Østtimor og menneskeret

Den 25. august 2002 mødtes omkring 50 kvinder fra Rede Feto - de østtimoresiske kvinders netværk - med Mary Robinson, dengang FNs højkommissær for menneskerettigheder, i Østtimors hovedstad Dili. Kvinderne bad om hendes hjælp til at etablere et internationalt tribunal for Østtimor, og Mary Robinson lovede, at hun fortsat ville tale deres sag.
Da hun sagde det, vidste hun godt, at hendes tid som kommissær snart var forbi, og det gjorde offentligheden faktisk også. En måned tidligere (23. juli) blev hendes efterfølger nemlig udnævnt af FNs generalsekretær Kofi Annan, og kun tre uger senere (12. september) tiltrådte han sit nye embede.
Når Mary Robinson ikke længere er kommissær, er hendes muligheder for at påvirke den internationale opinion (og specielt de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd) nok temmelig begrænsede, men derfor kan hendes løfte godt være oprigtigt, og hun kan naturligvis stadig tale kvindernes sag, uanset om hun har et embede eller ej.
Den nye kommissær var Sergio Vieira de Mello, og ham kommer jeg tilbage til om lidt. Men først et par ord om Mary Robinson og hendes embede.
 
De to første kommissærer
Dette embede kræver en vis balancegang. Hvis man taler de svages sag, risikerer man at fornærme de regeringer, der krænker menneskerettigheder - enten hjemme eller ude eller måske begge steder - og hvis man tier når grusomheder finder sted, risikerer man at blive anklaget for ikke at tage sit embede alvorligt. Man kan ikke gøre alle tilfredse på én gang. Men hvis man siger ja til jobbet, ved man forhåbentlig, hvad man går ind til.
Den første kommissær var José Ayala-Lasso fra Ecuador, der blev indsat i 1994, og som ikke blev særlig kendt i offentligheden. I 1997 blev han afløst af Mary Robinson, der tidligere havde været Irlands præsident. Hun førte en mere udadvendt linie, og resultatet var klart. Hun kom hurtigt på kant med mange store landes regeringer.
Mary Robinson ville gerne være blevet i sit embede indtil 2005, men det var der ikke dækning for i FNs Sikkerhedsråd. I juli 2002 meddelte hun selv, at hun snart ville træde tilbage, men hun lagde ikke skjul på, at hun ikke gik frivilligt:
"Jeg følte, at hvis jeg virkelig blev bedt om det, så ville det være vanskeligt ikke at fortsætte," sagde hun. "Men jeg var også klar over, at der var en vis modstand." Sådan taler en diplomat, der får sparket.
 
Den tredje kommissær
Hendes efterfølger var som allerede nævnt Sergio Vieira de Mello, en brasiliansk diplomat, der havde arbejdet for FN i 32 år og havde været udstationeret i en række internationale brændpunkter - bl.a. Cambodia, Libanon og Kosovo - og altid på vigtige poster.
I knap tre år, fra oktober 1999 til maj 2002, var han chef for FNs midlertidige administration på Østtimor (UNTAET), der styrede området i den vanskelige overgang fra indonesisk besættelse til selvstændighed.
Det var første gang, FN påtog sig det fulde ansvar for et territorium, mens man ventede på, at det kunne blive selvstændigt. UNTAET var faktisk leder af en suveræn stat, hvor alle overordnede beslutninger blev truffet af én mand - Sergio de Mello - der udelukkende stod til ansvar over for FNs generalsekretær og Sikkerhedsråd, og ikke over for nogen på Østtimor.
Der er delte meninger om hans indsats i denne periode, både på Østtimor og blandt observatører i resten af verden. Nogle mener, han gjorde det rigtig godt, mens andre kritiserer ham, fordi han ikke gjorde det godt nok.
Straks efter sin ankomst tog han kontakt til modstandsbevægelsens leder Xanana Gusmão og den hjemvendte diplomat José Ramos-Horta. Som brasilianer talte han naturligvis portugisisk, så han talte samme sprog som de, i mere end én forstand.
Senere holdt han en pressekonference for at tage afsked med den særlige FN-mission (UNAMET), der havde arrangeret folkeafstemningen, og som måtte evakueres, da volden eskalerede. UNAMETs chef Ian Martin vendte tilbage til Østtimor og opfordrede verden til ikke at glemme grusomhederne og til at sørge for, at de skyldige blev anklaget og dømt:
"Jeg ved, at Sergio agter at afsløre hele sandheden om volden før og efter folkeafstemningen," sagde han, "og at anklage dem, der bærer det store ansvar - ikke bare for udførelsen men også for planlægningen af volden."
 
Positive og negative resultater
I en artikel i den australske avis The Age fra juli 2002 tegnede journalist Jill Jolliffe et portræt af den brasilianske diplomat, der omfatter både positive og negative resultater:
"De Mellos resultater i de følgende to år var formidable. Han byggede en nation helt fra bunden af, samtidig med at han genoprettede Østtimors økonomi og arrangerede to valg. Da man kom til selvstændigheden 20. maj 2002, stod han med en succes-historie i hånden - i hvert fald for en overfladisk betragtning. Men det var ikke lykkedes ham at få de vigtigste forbrydere fra 1999 stillet for en domstol, og nu ser det ud til, at de aldrig bliver dømt."¹
I juni 2000 oprettede UNTAET en særlig domstol (Serious Crimes Unit) til at retsforfølge dem, der begik alvorlige forbrydelser i 1999. To måneder forinden havde UNTAET og Indonesien indgået en aftale, hvor Indonesien lovede at arbejde sammen med myndighederne på Østtimor ved at levere vidner og udlevere sigtede til retsforfølgelse i Dili.
Men Indonesien overholdt aldrig denne aftale, og FN gjorde intet for at tvinge Indonesien til det. Ifølge FNs regler kan folk ikke anklages og dømmes in absentia, og derfor kunne den særlige domstol ikke røre de mistænkte, der befandt sig i Indonesien.
 
Den første retssag i Dili
Charles Scheiner, der arbejder for den amerikanske solidaritets-organisation East Timor Action Network (ETAN), var på Østtimor i januar 2001, da den særlige domstol begyndte sin første retssag. I en artikel i ETANs nyhedsbrev Estafeta fortæller han om sit indtryk af domstolens arbejde:
"Jeg overværede det første retsmøde i den særlige domstol for alvorlige forbrydelser 10. januar 2001 i Dili-distriktets domstol. Den anklagede, det 22-årige militsmedlem João Fernandes, erklærede sig skyldig i et overlagt og bevidst mord på landsbyhøvdingen Domingos Gonçalves Pereira i Maliana 8. september 1999. Mordet var en del af et organiseret angreb af Dadarus Merah Putih militsen, der kostede snesevis af liv.
Retssagen indeholdt mange eksempler på utilstrækkelig tolkning, uerfarne forsvarsadvokater, arrogante udenlandske anklagere og en sørgelig procedure. Den ledende dommer fra Italien syntes ikke at være interesseret i forbrydelsens organiserede karakter; dommeren fra Burundi sagde ikke noget. Den østtimoresiske dommer Natércia Gusmão ønskede, at den anklagede skulle sigtes for forbrydelser mod menneskeheden, men hendes kolleger stemte hende ned, hvilket medførte en sigtelse for simpelt mord. Under det tredje retsmøde (det andet blev aflyst, da der ikke var nogen tolk) bad anklagemyndigheden om ti års fængsel, fordi den anklagede var parat til at samarbejde. Den 25. januar 2001 afsagde dommerne en kendelse på 12 år.
Den 1. marts 2001 savede João Fernandes et hul i sin celles tag og flygtede. Han er sikkert i Indonesien nu, og anklagerne frygter, at han kan lade vigtige informationer gå videre til de øvrige medlemmer af militsen."²
Sergio de Mello var naturligvis ikke ansvarlig for Indonesiens obstruktion, men til gengæld var han ansvarlig for domstolens arbejdsvilkår, og de var ikke særlig gode. I maj 2001, elleve måneder efter oprettelsen, erklærede en række NGOer, at FN enten skulle give domstolen ordentlige vilkår eller opløse den og i stedet oprette et internationalt tribunal. Mark Dodd, Østtimor-korrespondent for Sydney Morning Herald, skrev dengang:
"Kritikere af domstolen, inklusive en del af de ansatte, klager over dårlig ledelse, underbemanding, mangel på udstyr og halvhjertet støtte fra FNs midlertidige administration for Østtimor (UNTAET)."³
 
Sagde op i protest
En af UNTAETs skarpeste kritikere er den amerikanske forsker Jarat Chopra, der er professor i international lov ved Brown University i delstaten Rhode Island. Choprat ved hvad han taler om. Han var ansat af UNTAET, hans officelle titel var Head of the UN Office of District Administration. Han var således chef for det kontor, der skulle administrere Østtimors 13 distrikter. Men 6. marts 2000 sagde han sin stilling op i protest mod UNTAETs bureaukratiske og centralistiske linie.
Chopra formulerede kort efter sin kritik i en artikel med overskriften "FNs kongedømme på Østtimor" trykt i tidsskriftet Survival. Overskriften sammenfatter kritikken: FN er kommet til Østtimor for at lære folket om demokrati, men FNs egen administration er fuldstændig udemokratisk. FN har indsat et enevældigt styre. Det er ganske vist kun midlertidigt, og af og til tager det nogle østtimoresere med på råd, men kun for at være høflig. Alle afgørende beslutninger træffes af én mand: Sergio de Mello.⁴
Denne kritik bekræftes af den amerikanske forsker Joel C. Beauvais, der har skrevet en meget grundig analyse af UNTAETs indsats og resultater. Hans artikel blev trykt i tidsskriftet New York University Journal of International Law and Politics i 2001.⁵
Chopra har senere uddybet sin kritik i en artikel, der blev trykt i tidsskriftet Development and Change i 2002. Her understreger han, at erfaringerne fra Østtimor skal bruges på andre konflikter, således at man ikke gentager de fejl, man begik på Østtimor.⁶
 
Det næste trin i karrieren
Sergio de Mello gik videre til det næste trin i sin karriere. Da han blev udnævnt i juli 2002, kom der mange positive reaktioner: Portugals udenrigsminister Antonio Martins da Cruz roste ham for hans indsats både på Østtimor og i tidligere FN-embeder og lovede, at han selv og Portugal ville samarbejde med den nye kommissær med henblik på at "fremme og forsvare" menneskerettigheder overalt i verden.
En talsmand for Indonesiens udenrigsministerium udtalte, at Jakarta havde "fuld tillid" til Kofi Annans valg, og han tilføjede, at Indonesien havde haft et "godt samarbejde" med Sergio de Mello, mens han var chef for FNs administration på Østtimor.
Østtimors udenrigsminister José Ramos-Horta sagde, at den brasilianske diplomat var "den bedste person" til at lede FNs Kommission for Menneskerettigheder i Genève, fordi han havde demonstreret sin evne til at være både "forsvarer" og "mægler."⁷
 
Karriere eller retfærdighed?
Da Sergio de Mello forlod Østtimor i maj 2002, var ikke en eneste indoneser blev dømt hverken i Jakarta eller i Dili. En række østtimoresere var blevet dømt af den særlige domstol i Dili, men domstolen havde ikke tilstrækkelige ressourcer til at løse sin opgave.
Som leder af UNTAET opnåede Sergio de Mello mange positive resultater. Det er klart nok. Men der var et stort minus. Han sørgede ikke for at skaffe retfærdighed. Uanset om det var fordi han ikke ville eller ikke kunne. Og mange græsrødder kritiserede ham for det.
Men hans arbejdsgivere, FNs generalsekretær og Sikkerhedsråd, var åbenbart godt tilfredse. De gav ham et nyt embede, der rykkede ham et trin op ad stigen. Samtidig blev han nævnt som en mulig kandidat til posten som FNs generalsekretær, når Kofi Annan træder tilbage efter to perioder i stolen.⁸
Hvis man ønsker at gøre karriere i FN-systemet, gælder det om at vinde stormagternes gunst. Det er farligt at fornærme dem. Mary Robinson er et godt eksempel. De fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet kan ikke altid få deres egne kandidater placeret på de øverste poster, men de kan altid blokere ansættelsen af én, de ikke vil have.
Derfor gælder det om at sige, hvad stormagterne gerne vil høre. I hvert fald hvis man ønsker at gøre karriere. Enhver FN-diplomat må hele tiden spørge sig selv: "Hvorfor skal jeg ødelægge min karriere ved at kæmpe for noget, jeg alligevel ikke kan opnå?"
Sergio de Mello gjorde karriere på Østtimor. Men han sørgede ikke for at skaffe retfærdighed i den nye stat. Østtimor gavnede hans karriere. Men spørgsmålet er, om det er gensidigt: Var hans karriere også til gavn for Østtimor?
 
Efterskrift
Sergio de Mello nåede ikke at sidde ret længe i sit nye embede som kommissær. Efter USAs invasion og besættelse af Irak i foråret 2003 blev han ansat som FNs særlige udsending i Irak. Den 19. august 2003 blev han dræbt ved et bombeattentat mod FNs hovedkvarter i Bagdad, der kostede mere end 20 mennesker livet.

Noter
^1.Jill Jolliffe, "In the Shoes of Mary Robinson: The New Guardian of the World," The Age, 27. juli 2002, via internet.
^2. Charles Scheiner, "Will East Timor See Justice?" Estafeta, vol. 7, no. 2, forår 2001, via internet.
^3. Mark Dodd, "Call to support or scrap crimes unit," Sydney Morning Herald, 25. maj 2002, via internet.
^4. Jarat Chopra, "The UN's Kingdom of East Timor," Survival, vol. 42, no. 3, efterå r 2000, side 27-39.
^5. Joel C. Beauvais, "Benevolent Despotism: A Critique of UN State-Building in East Timor," New York University Journal of International Law and Politics, vol 33, no. 4, 2001, side 1101-1178.
^6. Jarat Chopra, "Building State Failure in East Timor," Development and Change, vol. 33., no. 5, 2002, side 797-1000.
^7. Lusa, "United Nations: Lisbon, Dili welcome Vieira de Mello as new UN Rights chief," 24. juli 2002, via internet.
^8. William Orme, "Timor UN chief wins human rights job," The Age, 24. juli 2002, via internet.
 
Den første artikel i denne serie på tre artikler satte fokus på arbejdet med at få selvstændigheden til at fungere og den forrige på spørgsmålet om retfærdighed.