Er der noget, der betyder noget?

Dette her forstår jeg ikke: Lige pludselig ser det ud som om, der ikke er noget, der betyder noget.
Først sagde de, at de ønskede Bin Laden "død eller levende". Men de fik ham ikke. Så siger de, at det ikke betyder noget. Vores mission er større end ét menneske.
Så sagde de, at de ønskede Saddam Hussein "død eller levende". Han er tilsyneladende i live, men vi har heller ikke fanget ham. Alligevel sagde præsident Bush for nylig til nogle journalister: "Det er lige meget. Vor mission er større end ét menneske".
Til sidst sagde de, at vi invaderede Irak for at ødelægge deres masseødelæggelsesvåben. Nu siger de, at de våben sikkert ikke eksisterer. Det har de måske aldrig gjort. Det ser heller ikke ud til at betyde noget.
Bortset fra, at det gør det. Jeg ved godt, at det ikke forventes, at vi siger sådan. Jeg ved, det kaldes "upatriotisk", men det kaldes også ærlighed. Og ærlighed betyder noget.
Det betyder noget, at infrastrukturen i et fremmed land, som ikke kunne forsvare sig mod os, er blevet ødelagt, fordi det var en militær trussel mod verden. Det betyder noget, at det blev ødelagt af os under en ny doktrin om "forebyggende krig", selv om der øjensynligt ikke var noget, der var værd at forebygge. Det betyder helt afgjort noget for de familier, hvis sønner drog i krig for at sikre verden mod masseødelæggelsesvåben, og som aldrig kom hjem.
Det betyder noget for familier i USA, hvis bistandshjælp blev stoppet, hvis sundhedsforsikring løb tør, hvis madkuponer blev skåret væk, hvis dagplejeprogrammer blev fjernet, så vi kunne bruge pengene på at sende en hær, for at gøre det, der ikke var brug for. Det betyder noget for den irakiske pige, hvis ansigt blev forbrændt af en lampe, der væltede som følge af et amerikansk bombetogt. Det betyder noget for Ali, den irakiske dreng, som mistede sin familie - og begge arme - i et amerikansk angreb.
Det betyder noget for indbyggerne i Bagdad, hvis vandforsyning nu er stinkende, hvis elektricitet er væk, hvis gader er usikre, hvis 158 regeringsbygninger med alle deres arkiver er blevet ødelagt, hvis kulturelle arv og sociale system er blevet plyndret og hvis byer summer med anti-amerikanske protester. Det betyder noget, at det folk vi siger vi befriede, ikke føler sig befriet midt i lovløsheden, ødelæggelsen og sociale lidelser i det hele taget, som den såkaldte befrielse skabte.
Det betyder noget for De Forenede Nationer, hvis integritet blev bestridt, hvis autoritet blev fornægtet, hvis inspektionshold selv nu stadig overses i arbejdet med teknisk vurdering og afrustning. Det betyder noget for De Forenede Staters rygte i verdens øjne, både nu og i kommende årtier, måske. Det betyder helt afgjort noget for denne nations integritet, om dens efterretningstjenester har virkelige efterretninger eller ej, før vi sender en militær armada af sted på deres udsagn.
Og det burde betyde noget om vores regering enten var inkompetent eller ikke vidste, hvad man gjorde, eller var uærlige og nægtede at indrømme det. Den usagte sandhed er. at enten blev vi vildledt som folk, eller også løj man for os med hensyn til de egentlige grunde til denne krig. Enten begik vi en enorm og - utilgivelig - fejltagelse, en arrogant eller uvidende fejltagelse, eller også tumler vi rundt i verden som en blind kæmpe tæskende i alle retninger, mens resten af verden ser til i rædsel eller ser vor naragtighed.
Hvis krige, som offentligheden siger er forkerte den ene dag - som mere end 50% af Amerikas borgere sagde før angrebet på Irak - hvis de krige pludselig bliver "rigtige" i samme øjeblik de første bomber falder, hvad er det så for en national moral?
Hvad kan vi ikke finde på som nation, hvis velovervejet vurderinger fra politikere og mennesker verden over ikke betyder noget for os som folk?
Hvor dyb er den amerikanske sjæl, hvis vi kan tillade, at ødelæggelse sker i vort navn og under betegnelsen "befrielse", og vi aldrig så meget som kræver en beregning af omkostningerne, både personligt og offentligt, når det er forbi?
Vi kan godt lide at søge trøst i den opfattelse, at folk skelner mellem vor regering og os selv. Vi holder meget af at sige, at verdens folk elsker amerikanerne; de har ganske enkelt mistillid til vor regering. Men gennemhegling af en fjern og anonym "regering" for at lade sin vrede gå ud over en nation under foregivende af velgerning kræver ikke meget af hverken karakter eller intelligens.
Det er imidlertid vigtigere, at vi godt kan være dem Ordsprogenes Bog minder om: "Konger fryder sig over ærlige læber; de påskønner den, der taler sandhed". Pointen er tydelig: Hvis folket taler og kongen ikke lytter, er der noget galt med kongen. Hvis kongen handler hovedkulds og folket ikke siger noget, så er der noget galt med folket.
Det er måske på tide, at vi gør os klart, at i et land, der roser sig af at være demokratisk, er vi regeringen. Og at resten af verden meget snart finder ud af det. Ud fra mit synspunkt betyder det noget.

Søster Joan er fra Benediktinerordenen i Erie. Hun er forfatter, foredragsholder og grundlægger af et center for nutidsspiritualitet samt medlem i Det Internationale Fredsråd. Artiklen er skrevet maj 2003 og oversat af Geo Horn.