Dystre perspektiver

Godt en uge inde i april blev jeg spurgt, om jeg uden tøven kunne fastholde parolen: Stop krigen. Var det ikke bedre, at "de gør krigen færdig"?
Anfægtelserne indfandt sig - endog hos mig, som er pacifist. Der findes ikke enkle svar på det spørgsmål.
Den såkaldte befrielse er bragt til ende, siger de, Koalitionen har vundet krigen, siger de, irakerne kan med glæde og optimisme se fremtiden i møde.
USA vil forhandle sig frem til en midlertidig regering med blandt andre Ahmad Chalabi fra Iraqi National Congress.
 
Iraks nye ledere
Ahmad Chalabi er iraker, men han har opholdt sig uden for Irak siden 1958. Han er uddannet i USA, hvor han bor i dag. Har også haft bopæl i Jordan, som han måtte forlade, fordi han står til 22 års fængsel for underslæb. Han havde overført millionbeløb til skjulte bankkonti i Schweiz. I øvrigt ligger hans kontor i Washington dør om dør med Det Hvide Hus. Det er en fremtid med den form for ledere, USA har tiltænkt de nu befriede irakere.
Men krigen er slut, og den 11. april kørte jublende kurdere med amerikanske flag gennem Københavns gader på vej til den amerikanske ambassade, hvor de ville takke USA for befrielsen. Samtidig stod Kvinder i Sort i den ugentlige tavse demonstration på Gammel Torv, og folk vægrede sig mod at tage imod vores løbesedler, fordi de lige havde set, hvor glade herboende irakere var, som de sagde.
Saddam Hussein er faldet, han er muligvis død. Kurderne er en af de befolkningsgrupper, som er blevet grusomt forfulgt og nedslagtet i tusindvis af Saddam Hussein. De jubler nu, men hvordan forestiller kurderne sig, at fremtiden vil forme sig for dem? Kurderne vil indgå som en lille brik i de studehandler, som USA vil indgå med NATO-partneren Tyrkiet.
 
Et besat land
Stop krigen skal ændres til Stop besættelsen, for det er en besættelse, der er i gang, og besættelsesmagten har end ikke tænkt sig at gøre, hvad den ifølge den 4. Genève-konvention har pligt til, nemlig at opretholde lov og orden. Og når den gør det, skyder den på ubevæbnede demonstranter.
Der er kaos i Irak. Ordet kaos er blevet forslidt, men vi har ikke noget stærkere. Befrielseskoalitionen har gået efter en hurtig sejr, og en sejr har ikke handlet om at befri irakerne, men at nedkæmpe dem med alle midler.
Og nu skal nødhjælpen ind i Irak - i kølvandet på krigen. Men nødhjælpsorganisationerne kan ikke arbejde i et land, hvor bander og enkeltpersoner hærger og plyndrer. Hele denne krig, som fra dag ét har været beskidt, ender nu i en "survival of the fittest". De mange sårede - der var dage, da der kom 100 ind på Bagdads hospitaler pr. time - gamle, børn, kvinder bliver taberne. De vil ikke være fysisk stærke nok til at kæmpe sig vej til hjælpen.
Besættelsestropperne skal ud af Irak, og de danske tropper skal trækkes hjem. Det er helt uacceptabelt, at Danmark som krigsførende nation sender flere soldater og politi derned. De krigsførende lande skal holde sig væk. Det er irakerne selv, der skal bestemme Iraks fremtid. En FN-fredsbevarende mission bestående af soldater fra ikke krigsførende lande eller måske bedre endnu en politistyrke med FN-mandat burde sættes ind, så befolkningens indbyrdes kampe ikke udvikler sig yderligere.
 
Mediernes rolle
Man må spørge sig selv, hvordan det er gået til, at denne krig, som 79 procent af den danske befolkning var imod før den startede, blev spiselig for langt flere, og hvordan den nærmest blev acceptabel i de lande, der støtter Koalitionen.
Her har medierne en vigtig rolle. Det er til bevidstløshed sagt, at sandheden er krigens første offer. I en af de fodboldagtige-reportager, som Jannich Kofoed fra DR-Radioavisen bragte - direkte fra Amman, som det hed, som om han stod midt på krigsskuepladsen - sagde han, at støtten til Saddam Hussein hævdedes at ligge overvejende hos befolkningerne i de arabiske nabolande og hos fredsbevægelserne.
Det var injurierende over for fredsbevægelserne, og vi kunne have sagsøgt ham, men hvad ville det ændre? Udlandsredaktør Kristian Mouritzen sagde - efter klager -, at det var "en smutter", som var blevet påtalt over for Jannich Kofoed, og som udlandsredaktøren "beklagede meget". Kristian Mouritzen havde fat i noget væsentligt, når han forstod, at fx Ingen krig mod Irak, som samlede den danske krigsmodstand, uafladeligt fremførte afstandtagen til Saddam Hussein. (Det var åbenbart ikke indlysende, Anders Fogh opdagede det ikke!) Den anden del af Jannich Kofoeds udsagn kom imidlertid til at stå uimodsagt tilbage, fordi det ikke var injurierende over for den danske fredsbevægelse.
Saddam Hussein hævdedes af Jannich Kofoed at have støtte hos befolkningerne i de arabiske nabolande. Nej, det havde han ikke. Det irakiske folk havde og har støtte hos befolkningerne i de arabiske nabolande, og derfor var de mod krigen, selvom deres regeringer støttede den. Mod Saddam Hussein, mod krigskoalitionen, mod en amerikansk besættelse af Irak.
 
Krigens ofre
I TV2-Nyhederne så man amerikanske tropper gå ind i Bagdad. Man så en kampvogn vælte ind i et af Saddam Husseins paladser, tilsyneladende uden at gøre nævneværdig skade. Man så et par soldater sidde på en græsplæne fredeligt og roligt. Det så ud, som om de spillede kort. Derefter gik vi videre, et meget langt indslag fra giftgasangrebet på Halabja med kommentarer fra en læge, der kunne pege på mennesker, der stadig lå syge, og en lærer, der kunne pege på kældre, der ikke havde kunnet yde beskyttelse mod dette hæslige giftgasangreb. Døde småbørn og andre døde, men det var de små børn, der blev siddende på nethinden.
Et øjeblik tænkte jeg - uendelig træt og trist over alt, hvad der sker i denne krig: Endelig ser man også ofrene for krigen, indtil jeg kom i tanke om, at disse ofre slet ikke var ofre for Koalitionens krig. I det indslag havde denne krig ikke andet end portene til et af Saddam Husseins paladser som offer. Et af de såkaldt kirurgiske angreb, og efter veludført dåd sad soldaterne afslappede og spillede kort på en grøn-grøn græsplæne.
Ofrene i dette indslag af TV2-Nyhederne var altså ofrene fra Saddam Husseins hæslige diktatur med undertrykkelse og udryddelse af blandt andre shiamuslimer og kurdere, en 15 år gammel nyhed. I Politiken beskrev Åsne Seierstad, hvordan de amerikanske soldater - som hævn over 11. september og i angst over, hvad der kunne ramme dem selv - skød på alt, hvad der bevægede sig, tilfældige civile på en støvet vej mod Bagdad, men en sådan meget vigtig oplysning fandt ikke vej til en TV-avis.
 
Angreb på ytringsfriheden
Hotel Palestine, hvor mediefolkene var samlet, blev beskudt af amerikanske tropper. Det hed sig, at der var åbnet ild fra hotellet. Også her kunne Åsne Seierstad afkræfte den tilsyneladende undskyldning. Der var ikke åbnet ild. Flere mistede livet ved dette angreb. Den arabiske tv-station Al-Jazeera blev beskudt, også her med dødsfald til følge. Det er nærliggende at forestille sig, at der var tale om overgreb på ytringsfrihedens fremmeste fortalere i en krig, der ikke måtte formidles.
Det er relevant at minde om giftgasangrebet, men det er ikke blot usmageligt, det er decideret løgnagtigt at lade, som om der ikke har været nævneværdige ofre i denne krig, og at ofrene for Saddam Husseins giftgasangreb har berettiget det såkaldt præventive angreb på Irak.
Krigen var ulovlig, og besættelsen er det også. Den var ulovlig fra første færd, da man ganske vist hævdede, at den blev ført, fordi Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det hedder i FNs Charter, at man kan føre krig under én ud af to betingelser: Hvis man selv er angrebet, kan man ifølge artikel 51 forsvare sig. Intet land er angrebet af Irak.
Desuden kan Sikkerhedsrådet ifølge artikel 42 godkende en krig for at oprette eller genoprette fred og sikkerhed, hvis alle ikkevoldelige midler er udtømt. Det var de ikke. Våbeninspektørerne havde ikke fuldendt deres arbejde. Og Danmark kan ifølge grundloven kun være i angrebskrig, hvis landet selv eller én af NATO-partnerne er angrebet.
Perspektiverne for Irak er dystre. Det samme gælder perspektivet for de øvrige mange stater på "ondskabens akse" og dermed for hele verden.
Motivet for krigen blev drejet. Det var befrielsen af den irakiske befolkning, det kom til at handle om. En sådan såkaldt befrielse findes der ikke hjemmel for i FNs Charter (eller i den danske Grundlov). Og perspektivet er nu også, at det er USA, der skal vurdere hvilke befolkninger der skal befries og på hvilken måde.
Hvem ønsker den udvikling?