FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hun havde aldrig hørt om Hiroshima Ulla Røders fængselsbreve Af Ulla Røder
Se temaet

Høje stemmer på gangen udenfor bryder stilheden, nøglerne rasler, sættes i låsen, døre åbnes. Snydt igen. Døren er stadig låst. Lydene gentager sig.
Klokken er 6.30. Jeg er vågen nu, men venter med at stå op. Fjerde gang plejer dø-ren som regel at være åben. Nu lyder der raslen igen. Lugen i døren bliver åbnet og en spinkel kvindestemme siger blidt: "Good morning".
"Good morning", svarer jeg.
"Good morning", gentager hun.
"Good morning", repeterer jeg i tilfælde af, at hun ikke har hørt mig, denne gang en anelse højere.
"Who is in the bed?" spørger hun, og som et ekko følger "I said good morning".
Jeg svarer hende ikke. Hun ved udmærket, jeg er vågen, og hvem jeg er.
Nu lyder det irriteret fra sengen over mig på klingende skotsk slang: "She sai gåt mårning twise ål redy, miss".
Hun lukker lågen.
"Same procedure every morning".
Dag nr. 53 i Corton Vale kvindefængslet er startet. Jeg tænker på den skjulte magt-anvendelse, mens jeg går ned efter min medicin og morgenmad.
De fleste af pigerne herinde er helt tydeligt fra den dårligst stillede del af befolkningen. De, der bukker under først og udstødes til et liv med stoffer og alkohol. De er storforbrugere af mærkevarer, som giver prestige, og andre stimulanser, de reelt ikke har råd til.
Deres sidste lille rest af værdighed måske? Hvad med afhængighed af våben til tilfredsstillelse af behov for kontrol og prestige? Altid at stræbe efter at være i besiddelse af det stærkeste våben er en anden side af misbrugersamfundet. Narkotika og alkoholmisbrug er et samfundsproblem. Hvor destruktivt er våbenmisbrug for samfundet? Er dette misbrug så svært at komme ud af? Jeg fandt ikke svaret, mine tanker bliver afbrudt af en rå stemme, der råber "Gym, Unit 4". Det er mig igen.
Lader morgenmaden stå, leder efter gymnastiktøj i papkassen, der rummer alle mine ejendele herinde. Har jeg virkelig brug for al det, spørger jeg mig selv. Snører skoene og skynder mig ud. Jeg skulle nødig miste en dejlig times gymnastik.
På vej ud af gymnastiksalen kommer to vagter og meddeler, at vores advokat er ankommet til et møde. Tilbage til Unit 4 og plastickassen. Griber en kuvert med papirer, og vi vandrer fem minutter i dejligt solskin gennem gaderne i Corton Vale, til vi når gæstehuset. Den sædvanlige kropsvisitering, og vi går til møde. Stadig ingen dato for retssagen.
Mødet slutter, og frokosten er allerede parat på vores værelse, da vi kommer tilbage.
Jeg læser lidt i sagsmaterialet.
"De skulle hellere bygge bedre huse og pladser, hvor børnene kan lege, Glasgow mangler medborgerhuse og steder, hvor vi kan gå hen og f.eks.
svømme med familien og være sammen med venner," bryder min værelsesfælle pludselig ind.
"Ja, det er det, det hele handler om. De nære ting og kærligheden til hinanden. Det er det, ikke?" svarer jeg. Jeg skriver et par notater fra mødet, men kan ikke koncentrere mig i den varme. Kl. 19.15 åbnes døren, og jeg smutter ind til Ellen. Vi taler om min tidligere værelsesfælle, som efter en måned blev løsladt i mandags, da emigrationsmyndighederne endelig havde besluttet, at hun var den, hun påstod. Måske vil vi mødes igen engang ude i det fri.
Ellen lærer mig at folde papirtraner. Vi har bedt om hvide blomster til at pynte med på Hiroshima-dag. Vores supportere får dem sendt fra blomsterhandleren. Måske får vi lov at holde en lille ceremoni i kirken.
Vi vil tale om Hiroshima og folde japansk origami med de unge denne dag.
Den 6. august 1945 må vi aldrig glemme.
Ellen fortæller, at vores klage angående toiletbesøg er gået igennem. Nu kan vi komme ud når som helst. Der er håb endnu. Vi siger godnat til hinanden. Klokken er 20.00.
Inde på mit værelse er en ung pige ankommet. Hun betragter postkortene og nogle billeder af udbrændte lig fra Hiroshima, som jeg har fået tilsendt til retssagen. Med tårer i øjnene omfavner hun mig og siger "And you are doing all this for us?" Hun har aldrig hørt om Hiroshima i skolen.
En varm kop chokolade. Sengetid. Natten afbrydes kun af en kvinde, der råber og skriger. Der har været mange selvmord her, siger de.
Dybt godnat. Og i morgen gør vi det hele igen for fredens skyld.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret september 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand