Gorbatjov og USA holdt Muren oppe for længe

Gorbatjov huskes for, at han undlod at nedkæmpe oprør mod Sovjet, men må også huskes for drab og undertrykkelse.

Af Tom Vilmer Paamand - september 2022

Se temaet

Mikhaíl Gorbatjov blev småtilfældigt Sovjets sidste leder (1985-1991), da omfattende folkelige protester førte til en total nedsmeltning af Østblokken. Nu er Gorbatjov død, og alle medier har travlt med at genskrive historien.

Gorbatjov huskes for sine omfattende reformer af kommunismen, og for at trække Sovjet ud af ti års katastrofal krig i Afghanistan. Men også for at han var med til at hemmeligholde omfanget af Tjernobyl-ulykken. Og så især for at han i en del markante tilfælde undlod at bekæmpe oprør med Sovjets tunge militærmaskine. Men han må desværre også huskes for de drab og nedkæmpelser af demonstranter, der alligevel skete under hans ledelse.

Disse brutale overgreb skete i den ofte urolige periode fra 1986-1991, først i Kasakhstan, så i Georgien og Aserbajdsjan, og endelig i Letland og Litauen - sideløbende med en vis tilbageholdenhed andre steder. Dette mindes fortsat i de nævnte lande, der ikke husker Gorbatjovs styre med glæde. Gorbatjov har fortsat en høj stjerne i Vesten, men generelt ikke i Østeuropa og da slet ikke i Rusland, der blev hårdt ramt af nedgangstider efter kommuniststyrets fald.


En del nekrologer vil blive brugt til smukke ord om USAs præsidenter, Ronald Reagan og efterfølgeren George H.W. Bush, som var Gorbatjovs modstykker. Mens Reagan bør mindes for forhandlingerne, der førte til INF-aftalens omfattende atomnedrustning, lykkedes det ham desværre også at blokere for en total atomafrustning, som Gorbatjov faktisk tilbød.

Bush den ældre var i nærkontakt med Gorbatjov fra 1989 og viste, at talerne om at USA ville rive muren ned og redde østeuropæere fra kommunismens kløer, for det meste var ren bragesnak. Da muligheden kom, arbejdede USA ihærdigt i det skjulte for at bremse processen i frygt for det meget mulige kaos, som et dusin helt nye uafhængige lande midt i Europa kunne skabe. Denne mere korrekte modhistoriske fortælling kan findes i USAs egne arkiver, hvor dokumentationen fra den tid nu frit kan studeres.

I stedet for at bakke op om oprørerne, opmuntrede USA i stedet general Jaruzelski til at tage magten i Polen for at stoppe Lech Walesa og Solidarność – og i Ungarn fik oppositionen svar fra USA om ikke at gå efter revolution, men forhandle med kommunistpartiet. Da Nicolae Ceaușescus tyranni i Rumænien kom under voldsom belejring af sine egne borgere, fik Gorbatjov direkte at vide, at USA ikke nødvendigvis ville protestere, hvis Sovjet stoppede oprøret med væbnet magt - men her tog Gorbatjov ikke imod USAs forslag.


Østblokkens virkelige helte var ikke store statsmænd, men de mange små aktivister der fandt hinanden, og sammen fik skubbet kolossen ned af dens smuldrende fundament. Opløsningen af de tungt bevæbnede kasernestater skete med en hast, der overraskede alle - takket være aktivisternes årelange indsats mod ukendt mål.

Dette kan fx illustreres gennem udviklingen i det daværende Østtyskland (DDR), hvor oprøret udsprang i fredsbevægelsen. Lige som i Vesten havde DDR i årene omkring 1980 store demonstrationer mod truslen om opstilling af nye atomraketter

Demonstrationerne blev tolereret, så længe protesterne var ensidigt rettet mod Vestens oprustning. Mange af aktivisterne skiftede dog fokus til bredere fredskrav vendt imod den omfattende militarisering i DDR, hvilket regimet absolut ikke tolererede.


Fra 1982 begyndte ihærdige aktivister alligevel at mødes hver mandag i en kirke i Leipzig. Religiøsitet i DDR blev mobbet, men ligesom i stort set hele Østeuropa eksisterede kirkerne fortsat - og mange af disse fik i DDR nu en ny rolle som en slags fristeder for oprøret.

I perioder lykkedes det for regimets undertrykkelse at skræmme folk væk, så der kun var en lille flok. Men utilfredsheden bredte sig til krav om demokrati, og hundredvis af lignende grupper opstod landet rundt. Undervejs blev fokus fastholdt på erfaringerne med fredsaktivisme, så slagordet blev "Keine Gewalt".

Ofte blev der demonstreret med stearinlys i hænderne, for disse kræver det ro og begge hænder at holde liv i - og således blev ikkevolden tydeliggjort. Soldaterne var trænet i at slå modstand ned, men ikke i at stoppe hvad der udviklede sig til så omfattende fredelige protester.

Takket være de mange års forberedelse lykkedes det dygtige aktivister at holde fred og ro under deres ikkevoldelige oprør. Oven i kom hjælpen fra en lang række lykkelige tilfældigheder - og ikke mindst, at Gorbatjov besluttede at holde de udstationerede og kampklare sovjetiske soldater i DDR ude af denne sidste kamp.


En lang række oprør var uden blusel blevet knust med kampvogne i tidligere år af det ekstremt militariserede Sovjetstyre, også under Gorbatjov. Hvis Sovjet havde kæmpet hårdere for at fastholde magten, med tilsvarende brutale metoder mod hele området, ville Østblokkens nedbrud helt klart have fået en helt anden og voldsomt blodigere historie.

Måske var det hele alligevel endt i succesfulde omvæltninger, men disse ville så være sket med langt mere omfattende vold fra alle sider. Historien viser, at væbnede oprør oftest ender i ustabile kasernestater – mens ube-væbnede oprør skaber mere stabile samfund.

Hvilket kunne være en delforklaring på, at Rusland aldrig har fået et velfungerende demokrati - og at et russisk regime fortsat kan tro, at det har lov til at undertvinge nabolande med militærets vold.




Læs også fra de samme arkiver: "Fælles amerikansk-russisk herredømme over Europa?!?".



PS. Jeg gennembladrede engang den danske partiavis Land og Folks dækning af de nævnte begivenheder, mest for at finde pinlige avisforsider. Betonkommunismen og dens benægtelser fandt da også god plads i avisen, men kun på lederplads. I periodens artikler fandt jeg i stedet en overraskende nuanceret dækning, der brugte avisens omfattende net af korrespondenter i Østblokken til omhyggeligt at belyse de mange omvæltninger fra alle sider!

Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2022 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >