FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Nej til krig og besættelse En mosaik fra demonstrationen den 27. september 2003 i København. Af Annelise Ebbe - september 2003
Se temaet

Det var dejligt at vide, at der blev demonstreret i 41 lande verden over. Det giver en god fornemmelse at stå i København og vide, at vi er mange - tryghed og styrke.
Jeg hørte dog en ordveksling mellem to demonstranter. Den ene spurgte den anden, hvorfor det egentlig “var i dag”. “Fordi det er en international demonstrationsdag,” svarede den anden. “Jamen, hvorfor lige den 27ende?” “Øh, det er vel vedtaget.”
Det er ikke let, når der ikke længere er en egentlig anledning. Besættelsen, ja. Eller besættelserne, skulle man måske snarere sige. Både koalitionens af Irak og Israels af Palæstina, men det bliver lidt luftigt, når tingene skal kædes sammen, uanset hvor meget de faktisk hænger sammen i virkeligheden.
Ved en demonstration har man brug for at samles om et klart og konkret budskab. På den baggrund var fremmødet ganske godt. 700 sagde Politiken. Så var der nok mindst 800. Og på trods af den vage fornemmelse af, hvad demonstrationen handlede om, var der engagement og entusiasme, og at dømme efter bannerne bred opbakning.
Bjørn Elmquist var første taler. Han er god, virker bundhæderlig og borger for en vis bredde til den modsatte side af, hvad vi er vant til. Han startede med “en sørgelig konstatering: Danmark er en besættelsesmagt”.
Det var godt at få det sagt med så enkle ord. Han påpegede også, at besættelsen blot er en forlængelse af irakernes nød og undertrykkelse.
Det var Nej til Krig, der arrangerede og derfor også koordinationsgruppen, der leverede konferencierer. Det giver nu og da en fornemmelse af, at der er virkelig mange talere. Nanna Carlsen var ikke begejstret: “Når konferencieren holder taler, før det starter og ind imellem talerne virker det forstyrrende. Det ødelægger koncentrationen.”
Selv måtte jeg - for sent - konstatere, at hun havde ret: Jeg hørte ikke ret meget af taler nummer to foran den amerikanske ambassade. Det var en ung palæstinensisk kvinde fra Palæstina-Initiativet i Odense. Asmaa Abdol hed hun, og andre kunne fortælle, hun var god.
Da Kristine Holten-Andersen fra koordinationsgruppen kom på, var jeg begyndt at sortere konferencierens tale fra som lydtapet, og var derfor i stand til at lytte igen. Kristine var led og ked af løgnene.
Hun var led og ked af, at samfundet accepterer kynisme. Hun var led og ked af politikernes arrogance. Hun var led og ked af usagligheden. Hun var led og ked af mangelen på troværdighed. Hun var led og ked af, at Socialdemokraterne er med nu. Hun var led og ked af, at der ikke har været uvildige undersøgelser.
Jeg var enig med Kristine. Jeg er led og ked af nogle af de samme ting, men ved siden af mig stod en mand, som blev led og ked af at høre hende sige 'jeg' hele tiden.
Han var “s'gu ligeglad” med hendes følelser. Han ville hellere have haft nogle af de facts på bordet, som hun direkte sagde, at hun ikke ville tale om.
Da vi havde hørt nok en konferencier-tale, kom Coolsville på scenen. Jeg må indrømme, jeg er led og ked af demonstrationsbands/-sangere, der ikke kan synge rent. Men jeg er nok for gammel og for fintfølende.
Det er vist ikke et krav på vore dages demonstrationer, at man skal kunne synge rent for at optræde. Vi tog en tur hen forbi A.P. Møller på Esplanaden. Han er en af “krigens købmænd”. Det er ikke et udtryk, der begejstrer mig.
Jakob Nerup fra Internationale Socialister har retorikken på plads og i orden. Det er synd, når et godt budskab drukner i retorik. Med al den retorik og efter endnu en konferencier-tale kneb det atter med at høre efter.
Den næste var Joanna Ramos. Hun skitserede en del af USAs historie. Det blev lidt rigeligt, men det hun sagde havde retning, og så begyndte man igen at høre man efter. Hun sagde, at terroren er en konsekvens af den ulige fordeling. Det er ikke hele sandheden, men det skader ikke at få repeteret, at fordelingen er ekstremt ulige. Og så havde hun en morsom pointe: Hun tog Anders Fogh Rasmussen på ordet. “Det er tid til forandring!” sagde hun som afslutningsreplik, og det kan man jo kun give hende ret i.
På vejen hen over broen til Udenrigsministeriet - dvs. på den allersidste etape, faldt jeg i snak med Jørgen Jensen fra Odense. Vi snakkede frem og tilbage om, hvor mange vi var. Han sagde, at han ikke “ville have kunnet bære ikke at være til stede.” Da jeg lidt tøvende sagde, at der nok var en hel del, der havde det anderledes, sagde han med et glimt i øjet: “Det er de bedste, der er her!”
Foran Udenrigsministeriet gjorde Anders Olesen fra Byggefagenes Samvirke det svære: Han kædede to af demonstrationstemaerne sammen. Han gjorde det godt, men han var oppe imod en ret massiv træthed, fysisk og mentalt. Så mange talere og så mange konferencier-taler. Det kan godt blive for meget, og mens Jan Helbek fra Socialdemokraterne på Fyn blev annonceret og ikke kom, åndede man lettet op. Rune Lund fra Enhedslisten blev den sidste.
Han råbte til Per Stig Møller, at han er fuld af løgn. Og det er han jo, men det er ikke sikkert, han hørte efter derinde bag de tykke mure. Rune var vred. USA bruger én milliard kroner om dagen på at skaffe sig fjender med besættelsen af Irak. Et andet af de tal, han opgav, gjorde indtryk på mig som fler-børns-mor: Hver dag dør 30.000 børn af sult og underernæring. Det var ikke et tal, man havde lyst til at fejre lørdag aften sammen med. Måske var det derfor, Rune sluttede med at sige, at vi tror på, man kan være venner.
Bandet No Privacy afsluttede demonstrationen, og det skal jeg love for: Det var rigtignok bogstaveligt talt: Der var absolut no privacy, da de begyndte at spille.
Jeg listede hjem.
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret september 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand