Fælles om vandrør på tværs af fronten

Under besættelser, som den russiske af ukrainske områder langs grænsen, opstår to meget modstridende behov. Det ene er at få besættelsesmagten smidt ud – gennem militære angreb og sabotage, eller via ikkemilitære kampformer og befolkningens aktive opgør imod samarbejde med den ubudne magt.

På trods af dette skal den lokale befolkning samtidig overleve, og skabe sig så god en dagligdag, som de pressede omstændigheder tillader. Flertallet befinder sig oftest langt fra aktive frontlinjer, og har her behov for mad, varme og lys – selvom skræmmende bombebrag kan høres i det fjerne.

Rusland og Ukraine er derfor nødsaget til at samarbejde på rigtig mange områder, mens den blodige krig ubønhørligt fortsætter rundt omkring disse aftaler. Der er mange essentielle tjenester og infrastrukturer, der tjener befolkningerne på begge sider af fronten, og hvor parterne godt kan finde en gensidig egeninteresse i et nødtvungent samarbejde.

Sådant samarbejde sker typisk gennem stiltiende aftale, lokal våbenhvile eller hjælp fra humanitære organisationer, og når sjældent op til at kræve formelle bilaterale forhandlinger. Parterne vil jo gerne undgå katastrofer i sine egne områder, og oven i kommer de internationale humanitære aftaler, som begge parter dog bedst husker på, når de andre kan beskyldes for at overtræde dem.


Omkring tre million ukrainere bor i de russisk-besatte områder i Donbass, Luhansk, Kherson, Krim og Zaporizjzja, men anses (naturligvis) fortsat som statsborgere i Ukraine.

⦿ Ukrainere i de besatte områder har fortsat ret til pension og andre sociale ydelser fra Ukraine. Disse nødvendige og berettigede overførsler krævede komplicerede forhandlinger, men i 2025 er det lykkedes at få en nemmere ordning på plads. Personer i de besatte territorier kan nu modtage pension via en udenlandsk bank tilknyttet de internationale systemer, hvilket dog netop ikke gælder Ruslands egne banksystemer, som jo er heftigt sanktioneret.

Ydermere har Rusland i sin egen lovgivning gjort områderne formelt russiske, og presser indbyggerne til at modtage russisk statsborgerskab. Dette virker tillokkende, for pensionen fra Rusland kan være dobbelt så høj som Ukraines, men overgangen er kompliceret – og ingen af beløbene er reelt særligt store.

⦿ På det militære områder sker løbende udveksling af krigsfanger. Røde Kors får som regel adgang til fangerne som neutral mellemmand, fører lister over dem og koordinerer indimellem pakker og breve til og fra fangerne.

⦿ I Donbass blev hele vandforsyningen administreret af det ukrainske selskab Voda Donbasu, der siden 2014 fortsat forsynede millioner af mennesker på tværs af alle frontlinjer via sine rørledninger. Når kampene så igenigen ramte vandforsyningen, måtte de ukrainske teknikere rykke ud, reparere og vedligeholde systemet – men først når forhandlinger med hjælp fra Røde Kors havde skabt de nødvendige midlertidige stop i kamphandlingerne.

Dette usikre samarbejde fortsatte imens vandforsyningen blev værre og værre – da dens større infrastruktur efterhånden blev bombet for hårdt i stykker. Men først nu i april brød samarbejdet endeligt sammen, og Rusland tog kontrol over de pumper og anlæg, som de kunne – og siden er det blot gået ned af bakke for de hårdt plagede indbyggere. Rørene går fortsat på kryds og tværs, men nu slider ukrainske teknikere med at få dem afbrudt, hvor vandet fører til besatte områder. Næste gang frontlinjen flytter sig, må de starte forfra med at anlægge rør.

⦿ To af de mere kendte samarbejdspunkter er på energiområdet. Russisk olie flyder fortsat frit igennem Ukraines rørledninger til vestlige lande, baseret på en EU-aftale. Det bliver løbende sværere for russisk gas, men denne bliver nu eksporteret via tankskibe til Europas havne – omlastet, så det ser mere lovligt ud.

⦿ Europas største atomkraftværk Zaporizjzja ligger i Ukraine, men er besat af Rusland. Sådanne værker kræver spøjst nok strøm udefra for at kunne køre sikkert. Denne strøm kan kortvarigt komme fra dieselgeneratorer, men dette er rigeligt usikkert, for uden nødstrøm bryder værket sammen – og selv Putin har ikke lyst til en ny Chernobyl-katastrofe.

I oktober var der igen en måneds strømafbrydelse forårsaget af ødelagte elmaster. Rusland og Ukraine måtte derfor aftale en lokal våbenhvile for at kunne udbedre problemet. Det Internationale Atomenergiagentur koordinerede, at ukrainske ingeniører kunne reparere den beskadigede 750 kV Dniprovska-linje uden at blive beskudt, og imens tjekkede russere at reaktorkappen fortsat var tæt nok. Nu er værket lidt sikrere, men kan fortsat ikke selv producere strøm.


Alle disse udfordringer, der løbende har nødvendiggjort et tæt samarbejde trods krigen, burde også fungere som en tillidsskabende øvelse imellem de stridende parter. Især når man fx går fælles om at holde et gammelt atomkraftværk sikkert, imens det jævnligt bliver ramt af hinandens vildfarne bomber, så burde absurditeten i de gensidige ødelæggelser stå rystende klart.

Men selv den slags mærkes nok mest på det lokale niveau, og ikke helt op i regeringstoppen, hvor beslutningerne om fortsat krig åbenbart fortsat virker som sund fornuft. Heller ikke folkene omkring Putin lader til at turde sige ham imod, så han lever i sin helt egen informationsboble – og alt tyder på, at han selv tror på sit eget vrøvl.

Hvilket herhjemme på lignende vis kan siges om vores statsminister Mette Krigeriksen, hvis udtalelser om angrebstrusler og åndelig oprustning også ligger fjernt fra danskernes hverdag. Hendes parti fik sig et dyk ved valget – men der står desværre intet fredeligt alternativ og banker på. Så vi må bruge de partier der er – skriv til dem, for Ukraine trænger til hjælp. Men til de fredelige løsninger, som ingen andre tør foreslå!



Fodnote- og kildeliste