FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Uffe Ellemann spreder
Fake News fra NATO
NATOs ryk mod Øst forvanskes med misinformation
fra NATOs egen troldefabrik.
Af Tom Vilmer Paamand - 2017
Se temaet

Alle snakker om Fake News for tiden, men ingen er særlig enige om hvad det mon er - bortset fra at det altid er netop modparten, der har viderebragt noget helt forkert. Fake News serveres gerne med den finte, at det er alle andres modstridende men korrekte oplysninger, som angiveligt er de falske.

Samme mekanik bruges så her mod et kendt eksempel fra fortiden, der uafbrudt popper op - at Sovjets sidste leder Mikhail Gorbatjov blev lovet, at NATO ikke ville rykke mod Øst efter Murens fald. For når dette dukker op i danske medier, rykker tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ivrigt ud for at modsige historien med fuld eks-ministeriel pondus.

Det er løgn, forklarer Uffe Ellemann: "Et sådant løfte blev aldrig givet, hvilket Gorbatjov selv har bekræftet". Og påstanden er oven i købet "et eksempel på den misinformation, som russiske troldefabrikker ihærdigt spreder i vestlige medier".

Da Uffe Ellemann vel ikke direkte lyver, må han selv være offer for bevidst misinformation, for et sådant løfte er overraskende nemt at dokumentere. Selve traktaten om Tysklands genforening fra september 1990 begrænser nemlig NATOs muligheder mod Øst med ordene:

"Foreign armed forces and nuclear weapons or their carriers will not be stationed in that part of Germany or deployed there."

Et løfte om ikke at placere fremmede styrker mod Øst blev altså klart givet, her gældende for det tidligere DDRs område og i form af en underskrevet traktat mellem stormagterne - hvilket gør Uffe Ellemanns platte mobberi om "russiske troldefabrikker" endnu mere pinlig. Den misvisende henvisning til Gorbatjov lader Uffe Ellemann til at have fundet blandt NATOs egen propaganda, i organisationens faktaark om "NATO-Russia relations", hvor Gorbatjov lidt lusket citeres således:

"The topic of 'NATO expansion' was not discussed at all, and it wasn't brought up in those years. I say this with full responsibility. Not a single Eastern European country raised the issue, not even after the Warsaw Pact ceased to exist in 1991. Western leaders didn't bring it up, either."


Et bevidst skamklippet citat

Citatet fra oktober 2014 er korrekt - men det er skamklippet fra et længere svar som nogle linjer senere ender med at Gorbatjov helt modsat Uffe Ellemanns referat går hårdt i rette med NATOs udvidelser:

"The decision for the U.S. and its allies to expand NATO into the east was decisively made in 1993. I called this a big mistake from the very beginning. It was definitely a violation of the spirit of the statements and assurances made to us in 1990. With regards to Germany, they were legally enshrined and are being observed."

Både Uffe Ellemanns og Gorbatjovs udsagn kan betyde lidt af hvert, da præmisserne er uklare - snakker vi om begrænsninger for DDR eller for andre områder, er løftet godkendt af NATO eller blot dets generalsekretær etc. Og begge har jo et eftermæle at polere, men Gorbatjovs holdning er klart angivet: "Beslutningen om at udvide NATO i Øst er en krænkelse af ånden i de udtalelser og forsikringer, der blev fremsat til os i 1990".

NATOs faktaark er dygtigt skrevet, men når skribenten bevidst udelader betydningen af Gorbatjovs efterfølgende konklusion, har NATO ingen troværdighed tilbage i denne sag. Citatet kan hermed ikke bruges til så bombastisk at afvise, at tilsvarende løfter faktisk blev givet.

Der er nemlig rigelig dokumentation for at Sovjet under forhandlingerne blev lovet, at NATO ikke ville rykke yderligere frem. Som Gorbatjov nævner i samme svar fra 2014, bliver aftalens løfte om at holde fremmede tropper ude af det tidligere DDR fortsat overholdt. Hvor det i NATOs skamklippede citat lød som om om Gorbatjov afviste sådanne løfter, bliver udsagnet altså til det modsatte læst i fuld sammenhæng.


Ingen trakat mod nye NATO-lande

Formelt er det korrekt, at der ikke blev nedskrevet juridisk bindende løfter fra Vesten om slet ikke at udvide NATO mod Øst. Kun løftet om brugen af DDRs område blev skrevet ind i traktaten om Tysklands genforening, for i 1990 dækkede Warszawapagten fortsat det meste af det østlige område mod Sovjet, og en afvikling var som Gorbatjov skriver ikke til forhandling dengang. Men mange sådanne mundtlige løfter givet blev givet og lå i høj grad til grund for forhandlingerne.

NATOs egen hjemmeside beskriver selv, at udenrigsministrene fra Tyskland og USA kom med erklæringer, der lød som en generel afvisning af enhver NATO-udvidelse ud over Østtyskland. Og at Gorbatjov blev forsikret, om, at Vesten ikke ville udnytte Sovjets svaghed, hvilket måske blev misforstået som et løftebrud.

NATO refererer her til Tysklands daværende udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, der gav løfter mod en større udvidelse af NATO i en række taler i starten af 1990:

"Die NATO kann gerade angesichts dieser Entwicklungen einen wesentlichen Beitrag zur Stabilität leisten, wenn sie eindeutig erklärt: Was immer im Warschauer Pakt geschieht, eine Ausdehnung des NATO-Territoriums nach Osten, das heißt näher an die Grenzen der Sowjetunion heran, wird es nicht geben. Diese Sicherheitsgarantien sind für die Sowjetunion und ihr Verhalten bedeutsam."

Altså at en genforening var betinget af garantier for, at der "ikke vil være nogen udvidelse af NATO's territorium mod Øst, altså tættere på Sovjetunionens grænser - uanset hvad der sker med Warszawapagten. Den tyske udenrigsministers ord blev kort efter bakket op af NATOs generalsekretær Manfred Wörner:

"The very fact that we are ready not to deploy NATO troops beyond the territory of the Federal Republic gives the Soviet Union firm security guarantees."

NATOs hjemmeside bringer underligt nok også en længere analyse, der grundigt argumenterer for alt det, som Uffe Ellemann nu kalder Fake News: "... De sovjetiske lederes hovedfejl bestod i, at de stolede på deres modparters ord og ikke søgte at få papir på dem ... derfor har russiske politikere nu ikke meget tiltro til velvillige erklæringer fra NATO. ... NATO tog den afgørende rolle i mange konflikter (tidligere Jugoslavien, Irak), ... og ønskede ikke oprigtigt at tage hensyn til russiske interesser. ..."


En tid fuld af optimisme

En væsentlig del af et velfungerende diplomati ligger ikke i de skriftlige aftaler, men i at opbygge et tillidsforhold, hvor topforhandlerne ofte enes om løsninger gennem uformelle og ofte hemmelige håndslag. For eksempel blev Cuba-krisen løst ved at ikke kun Sovjet, men begge parter fjernede truende raketbaser, og dette blev først offentligt kendt mange år efter.

NATOs påstand i sagen om løftet til Gorbatjov blev hurtigt en insisteren på, at kun nedskrevne traktater tæller. Dette fungerer fint som undskyldning overfor egne befolkninger - men var ødelæggende for et fortsat Øst-Vest samarbejde, så dette blev lagt i ruiner. NATO kunne i stedet helt enkelt have forklaret, at forståelsen med Gorbatjov omkring Østudvidelsen brød sammen på grund af Ruslands diverse dybt problematiske handlinger.

Omkring genforeningen lå generelt en gensidig forståelse af, at NATO ikke burde udvide mod Øst. Det var den indlysende baggrund for at Sovjet overhovedet gik med på aftalerne. Lige så indlysende vidste alle de indblandede, at intet varer evigt, ikke mindst politikernes ord. Det er derfor en lidt meningsløs øvelse at ville holde verden fast på, hvad der skete for flere årtier siden med de to nu nedlagte statsdannelser.

Men den epoke er værd at huske, for det var en tid der summede med optimistiske og kreative tanker om en god og gensidig fremtid. NATO talte muntert om at opbygge "a new security system for the whole of Europe", og hjælpe Gorbatjov og andre reformatorer på vej mod demokrati og frihed. Fredsdividenden, som var alle de penge der kunne spares ved at holde igen med oprustningen, hjalp Tyskland igennem den dyre genforening.

Da NATO så alligevel rykker mod Øst, sker det trods alt fortsat i begrænset form hvor NATO i 1997 giver et nyt løfte, om at dette ikke sker med planer om "yderligere permanent stationering af større kampstyrker":

"NATO reiterates that in the current and foreseeable security environment, the Alliance will carry out its collective defence ... by ensuring the necessary ... capability for reinforcement rather than by additional permanent stationing of substantial combat forces. ... Russia will exercise similar restraint in its conventional force deployments in Europe."

Gorbatjov havde i maj 1990 foreslået, at Rusland blev en del af NATO som ligeværdig partner: "You say that NATO is not directed against us, that it is simply a security structure that is adapting to new realities. ... Therefore, we propose to join NATO.", USAs udenrigsminister afslog. På trods af den senere ekspansion foreslog også Ruslands nye leder Vladimir Putin i år 2000 atter et muligt russisk medlemskab af NATO, men tilbuddet blev igen afslået (hvilket forøvrigt også var sket for et lignende tilbud tilbage i 1954).

Udviklingen i disse år var fortsat så positiv, at over 60 procent af russerne kunne lide USA. Siden da er tallet vendt helt rundt, så 80 procent nu er imod. NATOs arrige ryk mod Øst var forudsigeligt dumt og uigennemtænkt, og Ruslands senere generobring af Krim var værre. Årene burde have været brugt til fortsat forsoning i stedet for den genoprustning, som nu blev resultatet. En historisk chance for en fredeligere verdensorden blev tabt på gulvet.



- Berlingske fandt ikke plads til et kortfattet læserbrev med ovenstående fakta... men lod dog så Ruslands ambassadør blande sig i sagen. Hvad har Arne Hansen fra Frederikshavn Lokalradio og Aldrig Mere Krig dog fået sat gang... :).



Efter at Ruslands ambassadør blandede sig i sagen, har Berlingske ladet Uffe Ellemann brede sin sårede forfængelighed ud over endnu en halvside. Uffe skriver: "Ruslands ambassadør ... har anfægtet min troværdighed. ... vi har at gøre med en af de skrøner, den russiske regering gennem flere år har søgt at placere i debatten." Almindelige danskere kan åbenbart ikke selvstændigt tænke sig frem til den slags.

Et andet argument mod historien fra 1990 er et dokument fra OSCE-topmødet i 1999, som også Rusland underskrev. Dette uddrag er ret uskyldig folkeret om landes frie ret til at vælge alliancer. En sådan ret forpligtiger jo ikke NATO til at optage en ansøger, hvis der fx er gode diplomatiske grunde for at lade være.

Alligevel har NATO selv presset voldsomt på for at få Ukraine optaget i NATO, hvilket specielt i starten kun havde yderst beskeden opbakning blandt befolkningen. NATOs egen hjemmeside har kun fire sprogmuligheder trods de mange forskellige medlemslande - og et af dem er ukrainsk!



Læs også analysen: EU - nu med statskontrolleret sandhed


Yderligere dokumentation
Februar 1990 - Secretary of State James Baker: "We ... feel that there should be no extension of NATO forces eastward in order to assuage the security concerns of those of the East of Germany."

Februar 1990 - Secretary of State James Baker: "No extension of NATO's jurisdiction for forces of NATO one inch to the east", hvortil Gorbatjov svarede: "Any extension of the zone of NATO is unacceptable"

Februar 1990 - James Baker told Shevardnadze that the US was seeking a reunified Germany that would remain "firmly anchored" in NATO, while promising "iron-clad guarantees that NATO's jurisdiction or forces would not move eastward".

Februar 1990 - Condoleezza Rice on preparing for the German Peace Conference: "Moscow's primary concern will be that there be no further shift-in perception or reality-in the East-West strategic balance."

Februar 1990 - Gorbachev told Kohl in Moscow: "When you say that NATO would disintegrate without Germany, this also applies to the Warsaw Pact."


Oktober 1990 - US State Department preparing the Meeting of the European Strategy Steering Group: "Should the United States and NATO now signal to the new democracies of Eastern Europe NATO's readiness to contemplate their future membership?"

Oktober 1990 - US State Department preparing the Meeting of the European Strategy Steering Group: "We are not in a position to guarantee the security of these countries ... and do not wish in any case to organize an anti-Soviet coalition whose frontier is the Soviet border. Such a coalition would be perceived very negatively by the Soviets and could lead to a reversal of current positive trends in Eastern Europe and the USSR."


Maj 2008 - Mikhail Gorbachev interview: "The Americans promised that NATO wouldn't move beyond the boundaries of Germany after the Cold War but now half of central and eastern Europe are members, so what happened to their promises? It shows they cannot be trusted."


Interesserede læsere, der er nået helt herned, vil få meget ud af at fortsætte i disse to gode analyser, der stritter lidt i hver sin retning,men anerkeder løftet:

"Deal or No Deal? The End of the Cold War and the U.S. Offer to Limit NATO Expansion" - skrevet 2016 af Joshua R. Itzkowitz Shifrinson, Assistant Professor in the Department of International Affairs at the George Bush[!] School of Government at Texas A&M University.

"A Broken Promise? What the West Really Told Moscow About NATO Expansion" - skrevet 2014 af Mary Elise Sarotte, Dean's Professor of History at the University of Southern California. Adapted from an update to her book: The Struggle to Create Post-Cold War Europe..

Samt denne med det helt modsatte synspunkt, interessant men mest baseret på forældede oplysninger:


"The Myth of a No-NATO-Enlargement Pledge to Russia" - skrevet 2009 af Mark Kramer, director of the Cold War Studies Project at Harvard University.



"Problem of NATO Expansion to the East"
- skrevet 1998 af Leonid Ionin, professor ved Lomonosov Moscow State University
Præsenteret på NATOs hjemmeside gennem NATO Democratic Institutions Fellowship Program Research project:

"... One can clearly see, that the Soviet leaders have received reiterated assertions, that after the removal of Berlin wall NATO will make no steps (literally "not an inch", as State Secretary Backer said) eastwards. The positive statements in the same spirit were made by Prime Minister John Major and German Chancellor Helmut Kohl.
The main mistake of Soviet leaders consisted in that they trusted the words of their counterparts and haven't tried to get the juridical codification of the future relations between Russia and Western countries. That's the first reason why the Russian leaders are willing to achieve the formal greement containing codified rules of behavior in military sphere and juridical formulations of mutual rights and obligations.
The agreement signed in May 1997 doesn't contain such formulations; that's why the Russian political establishment, to say nothing about communist and nationalist opposition, are not very trustful to benevolent declarations of NATO politicians.
The another reason for Russia to be unsatisfied with NATO-Russia agreement is the practical experience of its realization. NATO took the decisive part in many conflicts (former Yugoslavia, Iraq) and its action during these conflict were not coordinated with the Russian side. NATO is not sincerely disposed to take into account Russian interests. ..."


PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret oktober 2017 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand