Regnbuens ende

"Den nylige efterretningssag i Polen rejser spørgsmålet, om vi snart her i Danmark vil se lignende bekendelser om dunkle efterretningssager."
Ovenstående citat er fra det lille nyhedsbrev Ekomedia i 1987 om to danske agenter, der var blevet fanget i Polen. Den danske regering insisterede på, at de blot var et par uheldige turister.
Den århusianske bogcafée "Regnbuen" var omdrejningspunktet for Ekomedia og en masse andre undergrundsbevægelser. Regnbuen var lige lukket, men det stoppede ikke aktiviteten og Ekomedia fortsatte i en årrække.
Den småprofetiske kommentator fra Ekomedia kunne ikke ane, at skandalen om efterretningstjenesten først ville komme i 1998 - blandt andet med udgangspunkt i PETs infiltrering af anarkisterne i bogcaféen Regnbuen.


 

PETs agent hos anarkisterne PET-agent Anders Nørgaard infiltrerede i begyndelsen af 80erne "Regnbuebevægelsen" i Århus. Det står i alle aviser, efter at TV2 fortalte hans historie. Der er blot et lille problem. Selv om agenten hele tiden taler om "Regnbuebevægelsen" findes den ikke. Og den fandtes heller ikke den gang. Agenten infiltrerede den lille bogcafé Regnbuen. Omkring denne bogcafé flokkede en kreds af meget forskellige mennesker fordelt på endnu flere meget små bevægelser og foreninger. Men der var ikke nogen "Regnbuebevægelse". Agentens misforståelse af navnet er måske blot en detalje, men den siger meget om hvad han forstod - eller rettere ikke forstod. Agenten har tydeligvis ikke fattet en dyt af hvad Regnbuen var - og det er ikke svært at forestille sig hvilke vrangforestillinger, han har bragt videre til Politiets Efterretningstjeneste.

Den lille bogcafé i de støvede lokaler i Mejlgade 48 udgav et væld af materialer. Fra et af de gulnede skrifter stammer billedet øverst - og følgende beskrivelse fra 1981: Kredsen omkring bogcaféen består af anarkister og anti-autoritære socialister i mange afskygninger. For tiden eksisterer der tre arbejdsgrupper med direkte tilknytning til bixen - en tager sig af bogcaféens daglige pasning og pleje, en anden varetager de internationale relationer, d.v.s. forbindelsen med udenlandske anarkistiske grupper. Den tredje gruppes arbejdsområde er information/nyhedsformidling. I bogcaféen finder du et væld af anti-autoritær litteratur, bøger, plakater og masser af alternative og anarkistiske tidsskrifter på dansk, svensk, norsk, tysk, engelsk og spansk. Desuden er der for det meste kaffe på kanden og nogen at drikke den sammen med.

 
Pacifister og byguerilla
Bogcaféen blev startet efter en studiekreds om anarkisme. Folkene omkring caféen er kommet og gået - og det samme er aktiviteterne.
Grundlaget var hele tiden bogcaféen, men det var først og fremmest et knudepunkt, hvor byens mange anarkistiske særlinge mødtes, forenede deres kræfter og røg rigeligt med tjald.
Caféen udgav og solgte nyhedsbreve, tidsskrifter og bøger om anarkisme og modstand mod alt og alle - og støtte til nogle få.
I Regnbuen mødtes tilhængere af Gadaffi, IRA og diverse indfødte folkeslag. Sympatien for den tyske byguerilla Rote Armé Fraktion var også udbredt. Alle undertrykte grupper fik sympati, men de anvendte midler var til evig diskussion.
Den direkte støtte til kæmpende grupper verden over lå mest i munden og i de hjemmetrykte pamfletter på hylderne. Her stod pacifisternes blade og bøger om ikkevold fredeligt sammen med RAFs opfordringer til væbnet kamp. Gamle ikkevolds-teoretikere blev også hyldet - og ofte af de samme, der flittigt studerede RAFs skrifter.
Hvis Regnbuen havde en politisk guru, var det gamle Carl Heinrich Petersen. En anarkistisk historiker og teoretiker, der selv bestyrede en bogcafé i Viborg. Han var pacifist og medlem af Aldrig Mere Krig.
Videbegærligheden var stor og i baglokalets tjaldtåger mødtes teoretisk stridende parter i ørkesløse og undertiden frugtbare diskussioner.
Der var masser af paranoia, falske navne og snak om alt det, man skulle huske ikke at sige - for der var nok nogen, der lyttede. Sikkerheden druknede hurtigt i ungdommeligt vovemod og tjaldtåger.
Salget af anarkistiske og samfundsomstyrtende bøger og blade gav ikke stort, så en vrangvillig støttekreds måtte kronisk spytte i bøssen til huslejen.
August 1987 var det forbi. Økonomien blev for stram, da huslejen efterhånden var blevet skruet grundigt op af ejeren. Nu er det en musikbutik for slagtøjsinstrumenter.

Overvågningen
Regnbuen ville blot have været et sjovt minde, hvis ikke afsløringen af PETs ulovlige overvågning var dukket op. Politiets Efterretningstjeneste havde betalt en højreorienteret person for at flytte til Århus og infiltrere bogcaféen Regnbuen.
Agenten var blevet placeret hos Regnbuen efter nogle mystiske brandstiftelser i Århus, der blev kædet sammen med en organisation kaldet DSB - Danmarks Socialistiske Befrielseshær. Politiet har dog aldrig offentliggjort nogle beviser på, at DSB eksisterede eller havde noget at gøre med brandene.
Avisskriverierne om "Danmarks Socialistiske Befrielseshær" blev aldrig taget særligt alvorligt af folkene omkring Regnbuen, der nu kan se sig omtalt i pressen som fortsat under mistanke for brandstiftelse.
Agenten Anders Nørgaard praler af, at han hurtigt kom på så god fod med "Regnbuebevægelsen", at han fik adgang til nøglen til bogcaféen. Det var nu ikke så svært at få.
I gennemtrækket af grupper og enkeltpersoner var det ret svært ikke at blive presset til at tage en nøgle. Der manglede altid personer, der var villige til at åbne og lukke caféen på de annoncerede tidspunkter (som skiltet sagde: Lukker 16:57).
Folk i miljøet omkring Regnbuen havde mange bizarre bekendte verden over og en efterretningstjeneste måtte kunne samle meget god sladder op. På et tidspunkt blev to vesttyske piger anholdt og kaldt til samtale på politigården om deres internationale kontakter, men de måtte løslades igen uden yderligere påtale.

Regnbuen sejrede
Officielt kom der altså aldrig noget ud af agent Nørgaards besøg i Århus, men det gør der nu. Efterretningstjenestens overvågning af lovlig politisk virksomhed var dybt ulovlig.
Den ulovlige overvågning har udløst et voldsomt politisk uvejr, der vil ryste og ændre Politiets Efterreretningstjeneste.
Offentligheden vil for første gang få indblik i landets efterretningstjenestes arbejde. En tilsvarende oprydning er foregået i vore nabolande og har afsløret voldsomt udemokratiske overvågninger.
Samfundsomstyrterne i bogcaféen Regnbuen endte med at få en uventet gevinst.

---

Anarki - et samfund i frihed

Den russiske anarkist Emma Goldman boede og kæmpede i USA det meste af sit liv. Hun skrev i 1940 bogen "Mennesket, samfundet og staten", der her hjemme først blev udgivet i 1981 af bogcaféen Regnbuen, trykt af undertegnede. Her defineres anarkisme på følgende måde:

Med anarkismen mener jeg bestemt ikke den forvrængede forestilling om anarkismen, som staten og autoritetens tilbedere udbreder. Med anarkismen mener jeg den grundlæggende tanke bag en ny samfundsorden bygget på individets frigjorte kræfter og de frie individers frivillige forbund. Anarkismen er den eneste samfundsteori, der stædigt fastholder, at samfundet er til for menneskets skyld - ikke omvendt. Samfundets eneste legitime formål er at tjene til at opfylde individets behov og dets stræben efter at opnå noget højere. Dette er samfundets eneste eksistensbetrettigelse og brugt på denne måde kan det fremme udviklingen og kulturen. De politiske partier og de magtsyge mænd vil håne mig og sige, at jeg hører til i en anden tid. Jeg giver dem med glæde ret. Jeg finder trøst i visheden om, at deres hysteri er et forbigående fænomen. Deres budskab forgår. Menneskets inderlige længsel efter befrielse fra al magt og autoriteter dulmes ikke af denne forrykte sang. Menneskets frihedstrang er evig og sprænger alle lænker.

---

Læs også den opfølgende artikel fra 2009, samt Tom Vilmer Paamands brevveksling med Politiets Efterretningstjeneste om overvågningen af "Regnbuen".