Krig ødelægger klimaet - genopbygningen sviner mest

Hærværk skal ikke vurderes på hvor stor hammeren er
- men på at militæret er eksperter i destruktion.

Af Tom Vilmer Paamand - 2019

Se temaet

Krig skaber klimaødelæggelser, både lokalt og globalt. Spildet af ressourcer er slemt nok ved de stående hære, men ødelæggelsernes omfang vokser enormt, når militæret så går i krig.

Krigene efterlader store områder ødelagte, og røgen fra afbrændte byer sætter varige spor. Alt fra skoler og hospitaler til jernbaner og broer skal genopbygges. Efterladt ammunition gør landbrug farligt, og krigens misbrug af kemi har svinet jorden til. Landets bedste kræfter er dræbt og lemlæstede, og befolkningen lider.

Dette er de efterladte realiteter i alle krigsramte lande, hvor også Danmark fortsat vælger at bidrage langt mere til ødelæggelserne, end til den efterfølgende genopbygning.

For at ændre dette, er det vigtigt at bruge stærke og sandfærdige argumenter - og undgå de mange velmenende misforståelser, der flyder rundt på nettet. For selv i Jyllands-Posten dukkede sammenhængen mellem krig og klimaødelæggelse op i en artikel - men skruet forkert sammen:

"USAs militær udleder lige så mange klimaskadelige gasser som Portugal", var overskriften, men de udvalgte tal ramte desværre skævt, for de påviste egentligt, at USAs militær overraskende nok kun står for omkring een procent af hele landets udslip - og det er svært at blive ordentligt forarget over.

Tvivlsom forskning...

Artiklens relativt beskedne tal er korrekte, selvom tallene kun er for flydende brændstof. Men undersøgelsen skøjter så udenom, at USAs samlede forbrug er næsten 90 gange større end Portugals. Problemet med klimaskadelige gasser bør altså løses for hele USA, og ikke kun med snævert fokus på militæret.

Portugal bliver brugt som eksempel, da dette lands tilsvarende udledning i størrelse svarer til USAs militærs, hvilket på en liste så bliver til nummer 47 ud af verdens lande. Men undersøgelsen glemmer igen at se på den store skala, for samme liste har hele USA massivt i top, og den nævnte placering er nøjagtig forskellen i de to landes bruttonationalprodukt. Et tungt land som USA er oftest tungt på alle områder, også med forureing - selv om netop USA af samme grund burde gøre langt mere for klimaet.

Jyllands-Posten har tydeligvis ikke selv læst rapporten - hvor forfatterne ikke lægger skjul på deres bastant ideologiske grundlag, som desværre i for rigelig grad præger undersøgelse og udsyn. Formålet beskrives som at give a robust picture of the geopolitical ecology of American imperialism, og konklusionen er sympatisk nok, at med disse fakta er det nu muligt to crank up the heat on the US military's war machine!


Nye myter når kloden rundt...

En ting står dog fast, nemlig at bedre optællinger er nødvendige for klimaets skyld. Da militæret hidtil har fået sig selv skrevet fri for ansvar i de fleste konventioner, findes der kun få målinger af militære klimabelastninger. Kun lidt om i fredstid, men slet ingen systematiske om den langt vigtigere krigstid og oprydningen bagefter. Et af de bedre forsøg er The Costs of War Project på det højt respekterede Brown University i USA - og det er deres tidligere rapporter, som den førstnævnte undersøgelse i høj grad er skrevet af fra.

The Costs of War Project har, på samme tid som ovenstående meget omtalte projekt, også udgivet deres egen nyeste rapport: "Pentagon Fuel Use, Climate Change, and the Costs of War". Dette er en langt mere lødig rapport, omend krigenes følger fortsat underspilles. Begge undersøgelser bruger rang-ordningen med Portugal til at illustrere omfanget med, og begge slipper dårligt fra metaforen.

The Costs of War Project har udviklet to andre meget udbredte, men for det meste helt misforståede analyser, som projektet sprogligt fik oversolgt - hhv om at militæret i USA er the single largest producer of greenhouse gases in the world og the world's largest institutional user of petroleum.

Det første betyder ikke, at USAs militær forurener mest af hele verden, selv om det ofte misforstås sådan. Samlet set er dette militærs svineri naturligvis stort, men er for udledning af CO2 alligevel kun på et tal langt mindre end de 3,2 procent, som er deres størrelse ud af USAs BNP. Andre udvalgte grupperinger, som fx Kinas mange kulkraftværker, er samlet set et voldsomt større problem for klimaet.
Faktisk gør militæret alt hvad de kan, for at krigsmaskinen bliver mere effektiv. Ude i felten er fx sikring af forsyningen med brændstof et kæmpeproblem, da konvojerne er sårbare for modangreb. At skabe et mindre forbrug står derfor højt på de militære ønskesedler, men den egentlige årsag er absolut ikke for klimaets skyld - selv om der udadtil prales med dette.

Det er også vildledende at konkludere, at USAs militær er The World's Biggest Fuel Consumer. Tallet er igen kun stort, fordi USAs militær er så stor en institution - men i forhold til hele USAs voldsomme druktur, anvender dets militær kun en brøkdel af hvad der ellers fyres af på andre og ikke-militære formål derovre - så effekten ved at skære ned på lige militæret er relativt ringe, hvis resten af USA ikke følger trop.

Som en skrædder i helvede...

Pointen er, at den overciviliserede del af verden fortsat sviner med det hele. Og det i en grad, så militærets direkte andel af klimaødelæggelse og ressourcespild faktisk blegner - når der enøjet kun ses på de lokale driftsomkostninger. Dette er en logisk konsekvens af, at militæret sjældent har mere end nogle få procent af hvert lands BNP at rutte med.

Dette ret minimale billede tipper dog helt, når militæret så går i krig, og herved forårsager menneskeskabte naturkatastrofer på bestilling. Om militæret i det daglige skruer lidt ned for forbruget, hjælper naturligvis en smule - men ændrer meget lidt på, at deres aktive indsats til krigenes ødelæggelser ikke regnes med, og belaster klimaet i langt værre grad.
Takket være effektive lobbyister især fra USA, er militæret fortsat skrevet ud af de store internationale aftaler, hvor verdens ledere har lovet hinanden og os andre at afhjælpe klimaproblemer. Men efter krigens ødelæggelser er der fx behov for masser af ny cement til at genskabe byer, hospitaler og veje - og netop cementproduktion står for en væsentlig del af vores CO2-udslip.

Tilsvarende problemer opstår, når metal og elektronik skal nyproduceres for at erstatte smadrede elværker og jernbaner - samt alt det andet, der er ødelagt. Hertil kommer naturligvis andre af krigenes omkostninger, ikke mindst våbenproduktion - når tabere og vindere begge skal have lagrene fyldt godt op igen.


Kræv klimaberegning af krigene...

CO2-beregning af danske militære aktiviteter i udlandet er nødvendig på samme måde, som det fx er at inkludere Maersks containerskibe. Sådanne samlede data er fortsat yderst sparsomme, så her kunne Danmark passende arbejde for oprettelsen af et effektivt internationalt forskningscenter - og således gå forrest i kampen mod klimakrisen, flot i tråd med den nye regerings forståelsespapir om de næste års klimamål.

Hærværk skal ikke vurderes ud fra størrelsen på den anvendte hammer, men på ødelæggelserne omfang - og militæret er eksperter i målrettet destruktion. De tidligere nævnte skæve forsimplinger har kun fokus på den hjemlige CO2-regning, og får derfor ikke med hvad prisen så løber op i hos modtagerne af de uønskede "militære ydelser", hvor bomberne er regnet ned, men ikke regnet med. Det er brug for en langt mere overordnet opgørelse, der inkluderer krigens ødelæggelser, for at opmåle det globale klimaregnskab korrekt.
Udslip af klimagasser ved krig
  • Genopbygning af infrastruktur
  • Ødelagt industri, rørledninger mm
  • Eksplosioner og brande i krigszoner
  • Bevidst afbrænding af raffinaderier mm
  • Slukningskemikalier mm under krig
  • Militærindustriens produktion
  • Militærets faktiske krigsførelse
  • Militære operationer og anlæg i fredstid
  • Diverse andre udslip påført ved krige
En fuldstændig klimaberegning af hvad en foreslået militær løsning vil kunne koste ude i verden, bør indgå i enhver sikkerhedspolitiske vurdering, før Danmark går på krigsstien. Og i en verden, hvor klimaet trænger til en hjælpende hånd, er det blevet endnu mere meningsløst at "løse konflikter" gennem massebombning - for vore politikere får markant sværere ved fortsat at argumentere for nye krige, når klimaprisen skal modregnes.

Aktuelt truer USA med en ny Golfkrig. Resultatet de forrige gange var, udover de nævnte ødelæggelser, også brændende oliebrønde og enorme udslip i havet. Imens kan vi borgere jo så genbruge plastikposen for at hjælpe lidt mod klimaforandringer, og det er såmænd også et fornuftigt skridt. Men skriv helst også et personligt brev til dine lokale folketingsmedlemmer med hjælpsomme råd om deres forsvarspolitik mm.

Det er på høje tid, at Folketinget får krigenes ødelæggelser af vores klima med i CO2-regnskabet.




Argumenter uden regnefejl, helst!

Argumenter skal kunne tåle robust eftersyn og offentlig debat. Formidlingen af den førstnævnte rapport herover kan ses som et eksempel på at medierne godt ved, at der er noget helt galt med militæret - og derfor ikke er mistænksomme nok over for den nævnte undersøgelse. Respekterede universiteter stod som pålidelig afsender, og alligevel gik meget galt i processen.

I den nederste rapport fejllæste alle sig til et resultat, de gerne vil se, så tallene blev vildt overdrevne. Undertegnede er tilsvarende selv hoppet på vildmænd i tidens løb, når en historie passede for smukt ind i, hvad jeg gerne så bekræftet. Oven i er der tit oversættelsesproblemer og konvertering fra udenlandske måleenheder - engelske billions hedder milliarder på dansk etc. Det er vigtigt både at tjekke modstridende argumenter, og så dem man sympatiserer med!

De tidligste kilder bærer naturligvis det meste af ansvaret for senere sjusket genbrug. Et tidligt forsøg på at beregne militærets samlede olieforbrug stod i Armed Forces Journal i 1989. Analysen findes ikke umiddelbart på nettet, men udfra citaterne var denne forfatters bud ikke helt skæve, fx at The military`s share of the total oil market in peacetime amounts to only about two-to-three percent of commercial demand. Dette virker sandsynligt, da tallet dermed er i omegnen af BNP-andelen, omend de militære olieindkøb i dag er nede på eller under 1 procent. Ikke af verdens, men af USAs.


I 2018 producerede de gode folk i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed en fin lille flyer, flot illustreret og med et godt budskab: Hvorfor hører vi aldrig om militærets klimaforurening, samt Produktion og brug af våben ødelægger klimaet. Korrekt citeret og omhyggeligt forsynet med kildehenvisning - og så er det jo træls at deres kilde, Nätverket Lära För Fred, desværre selv bygger på en fejlagtig beregning.

Flyerens refererer nemlig, at et tungt bombefly som B 52 Stratocruiser bruger 1893 liter brændstof i minuttet. Første problem er, at flyet i stedet hedder Stratofortress. Værre er, at det nævnte minut-tal er mindst otte gange for stort. De øvrige tal er også mangedoblede, om ikke helt så slemt. Og det er jo ærgerligt, for Ligaens lille løbeseddel er nydelig og brugervenlig.


Tilbage i 1990 blev nogle militære tal genbrugt og blæst op af Environmentalists Against War, der bragte en velment artikel fra Earth Island Journal 1990 - og allerede her stod at en "B-52 bomber gulps down 86 barrels per hour", en del højere end andre kilder, men omregnet til 228 liter per minut fortsat mange gange mindre end i Ligaens tal.

Forkerte tal om B-52 ser ud til at være udbredt i årevis via websitet Truthout, der i 2011 bragte en vidtciteret artikel af professor Patricia Hynes, der malende beskrev at The B-52 Stratocruiser, with eight jet engines, guzzles 500 gallons per minute. Tallene citerede Hynes omhyggeligt fra bogen The Green Zone af Barry Sanders fra 2009. Sanders sprog var endnu mere alarmerende:

The principle gas hog award goes to the B-52 Stratocruiser, which has 8 jet engines, and zips through an astonishing 86 barrels of fuel, or roughly 3,334 gallons per hour. That's with no afterburners. That number represents the plane's standard fuel use, hour after hour. Imagine: 500 gallons per minute! In just ten of those minutes, the B-52 gulps down the same amount of fuel that the average driver consumes over one year of driving.

I dette citat opstod den indlysende, men udbredte 10-doblende regnefejl, da timetallet blev forkert omregnes til minutter. Sanders i øvrigt også lettere forkerte tal på 3334 divideres med 60 minutter, og resultatet burde være 55 (eller helt korrekt 60), ikke 500. De 500 gallons per minute omregnes så korrekt til den finske kildes 1893 liter, hvilket er præcist men altså også helt forkert.

En venlig læser skrev til professor Hynes, der så høfligt og meget diskret har rettet fejlen i sin egen artikel fra 500 til 55. Så mangler lige tilsvarende og tydeligere rettelser i de rigeligt med indlæg, artikler og løbesedler på nettet & Omegn, samt i diverse film og fagbøger...


En bette detalje i det store spil, men den slags famøse overdrivelser sætter tunge pletter på troværdigheden. De nævnte misforståelser er overflødigt sjusk og spildt energi for de tusindvis af glade freds- og miljøfolk, der har bragt dem videre som fakta. Og der er så rigeligt med faktuelt korrekte tal for hvor meget energi, som verden spilder på alle dens ødelæggende konflikter. Rigeligt i verden der bør ændres, og rigeligt med sandfærdige argumenter.

Vi skal klart allesammen blive bedre til at tjekke vores tal :).
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand