Luk de lukkede tjenester

Den 30. september 1968 fremsatte den nydannede VKR-regering følgende erklæring:

"Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
At sådanne registreringer hidtil har fundet sted, har ofte givet anledning til debat både under den nuværende og tidligere regeringer.
Det beror naturligvis på et skøn, om registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan udfolde sig.
Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Såfremt der fra tidligere tid måtte være registreret oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort.".

Dermed måtte man formode, at efterretningstjenesterne i fremtiden ville ophøre med deres registrering af lovlig politisk virksomhed.

Der er imidlertid en række problemer med den borgerlige VKR-regerings hensigtserklæring. Problemerne ligger i begrebet hensigtserklæring: En hensigt og en erklæring. Ikke et forbud og ikke en lov. Dette er meget usædvanligt og er kun brugt et par gange tidligere i Danmarkshistorien i forbindelse med debatten om fremmede tropper i begyndelsen af 1950erne:
Ingen fremmede tropper og fly i Danmark, samt i forbindelse med regeringserklæringen om den danske atomvåbenpolitik i slutningen af 1950erne: Ingen atomvåben på dansk jord. Regeringserkleringen om atomvåben på dansk jord gjaldt tilsyneladende ikke for Grønland.

Hensigtserklæringen om efterretningstjenesternes registrering af lovlig politisk virksomhed viser også et andet problem: Der er tilsyneladende overhovedet ikke nogen lovgivning i Danmark på efterretningsområdet. Militariserede stater har altid haft en eller flere hemmelige tjenester og i Danmark kan disses aktiviteter spores tilbage i enevældstiden, f.eks. Dampe/Jørgensen-sagen fra 1821. Men der har mig bekendt aldrig været lovgivet om de hemmelige tjenester og hvis der har, så er det regler som ikke er offentligt tilgængelige.

Efterretningstjenester er altid et redskab for den herskende politiske magt og vil pr. definition altid betragte enhver ny opposition som et emne for overvågning. Man kan således formode, at samtlige politiske partier og organisationer som er grundlagt efter grundlovens indførsel i 1849 har været genstand for mere eller mindre systematisk overvågning og registrering, herunder specielt venstreoppositionelle partier og fredsgrupper. Det er der talrige dokumenterede eksempler på ikke alene i Danmark, men i alle militariserede lande og den sidste del af regeringserklæringen fra 1968 er en klar erkendelse heraf. Se eksempelvis Carl Scharnbergs artikel: Hvem var manden, der fik mig i kartoteket? Ekstra Bladet 23. 1.1964.

I takt med at der findes en hemmelig lovgivning eller hemmelige regler for efterretningsvirksomhed formindskes demokratiet, fordi det er uklart hvem der bestemmer, hvad der er lovlig politisk virksomhed.

Desuden er der ikke i regeringserklæringen af 1968 indføjet en straf for overtrædelse af erklæringen. Altså, I kan roligt arbejde videre.

Efter regeringserklæringen står efterretningstjenesten med et problem af formel art: I det skjulte kan man godt arbejde videre som hidtil, men udadtil må tjenesterne bruge andre metoder. Disse viser sig at være forsøg på at knægte folks og organisationers ytringsfrihed, specielt når disse beskæftigede sig for meget med efterretningstjenesterne selv. Den politik kom til at gå ud over en del pressefolk ved sigtelser for overtrædelse af straffelovens kapitel om anslag mod statens sikkerhed, paragraf 110 a:

"Med bøde, hæfte eller under skærpede omstændigheder med fængsel indtil 3 år straffes den, som forsætligt eller uagtsomt uden behørig tilladelse

1) beskriver, fotograferer eller på anden måde afbilder danske ikke almenttilgængelige militære forsvarsanlæg, depoter, enheder, våben, materiel el. lign. eller som mangfoldiggør eller offentliggør sådanne beskrivelser...

3) offentliggør bestemmelser, der vedrører danske stridskræfters mobilisering og andet krigsberedskab".

Måtte efterretningstjenesterne ikke længere selv infiltrere venstreorienterede grupper og partier fik man bare stedfortrædere til at gøre det. Hans Hetler og senest Anders Nørgaard er eksempler på denne fremgangsmåde.  

En enkelt kommentar til Anders Nørgaard-sagen skulle da være den, at der mig bekendt aldrig har eksisteret den meget omtalte "Regnbuebevægelse" i Århus. Derimod lå der i den periode en Anarkistisk Bogcafe Regnbuen i Mejlgade 48, hvilket også fremgår af Tidsskriftcentrets vejviser til Det alternative Danmark fra 1983 s. 328. En bogcafe er ikke en politisk bevægelse. Så meget for venstrepolitikeren og PET-agenten Anders Nørgaards troværdighed. Se desuden Tom Vilmer Paamands artikel: Regnbuens ende. Danske anarkister i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne var oplært af Carl Heinrich Petersen, der som medlem af Aldrig Mere Krig, repræsenterede den politik, anarkisterne var slået ind på siden den spanske borgerkrig, ikkevold som middel til politiske forandringer.

Arkiver

Efterretningstjenesten har som så mange andre offentlige myndigheder et central-registratur. Et arkiv, med tilhørende postlister og journaler som beskriver hvornår en sag er ankommet til efterretningstjenesten, hvem der er sagsbehandler og hvad der er sket i sagen. I forbindelse med Anders Nørgaard-sagen kom det frem, at der desuden er arbejdsregistre. Det har man også haft tidligere, hvor man f. eks. over for kommissionsdomstolen af 1977 hævdede, at det var de enkelte efterretningsfolks private arkiver eller regionskartoteker. Kan man ikke formelt overholde en lov kalder man bare registrene noget andet som ikke er dækket af lovgivningen. Efterretningstjenesterne er et hierakisk foretagende og det må være chefernes ansvar, at de enkelte efterretningsfolk ikke overskrider deres beføjelser.

Kejsergade-sagen

Et år efter regeringserklæringen afslørede studenteraktivister den 22. oktober 1969 en hemmelig lyttestation i kælderen under Østasiatisk Institut ved Københavns Universitet i Kejsergade, Gråbrødre Torv, lige ved siden af hovedpostkontoret i Købmagergade.

Kejsergade-sagen viste, at efterretningstjenesterne aflyttede post, telefon- og telegraf- og teletrafik og formodentlig også diplomatisk post. Altså klare lovovertrædelser af internationale konventioner Danmark har underskrevet. Ingen politiker eller efterretningsfolk bliver imidlertid draget til ansvar. Der er heller ikke noget som tyder på, at efterretningsstationen i Kejsergade er blevet nedlagt efter afsløringen. Spørgsmålet er så: Hvor er lyttecentralen flyttet hen?

Politisk Revy og Vietnam-solidaritet

I tilknytning til Kejsergade-sagen publiserer tidsskrifterne Politisk Revy og Vietnam-solidaritet en række artikler om den amerikanske imperialisme i Danmark og herunder offentliggøre navnene på seks elektroniske lytteanlæg i Danmark, uden adresseangivelse. Under stor medieopmærksomhed beslaglægger politiet i november 1969 bladene hos bogtrykkerne. Informatíon offentliggør senere de to blades artikler, hvorfor der også rejses sigtelse mod redaktører og journalister fra Informatíon.

Politiske soldater

Efterretningnsmæssig registreringsvirksomhed af lovlig politisk virksomhed fortsatte i perioden fremover under den daværende konservative forsvarsminister Erik Ninn-Hansens embedsperiode⁽¹⁾.

Militærnægterforeningens generalforsamling, den 26. 9. 1970 blev båndet af Forsvarets Efterretningstjenesten, fordi Militærnægterforeningen havde begrebet politiske soldater på dagsordenen. Dette blev senere bekræftet af en kommissionsdomstol i 1977⁽²⁾.

Dette åbenbare grundlovsbrud fik ikke politiske eller strafferetlige konsekvenser for den registreringsglade konservative forsvarsminister.

I samme periode forsøgte Politiets Efterretningstjeneste sig med anden overvågning af lovlig politisk virksomhed. I 1971 overvåges Revolutionære Socialisters Forbund, hvilket kommer frem under Kasper Neergaard-sagen⁽³⁾

Efterretningstjenesterne og fredsbevægelserne

Efterretningstjenesterne opererer ikke i et lukket rum inden for et lands grænser. De samarbejder. I begyndelsen af 1980erne er efterretningstjenesterne i de skandinaviske lande involveret i flere næsten ens politiske sager, som alle har med fredsbevægelsernes ytrings- og forskningsfrihed at gøre. Der var to hovedårsager til efterretningstjenesterens interesse for fredsbevægelserne og fredsforskerne. På grund af NATOs beslutning om at udstationere 572 mellemdistance-raketter i Europa udstyret med atomvåben, voksede fredsbevægelserne i de europæiske lande til at blive folkebevægelser. I 1970erne var der samtidigt sket det, at fredsforskningen var blevet anerkendt som en tværfaglig videnskabelig disciplin ved universiteterne. Fredsforskningsinstitutter skød frem overalt, med Norge og Sverige som nogle af forgangslandene. En del af fredsforskningen består i lighed med andre videnskaber i at indsamle empiriske data som gøres til genstand for analyse og ikke overraskende beskæftigede fredsforskerne sig med international politik, antallet af krige, mængden af våben, våbensalg osv. Og i midten af 1970erne begyndte fredsforskerne også at beskæfttige sig med efterretningstjenesterne.
 

Fredsforskerne havde i slutningen af 1970erne interesseret sig lidt for meget for efterretningstjenesterne og nu skulle de kanøfles, hvilket efterretningstjenesterne anvendte retsvæsnet til. Der blev rejst en lang række sager af politisk art.

Det drejer sig bl. a. om retssagerne mod:

• dem norske fredsforsker Nils Petter Gleditsch, for sammen med den new zealandske fredsforsker Owen Wilkes at have kortlagt den elektroniske efterretningsvirksomhed i Norge i et projekt for fredsforskningsinstituttet i Oslo. De har i en foreløbig rapport som blev offentliggjort på engelsk, den 22. februar 1979, kommet frem til den konklusion, at de amerikanske efterretningsanlæg i Norge ikke tjente norske, men amerikanske militære interesser. Det var ikke den engelsksprogede rapport som vakte de norske efterretningsfolks interesse, men en norsk oversættelse og udgivelse af den et par år senere⁽⁴⁾.

• Owen Wilkes, for at have indsamlet oplysninger om den svenske elektroniske efterretningsvirksomhed, mens han arbejdede for fredsforskningsinstituttet i Stockholm ned et projekt om udenlandske baser over hele verden⁽⁵⁾. Spionagesigtelserne frafaldes senere, men da havde de svenske massemedier ikke de store overskrifter fremme.

• den norske afdeling af War Resister's International - Folkereisning mot Krig - den såkaldte Ikkevoldssag, efter foreningens tidsskrift af samme navn. Tidsskriftet havde arbejdet videre med Gleditsch, Wilkes-sagen og foreningen og tidsskriftet blev udsat for gentagne spionagsigtelser, husundersøgelser, beslaglæggelse af medlemslister osv, men blev til sidst frikendt ved den norske højesteret⁽⁶⁾.

• Sagen mod Søren Møller Christensen og det militærkritiske tidsskrift Forsvar: Forsvar begrundede i en leder sit temanummer fra foråret 1981 om efterretningstjenesterne med "Elektroniske efterretningsanlæg er af vital betydning for Vestens våbensystemer og operative muligheder. De danske efterretningsanlæg tjener nationale varslingsbehov. Men er samtidig integrerede led i et system, som udvider USAs offensive slagkraft. Dette er i klar modstrid med primære danske sikkerhedsinteresser. I det lys skal dette nummer læses".

Det gjorde man ikke hos efterretningstjenesten og i Justitsministeriet. Justitsministeriet rejser sigtelse mod Søren Møller Christensen, "For som redaktør af tidsskriftet Militærkritisk magasin Forsvar 1981 nr. 4, at have skadet landets sikkerhed ved at offentliggøre tilgængelige oplysninger om elektronisk efterretningsvirksomhed i Danmark".

• sagen mod forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen - der også var en kendt skribent på venstrefløjen. Denne sag er lidt anderledes end de andre, for Arne Herløv Petersen var ikke fredsforsker, men formålet var det samme, at miskreditere fredssagen.

I 1993 kom det desuden frem, at efterretningstjenesten foretog politisk spionage mod Samarbejdskommiteen for Fred og Sikkerhed⁽⁷⁾.

Trods en meget ihærdig og omfattende dansk pressekampagne fra borgerlig side - hvorunder det føg med ophidsede beskyldninger om spionage og landsforrædderi, bl. a. refereret, kommenteret og udlagt både den internationale presse og i Jyllands-Posten⁽⁸⁾, blev hverken Owen Wilkes, Folkereisning mot Krig, Søren Møller Christensen og Arne Herløv Petersen dømt for spionage - sigtelserne blev frafaldet i retten med fastholdt i pressen - de andre sigtede fra slutningen af 1960erne blev dømt dagbøder efter retssagsfarser, der kunne have været iscenesat af Kaptajnen fra Köbenick.

Disse sager viser klart, at efterretningstjenesterne er politiske og anvendes politisk. Det er dog ikke helt tydeligt, hvem det er som anvender efterretningstjenesterne til politiske formål. Ved enhver forbrydelse skal man for at opklare den, se på motivet: Hvem har gavn af forbrydelsen. Hvis den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen har ret i, at han ikke har godkendt eller haft kendskab til Anders Nørgaard-sagen, så må det være politikere eller embedsmænd på lavere niveau som får glæde af oplysningerne. Hvis ikke efterretningstjenesterne sanker i lade indtil den dag, hvor mobiliseringsordren kommer.  

Endelig kunne man forestille sig, at efterretningstjenesterne har et kollegialt samarbejde med beslægtede organisationer i andre NATO-lande og vestligt orienterede lande som får registeroplysninger om personers og organisationers politiske og private gøren og laden i Danmark. Mens de danske politikere står i fordøren siger til de slemme drenge i Tyrkiet: fy, fy, i skal behandle kurderne ordentlig, så står de danske efterretningsfolk ved bagdøren og giver de tyrkiske kollegaer oplysninger om, danskere som er modstandere af de tyrkiske myndigheders overtrædelse af menneskerettigheder, bare i tilfældet af, at nogle af modstanderne skulle være uforsigtige nok til at tage på ferie i det solbeskinnede land. Ved at samarbejde med andre efterretningstjenester kan efterretningsfolkene eksempelvis sende et kopi af en database til USA, slette det danske kopi af basen - meddele dette til ministeren og kontroludvalget og når man har brug for basen, så henter man den bare hjem igen.

Krav til fremtidig efterretningsarbejde

Hvis det i fremtiden skal undgås, at efterretningstjenester og efterretningsfolk misbruges i politisk øjemed, skal der ske følgende:

1. Politiets Efterretningstjeneste nedlægges. Politiet har ikke brug for en efterretningstjeneste der har sin nuværende udformning fra den kolde krig. Er der tvivl om folks kriminelle hensigter, efterforskes dette efter at kriminaliteten har fundet sted af det almindelige civile kriminalpoliti. Kriminalitet skal ikke efterforskes før det finder sted. Politiets Efterretningstjenestes personale pensioneres eller flyttes over til civilt politiarbejde.
   
2. Efterretningstjenester skal, indtil deres virksomhed er afløst af åben informationsudveksling - vi lever i en global landsby - under streng parlamentarisk kontrol. Det vil sige, at parlamentarikerne ikke bare skal have indsigt i efterretningsvirksomhed, de skal også godkende den både før og efter en operation er afsluttet. Den parlamentariske kontrol skal udbygges, således at den lever op til sit navn af kontrol. Desuden skal parlamentarikerne ikke kun kikke efterretningstjenesterne i kortene, de skal også give efterretningsfolkene dem. Politikerne skal lovgive om efterretningstjenesternes virksomhed. I forbindelse med lovgivning skal efteretningstjenestens budget og årsberetning offentliggøres. Hvis amerikanerne kan, så kan Danmark også.
   
3. Efterretningstjenesterne skal i en overgangsordning til deres nedlæggelse ledes af ikke militært uddannede personer.
   
4. Alle efterretningstjenesters arkiver skal afleveres til offentlige arkiver mindst to år efter sagernes afslutning.
   
5. Alle efterretningsarkiver skal være offentligt tilgængelige 5 år efter at de er afleveret til offentlige arkiver.
   
6. Alle nuværende efterretningsarkiver skal gennemgås under parlamentarisk og offentlig kontrol.
   
7. Alle sager og sagsmapper i efterretningstjenesterne skal gennemgås med henblik på at undersøge om der er sket brud på grundloven eller på almene menneskerettighedstraktater som NATO-landene har ratificeret.
   
8. Alle dommergodkendelser af aflytningssager gøres til genstand for efterforskning og demokratisk kontrol.
   
9. Ansvar for overtrædelse af grundloven og almene menneskerettighedstraktater i forbindelse med efterretningsvirksomhed pådømmes ved domstole. De ansvarlige for sådanne operationer og ulovlig efterretningvirksomhed drages til ansvar for deres handlinger.
   
10. Afskaffelse af straffelovens paragraf 110 a.

 

Litteratur om de danske efterretningstjenester

• Andersen, Jacob:
  • "Operation Kastanje" / Jacob Andersen ; Søren Jacobsen.
  • - København : Ekstra Bladet, 1978. - 255 s. : ill. . - ISBN 87-19980579-2-8
  • Beskriver Hetler-sagen.

• Hjort, Jesper:
  • Fredens spioner : Efterretningstjenesternes krig mod fredsbevægelsen / Jesper Hjort ; Simon Hansen. - Egtved : Fredsbevægelsens forlag, 1983. - 116 s. : ill. - ISBN 87-88089-34-7
  • De to forfattere, der er journalister, gennemgår de mange sager, hvor fredsbevægelsen søges stemplet som Sovjets forlængede arm. De afdækker kontakter mellem efterretningstjenester, politikere og højrevendte journalister.

• Jensen, Keld:
  • Klædt på til krig / Keld Jensen. - København : Socialistisk Arbejderforlag, 1986. - 138 s. : ill. - ISBN 87-87602-60-1
  • Bogen består af en række artikler, der har været bragt i Klassekampen og Socialistisk Weekend. Artiklerne handler om, hvordan det danske militær som en integreret del af NATO medvirker til at gennemføre NATOs offensive planlægning.

• Krogh, Torben:
  • Anslag mod statens sikkerhed : Efterretningssagerne 1969-1971 / Torben Krogh. - København : Rhodos, 1971. - 217 s. - ISBN 87-7496-276-0
  • Forfatteren beskriver Kejsergade-sagen, der drejede sig ikke blot om lyttecentralen og beslaglæggelsen af venstreorienterede tidsskrifter, men også om politiets registrering af politiske modstandere, om pressens behandling af regeringens anslag mod ytringsfriheden og om domstolenes rolle.

• Larsen, Alex Frank:
  • De sprængte sind : Hemmelige forsøg med LSD / Alex Frank Larsen. - København : Informatíons forlag, 1985. - 182 s. - ISBN 87-7514-034-9
  • Bogen afslører, hvorledes danske læger anvendte LSD over for 500 danske patienter som et led i CIAs krigsførsel. CIA betalte via hemmelige fonde tusinder af psykiatere og adfærdsforskere for at afprøve stoffet.

• Nissen Styrk, Mads:
  • Efterretningstjeneste på udflugt : Kasper Neergaad-sagen / Mads Nissen Styrk ; Poul Smidt. - København :
  • Demos, 1972. - 94 s. : ill. ; 17 cm. ; Demos dokument ; 5). - ISBN 87-87337-16-9

• Nissen Styrk, Mads:
  • En sønderjysk bondedreng der drog ud : erindringer / Mads Nissen Styrk. - Århus :
  • Husets Forlag, 1984. - 151 s. : ill. - ISBN 87-7483-114-3

• Nissen Styrk, Mads:
  • De hemmelige kartoteker : Pest over Danmark / Mads Nissen Styrk.
  • - Århus : Aros, 1964. - 128 s. : ill.

• Nissen Styrk, Mads:
  • De mange kartoteker : Pest over Danmark / Mads Nissen Styrk.
  • - Århus : Aros, 1967. - 87 s. : ill.

• Smidt, Poul:
  Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977
  • Undergravende virksomhed : Beretning fra Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977 / Poul Smidt. - København :
  • Demos, 1977. - 70 s. : ill. - ISBN 87-87337-1990-8

• DDVs Dokumentationsgruppe:
  • Under dække : Efterretninger om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper : / redigeret af DDVs Dokumentationsgruppe . - København :
  • Demos, 1978. - 192 s. : ill. ; Hvorledes borgerskabet inddæmmer revolution og bekæmper de revolutionære ; 3). - ISBN 87-87337-1998-3

Noter

1. Se Torben Krog: Anslag mod statens sikkerhed.
   
2. Se Undergravende virksomhed : beretning fra kommissionsdomstolen af 13. juli 1977.
   
3. Efterretningstjeneste på udflugt : Kasper Neergaad-sagen.
   
4. Om retssagerne i Norge se eksempelvis: Forskning eller spionasje? : Rapport om straffesaken i Oslo Byrett i mai 1981. - Oslo : Institut for fredsforskning, 1981 - 412 s. For en bred gennemgang af de forskellige norske sager op igennem 1970erne se: Samia, F. G.: "Norway, (Un)willing Spy for the U. S.". I: "Covert Action Information Bulletin". 1980:9. s. 4-9.
   
5. Gleditsch, Nils Petter:
6. Se også: Forskning på kant med loven : Krig & Fred, nr. 2 s. 9-15. 1985
7. Denne artikel beskriver en lang række efterretningssager i Skandinavien ; Kejsergade-sagen ; IB-sagen ; Trædal-sagen ; Blindheim-sagen ; Liste-sagen ; Furre Gustavsen-sagen ; Sjue-sagen ; sagen mod Folkereisning mot Krig ; Kanin-sagen ; Ikkevolds-sagen ; Alle Men-sagen ; Sagen mod Forsvar ; Wilkes-sagen ; Anden sag mod Ikkevold ; CC-sagen ; VC-sagen
8. Den forløbige raport om elektronisk efterretningsvirksomhed i Norge blev oversat til norsk og udgivet som: Onkel Sams kaniner : Teknisk etterretning i Norge / Nils Petter Gleditsch ; Owen Wilkes. - Oslo : Pax, 1981. - 213 s. ; tredje udgave. - ISBN 82-530-1142-3. Den endelige rapport elektronisk efterretningsvirksomhed blev først færdig i 1987 og er publiceret som: Loran-C and Omega : A study of the military importance of radio navigation aids / Owen Wilkes ; Nils Petter Gleditsch. - Oslo : Norwegian University Press, 1987. - 397 s. : ill. - ISBN 82-2000-07703-9
9. Campel, Duncan: Peace Man deported. I:"New Statesman", 10. 9. 1982. Se den new zealandske fredsforsker Owen Wilkes egen beretning om hans oplevelser hos det svenske sikkerhedspoliti Säpo i artiklen: "How I became a "spy" in 10 easy days. In: Human Rights : Information Bulletin From the League for Human Rights and Freedom, 1981:3. s. 3-26.
   
10. Se: S.O.S. U. S. Andøya : ikkevoldssaken og amerikansk antiubåtskrigsføring. Oslo. FMK, 1986 - 148 s.
    
11. Demos Nyhedsbrev 1993, nr. 23 s. 15.
    
12. Når oplysning bliver farlig. JP. 1. 3. 1981. Se også "Afdelingsforstander" P. H. Berings læserbreve i Jyllands Posten: Hvem betaler Forsvar? 20.4. 1980 og specielt læserbrevet: Det røde reglement for udenomssnak JP 17. 3. 1981. Debatten om AHP fortsatte i JP i forbindelse med udgivelsen af Gordievskys erindringer, specielt den 13. 11. 1988. Se også Torben Retsbøll: Jyllands-Posten, Arne Herløv Petersen og KGB. Informatíon. 10. 5. 1994.