den nyvalgte præsident George H.W. Bush (den 1ste) overtaget efter Ronald Reagan. Bush var skræmt over de mulige konsekvenser, hvis Sovjets greb om Østeuropa blev opløst. I januar 1989 sendte Bush derfor sin kontroversielle udenrigsekspert Henry Kissinger på besøg hos Sovjets (sidste) generalsekretær, Mikhail Gorbatjov.

Kissinger medbragte sit eget ekstreme tankesæt, og foreslog at de to supermagter oprettede et "condominium", et fælles supermagts-styre over Europa: "Lad os lave en aftale, så europæerne ikke opfører sig dårligt". Gorbatjov svarede (tøvende), at de skulle arbejde videre med tanken, men "på en sådan måde, at det ikke vil blive lækket" - for "europæerne frygter en sammensværgelse mellem USSR og USA over Europa".

Gorbatjovs interesse i projektet blev hilst velkommen af Bush, selv om denne ikke havde forventet udspillet. Det blev som bekendt alligevel ikke gennemført så bombastisk - men tanken blev ført videre under omvæltningerne, hvor USA strittede imod revolutionerne i et tæt samarbejde med Sovjet. USA opmuntrede general Jaruzelski til at tage magten i Polen, for at stoppe Lech Walesa og Solidarność - og i Ungarn fik oppositionen svar fra USA om at ikke at lave oprør, men i stedet forhandle med den kommunistiske partiledelse.

Da Nicolae Ceaușescus tyranni i Rumænien kom under heftig belejring af sine egne borgere i december 1989, fik Gorbatjov direkte besked om at USA ikke nødvendigvis ville protestere, hvis Sovjetunionen stoppede oprøret med væbnet magt. Gorbatjov valgte ikke at sende soldater, og Ceausescu blev som bekendt henrettet af oprørerne - i øvrigt i en markant undtagelse fra den generelt fredelige omvæltning af Østeuropas tidligere kasernestater.

Ovenstående er i høj grad baseret på øjenvidnebetragtninger, der først blev bredere tilgængelige fra 2009. Hovedkilden er Gorbatjovs rådgiver Anatoly Chernyaev, der selv deltog i de vigtigste møder, og skrev minutiøse dagbøger ud fra sine noter. Dagbøger og noter er siden blev doneret til USAs National Security Archive, der har overført dem til elektroniske kopier med en solid engelsk oversættelse.

Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2022 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >