FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Militærnægter i 30erne 1. december 1931 mødte jeg op i militærnægterlejren i Gribskoven... Af Otto Jonassen
Se temaet

Lejren bestod af en såkaldt Phønix-barak. Den var 20 m. lang og 5 m. bred. Kom vi ind fra vest, var de første 5m en gang i midten, l m bred med køkken og spisekammer på venstre side og arbejdslederens residens til højre. Derfra kom vi ind i spise- og opholdsstuen. 5 m. i kvadrat, med en vældig brændekakkelovn midt i. Her tilbragte vi fritiden, når vi var inde. Vinterdage en barsk affære. Barakken var tyndvægget, af træ-elementer, noget skæv, fordi den oprindelig var stillet op på træstubbe og kampesten som grundlag. Noget af det var sunket, så vinduerne var utætte. Når man sad mellem kakkelovn og ydervæg, blev den ene side af kroppen for kold, den anden for varm. Man lærte at rotere.
Det næste rum tog 2 m. af barakkens længde. Her var en slags vaskerum og depot. Så fulgte sovesalen, 6 m. lang med 6 2-etages køjer, og endelig var der 2 depotrum med udgangsdør imellem.
12 mand var der altså plads til. Jeg gled ind i flokken som nr. 10. Det var første gang, der havde været så mange nægtere indkaldt. Der havde været til tider temmelig få.

Jens Vejmand

Barakken havde stået der siden 1919. Oprindelig var den stillet et andet sted i skoven, så fjernt fra al menneskelig beboelse som muligt. Men på det sted havde det ikke været muligt at finde vand, trods dybdeboring, og derfor havde man altså flyttet barakken ned ved et skovløberhus - "Bolandshuset" 3 km. fra Mårum station. Så kunne nægterne få vand fra skovløberens brønd.
Som sagt havde der sommetider været få indkaldte. Der gik frasagn om flere tilfælde, hvor der kun havde været l mand indkaldt i månedvis, og boet der sammen med arbejdslederen. Den sidste, der havde boet der alene en tid, var Hagbard Jonassen, som senere i en periode var formand for landsforeningen Aldrig Mere Krig.
Men nu var vi altså 10. Jeg blev godt modtaget af et hyggeligt hold kammerater og en lidt dum men velvillig arbejdsleder Hansen.
Den første måned gik jeg med på arbejde i skoven. Arbejdet bestod i at samle kampesten op og køre dem hen til en bestemt plads i skoven. Vi arbejdede sammen med et par skovløbere, hvoraf den ene havde hest og vogn med. Nogle af stenene var så store, at de først skulle "skydes", dvs. sprænges med aerolit. Der hvor de blev kørt hen - Kallehave pladsen kaldtes det, det var sådan en slags fragt-holdeplads ved Gribskovbanen - der var en række "Jens Vejmand-pladser". Hver mand sad på et treben, en malkestol, eller på en kampesten med en sæk på, og havde foran sig en stor sten som underlag for de sten, der skulle slås til skærver. Arbejdstempoet var selvfølgelig overkommeligt. Når man slog på akkord, gjaldt det en halv m2 pr. dag, ca. det halve af, hvad en arbejdsmand præsterede. Akkord betød kun "fyraften når målet er nået".


Resten af teksten kan hentes som PDF. Den indeholder hele den muntre historie om tiden i "Skovmarinen".


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand