Kvinder i Irak - et glemt kapitel

Juli 2003 udgav Human Rights Watch en rapport om kvinders forhold i Irak under besættelsen. Et frygtens klima er titlen på rapporten, der systematisk beskriver, hvor ekstremt ringe sikkerheden er for kvinder og piger i Irak, især i Baghdad og Basra.
Human Rights Watch har gennemført undersøgelser og interviewet over 70 ofre for seksuel vold og bortførelse i en måned fra maj til juni 2003.
Her et kort resumé af et karakteristisk tilfælde: En eller flere piger/ kvinder bliver ved højlys dag pågrebet af en eller flere overfaldsmænd, hun bliver kørt til et sted uden for byen, bliver holdt fanget, bliver voldtaget og mishandlet fysisk på anden måde.
Nogle kommer ikke tilbage. Det formodes, at disse enten er dræbt eller er ofre for menneskehandel. Andre slipper fri ved egen hjælp, atter andre bliver bragt tilbage.
 
Når frygtens klima tager over
Det har selvsagt en række implikationer, at kvinders sikkerhed i den grad er sat under pres.
Kvinder tør ikke gå ud, fordi alle enten selv har set eller har hørt historier om, hvordan selv en kvinde eller pige i selskab med andre kan blive bortført ved højlys dag. Historierne, de overdrevne og falske såvel som de sande, bidrager til frygten og får således stor indflydelse på kvinders/pigers hverdagsliv. Og der er ikke en politik, ikke tilstrækkelige love, rutiner eller mekanismer, der kan imødekomme deres behov.
Det politimæssige vakuum, som besættelsen har medført, har også forværret situationen. I en situation, hvor mange irakere mener, at amerikanerne kun beskæftiger sig med deres egen sikkerhed, bekræfter manglende handling og reaktion i den slags sager tydeligt besættelsestroppernes forsømmelighed og efterladenhed, når det er irakeres sikkerhed, der er på spil.
 
Irakisk lov
Voldtægt, seksuel vold og bortførelse er efter irakisk lov forbrydelser, der kan straffes med lange fængselsstraffe. Alligevel er der stadig store juridiske og sociale barrierer, når ofre for den form for kriminalitet forsøger at opnå retfærdighed.
I straffeloven er der bestemmelser, der tillader en mand at gå straffri, hvis han gifter sig med en kvinde, han har bortført. På samme måde er der bestemmelser, der reducerer straffe for seksuel vold eller forsøg på seksuel vold, hvis gerningsmanden gifter sig med offeret.
Andre bestemmelser giver mulighed for stærkt reducerede fængselsstraffe for såkaldte æresdrab. En sammenkobling af to artikler i Straffeloven gør det muligt at reducere straffen for et mord til en bøde uden tilbageholdelse.
Koalitionens Midlertidige Myndighed udstedte i juni nogle forordninger, der satte dele af den irakiske straffelovs bestemmelser ud af kraft, men det gjaldt ikke disse.
 
Juridiske standarder
Irak har underskrevet en række inter­nationale menneskerettighedstraktater, der beskytter kvinders og pigers rettigheder, og disse traktater gælder også under væbnede konflikter og besættelse. Irak er ligesom USA og andre medlemmer af Koalitionen medlem af den såkaldte Fjerde Genèvekonvention og af Haagkonventionen.
Disse konventioner burde sikre kvin­der og piger omfattende - også juridisk - beskyttelse mod seksuel vold og misbrug. Alligevel sker det ikke.
International lov kræver, at stater skal gribe ind, hvor der sker krænkelser af menneskerettighederne, og at de skal tage forholdsregler for at forhindre det. Hvad angår krænkelse af den kropslige integritet, har staten pligt til at retsforfølge krænkelsen.
Ifølge international humanitær lov, Haagkonventionen og Fjerde Genèvekonvention har besættelsesmagten pligt til at genoprette og opretholde offentlig orden og sikkerhed og at vise respekt for fundamentale menneskerettigheder for indbyggerne i det besatte område.
Fjerde Genèvekonvention lægger især vægt på, at „kvinder skal beskyttes mod angreb på deres ære, især mod voldtægt, tvungen prostitution eller enhver form for usømmeligt angreb“.
Udover disse generelle forholdsregler skal besættelsesmagten sikre en effektiv administration af retssystemet. For de fleste sagers vedkommende betyder det, at besættelsesmagten skal benytte sig af den eksisterende straffelov, med mindre denne lov udgør en trussel mod besættelsesmagtens sikkerhed eller udgør en hindring for gennemførelsen af den Fjerde Genèvekonvention.
De nævnte bestemmelser i irakisk straffelov udgør en hindring for Koalitionens forpligtelse til at sikre kvinders og pigers fundamentale rettigheder.
Det kan i al korthed siges, at der er fire vitale områder af den irakiske admini­stration, hvor kvinder bør inddrages:
1) demokrati og regeringsførelse
2) økonomiske aktiviteter
3) forfatning og anden lovgivning
4) det civile samfund.
 
Demokrati og regeringsførelse
Iraks historie gennem mange år er karakteriseret ved undertrykkelse og udelukkelse af et meget stort flertal af befolkningen fra at træffe beslutninger og være med til at føre dem ud i livet.
Hvis demokratiet skal vinde fodfæste, er det altafgørende, at en kultur, der omfatter gennemsigtighed og inddragelse vokser frem, også sådan at de marginaliserede og de der har fået frataget deres stemmeret, bliver integreret i beslutningsprocesserne.
Kvinder udgør 55 procent af den irakiske befolkning, og det er vigtigt at sikre, at dette befolkningsflertal sikres fuld og aktiv deltagelse i ledelses- og regeringsstrukturer både på lokalt og nationalt niveau.
I de seneste 20 år hvor Irak er gået fra den ene krig til den anden, har kvinder i stigende omfang skullet tage ansvar for deres lokalsamfund.
Ikke desto mindre er der en tendens til her såvel som i andre krigshærgede samfund, at de bliver udelukket fra den politiske elite og fra politisk deltagelse på det nationale niveau. Hvis dette skal ændres, må der gøres en aktiv indsats i lokalsamfundene og i kvindenetværker for at identificere mulige kvindelige ledere.
 
Økonomiske rettigheder
Kvinder er blevet særlig hårdt ramt af det økonomiske sammenbrud, mange har mistet deres job. Selvom FNs Olie for Mad-program gennemsnitligt betød en lille forbedring for befolkningen, var omkring 80 procent af fabrikkerne i den private sektor lukket og 50 procent af arbejdsstyrken arbejdsløs i slutningen af 2000.
Nedgangen i antallet af job på fabrikkerne førte til, at mænd fortrængte kvinder fra uddannelses- og sundhedssektoren og fra kommunale administrationer. Kvinderne udgør nu kun 19 procent af arbejdsstyrken, koncentreret på landbruget og i servicesektoren. Genopretning af økonomien er en vigtig del af genopbygningen. I den proces skal kvindernes økonomiske rettigheder sikres.
Under konflikter trænges kvinder tilbage til traditionelle kvindejob. Internationale hjælpeprogrammer forværrer ofte problemet ved at tilbyde kvinder mulighed for micro credits i stedet for macro credits.
Det vil sige, at kvinder bliver tilbudt tilskudsordninger til det nære, det som de i forvejen forventes at ville tage sig af, systuer osv. og ikke til det, der økonomisk batter og ville sikre deres fremtidige økonomiske situation.
Micro credits giver dermed kvin­derne mulighed for at komme ind i den økonomiske sfære, men de sikrer ikke kvinderne en bedre stilling og tager heller ikke højde for de udfordringer, kvinder i konfliktområder står overfor. Desuden tilgodeser micro credit-programmerne ikke de behov, uddannede kvinder har.
Det er vigtigt, at kvinderne i Irak får de samme muligheder for indtægt og beskæftigelse som mænd. Og det er vigtigt, at man skaber programmer, der både imødekommer de øjeblikkelige behov og skaber mulighed for længerevarende bæredygtighed og vækst.
 
Kvinder i forfatning og love
På papiret var Iraks midlertidige forfatning fra 1990 demokratisk, folket skulle regere, der skulle være magtdeling osv. I praksis var det Saddam Hussein og hans Ba’ath-parti, der sad på magten, det var ham, der udpegede, forfremmede og afskedigede.
Den manglende sammenhæng mel­lem teori og praksis betyder, at der i Irak ikke er tradition for at arbejde for eller med en forfatning, man kan stole på. Der er mange ting, der skal tages højde for i en sådan forfatning. Kun to ting nævnes her:
Det er vigtigt, at kvinders rettigheder bliver skrevet ind i forfatningen. Det vil være med til at sikre, at kønsligestilling og respekt for kvinders rettigheder bliver fundamentale værdier i det Irak, der vokser frem. Religiøse traditioner må adskilles fra enhver civil lovgivning og straffelovgivningen. Det må også skrives ind i forfatningen.
 
Det civile samfunds betydning
Det civile samfunds betydning kan næppe overvurderes som en betydningsfuld med- og modspiller til staten og de statslige institutioner.
Opbygningen af det civile samfund i Irak er vigtig allerede i denne fase af genopbygningen, og genopbygningen må finde sted på en måde, der tillader civilsamfundet at genetablere sig.
Især for de irakiske kvinder bliver det vigtigt at skabe rum for det civile samfund. Kvinder udgør nemlig 60 procent af lederne i det civile samfund i konfliktrggamte områder.
Erfaringerne fra andre konfliktramte områder viser, at kvinderne spiller en vigtig rolle i udviklingen af civilsamfundet, og at de er effektive fortalere for kønssensitiv lovgivning, yder traumebehandling, støtter demobiliserede soldater, deltager i nedrustning etc.
I Irak er der masser af huller at fylde for kvinderne i civilsamfundet. De bør have kvindeorganisationers og kvindegruppers støtte fra resten af verden.

I slutningen af november udkom bogen „Irak - er freden brudt ud?“, som ovenstående er et uddrag fra.
Bogen kan købes til særpris gennem www.nejtilkrig.dk