Krig og sejrsdrømme
tilsidesætter klimahensyn

I Kyoto-protokollen og Paris-aftalen diskuteres om og hvordan, de militære CO₂-bidrag kan registreres – men det, man diskuterer, er mest militærets brændstofforbrug, og andre nemt målbare klimabelastninger, og det er den mindste del af problemet. Hovedproblemet er krigene.

I forhandlingerne i 1997-98 op til klimaaftalen COP4 insisterede Pentagon på, gennem en national sikkerhedsbestemmelse, at blive undtaget fra at reducere eller rapportere deres udslip af drivhusgas. Desuden krævede de, at militærets klimaftryk ikke måtte diskuteres ved fremtidige drøftelser om klimaaftaler. Læg dertil at USA ikke ratificerede Kyoto-protokollen og at Repræsentanternes Hus vedtog et forslag, der ”forbyder begrænsning af væbnede styrker under Kyoto-protokollen”.

Dermed havde Pentagon fået opfyldt deres krav, og militæret var ikke forpligtet til hverken registrering eller reduktion af deres klimabelastning. Det betyder også, at Danmarks militære udledninger fra operationer i udlandet ikke medregnes i Danmarks klimatal. Paris-klimaaftalen har ingen bestemmelser, der dækker militæret – det er overladt til de enkelte lande.


Militæret brændstofforbrug mv. kan dog opgøres alligevel. Efter at præsident Biden har genindmeldt USA i Paris-aftalen, er det amerikanske militær måske berørt. I hvert fald pålægger en ny amerikansk lov Pentagon at indsende årlige briefinger om sine emissionsreduktionsplaner. Og så alligevel ikke, for Biden bestemte i december 2021, at militære operationer er undtaget fra målene om, at USAs offentlige myndigheder skal opnå 100% ren elektricitet i 2030 og netto nul udledninger i 2050.

Det er ikke fordi, Pentagon ikke kender truslen om klimaforandringer. Det øgede fokus på oprustning i Arktis skyldes en tidlig amerikansk analyse af, at temperaturstigningen ville åbne nye sejlruter og gøre store nye områder af hav og havbund tilgængelige. Pentagon har en Climate Adaptation Plan, en Climate Risk Analysis, diverse klimastrategier, og en ny national forsvarsstrategi, der kalder klimaændringer en destabiliserende og potentielt katastrofal og grænseoverskridende udfordring.

Pentagon anerkender klimaudfordringen, men løsningen må ikke begrænse militæret. Militære bombefly, jagerfly og kampvogne bruger store mængder af brændstof hver time de bruges. Det amerikanske militær med alle dets baser er nok verdens største enkeltudleder af drivhusgasser. De udleder betydeligt mere end Danmarks samlede udledning.


Men i det store billede er den slags militære udledninger alligevel en meget lille del den totale udledning. I følge forskeren Neta C. Crawford fra Costs of War-projektet på Brown University, står USAs militær for omkring 80% af de statslige udledninger i USA, men det viser nok mest, at den ikke militære statslige sektor i USA er meget begrænset, for militærets udledninger udgør kun omkring 1% af landets samlede udledninger – og kun 0,5% af Danmarks CO₂-udledninger.

Men det, der virkeligt er klimaødelæggende, er ikke så meget, at landene har baser, kampfly og kampvogne. Problemet er, når baser, fly og kampvogne bliver brugt til deres formål, at føre krig med al den ødelæggelse, der er en del af krigens væsen. Når en by eller et område er bombet, brændt af og ødelagt, som det skete i Aleppo og Mosul, og som det senest er sket i Mariopol, så er boliger, infrastruktur og produktionsapparat destrueret.

Hvis de stakkels indbyggere igen skal have et sted at bo, og igen skal kunne tjene en løn og selv frembringe deres livsfornødenheder, så skal det hele produceres igen. Bygninger, veje, fabrikker, maskiner mv. Det er hundrede års akkumuleret CO₂-belastning, der så skal udledes i atmosfæren en gang til. Vi kan godt snakke om genbrug, affaldssortering og begrænsning af madspild mv. men det her er klimabelastning i en helt anden målestok.


Krig er den mest klimaødelæggende aktivitet, vi kender. Og den ødelæggelse tælles helt sikkert ikke med i krigsmagernes CO₂-regnskab. Krigen forstærker ikke bare klimaødelæggelse. Krigen gør også, at klimaindsatsen er sat på standby. Så længe krigen i Ukraine fortsætter, gør politikerne i Danmark og andre lande, der er part i krigen, ikke yderligere for at stoppe den globale opvarmning. Vi så dette tydeligt i valgkampen. Trods ihær­dige anstrengelser fra klimabevægelsen, ønskede partierne ikke at diskutere klima. Krigen, sanktion­erne, oprustningen og de kriser, der følger heraf, har første prioritet. Det tager de penge, der var brug for til klimaindsats. Det er en del af forklaringen på at forhandlingerne ved COP27 ikke gav nye konkrete mål og klimaindsatser.

Og det kan blive værre endnu. En atomkrig er den ultimative klimaødelæggelse. Krigen i Ukraine er en fatal trussel imod klimaet, for der er en reel fare for, at krigen eskalerer til en atomkrig på grund af, at vitale stormagtsinteresser er på spil. Dermed bliver eskaleringen af krigen til en trussel mod hele Europa, klimaet og verden.


Vi er nødt til at gøre denne kamp politisk. Vi forhindrer ikke krig ved individuelt at være gode ved hinanden. Og vi redder ikke miljøet ved individuelt at spise mindre kød og genbruge plastikposer. Selvfølgelig skal folk opføre sig fredeligt og miljøvenligt, det er der ikke noget ondt i, og det skal vi understøtte og opfordre til, men vi må ikke nøjes med det, så ændrer vi ikke noget.

Det kræver politiske beslutninger at stoppe krigspolitik og våbenproduktion eller at omlægge landbrugsproduktionen og energi- og transportsektoren. For at freds- og klimakampen skal have nogen effekt kræver det, at vi tør gå imod magthaverne. Vi er nødt til at bryde med de store kapitalinteresser, der tjener på våbenproduktion og afbrænding af regnskoven.

Vi er nødt til bryde med USAs verdensherredømme og den udbytning og udplyndring af mennesker og natur, der politisk, økonomisk og militært fastholder det globale syd i fattigdom, så de ikke kan ændre på deres egen klimabelastning og naturødelæggelse. Det er desværre også Danmark og den danske regering, der er imod fredsforhandlinger, ønsker fortsat krig i Ukraine, og prioriterer oprustning før klimaindsats
Danmark bidrager politisk, økonomisk og militært til at fastholde vestens dominans, og er stadig parat til at gå i krig uden FN-mandat for at forsvare vestens interesser mod lande i den 3. verden. Freds- og klimabevægelsen må sammen kræve, at Danmark ændre politik.


Vi skal ud i brede kredse, med et budskab om at redde menneskeheden. Det er en alment menneskelig, humanistisk kamp, hvor vi skal nå det store flertal af befolkningen. Mon ikke mindst 95% er for vores overlevelse, og kun ganske få % vægter deres egen magt og indtjening højere. Det er på tide, at de 95% bestemmer over de 5%. Det når vi kun, hvis bevægelserne både har bredde og politisk retning.

Der er håb for fremtiden, fordi ungdommen i den grad er parat til at engagere sig, lave aktiviteter og på den måde få politiske erfaring.

For fredens skyld, stop klimaforandringerne, for klimaets skyld, stop krigen i Ukraine nu!


Artiklen er forkortet fra Arbejderen.dk.

Se også: Costs of War-projektet og de opskruede tal


Fodnote- og kildeliste