FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Ingen skal føle, at de har kontrol i fængslet Ulla Røders fængselsbreve. Af Ulla Røder
Se temaet

Én måned i fængsel i dag. Jeg har netop spist min aftensmad i den fælles dagligstue ­ jeg må huske at gratulere kokken for hans/hendes anstrengelser med at ødelægge ellers gode råvarer. Professionel stolthed hører åbenbart ikke hjemme i et fængselskøkken.
Vi er ca. 15 personer. Der er et almindeligt spisebord og ti lænestole stillet op langs væggen. Udsigten fra vinduet er smuk. De skotske bjerge ligger der ude i solskinnet og venter på mig. En dag må jeg have en vandretur derop. Men lige nu bliver vi kaldt tilbage til vores værelser.
Vandreturen bliver en tur gennem de kulørte gange.
Vagten råber. Det er helt almindeligt. Vi går ind. Døren bliver låst.
Hvornår vi kommer ud igen, vides ikke. Her er ingen regelmæssighed. Kun en masse regler, der anvendes til at sikre, at ingen skal føle, at de har kontrol herinde. Der er ikke toilet på værelserne, hvilket giver anledning til mange kreative løsninger, for vi bliver ikke lukket ud overhovedet om aftenen og natten. Om søndagen er vi lukket inde fra klokken 17 til 8 næste morgen.
Jeg prøver at vænne mig til at dele værelse. I går fik jeg nyt værelse for fjerde gang. En kvinde, som har boet fem år i London, blev anholdt, fordi hun ikke havde legitimation på sig. Hun har været her i 14 dage nu.
Indvandrermyndighederne lader til at trække sagen i langdrag. Hun er fra Sydafrika. Vi har det rart sammen på værelset.
Mit tidligere værelse blev anvist en spansk kvinde. Hun taler ikke engelsk, men Angie (en af de andre aktivister fra aktionen Trident Ploughshares, som er grunden til Ulla Røders fængsling, red.) oversætter. Det er vist noget med narko placeret i hendes bagage.
I denne sektion er der mest helt unge piger på 16-18 år. De kommer ud og ind. Unge piger ankommer, andre løslades. En måtte ud, fordi hun havde taget stoffer under et besøg. En ambulance kørte af sted, men dagen efter var hun frisk tilbage. Nogle fortæller, at de har været her over 20 gange.
Der er ingen opfølgning eller hjælp at hente for dem. Nogle bringer deres babyer med herind, og her er absolut ikke meget støtte at hente til disse unge mødre. Det er så trist at se. Hvis fængsler er resocialiserende, så vil jeg foretrække at være asocial.
Her er et ret godt sammenhold mellem pigerne. De er endog begyndt at gå med uden for. Vi laver lidt sjov, sjipper og hyggesnakker ude i solen. Før sad de foran tv-skærmen hele dagen. Kun ét strygejern og tredive pigers forsøg på at få nystrøget tøj kan bringe sindene i kog. Så må vi lære dem om fredelig konfliktløsning. Fredsarbejde er 24 timer i døgnet.
Jeg er sur. De har lige meddelt, at jeg ikke kan have computer længere (som Ulla Røder har fået stillet til rådighed for at forberede sit forsvar, red.). De mener, at min advokat kan skrive mit forsvar. Jeg skal bare fortælle ham, hvad han skal skrive, på vores møder. Men sidste møde blev afbrudt efter et kvarter. Endnu en klageformular.
Nu er jeg spændt på, om sikkerhedskontrollen vil printe det ud, som jeg allerede har skrevet. Ellers må jeg starte forfra. De gør, hvad de kan for at forsinke os og demonstrere, hvem de mener bestemmer.
Jeg skal efter anklagerens mening ikke have tolk under retssagen. Men her må jeg igen protestere. Endnu en klagesag. Jeg må nok til at vænne mig til det. Men vi skal nok få budskabet ud. Atomvåben er ulovlige, og de ansvarlige skal stoppe deres aktiviteter nu.
Posten er kommet. Jeg skimmer den. Svar skriver jeg om aftenen, når der er ro herinde. En avis fra USA/Canada. E-mail fra Japan. Nyheder fra ambassaden. Postkort fra Australien. En bog og postkort med billede af en fredspagode fra to buddhistmunke, jeg mødte i februar i Faslane. En præst sender sin prædiken, bygget op om vores aktion. Meget smukt og rørende alt sammen. Breve fra fredsvenner i Danmark. En sygeplejerske sender opmuntringer. Hvert eneste brev giver håb, inspirerer og sætter tanker i gang.
Min datter skriver, at mine ting nu er opmagasineret indtil videre. Rart at vide.
Fra Faslane Peace Camp få jeg at vide, at de lige har haft besøg af en svensk skoleklasse, som ville lære om ikke-voldelige direkte aktioner.
Flot. Det er de unge, der skal lære at leve i fred. Fremtiden er deres valg.
Ikke alle breve er lige morsomme. Angie havde tårer i øjnene, da hun fortalte om et brev fra en kvinde i stor nød, som beder om hjælp. Angie sender brevet videre til det altid parate og velfungerende græsrodsnetværk, der er herovre. Men hun er ked af ikke selv at kunne gøre noget herfra.
Manchester CND (Campaign for Nuclear Disarmament, red.) beder om hjælp til en kampagne mod brugen af forringet uran, som er brugt under NATO s bombardementer i Jugoslavien, og som vil medføre en kolossal miljøkatastrofe og på langt sigt give helbredsskader på befolkningen såsom leukæmi, kræft, genetiske forandringer mm.
Den 13. kommer Dr. Rosalie Bertel fra USA og taler om helbredsskaderne ved lavradioaktiv stråling. Vi vil bruge hendes taler i vores retssag.
Manchester CND ønsker med kampagnen at få USA og NATO til at betale for en fuldstændig rensning af miljøet, så Balkans befolkning ikke skal lide samme skæbne som Iraks befolkning som konsekvens af USAs brug af forringet uran i Golfkrigen.
Hvor ville jeg gerne have deltaget. Det får mig til at tænke på et af mine besøg. En kvinde fra Amnesty International. Hun sagde: "Det burde være straf nok at holde folk ude fra deltagelse i samfundet. Herinde bør I kunne foretage jer det samme som udenfor." Besøgene er en befrielse. En hel time uden afbrydelser og gode, interessante samtaler i et pænt rum, rent og med gode stole. De fleste er højt uddannede og bringer mig mange nye informationer. Vores fælles udgangspunkt ­ afskaffelse af atomvåben, krig og undertrykkelse af de svage i samfundet ­ giver os hurtigt en masse at tale om. De indbetaler ofte et bidrag til vores fornødenheder, telefonkort, frimærker, shampoo mm. Det hjælper alt sammen.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret september 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand