FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Et fattigt land i en farlig verden Den nye stat Østtimor arbejder på at få selvstændigheden til at fungere. Det er ikke nemt for et fattigt land, der bliver presset af sine hjælpere. Af Torben Retbøll - marts 2003

Østtimor er en tidligere portugisisk koloni, der blev invaderet af sin nabo Indonesien i 1975. I 1999 trak Indonesien sig tilbage, hvorefter der blev oprettet en midlertidig FN-administration for at forberede området på selvstændighed. I maj 2002 fik Østtimor sin selvstændighed, og fire måneder senere blev det optaget i FN.
Den nye stat er et lille land med en lille befolkning. Staten dækker et areal på ca. 19.000 kvadratkilometer og består af fire dele:
1. Hovedlandet, der er den østlige del af øen Timor, er 16.384 kvadratkilometer. Det er 265 kilometer langt og 92 kilometer på det bredeste sted.
2. Oecussi-enklaven, der ligger på nordkysten af Vesttimor, er 2.461 kvadratkilometer. Den har en kystlinie på 48 kilometer.
3. Øen Atauro, der ligger 23 kilometer nord for hovedstaden Dili, er 144 kvadratkilometer.
4. Den lille ø Jaco er kun otte kvadratkilometer. Den ligger ud for den østlige spids af hovedlandet, lige over for landsbyen Tutuala.
Befolkningen anslås i dag til 800.000, hvoraf under halvdelen bor i byer. Hovedstaden Dili er den største by med 100.000 indbyggere. Den næststørste by Baucau har 20.000 indbyggere, Viqueque 10.000 og øen Atauro 8.000. Der bor omkring 50.000 mennesker i Oecussi-enklaven, mens der ikke bor nogen på øen Jaco. De fleste statistikker om Østtimors befolkning er dog temmelig usikre, og de anførte tal må ikke betragtes som nøjagtige.
Der tales mange forskellige sprog i den nye stat: Portugisisk af 5-10 procent, engelsk af 10-20 procent, bahasa indonesia af 75 procent og det lokale sprog tetum af 90 procent. Men der tales også andre lokale sprog, især omkring Los Palos i den østlige ende af landet. Paragraf 13 i den nye forfatning siger: “Tetum og portugisisk er de officielle sprog i den demokratiske republik Østtimor.” Desuden siger paragraf 159: “Indonesisk og engelsk er arbejdssprog ... så længe det anses for nødvendigt.”
Et stort flertal, måske mere end 90 procent, er katolikker. Under den indonesiske besættelse sluttede mange sig til kirken, fordi den var omtrent den eneste lovlige institution, der ikke var kontrolleret af indoneserne.
Kirkens folk talte tetum og hjalp befolkningen imod besættelsesmagten. Ved at støtte kirken kunne man vise sin modstand mod den indonesiske besættelse uden at bringe sig selv i stor fare. Der er en lille minoritet af protestanter, især på øen Atauro, og en lille minoritet af muslimer. Flaget har en hvid stjerne på en sort, rød og gul baggrund, hvilket skal symbolisere Østtimors ønske om uafhængighed og fred.
 
Til stemmeurnerne
Den 30. august 2001, præcis to år efter folkeafstemningen om selvstændighed, gik østtimoreserne atter til stemmeurnerne, denne gang for at vælge en grundlovgivende forsamling med 88 pladser. Forsamlingen havde tre opgaver. Den skulle:
1. Skrive en forfatning for den nye stat.
2. Afholde et præsidentvalg.
3. Fastsætte en dato for selvstændigheden.
Mere end ti politiske partier og en række uafhængige kandidater stillede op til valg. Da det endelige resultat blev offentliggjort i september 2001, viste det sig, at den gamle befrielsesbevægelse Fretilin (Den Revolutionære Front for et Uafhængigt Østtimor) havde vundet et solidt flertal på 55 af de 88 pladser. To partier, PSD og ASDT, fik seks pladser hver. To partier, UDT og PNT, fik to pladser hver. En række små partier fik tilsammen 17 pladser. Kvindelige kandidater vandt 23 pladser, hvoraf de 17 kom fra Fretilins liste. Forfatningen var færdig i marts 2002, og præsidentvalget fandt sted i den følgende måned. Efter selvstændigheden i maj 2002 forvandlede forsamlingen sig til det første nationale parlament.
Premierministeren i den nye regering var Mari Alkatiri, en repræsentant for Østtimors lille muslimske samfund, der havde været udenrigsminister i Østtimors første republik, der kun eksisterede fra 28. november til 7. december i 1975.
Udenrigsministeren var José Ramos-Horta, der havde været FN-ambassadør for den kortvarige republik i 1975. I 1996 fik Ramos-Horta og biskop Carlos Belo Nobels Fredspris. Både Mari Alkatiri og Ramos-Horta levede i eksil under den indonesiske besættelse.
Præsidentvalget i april 2002 blev vundet af Xanana Gusmão, der havde været leder af Falintil (den væbnede modstandsgruppe) i mere end ti år, indtil han blev taget til fange af indoneserne i 1992. I 1993 blev han idømt fængsel på livstid af en indonesisk domstol, hvorefter han blev anbragt i en celle i Cipinang-fængslet i Jakarta.
Senere blev hans dom nedsat til 20 års fængsel. Men i februar 1999 blev han overført til husarrest, og syv måneder senere - midt under krisen på Østtimor - blev han løsladt og kort efter vendte han tilbage til sit hjemland.
 
Alvorlige problemer
Selvstændigheden 20. maj 2002 blev fejret i Dili og det øvrige Østtimor. FN-medlemskabet 27. september 2002 blev fejret i FNs hovedkvarter i New York. Og med god grund. En langvarig kamp, der ofte var blevet hånet som håbløs, havde omsider nået sit mål. Men ellers var der ikke meget at fejre. Østtimor står over for en lang række alvorlige problemer. Af pladshensyn bliver kun tre af dem omtalt her. For det første den sociale og økonomiske situation. For det andet truslen mod selvstændigheden. For det tredje spørgsmålet om retfærdighed. Den australske læge Joe Thomas, der har arbejdet som HIV/AIDS-konsulent for Østtimors Sundhedsministerium, forklarer, hvor alvorlig den sociale og økonomiske situation er:
Østtimor er et af de fattigste lande i verden. Med en befolkning på omkring 750.000 var bruttonationalproduktet per indbygger 378 USA-dollars i 2001, mens mere end 40 procent af befolkningen befandt sig under en fattigdomsgrænse på 55 USA-cents om dagen. Analfabetismen er omkring 40 procent, den forventede levealder er 57 år, og der er stor arbejdsløshed især blandt ungdommen i Dili.
Desuden er Østtimor plaget af mange sygdomme, især tuberkulose, malaria, dengue-feber og japansk hjernehindebetændelse... For hver 1.000 fødsler er der 125 dødsfald, og for hver 100.000 fødsler dør 890 kvinder i barselsseng. Fejlernæring er udbredt. Tre-fire procent af alle børn i alderen seks måneder til fem år har diagnosen akut fejlernæret og 20 procent kronisk fejlernæret.
” (1) Når mange mennesker er syge, kan de ikke bidrage til samfundets udvikling. Tværtimod. De bliver en byrde for samfundet. Det er en sørgelig situation for ethvert land og særlig sørgelig for et fattigt land. Fattigdom og sygdom danner tilsammen en ond cirkel, der er svær at bryde. Fattigdom er en vigtig årsag til, at mange mennesker er syge, og den kendsgerning at mange mennesker er syge, er en vigtig årsag til, at landet er fattigt.
Den midlertidige FN-administration (UNTAET) betød, at der blev oprettet mange nye jobs. Men de fleste blev besat af udenlandske eksperter, fordi østtimoreserne ikke blev anset for kvalificerede. FN ansatte f.eks. kun folk, der talte engelsk.
Desuden var tilstedeværelsen af de mange udenlandske eksperter med relativt høje lønninger med til at drive det generelle prisniveau i vejret, hvilket gjorde det endnu sværere for den almindelige østtimoreser at få pengene til at slå til. UNTAET var ikke kun en del af løsningen, men også en del af problemet.
 
Flere indkomstkilder
Østtimor har faktisk flere forskellige indkomstkilder, der kan danne grundlag for en sund økonomi, men de er endnu ikke fuldt udviklet. Landbruget producerer allerede nu ris til lokalt forbrug og kaffe til eksport. Kaffen har en god kvalitet. Under den indonesiske besættelse satte nogle indonesiske generaler sig på kaffe-branchen og tjente mange penge på den. Desværre faldt prisen på det internationale kaffemarked til det laveste niveau i flere årtier, lige før Østtimor fik sin selvstændighed. Der er mange fisk i havet omkring Østtimor, men østtimoreserne har ikke nogen særlig tradition for fiskeri. De foretrækker at arbejde på landjorden. Denne sektor begyndte først at blive udviklet efter den indonesiske tilbagetrækning.
Turisme er en meget lille sektor lige nu. I Dili er der åbnet mange restauranter og hoteller siden 1999, men uden for hovedstaden er der endnu meget få faciliteter for turister. Der er mange muligheder her, når man tænker på den smukke kyst og de majestætiske bjerge inde i landet, og man kan godt drive en ansvarlig turisme uden at ødelægge miljøet. Men Østtimor har brug for en bedre infrastruktur, hvis man ønsker flere turister.
Den største indkomstkilde er forbundet med udnyttelsen af naturgas- og olie-felterne under havbunden i havet mellem Østtimor og Australien, kendt som The Timor Gap. Det er blevet anslået, at skatter og afgifter fra disse ressourcer kan give Østtimor en indkomst på mere end 3,5 milliarder USA-dollars fra 2004 og 20 år frem.
 
To traktater om olie
I 1989 underskrev Australien og Indonesien en international traktat om The Timor Gap. Ti år efter annullerede de aftalen, og derved indrømmede de (uden at sige det højt), at traktaten havde været illegal, præcis som Portugal havde hævdet i en sag for den internationale domstol i Haag.
I juli 2001 underskrev repræsentanter for Australien og Østtimor en ny traktat om The Timor Gap, der gav Østtimor bedre betingelser i forhold til Australien og olie-selskaberne end dem, Indonesien havde fået mange år forinden. Da traktaten blev underskrevet, havde Østtimor endnu ikke fået sin formelle selvstændighed, og derfor havde UNTAET forhandlet på Østtimors vegne.
En vigtig grund til Indonesiens invasion i 1975 var, at det ønskede adgang til ressourcerne i The Timor Gap. Og en vigtig grund til, at de vestlige stormagter accepterede Indonesiens invasion var, at de ønskede, at disse ressourcer skulle kontrolleres af general Suhartos pro-vestlige regering og ikke af et selvstændigt Østtimor, som de frygtede ville udvikle sig til en “kommunistisk” stat. Det er interessant at sammenligne denne situation med Iraks invasion af Kuwait i august 1990.
I det sidste tilfælde ønskede USA, at offeret (Kuwait) skulle genvinde kontrollen med sin olie. Men i det første tilfælde ønskede USA, at aggressoren (Indonesien) skulle kontrollere Østtimors olie. USAs holdning var ikke bestemt af respekt for international lov, men snarere af politiske og økonomiske faktorer.
 
Hjælp med forpligtelser
Der er ikke længere nogen militær trussel mod Østtimor. UNTAET er opløst, men de fredsbevarende FN-tropper er der stadig. Det er ikke særlig sandsynligt, at Indonesien starter en ny invasion, selv ikke når de fredsbevarende tropper engang bliver trukket ud. Ikke desto mindre er den nye stats selvstændighed i fare, og årsagen er fattigdom. Når man er fattig, har man brug for hjælp. Østtimor er meget fattigt, og det har brug for hjælp i mange år.
Undertiden gives hjælp, bare fordi der er brug for den, dvs. af humanitære grunde. Men sådan er det ikke altid. Undertiden følger der forpligtelser med. Især når stater er involveret. Store stater er ikke særlig uselviske. Faktisk ser det ud til, at jo større staten er, desto flere betingelser sætter den, før den er parat til at hjælpe nogen. USA er det rigeste og mægtigste land i verden. Det har sagtens råd til at hjælpe Østtimor. Men det sker kun, hvis visse betingelser er opfyldt.
I en artikel i The Guardian fra maj 2002 forklarer den britiske kommentator Jonathan Steele, hvordan USA's udenrigsminister Colin Powell, der ofte omtales som “moderat,” forsøgte at underminere Østtimors selvstændighed, allerede inden den nye stat var født:
For en måned siden skrev han til den kommende regering og forlangte, at den skulle afgive et skriftligt løfte om ikke at anklage amerikanske statsborgere for forbrydelser mod menneskeheden i henhold til den netop oprettede internationale straffedomstol. Ellers ville det være meget svært for den amerikanske Kongres at blive ved med at give bistand, advarede han. Der er ikke nogen amerikanske tropper i den fredsbevarede styrke på Østtimor, hvilket gør det amerikanske krav næsten helt teoretisk.
Det var svært at se, hvorfor USA havde så travlt med at forlange et løfte fra Østtimor, for slet ikke at tale om, hvorfor USA fandt det rigtigt at tvinge et land til at tage forbehold over for en af de første internationale traktater, det agter at underskrive, men ved denne lejlighed gav østtimoreserne efter. Det er et spørgsmål om principper: Selv vordende stater skal proklamere deres underdanighed over for verdens eneste imperium, før de kan få lov til at overtage deres teoretiske 'selvstændighed'.

Overskriften på Jonathan Steeles artikel lyder: “Østtimor er selvstændigt. Så længe det gør, hvad det får besked på.” En kort, men meget rammende beskrivelse af virkeligheden. (2)
 
Immunitet for amerikanske tropper
Den 12. august 2002 ratificerede Østtimors parlament Rom-traktaten, der opretter en international straffedomstol (forkortet ICC), der kan behandle tilfælde af folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået efter 1. juli 2002.
På samme tid underskrev Østtimors regering en såkaldt “artikel 98 aftale om immunitet” med USA, hvorefter Østtimor lover ikke at sende amerikansk personale til ICC. To uger senere udsendte den amerikanske solidaritets-organisation East Timor Action Network (ETAN) en erklæring, der beklager denne udvikling:
Vi er meget bekymrede og vrede over, at USAs regering pressede Østtimor til at fritage amerikanske tropper fra ICC. Østtimoreserne var udsat for mange lidelser under den USA-støttede illegale besættelse af deres hjemland, hvor det indonesiske militær begik netop den slags forbrydelser, ICC er beregnet på at modvirke... Ved at slutte sig til domstolen bekræftede Østtimor sin støtte til menneskerettigheder og universel retfærdighed. Nu har den østtimoresiske regering med et pennestrøg undermineret disse principper...
Østtimors historie viser, hvorfor det er livsvigtigt at have én retfærdighed for alle og effektive mekanismer til at håndhæve den. ICC er beregnet på at modvirke og anklage krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab af den slags, der blev begået igennem årtier med indonesisk besættelse. Vi er bekymrede over, at Østtimor, der kæmpede så modigt og så længe for at opnå selvstændighed og retssikkerhed, bliver bedt om at opgive disse principper.
” (3) Men det var ikke nok. USA krævede en indrømmelse mere af Østtimor, og igen gav timoreserne efter. Den 1. oktober 2002 underskrev de to parter en såkaldt Status of Forces Agreement (SOFA), der i praksis giver amerikanske soldater diplomatisk immunitet og hæver dem over loven.
I en artikel i ETAN's nyhedsbrev Estafeta forklarer Charles Scheiner de vidtrækkende konsekvenser af denne aftale:
Personale fra den amerikanske ambassade såvel som amerikanske soldater og civile, der arbejder for Pentagon, er ikke underlagt østtimoresiske skatter, kontrakter eller love om kriminalitet. Østtimoresiske myndigheder kan ikke arrestere eller tilbageholde dem, sigte dem for en forbrydelse, udlevere dem til andre lande, tvinge dem til at vidne i retten eller gøre dem ansvarlige for eventuelle halv-østtimoresiske børn, de måtte blive fædre til. Deres hjem og personlige ejendom er 'ukrænkelige.' De kan ikke drages til ansvar for handlinger, der har forbindelse med deres officielle tjeneste.” (4)

Noter:
1. Joe Thomas: “Preventing Crisis in East Timor,” HIV Australia magazine, november-december 2002, via internet..
2. Jonathan Steele: “East Timor is independent. So long as it does what it is told.” The Guardian, 23. maj 2002 via internet..
3. ETAN: “Rights Group 'Deeply Disturbed' by East Timor's Grant of Immunity to U.S. Troops,” 27. august 2002 via internet..
4. Charles Scheiner: “East Timor Puts US Soldiers Above the Law, Estafeta, vol. 8 no. 1 vinter 2002-2003 via internet..
 
I næste artikel i denne serie på tre sættes fokus på spørgsmålet om retfærdighed.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret marts 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand