Olie vigtigere end fred?

Russisk olie importeres fortsat gennem Ukraine til Vesten, i en EU-godkendt rævekage.

Af Tom Vilmer Paamand - september 2025

Se temaet

image Vesten forhandler fint med Putin, men får alligevel ikke skabt fred. Det gode samarbejde gør det i stedet muligt fx, at russisk olie fortsat frit kan flyde igennem Ukraine til vestlige lande.

Eller rettere, officielt er denne olie slet ikke fra Rusland. Olien importeres nemlig til Ukraine via en omvej igennem Belarus. Og lige før olien løber videre ind i Ukraine, køber ungarske ”Mol Energy” den af russiske ”Lukoil”, så nu er det ungarsk olie – der importeret fra Belarus, og således ikke fra Rusland

Olien kan dermed frit flyde udenom EUs og USAs sanktioner, takket være de to krigsførende magters fælles Druzhba rørledning – og begge tjener milliarder på dette. Oven i købet bliver en del af den russiske olie sendt retur til Ukraines tørstige krigsmaskine, efter at olien er omdannet til diesel i Slovakiet. Ungarn samarbejder fortsat så tæt med præsident Putin, at Rusland også skal stå for byggeriet af en ny rørledning mellem Ungarn og Serbien.

Ved nytår blev (nogle) rørledninger fra Rusland til Ukraine ellers officielt lukket under stor presseomtale (da kontrakterne udløb). Mere diskret blev denne nye omvej samtidig åbnet, med EUs velsignelse. Disse rørledninger behøver ikke særlig beskyttelse i Ukraine mod russiske bomber eller sabotage, da Rusland naturligvis ikke ødelægger så god en indtægtskilde.

Modsat har Ukraine nu jævnligt selv bombet deres fælles rørledning, men kun hvor den løber inde i Rusland. Da Ukraine ikke blokerer sin egen del af rørledningen, strider angrebene således ikke imod Ukraines kontrakt med Ungarn om olietransporten, der alligevel hurtigt kunne genoptages.

Ungarn har naturligvis protesteret, og bedt EU om hjælp til at stoppe Ukraines bombninger i Rusland – som også præsident Trump har kritiseret, for han holder jo meget af Ungarns autoritære præsident. For øvrigt har Trump lige påbudt Indien en straftold på 50%, fordi landet fortsat køber russisk olie - og imens køber USA selv fortsat fx uran, plutonium og gødning fra Rusland for milliarder...

Vesten forhandler altså gerne kontrakter med diktatorer. I en bedre verden, med dygtigere beslutningstagere, kunne denne forhandlingsvilje være brugt mere effektivt og i tide, så Ruslands tåbelige krig aldrig var startet. Dette fortsatte økonomiske samarbejde har i stedet forlænget krigen, men bør NU bruges konstruktivt, til at få den stoppet, tak!


Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2025 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >