Ingen danske våben til Israel!

Inde bag murene her arbejder mange flittige kvinder og mænd. Omhyggeligt sætter de smådele sammen. Det ender som noget, der umiddelbart minder om et computerspil til børn.
Men det er slet ikke for sjov, det her - selv om der er børn, der kommer til at opleve det i brug. Den snedige danske elektronik ender langt væk - i israelske kampfly.
Resultatet kan ses i de danske tv-aviser. Resultatet er døde børn i Palæstina. Inde bag murene her produceres død og ødelæggelse - pakket pænt ind i dansk design.
Det hele er godkendt af skiftende danske regeringer - i al stilhed. Ministerierne nægter som hovedregel af give systematiske oplysninger om våbenhandlen.

Danmark er det land i Europa, der fortæller mindst om sin våbenproduktion. Underligt nok - for vi er nok også det land, der har mindst at skjule.
Den voldsomme lukkethed har gjort det svært at diskutere dansk våbenhandel - når det meste foregår i dybeste diskretion. Så i Danmark taler vi sjældent offentligt om våbenhandel.
De fleste ved end ikke, at Danmark producerer våben. Og de, der ved det, kender måske også det gamle danske figenblad, der stort set svarer til EUs regler:
Praksis har i en årrække været, at Udenrigsministeriet ikke kan anbefale, at der gives eksporttilladelse til lande, der er inddraget i krigsbegivenheder, eller til områder, hvor forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig til væbnede konflikter.
Det kan siges noget kortere: Vi sælger kun våben til lande, der ikke har brug for våben!

Denne flotte begrænsning betyder dog ikke det helt store for de danske våbenfabrikker. Som et eksempel kan jeg nævne året 1999, hvor Danmark og en del andre lande var inddraget i en militær aktion mod Jugoslavien.
Det måtte ikke officielt kaldes for en krigsbegivenhed, men da bomberne regnede ned, er det vel rimeligt at kalde det for en væbnet konflikt. Danmark eksporterede samme år våben til 17 af de lande, der var med i krigen - så i praksis er der ikke de store begrænsninger.

Også Israel modtog våben fra Danmark i 1999. Der er således ikke noget nyt i, at danske våben ender hos krigsførende lande - uanset de pæne, officielle ord.
Alligevel mente Justitsministeriet, at den gældende praksis var en administrativ belastning for virksomhederne. Så for et år siden blev mange ting gjort endnu nemmere for den danske våbenindustri.
Ændringen gjaldt dog kun dansk producerede dele til ikke-dødbringende materiel. Udtrykket ikke-dødbringende materiel er en sproglig nyskabelse, som Den Europæiske Union har givet os.
Det er lykkedes de europæiske embedsmænd at definere et kampfly som værende ikke-dødbringende. Kampflyet er en kun en platform, hvor der så eventuelt kan anbringes våben på.

Termas danske bidrag er noget elektronik, der indgår i flyets våbensystem. Det sikrer kampflyets pilot arbejdsro, så han kan affyre sine våben i fred. Så det kan vi roligt sælge, uden at skulle skele til, at elektronikken bliver sendt ud på slagmarken, så snart de færdige kampfly ankommer til Israel.
Der er dog en regel mere. De nemmere regler er begrænset til bi- og multi laterale samarbejdsprojekter mellem militære myndigheder i Danmark og EU- og NATO-lande.

Men det er så heldigt for Terma, at USA og Danmark har en aftale om fremstilling og køb af F-16 fly. For at købe de amerikanske kampfly i 1975 stillede Danmark som betingelse, at danske fabrikker fik lov til at levere stumper til dem. Termas leverancer til Israel er derfor et samarbejdsprojekt mellem militære myndigheder.
Samarbejdet går dog kun ud på, at Danmark leverer udstyret, som amerikanerne så skruer fast i flyene. Og hvem amerikanerne så sælger flyene til, har vi fraskrevet os enhver kontrol med.

Den tidligere begrænsning om kun at sælge våben til lande, der ikke har brug for våben - den gælder dog stadig. Men nu gælder den kun for rigtige våben, så Terma kan sælge løs af sit ikke-dødbringende materiel - selv til en så ustabil krudttønde som Mellemøsten.
Stumperne til de israelske kampfly er blot en del af historien, for Terma har kunder over hele kloden og producerer meget forskelligt til dette blodige marked. Terma har også forventningsfuldt meldt sig til at hjælpe amerikanerne med det famøse raketskjold - og forudser store fortjenester til dansk industri der.

Men der ser desværre ikke ud til at være noget ulovligt i al det her. Terma udnytter blot de muligheder for at tjene penge, som loven, politikerne og embedsmændene har skabt mulighed for. Der er dog meget andet "u" i det her. Det er usmageligt, uhyggeligt og umoralsk - men det hele er godkendt på pæneste vis af de danske myndigheder.

Terma er den største danske producent af våben. Eller ikke-dødbringende materiel, forsvarsmateriel eller nogle af de andre mange omskrivninger, alle bruger for at skjule det blodige slutprodukt.
Produktionen giver arbejdspladser til de mange flittige kvinder og mænd her bag murene. Terma tjener valuta hjem til Danmark - bare denne handel står til op mod 100 millioner kroner - og alle er glade.
Undtagen palæstinenserne, der må krybe i skjul for bombeangreb - imens den israelske pilot glæder sig over sikkerheden i sit kampfly - takket være dansk design, her fra Terma.

For seks år siden lykkedes det at stoppe en tilsvarende eksport af danske våben til Tyrkiet - der den gang anvendte sine kampfly på samme måde, som Israel gør i dag.
I Israel er Danmarks rolle så grotesk, at vi har hjulpet palæstinenserne med at bygge de politistationer op, som vores egne våben nu er med til at skyde i grus.
Også Danmarks anseelse i udlandet smuldrer, når de danske våbenlove gennemhulles så grundigt.

Vi må derfor kræve,
at reglerne for eksport af våben strammes,
at der bliver større åbenhed på området og
at danske våben ikke sælges til Israel.

Se baggrund og links om Terma. Se Tema om Mellemøsten - den uendelige krig.