Er Danmarks krige retfærdige?

Jura er indviklet, men kan også være spændende at dykke ned i, når emnet er til det. Den ny bog "Robust mandat" handler om juridiske udfordringer ved danske militære missioner. Jeg har tidligere selv på mindre faglig sikker grund skrevet om de juridiske følger af Danmarks krige, og bogen blev et godt møde med de mange eksperters tilgang til dette omdiskuterede emne.

Bogen et godt indblik i virkeligheden bag et absurd begreb som "krigens regler". Den er tænkt som en tværgående juridisk evaluering af den danske krigsindsats, ofte lidt langhåret men for det meste alligevel skrevet i forståeligt sprog.

Baggrunden er naturligvis, at Danmark i løbet af de sidste årtier har sendt soldater til lande i væbnede konflikter og deciderede kamphandlinger. Det nye er det såkaldt "robuste mandat", hvor danske soldater ikke er afventende, men anvender magt for at opnå deres mål. Tidligere danske udsendelser var ikke "fredsskabende", men overvejende FNs "fredsbevarende" missioner, men de er så blevet sjældnere nu.

Blandt forfatterne genkendte jeg Ole Wæver, der prøver at forklare den nu så hyppige danske krigsdeltagelse. Jes Rynkeby Knudsen om forsvarets håndtering af gældende folkeret. Og Oluf Jørgensen om offentlighed og hemmeligheder under krig. Samt ikke mindst Frederik Harhoff med overvejelser om hvornår vi officielt er "i krig", og det forvirrende skifte til det mere folkeretlige udtryk "væbnet konflikt", der kan læses på de næste sider i forkortet uddrag.

Folkeretligt skelnes mellem internationale væbnede konflikter, fx når Danmark bomber Irak – og så de ikke-nationale, når vi bomber i landet på opfordring fra den titulære regering i Irak. Harhoff mener det første er krig efter almen dansk opfattelse, mens Danmark ikke er i krig, når danske soldater efter invitation bekæmper organiserede væbnede grupper, der ikke selv repræsenterer en stat.

Bogens mange bidragsydere får på de næsten 500 tætskrevne sider undersøgt beslutningsprocessen, om hvornår det er lovligt at gå i krig og hvad skiftet til krigsførende magt betyder. Der er også overvejelser om holdningen til magtanvendelse, strategier på det folkeretlige område og om forsvarets håndtering af folkeret under militære operationer, måludvælgelse og brug af dødbringende magt. Samt om de retslige udfordringer ved tilbageholdelse af fanger, og når militæret møder terrorister, fremmedkrigere og pirater.

På papir er det en tung moppedreng at bladre i. Den har en god opdeling, men er uden register til opslag, så køb den som e-bog, hvorved der kan søges i teksten.

"Robust mandat" Redigeret af Peter Vedel Kessing & Andreas Laursen.
Jurist- og Økonomiforbundets forlag 2016. 488s. 400 kr.

---

Om Danmark er i krig - og dets konsekvenser

Af Frederik Harhoff
Forkortet uddrag af kapitel fems konklusion fra bogen Robust Mandat


Problemet om forholdet mellem den humanitære folkeret og national ret i henseende til dansk deltagelse i ikke-internationale væbnede konflikter i udlandet har for nylig været behandlet i teorien herhjemme. Ph.D.-stipendiat Helene Højfeldt har i en artikel i Juristen om behandlingen af landsforrædere på baggrund af Straffelovrådets forslag om en udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 102 fremhævet, at man ved at "tillægge de folkeretlige begreber (om væbnede konflikter) en anden betydning, end de var tiltænkt under folkeretten, risikerer at skabe ulighed mellem de deltagende parter".

Heri er jeg ganske enig. ... Sagen er, at vi herhjemme ikke kan straffe oprørerne for alvorlige forbrydelser begået under en intern væbnet konflikt i udlandet (fordi vi ikke har universel jurisdiktion herhjemme for forbrydelser, der kun er kriminaliseret i folkeretlig sædvaneret). Det afgørende er imidlertid, at vi efter folkeretten heller ikke kan straffe dem for lovlige krigshandlinger "som hvis de havde deltaget i en krig", idet sådanne handlinger netop ville være lovlige efter folkeretten. ...

Lektor Anders Henriksen har endvidere i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen om bl.a. Danmarks status af part i en væbnet konflikt fremhævet, at de danske styrkers bidrag til den væbnede konflikt under alle omstændigheder må have en vis vægt og omfang, før Danmark kan anses for at være "part" i konflikten. Generelle bidrag til krigsindsatsen i udlandet, "såsom finansiel støtte eller våben eller ammunitionsforsyninger falder således uden for og er alene at anse for mere indirekte støtte, der ikke er tilstrækkelige til at gøre en stat til part i konflikten".

Der skal, med et udtryk, som han henter fra en note fra det amerikanske justitsministerium, være en "direkte sammenhæng med krigsførende og fjendtlige aktiviteter" [her oversat af TVP], før den bidragende stat kan opfattes som part i den væbnede konflikt. Henriksen fastslår i forlængelse heraf, at de mere indirekte danske bidrag, der alene består i leverance af våben og ammunition og i træning og uddannelse af sikkerhedsstyrker eller varetagelse af vanlige stabsfunktioner, ikke er tilstrækkelige til, at Danmark bliver part i den væbnede konflikt, og nævner som eksempler, at de danske bidrag i Afghanistan eller Mali er af så begrænset karakter, at de ikke gør Danmark til part i de væbnede konflikter. I sådanne tilfælde anser han ikke en eventuel deltagelse under den væbnede konflikt af personer med tilknytning til Danmark for at kunne være strafbar i forhold til Straffelovrådets forslag om udvidelse af personkredsen i straffelovens § 101.

Henriksen anbefaler derfor, at det i Folketingets beslutninger om udsendelse af danske styrker til operationer i udlandet fremover bliver præciseret, hvorvidt Danmark anser sig selv som part i konflikten. Henriksens artikel er som nævnt skrevet som led i debatten herhjemme om kriminalisering af danske statsborgeres eller af personer med tilknytning til Danmarks udrejse til væbnede konflikter i udlandet for at deltage i kampene. Henriksens synspunkt er imidlertid efter min vurdering næppe holdbart, hvis det udstrækkes til at dække det mere generelle spørgsmål, der drøftes i denne artikel, om, hvornår Danmark er i krig.

Levering i udlandet af ammunition og våben til en af de krigsførende parter i konflikten kan og vil oftest være et væsentligt bidrag til modtagerens krigsevne, som modparten har en umiddelbar interesse i at forhindre. Hvis de udsendte danske styrkers lastbiler fyldt med ammunition og våben under en intern væbnet konflikt i udlandet kører ud til modtagerens baser og bliver angrebet af oprørsstyrkerne undervejs og de ledsagende danske soldater eller den civile chauffør evt. bliver taget til fange af oprørerne, - eller hvis danske civile eller militære instruktører på en base bliver taget til fange fordi basen bliver overrumplet af modstanderne, vil det være vanskeligt at få støtte til det synspunkt, at vi "ikke er i krig", og at den humanitære folkeret derfor ikke skal gælde for de danske soldater. Dette understøttes også klart i teorien.

Endvidere mener jeg ikke, at Regeringens eventuelle erklæring i Folketinget om, at Danmark ikke er part i konflikten (i forbindelse med vedtagelsen affolketingsbeslutningen om udsendelsen af det danske bidrag), vil have nogen afgørende betydning for valget af det retsgrundlag, som krigsrelaterede sager herhjemme skal behandles efter; vi kan ikke på den ene side hævde, at vi "ikke er part i konflikten", og samtidig bidrage til en deltagende parts krigsførelse. Det må være de faktiske forhold, der er afgørende for vores eventuelle status som krigsførende efter dansk ret, herunder om de danske styrker har udsigt til selv at skulle angribe oprørsstyrkerne eller evt. forsvare sig mod væbnede angreb, og dermed anvende væbnet magt imod dem.

Jeg hælder nu til den opfattelse, at sondringen herhjemme mellem det danske udtryk "krig" og det folkeretlige udtryk "væbnet konflikt" er uhensigtsmæssig, fordi den skaber uklarhed om retsgrundlaget både i civile sager, der udløses af Danmarks deltagelse i konflikten, og i et vist omfang også i danske straffesager mod medlemmer af oprørsstyrker, der kæmpe mod danske styrker under ikke-internationale væbnede konflikter i udlandet. Sondringen bør derfor afskaffes og erstattes af et ensartet udryk.

I konsekvens heraf anser jeg det for mest hensigtsmæssigt, som det er sket i den militære straffelov, at de danske særbestemmelser om krig bliver gjort anvendelige i alle de tilfælde, hvor danske styrker udsendes til deltagelse i internationale operationer og herunder må forudses at blive involveret i offensiv eller defensiv anvendelse af væbnet magt, uden hensyn til, om den væbnede konflikt er international eller ikke-international, og uden hensyn til, om vi kæmper mod en stat eller en væbnet oprørsgruppe. Danske styrkers deltagelse i væbnede konflikter i udlandet bliver naturligvis bemærket også blandt oprørsstyrkerne, og der er ingen grund til at tro, at angreb mod danske militære mål i Danmark ikke rutinemæssigt bliver overvejet blandt dem, de danske styrker er udsendt til at bekæmpe, heller ikke selvom vort bidrag er beskedent og trusselsvurderingen i Forsvarets Efterretningstjeneste er lav.

Min vurdering her indebærer selvsagt ikke, at forsvarsministeren straks skal have frie hænder til at foretage hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelse mv., så snart vi har sendt en dansk styrke af sted til en væbnet konflikt i udlandet; kun de nødvendige beføjelser må iværksættes, og alt andet ville være en krænkelse af vores retssikkerhed. Men konflikternes hurtige og globale grænseløshed (jf. angrebene i Paris) tilsiger, at vi er realistiske omkring konsekvenserne af militære styrkebidrag til operationer under væbnede konflikter i udlandet, uanset hvor store eller små de danske bidrag er. Hvis man går med i en væbnet konflikt i udlandet, må man være klar til at tage de risici, der følger med. ...

Løsningen har imidlertid den svaghed, at den ignorerer den humanitære folkeret og derved giver afkald på gensidighedsprincippet deri. Hvis vi siger herhjemme, at vi uden hensyn til den humanitære folkeret vil bedømme oprørssoldaterne fra Kastellet efter dansk ret, kan vi dårligt forvente andet, end at oprørsstyrkens domstol derude med tilsvarende ret vil behandle vores tilfangetagne soldat efter deres egen nationale ret. Er der derimod tale om en international væbnet konflikt, som Danmark er involveret i mod en anden stat, er løsningen en anden.

Hvis der f.eks. under interventionen mod Libyen var ankommet fem libyske soldater til Danmark og efter at have skiftet til fuld uniform havde taget Linie 1 til Østerport og spadseret ned ad Esplanaden og havde sprængt Kastellet i luften, ville de formentlig i henhold til artikel 13 i den første Geneve-konvention have krav på status som kombattanter med ret til krigsfangestatus. I så fald ville der imidlertid heller ikke være tvivl om, at Danmark var "i krig", og den danske særlovgivning ville allerede derfor kunne udløses. ...

Sammenfattende ser jeg således ingen grund til, at Regeringen ikke skulle kunne anerkende, at danske styrker også er "i krig", når danske styrker udsendes til deltagelse i ikke-internationale væbnede konflikter - uanset om der skal eller kan anvendes væbnet magt. Jeg foreslår derfor, at udtrykket "krig" i både forsvarsloven, straffelovene og i anden dansk særlovgivning overalt erstattes af udtrykket "væbnet konflikt"; dette er som nævnt allerede gennemført i den militære straffelov.

Jeg foreslår endvidere, at det herved enten direkte i lovteksten eller i bemærkningerne tilføjes, at krigshandlinger begået på dansk territorium i relation til ikke-internationale væbnede konflikter i udlandet, som danske styrker er involveret i, under alle omstændigheder i strafferetlig henseende skal behandles efter dansk ret ved danske domstole.