FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Gandhi - en tænker for vores tid Pacifisme er et skældsord i dagens debat, men Gandhis ikkevolds-filosofi kunne med fordel have været brugt over for Irak. Af Erling Salomonsen - maj 2003
Se temaet

Debatten om Irak-krigen i de forskellige danske aviser har i høj grad været koncentreret om, at krigen blev startet på falske forudsætninger, og om den kunne have været udsat indtil våbeninspektørerne var blevet færdige med deres søgen efter forbudte våbenlagre.
Der har været mindre fokus på andre løsningsmuligheder end de militære, og ikkevoldelige aktioner er blevet affejet som naive og urealistiske.
Pacifister er generelt blevet en negativ betegnelse i dansk politisk debat. »Det er bare pacifister«, blev det overbærende sagt om dem, som demonstrerede mod en krig mod Irak, og så har man placeret dem lidt uden for de realistiske og fornuftige alternativer.
»Lalleglade« var en af de betegnelser, som blev brugt af en dansk forfatter for nylig. En anden mente, at pacifister kun var optaget af deres moralske renhed, i modsætning til ham og andre potente handlingsmennesker, og helt uden for fornuftsmæssig debat har vi så venstreborgmesteren i København Søren Pind for hvem pacifismen er en pest, og der som sådan ligger på linje med de to krigstolerante præster i Dansk Folkeparti.
Der bliver ofte sat lighedstegn mellem pacifisme og passivitet, og det kan der være noget om, hvis vedkommende nøjes med at se passivt til fra sidelinjen. Men mange af de unge, som vælger militærnægtelse, er langt fra passive, de er aktive i det sociale og politiske liv, og nogle vælger at rejse ud som fredsvagter i internationale brændpunkter såsom Palæstina og Irak.
Der er ikke noget originalt ved at fordømme vold. Det kendes fra gammel østlig filosofi, og det kristne budskab om at vende den anden kind til er et radikalt krav, som forudsætter den højeste etiske standard - måske for højt, men er, som pacifismen, en passiv måde at møde volden på.
Mens de ovennævnte måder at forholde sig på er individuelle løsningsmodeller, så møder vi hos Gandhi noget nyt - nemlig en aktiv indsats mod vold og undertrykkelse sat ind i en samfundsmæssig ramme. Det specifikt gandhistiske er ikke kun fravær af vold, som er en side af problematikken, men en bevidst indsats for at ændre den uret, man bekæmper.
 
Mødet med modparten
Den mentale eller psykiske del, det vi kan kalde vores sindelag, var for Gandhi væsentligt i mødet med modparten. Vi skal ikke have negative følelser over for modstanderen som person, men mod hans handlinger. Dem kan vi angribe og fordømme, men ikke hans menneskelige integritet, uanset hvordan hans moralske habitus er.
Mens stadig flere mennesker kan indse, at krig og voldsanvendelse ikke giver løsninger på problemer, som ofte er af socioøkonomisk karakter og således kan følge Gandhis tankegang et langt stykke, så kniber det mere med at kunne godtage hans sindelagsetik.
Det lyder måske overraskende, at kernen i en bestemt handlepraksis er af psykologisk natur, men det er denne etiske holdning, som var baggrunden for hans ikkevolds-praksis. Gandhi var overbevidst om, at vold avler ny vold og producerer mere had.
Derfor bør vi afstå fra handlinger, som skærper modsætningerne og medfører mere uvilje, flere misforståelser og problemer. Hvor ædelt formålet end er, så kan det ikke forsvare brugen af vold. Under sit ophold i Sydafrika indså Gandhi, at begrebet »passiv modstand« ikke var dækkende for den praksis, som han udviklede i kampen mod racediskriminering og undertrykkelse.
Gandhis ikkevold havde ikke noget med »føleri« at gøre og var heller ikke passivt at vende den anden kind til, men at organisere brede protestaktioner, rettet præcist mod den uret, som skulle bekæmpes. Der skulle ikke stikkes noget under stolen, der skulle ikke være en skjult dagsorden, men en åben aktion, hvor modparten skulle vide, at dette er, hvad vi ønsker, og sådan har vi tænkt os at handle.
 
Søg mest mulig kontakt
Vi kan bruge den aktuelle konflikt med Irak som et eksempel: Den eneste officielle løsningsmodel har været sanktioner, et voksende militært tryk, trusler om krig og til slut åben krig. I mange år har »vi« praktiseret inddæmning og isolation af Irak, hvilket er helt imod et gandhistisk program, hvor man netop går ind for maksimal kontakt og kommunikation med den anden part.
I praksis ville det have indebåret, at vi skulle have åbnet så mange kanaler som muligt for at kontakte irakerne. Ud over våbenembargo er sanktioner næppe en frugtbar vej, de bidrager til at isolere befolkningen, og i stedet for skulle vi netop have prøvet at besøge dem og kommunikere med dem for i praksis at vise, at vi var positivt interesserede i deres ve og vel.
Sådan set har de mange fredsaktivister i Bagdad handlet i overensstemmelse med Gandhis strategi - søg mest mulig kontakt, og lad jeres aktioner være gennemsigtige i den betydning, at I spiller med åbne kort.
Sanktionspolitikken har haft første prioritet og er i forfærdende grad gået ud over civilbefolkningen. Ved at isolere Irak - og dermed det irakiske folk - har vi faktisk indirekte støttet Saddam. Vi har været fraværende og overladt meningsdannelsen til ham og hans propaganda. Og den aktuelle krig med tusinder af civile ofre har næppe overbevist alle irakere om vores ædle hensigter.
 
Fredelig sameksistens
Det kan virke som halsløs gerning at trække Gandhi frem i den aktuelle politiske situation, hvor voldsanvendelse i større eller mindre grad er dagligdag, og hvor verden bruger flere penge på oprustning og krig end nogen sinde før. Derfor er det nærliggende at spørge: Kan vi overhovedet bruge ham til noget i dag?
Både NATO, EU og andre regionale pagter bygger officielt på, at vi gennem samtaler og samarbejde skal forebygge og helst forhindre krig og nød. At disse sammenslutninger i praksis ofte afviser og diskriminerer »de andre«, bidrager ikke altid til at skabe det ønskede klima, hvor vi kan mødes i øjenhøjde for at løse uoverensstemmelser fredeligt, men alligevel er konceptet at undgå voldelige løsninger. Hvorfor ikke gå skridtet videre og sige som Gandhi, at vores modpart måske har de samme intentioner?
Forudsætningen er, at vi tilkender modparten den tolerance, som vi siger, at vi gerne vil vise. Det har været meget svært i tilfældet Saddam, hvad jeg gerne indrømmer, men vi burde have skelnet mellem ham og de civile irakere og i praksis vist, at vi gerne vil i forbindelse med og samarbejde med dem.
Når Saddam og Bush ikke har kunnet forstå dette, så skulle vi have handlet uden om dem. Hvis vores intention er fredelig sameksistens og en overbevisning om, at vold ikke løser konflikter, men får dem til at vokse, så er vi nødt til på tusind måder at forfølge målet.
 
En ny løsningsmodel
Vi må begynde at tænke i andre baner end militære løsninger, og det er måske alligevel ikke så fremmed for os. At kunne kommunikere med vores medmennesker er en forudsætning for at kunne løse konflikter. Det er noget, som heldigvis sker i de fleste forhold, både privat og på det nationale plan, både med hensyn til arbejdskonflikter og andre modsætninger.
Denne satsning på, at vi gennem samtaler og ikkevoldelig praksis kan nå længere end gennem konfrontationer og voldsløsninger, er den vej, vi må følge for at kunne leve sammen. I de fleste tilfælde praktiserer vi det også i internationale forhold. Det er det, vi med et fint ord kalder diplomati, og det er nødvendigt for ikke at gøre konflikterne større, uddybe kløfterne og opleve flere uhensigtsmæssige voldsløsninger.
I denne situation fremstår Gandhi som en aktuel tænker og den praktiske vejleder, som vi nu har brug for. De løsningsmodeller, som Bush-regeringen og deres medløbere er kommet med, vil medføre stadig nye blodige voldskonfrontationer og kan i næste omgang måske omfatte Syrien og Iran.
Gandhis ikkevolds-program er ikke en nem og ligetil vej. Det forudsætter en ny måde at tænke på, både på kortere og længere sigt. Det kræver lige så nøje planlægning og gennemtænkning som krigsløsninger, men det udpeger en vej, som kan føre os videre i human udvikling væk fra blodig og meningsløs vold.

Erling Salomonsen er psykolog.
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret maj 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand