Ingen retfærdighed for Østtimor

Østtimor står over for et alvorligt problem, der handler om retfærdighed. Igennem 24 år begik Indonesien en lang række grusomheder mod Østtimor. En af de første var drabet på fem udenlandske journalister ved Balibo 16. oktober 1975, næsten to måneder før den officielle og storstilede invasion 7. december 1975.
I løbet af de første fem år mistede mindst 200.000 mennesker deres liv - næsten en tredjedel af befolkningen før invasionen - som følge af krig, sult og sygdom. Det var en af de værste massakrer i hele verden siden 1945, både absolut og relativt, og mange iagttagere tøvede ikke med at bruge ordet folkedrab om Indonesiens politik. I de følgende år var der fortsat krænkelser af menneskerettigheder, men nu i mindre målestok.
I 1999 rekrutterede det indonesiske militær (TNI) en række pro-indonesiske militser på Østtimor for at skræmme folk til at stemme "korrekt" i den kommende folkeafstemning om områdets fremtid. Da indoneserne forstod, at de ville tabe afstemningen, arrangerede de en sidste eksplosion af terror og vold.
De dræbte og torturerede mange mennesker. De voldtog mange kvinder. Dertil kom, at de plyndrede, brændte eller ødelagde alt, hvad de kunne. Østtimor blev, som den amerikanske forsker Joseph Nevins har formuleret det, forvandlet til et "ground zero". (1).
Alle disse forbrydelser blev begået af virkelige mennesker, ikke af en anonym institution eller en abstrakt stat. Ordrer blev givet af den indonesiske regering, og de blev udført af det indonesiske militær. Det er svært at finde en familie på Østtimor, der ikke blev ramt af disse begivenheder.
Østtimoreserne kan ikke bare tilgive og glemme. De ønsker ikke hævn. De er klar over, at grusomhederne skal stoppe. Men de ønsker retfærdighed. I hvert fald nogle af dem, der var ansvarlige for de værste forbrydelser, skal drages til ansvar. Dette ønske er let at forstå. Men meget svært at opfylde.
 
En tosporet løsning
I januar 2000 anbefalede en international undersøgelses-kommission nedsat af FNs Sikkerhedsråd, at FN skulle oprette et internationalt tribunal for Østtimor i lighed med dem, man allerede havde etableret for Rwanda og det tidligere Jugoslavien. Men denne anbefaling blev ikke fulgt.
Sikkerhedsrådet foretrak en tosporet løsning, hvor man brugte nationale domstole. Derfor oprettede myndighederne i Jakarta en såkaldt Ad Hoc domstol til at retsforfølge personer i In donesien, mens den midlertidige FN-administration (UNTAET) etablerede en særlig enhed for alvorlige forbrydelser (Serious Crimes Unit) til at retsforfølge personer på Østtimor.
Fra første færd blev denne løsning beklaget af mange observatører, der mente, at den aldrig ville sikre retfærdighed for Østtimor. Men måske var det heller ikke meningen. Måske ønskede Sikkerhedsrådets medlemmer blot at give omverdenen det indtryk, at de nu havde gjort noget ved problemet. Hvad de virkelig ønskede, var at blive fri for det. Østtimors særlige domstol blev oprettet i juni 2000, og den første retssag begyndte i januar 2001. I maj 2002 havde den sigtet 101 personer. Der var faldet dom over 24 anklagede, mens yderligere 22 sigtede var midt i eller ventede på en retssag. Tallene ser måske meget gode ud. Men systemet lider af alvorlige svagheder.
For det første er der mangel på penge og kvalificeret personale. For det andet kan denne domstol kun anklage folk, der opholder sig på Østtimor. Kun østtimoresere og "små fisk" er blevet sigtet. De fleste af de "store fisk" er uden for domstolens jurisdiktion.
Indonesiens Ad Hoc domstol var længe om at komme i gang. Den begyndte først sit arbejde i marts 2002, og den har et meget begrænset mandat. Den dækker nemlig kun tre af Østtimors 13 distrikter og kun to måneder, april og september 1999, ud af en militær besættelse på 24 år. I december 2002 havde domstolen frikendt ti in donesiske officerer. Kun én indonesisk officer var blevet kendt skyldig, ikke for noget, han havde gjort, men fordi han ikke havde forhindret andre i at gøre noget.
Domstolen havde ikke sigtet general Wiranto, tidligere øverstkommanderende for Indonesiens væbnede styrker, selv om han i en rapport fra Indonesiens egen menneskerets-kommission fra januar 2000 var blevet nævnt som den, der havde det overordnede ansvar for krænkelser af menneskerettigheder.
Mange menneskerets-organisationer på Østtimor og i resten af verden protesterede skarpt mod denne måde at behandle spørgsmålet om retfærdighed på. De opfordrede FN til at oprette et internationalt tribunal med et vidtrækkende mandat. Af pladshensyn anføres kun nogle få eksempler her.
 
Kvinder kræver retfærdighed
Rede Feto er de østtimoresiske kvinders netværk. Det er en paraply-organisation, der dækker 15 kvinde-organisationer. Den 25. august 2002 mødtes omkring 50 kvinder fra Rede Feto med Mary Robinson, der dengang var FNs Højkommissær for Menneskerettigheder. I et officielt brev, som de gav hende, og som senere blev offentliggjort, bad kvinderne hende om at støtte deres kamp for retfærdighed:
"Vi er engageret i kampen for et internationalt tribunal for Østtimor, fordi vi ved, at det er den eneste måde, vi kan få retfærdighed på. Vi har brug for din støtte til denne kampagne, der afhænger af det internationale engagement for retfærdighed for Østtimor.
Vi kræver, at der oprettes et internationalt tribunal for Østtimor, og vi presser det internationale samfund og FNs Sikkerhedsråd for at få dem til at opfylde deres forpligtelser angående de forbrydelser mod menneskeheden, der er begået på Østtimor. Kun ved at erkende sandheden om, hvad der er sket, og ved at sikre retfærdighed kan vi oplyse verdens folk og forhindre fremtidige forbrydelser mod menneskeheden.
Vi afviser Ad Hoc domstolen i Jakarta og hele den proces, der knytter sig til den, fordi den har ignoreret den virkelige sandhed om de forbrydelser, der skete på Østtimor før og efter folkeafstemningen i 1999. Vi ønsker også din hjælp til at presse vores regering til at afvise processen med Ad Hoc domstolen og til at føre en anden udenrigspolitik og gøre en indsats for at oprette et internationalt tribunal for Østtimor.
Vores regering har ikke prioriteret spørgsmålet om retfærdighed højt nok; i stedet diskuterer og planlægger lederne af vores regering amnesti og benådning som en vej til at løse sager om fortidens alvorlige forbrydelser. Vi beder Højkommissæren om at lægge pres på vores regering, så den respekterer og fremsætter krav om sandhed og retfærdighed for alle ofre.
Vi forstår, at vejen til retfærdighed er lang. Vores helbredelse, både på det personlige og det nationale plan, kræver tid og en stor indsats. Vi takker dig for din støtte og beder igen om din fortsatte hjælp til vores kamp for retfærdighed og sandhed." (2).
 
USAs ansvar
Den amerikanske solidaritets-bevægelse East Timor Action Network har afdelinger over hele USA. I december 2002, mens Østtimor markerede den tragiske årsdag for den indonesiske invasion, og mens den indonesiske Ad Hoc domstol frikendte yderligere fire indonesiske officerer, efterlyste ETAN et internationalt tribunal:
"På Østtimor har både kirkelige og verdslige ledere, både enker og menneskerets-aktivister konsekvent krævet retfærdighed. For at komme videre forlanger de, at de folk, der har begået forbrydelser, bliver draget til ansvar. Vi anmoder indtrængende FN om at besvare denne bøn ved at etablere et internationalt tribunal for Østtimor.
Vi opfordrer FNs Generalsekretær til at fortælle Sikkerhedsrådet, at Indonesien er ude af stand til at stille sine egne borgere til regnskab. Sikkerhedsrådet bør derfor tage de nødvendige skridt til at oprette et internationalt tribunal til at retsforfølge de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der er begået mod Østtimors folk siden invasionen i 1975. (...)
Det indonesiske militærs systematiske terrorisering af det østtimoresiske folk igennem 24 år må ikke forblive ustraffet, for det betyder, at de personer, der var med til at organisere Østtimors ødelæggelse, forbliver fri, så de kan fortsætte deres aktiviteter over hele Indonesien.
Det indonesiske militær indledte sin invasion i 1975 kun få timer efter, at den daværende præsident Ford og udenrigsminister Henry Kissinger gav deres udtrykkelige tilladelse til at gå i gang. Arven efter den illegale og destruktive handling lever videre i tårerne fra de familier, der stadig sørger over mere end 200.000 døde, i den dybe fattigdom og massive arbejdsløshed, der gælder for det store flertal af østtimoreserne, og i den bøn om retfærdighed, det internationale samfund aldrig har svaret på." (3).
 
Ingen retfærdighed i Jakarta
Ian Martin var chef for den FN særlige mission (UNAMET), der organiserede folkeafstemningen i 1999, og som måtte evakueres, da volden eskalerede. Nu er han vicepræsident for en organisation ved navn International Center for Transitional Justice. I en artikel i Washington Post fra august 2002 skriver han, at der ikke er nogen retfærdighed i Jakarta:
"Retssagerne i Ad Hoc domstolen i Jakarta mod officerer, der er impliceret i de forbrydelser, der blev begået på Østtimor i 1999, har ikke alene undladt at skabe retfærdighed: De har gjort sandhed til løgn og har gnedet salt i såret. (...) Jakartas anklager mod nogle - men ikke alle - af dem, der blev nævnt af den indonesiske undersøgelses-kommission, har været fuldstændig uholdbar. Ad Hoc domstolens jurisdiktion var begrænset, så det samlede billede af den indonesiske hærs operationer på Østtimor, et nødvendigt element i forbindelse med forbrydelser mod menneskeheden, slet ikke kunne fremlægges for den, selv hvis anklagemyndigheden virkelig havde ønsket dette. (...)
Hvad bør der ske nu? Den internationale kommissions anbefaling ligger stadig på Sikkerhedsrådets bord - en eventuel beslutning blev udsat for at give Indonesien en mulighed for at handle selv. I almindelighed er det rigtigt, at nationale domstole bør være det første valg, selv om det aldrig var særlig sandsynligt, at de ville være troværdige i dette tilfælde. Lige nu har et internationalt tribunal de bedste mulighed for at skaffe de bedste beviser på den indonesiske militære kommando-kæde, der fungerede under volds-perioden, og som findes i meddelelser, der blev opsnappet af Australiens efterretningstjeneste.
De folk, der ønsker et internationalt tribunal, har en god sag. Man kan ikke argumentere imod den. Måske ser det lige nu ud til at være politisk utænkeligt - men engang var det også utænkeligt, at Østtimor skulle få lov til at blive en selvstændig stat, og i næste måned bliver denne stat faktisk medlem af FN." (4).
 
Forbrydelser forbliver ustraffet
James Dunn var Australiens konsul på Østtimor fra 1962 til 1964. Han er forfatter til en vigtig bog og en række betydningsfulde rapporter om Østtimor. I en artikel i Canberra Times fra januar 2003 fordømmer han den indonesiske domstol, fordi den ikke har formået at drage de folk, der er skyldige i mord og ødelæggelse på Østtimor, til ansvar:
"Dommen over den prangende milits-leder Eurico Guterres fik megen opmærksomhed, men han var kun et redskab. De store fisk, Kopassus-officererne, har stort set været beskyttet mod anklager. De eneste højtstående officerer, der blev stillet for retten, er de territoriale kommandanter, officerer som generalmajor Adam Damiri, brigade generalerne Mahidin Simbolon og Tono Suratnam, og de blev frikendt. (...)
Det er nu klart, at det tribunal, In donesien accepterede at oprette efter pres fra det internationale samfund, ser ud til at ville frikende det indonesiske militær for ansvaret for at have ødelagt Østtimor og for at have dræbt mere end 1.000 af dets indbyggere. (...)
Selv om der ser ud til at være begrænset begejstring for det i Canberra og Washington, så bør man nu alvorligt overveje et internationalt tribunal. At lade tingene forblive som de er, vil efterlade et blødende sår i forholdet mellem Indonesien og Australien, og det vil gøre en FN-mission, vi [Australien] valgte at støtte, mindre legitim.
Hvad angår de indonesiske officerer, der er ansvarlige for disse forbrydelser, så er kun én blevet dømt, nemlig [den tidligere militære kommandant for Dili, oberstløjtnant] Sudjarwo, en af de mindst ansvarlige. De mere højtstående officerer er blevet forfremmet. (...) I mellemtiden sidder mange menige militsfolk i fængsel på Østtimor, mens de officerer, der rekrutterede dem, fortsætter deres privilegerede tilværelse i Jakarta og andre steder." (5).
 
Lederne lægger en ny linie
Græsrødderne støtter et internationalt tribunal. Men stormagterne - især de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd - ser ikke ud til at bryde sig om denne tanke. I en artikel i CounterPunch fra maj 2002 bemærker Joseph Nevins, at selv Østtimors ledere er begyndt at lægge en ny linie:
"Selv om tidligere ledere af modstandsbevægelsen som Xanana Gusmão (nu landets præsident) og José Ramos-Horta (nu udenrigsminister) tidligere har talt meget klart om nødvendigheden af at drage de skyldige til ansvar, så nævner de det næsten aldrig mere. I stedet understreger de behovet for "forsoning" og for at koncentrere sig om fremtiden."
Joseph Nevins citerer også en erklæring fra fra Yayasan HAK, en vigtig menneskerets-organisation på Østtimor, der fordømmer denne udvikling:
"Nogle af vores egne ledere (...) har droppet kravet om et internationalt tribunal af frygt for at fornærme de regeringer, der giver os bistand. (...) Selv vores egne ledere fodrer os ned nonsens om at 'lægge fortiden bag os og tænke på fremtiden'." (6).
 
Retfærdighed for Østtimor?
Hvorfor vil stormagterne ikke have et internationalt tribunal? Der er flere grunde, som Sylvia de Bertodano konkluderer i en rapport skrevet for organisationen No Peace Without Justice i maj 2002:
"De store udgifter i forbindelse med de nuværende tribunaler, de pinlige fiaskoer i forbindelse med det internationale tribunal for Rwanda og USAs ønske om ikke at fornærme verdens største muslimske land [Indonesien], mens det fører krig mod terrorismen, betyder, at der ikke er nogen realistisk mulighed for at oprette et ad hoc tribunal. Under alle omstændigheder ville eksistensen af et internationalt tribunal ikke garantere, at de folk, der befinder sig i Indonesien, nogensinde ville blive anklaget. Som det internationale tribunal for det tidligere Jugoslavien konstaterede, er det ikke nogen let sag at arrestere mistænkte, der beskyttes af deres egen stat, selv hvis der er tale om en relativt lille stat.
Den virkelige lære er måske følgende: Hvis et land trodser det internationale samfund, blæser på sine løfter og forpligtelser og beskytter sine kriminelle, så har det internationale samfund et barsk valg mellem enten at bruge magt eller acceptere, at der aldrig bliver retfærdighed." (7).
Denne konklusion ser ud til at være sand, ikke bare for Indonesien, men også for adskillige vestlige lande, hvor mange politikere, forretningsfolk og militære officerer med stor iver støttede Indonesiens folkemord på Østtimor. Måske er det årsagen til, at de nu ønsker, at vi skal lægge fortiden bag os og tænke på fremtiden.

Noter
1. Joseph Nevins, "The Making of 'Ground Zero' in East Timor in 1999: An Analysis of International Complicity in Indonesia's Crimes," Asian Survey, vol. 42, no. 4, juli-august 2002, side 623-641.
2. "Rede Feto: East Timor Women's Network demands justice," 25. august 2002, via internet.
3. ETAN, "Rights Group Calls for International Tribunal," December 2002, via internet.
4. Ian Martin, "No Justice in Jakarta," Washington Post, 27. august 2002, via internet.
5. James Dunn, "Crimes in East Timor unpunished," Canberra Times, 7. januar 2003, via internet.
6. Joseph Nevins, "First the Butchery, Then the Flowers: Clinton and Holbrooke in East Timor," CounterPunch, 16.-31. maj 2002, via internet.
7. Sylvia de Bertodano, "Justice for East Timor," No Peace Without Justice, 15. maj 2002, via internet.
 
Den afsluttende artikel i denne serie sætter fokus på Østtimor og FNs kommissær for menneskerettigheder. Forrige artikel satte fokus på arbejdet med at få selvstændigheden til at fungere.