FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Krig er fred Irak-krigen set med Orwellske briller. Af Ib Johansen - april 2003
Se temaet

Jo tættere de engelsk-amerikanske hærenheder i tidens løb er kommet på Bagdad - i læsende stund er de som bekendt allerede talstærkt tilstede inde i millionbyen - og jo mere den vestlige krigspropaganda ruller over fjernsynsskærmene og forplanter sig til alle nyhedsmedier, jo mere kommer den tænksomme iagttager til at mindes situationen (den permanente krigrisklstand) i George Orwells klassiske fremtidsroman "1984", der udkom i 1949.
I 1984 når krigshysteriet med jævne mellemrum nye højder, og i disse dage og uger breder en lignende krigshysteri sig med tiltagende styrke i de vestlige medier.
Man kommer hér uvilkårligt til at tænke på de "to minutters had" og på "had-ugen" i 1984. Fra Tony Blairs egen mund har vi samtidig fået det udtrykkeligt at vide: "Dette er kun begyndelsen"!
D.v.s. i kølvandet på den nuværende militærkampagne kan vi vente flere (måske angreb på Syrien og Iran, som efter Rumsfelds - og Colin Powells - formening kan vente sig "alvorlige konsekvenser" af deres samarbejde (?) med den irakiske arvefjende).
Man hører som et svagt ekko i baggrunden, når Tony Blair fabler om permanent krig, Goebbels' berømte (retoriske) spørgsmål i sportspaladset: "Vil I den totale krig?" ("Wollt ihr den totalen Krieg?") - og menneskemængdens uforbeholdne ja-brøl! For hvis Irak-krigen kun er "begyndelsen", er det der foregår i øjeblikket øjensynlig en art (bevidsthedsmæssig) totalmobilisering af offentligheden i de vestlige lande.
I Danmark har krigshysterien måske endnu ikke nået amerikanske højder (sådan som den f.eks. kolporteres af Fox News i USA), men i et indslag for nylig i det danske fjernsyn kunne man alligevel se, hvor følgagtig den danske offentlighed i almindelighed er blevet, når det gælder holdningen til Irak-krigen: Gudhjælpemig om elever og lærere på Hjørring Gymnasium ikke klappede ad Anders Fogh Rasmussen (en krigsmager i jakkesæt), da han mødte op
Man kunne jo ligeså godt klappe ad Al Capone (alias George W. Bush), dersom han under gangsterkrigene i forbudstidens Chicago havde fået den bedste sendetid på alle Amerikas radiostationer - og via en af sine undergivne (f.eks. Jake "Greasy Thumb" Guzik) benyttede lejligheden til at forklare offentligheden hvad han agtede at foretage sig over for dødsfjenden George "Bugs" Moran (som nægtede at kapitulere i krigen om spiritusleverancerne)! Som bekendt endte det med St.Valentinsdag-massakren, hvor seks førende medlemmer af Bugs Morans bande blev henrettet i en garage af gangstere iført politiuniformer (jf. slaget om Bagdad).
Man kan selvfølgelig indvende imod sammenligningen mellem Irak-krigen - og mediernes dækning af den - på den ene side, og den permanente krigrisklstand i 1984 på den anden, at der tilsyneladende (endnu) ikke er brug for Kærlighedsministeriets torturkældre i vores fagre ny verden.
Selvom de udendørs bure på Guantánamo-basen og israelernes udstrakte anvendelse af "mild fysisk tvang" over for deres politiske fanger begynder at ligne en ligeså brutal magtpolitik, som den man finder hos Orwell.
Og krigens brutalitet (tabstal og antallet af personskader) bliver anskueliggjort med al mulig tydelighed i en artikel af Robert Fisk i Informatíon den 28. marts: "En midaldrende mand bliver båret ind på hospitalet iført pyjamas og smurt ind i blod fra top til tå. En lille pige på omkring fire år bliver kørt ind på operationsstuen, alt imens hun kan ligge og betragte sine egne indvolde på venstre side af maven...En kvinde klædt i sort skriger af smerte, da lægerne forsøger at tage hendes tøj af før operationen. I et andet klip på båndet [vist på Al-Jazeera] ser man blodspor fra, hvor en formodentlig britisk granat er slået ned".
Dette er ikke meget forskelligt fra hvad man hos Orwell kan se på filmlærredet i Oceania: "...så var der et vidunderligt shot med et barns arm, der fløj opad, opad, opad, lige op i luften en helikopter må have fulgt det med et kamera ude i spidsen af maskinen og der var en hel del akklamationer fra Partiets sæder men en kvinde nede i proletar-afdelingen af salen begyndte pludselig at brokke sig og råbe at man ikke burde vise det for øjnene af børnene..." (min oversættelse)
Senere ser Winston Smith (hovedpersonen i 1984) med egne øjne på en af Londons gader et tilsvarende eksempel på nogle af den permanente raketkrigs menneskelige omkostninger: "Da ha Hvorom alting er, så er der anno 2003 langt større muligheder for effektiv mediemanipulation og for ensretning af offentligheden - uden at man behøver at ty til magtens rå voldsform, når det gælder vores "egen" civilisation - end det var tilfældet i det Orwellske fremtidssamfund.
D.v.s. så længe den voldelige aktivitet foregår ude i den tredje eller fjerde verden, er der en stor chance for at den simpelthen ikke vil blive registreret eller rapporteret: denne vold bliver under de foreliggende omstændigheder til en blind plet, som ingen er i stand til at få øje på. Således erindrer man sig fra den første Golf-krig, hvorledes de enorme irakiske tabstal dårligt nok blev bemærket og vidererapporteret i de vestlige nyhedsmedier...
I et (kultur)politisk perspektiv kan man sige, at der er andre der i forbindelse med Irak-krisen og -krigen har været opmærksomme på forbindelser bagud, bl.a. til Orwell og (inden for en mere snæver tidshorisont) til Steven Spielbergs futuristiske Minority Report (2002).
I sin klumme "Kammerater i krig", Politiken den 29. marts, henviser Jes Stein Petersen således til en artikel ("Civilbombninger"), skrevet af Orwell under Anden Verdenskrig, hvor den britiske forfatter (indirekte) gør opmærksom på, at det i højere grad er i civilbefolkningen (og selvfølgelig blandt politikerne(?)) end mellem soldaterne i felten, at krigshysterien for alvor slår an: "Det er dem [altså soldaterne], der mindst af alle er tilbøjelige til at hade fjenden, sluge løgnagtig propaganda råt og forlange hævn i freden".
Samtidig gør Stein Petersen dog opmærksom på, hvor langt ensretningen af opinionen p.t. er nået i USA: "Kunstnere tvinges til at trække krigskritiske ytringer tilbage. Almindelige mennesker med fredstegn på trøjen chikaneres... Man går på gaden med en blomst og bliver kaldt femte kolonne af en aggressiv civilperson, der råber og skriger, til fråden står ham om munden."
Den slovenske filosof Slavoj fremdrager i en kronik i Informatíon 14. marts: "Bush-doktrinen og Schröders 'minoritetsrapport'", nogle slående lighedspunkter mellem George W. Bushs (eller rettere vicepræsident Cheneys) doktrin om "præventiv krig" og situationen i Steven Spielbergs science-fiction film Minority Report, hvor man i en amerikansk storby (Washington D.C.) er begyndt at straffe forbrydelser (mord), før de bliver begået, i og med at man via tre medier (d.v.s. mennesker med exceptionelle såkaldt "prækognitive" evner) netop kan få præcis indsigt i hvad der vil komme til at ske på et senere tidspunkt.
Et af hovedpunkterne i Bush-doktrinen (formuleret i The National Security Strategy i september 2002) drejer sig om USAs "ret til at rette forebyggende angreb, dvs. ret til at angribe lande, der endnu ikke udgør en klar trussel imod USA, men som kunne komme til at udgøre en sådan trussel i en overskuelig fremtid".
På tilsvarende vis beskæftiger pre-crime-afdelingen inden for politiet i Minority Report sig med mord der endnu ikke er blevet begået! Det viser sig dog hos Spielberg, kan man hér tilføje, at der også i dette tilfælde er mulighed for manipulationer - og i virkeligheden har ophavsmanden til hele pre-crime-programmet (spillet af Max von Sydow) selv begået et mord for at kunne gennemføre sit forehavende, altså få pre-crime-programmet til at fungere: et mord, som han siden hen dækker over ved hjælp af forskellige dirty tricks.
For så vidt som USA selv i sin tid har udstyret Saddam Hussein med nogle af de "masseødelæggelsesvåben", som Bush-regeringen nu henviser til som begrundelse for sin krigsførelse, og for så vidt som USA selv har anvendt sådanne våben i forskellige krige (Hiroshima, Nagasaki [atomvåben], Vietnam [kemiske våben]) - kan man, i forbindelse med sin læsning af Bush-doktrinen som en art Spielbergsk pre-crime-handlingsplan, stille følgende spørgsmål, som hér meget tydeligt relaterer sig til de ganske få tilfælde, hvor ét af de tre medier i Hollywood-instruktørens film afgiver dissens i forhold til de øvrige to (jf. Spielbergs titel: Minority Report):
Var den tyske kansler Gerhard Schöders politiske uenighed med USA i Irak-spørgsmålet (hvor Schröder som bekendt ikke mente at en krig var den eneste eller bedste udvej) "ikke netop en slags virkelighedens 'minoritetsrapport', der afveg fra, hvad andre forudså som fremtidige forbryderiske hændelser?"
I den forbindelse har Orwell allerede i 1984 foregrebet både Bush-doktrinen vedrørende præventiv krig og Spielbergs futuristiske pre-crime-scenarier, sådan som det i romanen fremgår af Goldsteins (den Trotski-lignende "forræders") programskrift "Den oligarkiske kollektivismes teori og praksis" (et skrift, som partifunktionæren O'Brien senere hævder er forfattet af Partiet selv (!)): "...de endeløse udrensninger, arrestationer, tortureringer, fængslinger og tilintetgørelser ['vaporizations'] bliver ikke udført som en straf for forbrydelser, der virkelig er blevet begået, men er bare lig med en udslettelse af personer, som måske på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne komme til at begå en forbrydelse". Hér kan med andre ord både Bush (eller Cheney) og Spielberg have hentet inspiration til deres (imaginære) scenarier!
I 1984 er et af det oceaniske regimes mottoer: "KRIG ER FRED", hvad man kunne se genfremkaldt i en artikel i Politiken 15. februar, hvor den tidligere udenrigsminister for Labour David Owen fremsatte sine krigeriske synspunkter i en artikel under overskriften: "Kun en krig kan skabe fred": "Der er alvorlige risici forbundet med atter at gå i krig mod Irak, men de vejer mindre tungt på vægtskålen end de vægtige muligheder for fred og stabilitet".
D.v.s. en tidligere engelsk udenrigsminister (eller en eks-udenrigsminister i Orwells anglo-amerikanske Oceania) hævder ligeud: "KRIG ER FRED", hvad man vel kan kalde et slående eksempel på, hvad Orwell i 1984 kaldte for doublethink ("dobbelttænkning"). Ifølge Orwell er "doublethink...ensbetydende med evnen til at rumme i sin tankegang to indbyrdes modstridende trosforestillinger samtidigt og at acceptere dem begge to". Krig er både krig og samtidig fred!
I den engelsk-amerikanske krigspropaganda er krigen således på én og samme tid en invasion rettet mod en suveræn stat, hvor alle tænkelige (og utænkelige) militære midler bliver taget i anvendelse med henblik på en fysisk tilintetgørelse af fjenden (1) og samtidig en operation "Befri Irak", hvor krigen i sig selv bliver fremstillet som en "humanitær" kampagne, men hvor de glade og smilende "befriede" irakere ganske vist endnu ikke har vist sig på fjernsynsskærmene i særlig stort tal (2).
Et andet slående eksempel på doublethink kan man finde i en krigsreportage i Informatíon 31. marts 2003: "Briter blokerer vejen ud af Basra", hvor en britisk soldat forklarer, at "broen over kanalen adskiller 'det befriede Irak' fra 'det besatte Irak'".
Hér er der vendt fuldstændig op og ned på normalsprogets udsigelseslogik: den del af Irak som "koalitionshæren" har besat er blevet til "det befriede Irak", mens de områder som endnu ikke er blevet besat af invasionshæren er blevet til "det besatte Irak".
Intet hekseri, kun behændighed! Men med Orwellsk dobbelttænkning kan man få udredt alle disse sproglige selvmodsigelser - og gøre begrebsforvirringen komplet.
I krigen mod Irak forbeholder USA og England sig ret til at tilsidesætte krigsfangernes rettigheder, sådan som disse foreligger i Genève-konventionen, hvis de irakiske soldater har været involveret i "irregulære" aktioner (såsom selvmordsangreb (?)): ifølge Martin Burchardt i Informatíon
1. april i hans artikel "Saddam-loyalister til Guantanamo" kan militærpersoner der f.eks. optræder i civil efter en "høring" bliver erklæret for "ulovlige kombattanter" og blive sendt til Guantánamo-basen, hvor der i forvejen er et stort antal Taleban- og al Qaeda-fanger, som hér bliver holdt indespærret på ubestemt tid.
I 1984 bliver krigsfanger heller ikke behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionen: "Ingen vidste hvad der blev af [de eurasiske fanger], bortset fra dem der blev hængt som krigsforbrydere: de andre forsvandt simpelthen, angiveligt i tvangsarbejdslejre".
I Guantánamo-lejren bliver de "ulovlige kombattanter" udstillet i store udendørs bure, iført deres orange fangedragter, mens man angiveligt prøver at få militære hemmeligheder ud af dem!
I 1984 er verden delt i tre superstater: Oceania (som omfatter Amerika, de Britiske Øer, Australien og Sydafrika), Eurasien (som strækker sig fra Portugal i vest til Beringsstrædet i øst) og Østasien (Kina, Japan, Sydøstasien og dele af Manchuriet, Mongoliet og Tibet).
På det nuværende verdenskort kan man sige, at den amerikansk-britiske "koalition" med forskellige anhængere - som også omfatter Danmark og Albanien (!) - svarer meget godt til Oceania, mens Irak hér - i en stærkt formindsket og svækket udgave - har fået den lidet misundelsesværdige rolle at spille Eurasien.
Ærkeforræderen Emmanuel Goldstein i 1984 - som den oceaniske propaganda jævnligt forbinder med Eurasien (hvis man da ikke lige er i krig med Østasien) - korresponderer på det globale plan i dag til ærketerroristen Osama bin Laden, hvis al Qaeda netværk Colin Powell og andre gentagne gange (på basis af et meget svagt bevismateriale) har forbundet med Irak.
Osama bin Laden var som bekendt i sin tid USAs mand - nemlig da han i 1980'erne bekæmpede den sovjetisk støttede (lyd)regering i Afghanistan - men nu er han begribeligvis for tid og evighed en persona non grata i højeste potens, selvom hans opholdssted og færden er ligeså meget hyllet i en aura af mystik som Emmanuel Goldsteins i 1984 (er han levende eller død?):
"Goldstein var renegaten og den frafaldne som engang, for længe siden, ... havde været en af de førende inden for partiet, næsten på samme niveau som Big Brother selv, og som havde involveret sig i kontrarevolutionære aktiviteter, var blevet dømt til døden og derpå på mystisk vis var flygtet og forsvundet."
De skiftende alliancer i 1984 korresponderer også meget godt med USAs skiftende alliancer inden for de sidste par årtier: i 1980'erne var Saddam Hussein i Irak [Eurasien] Vestens forbundsfælle, da han førte krig mod Iran [Østasien], og man støttede i stor målestok Hussein i hans bestræbelser på at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben - som han brugte mod kurderne og Iran (Hussein fik disse våben fra Vesten, herunder USA). Fra og med Iraks invasion af Kuwait (1990-91) er det imidlertid Eurasien-Irak, der er blevet hovedfjenden - selvom Østasien-Iran ikke ligefrem er kommet ind i varmen.
På et andet plan er det alle de lande, som "støtter" terrorismen (hvad George W. Bush har kaldt for "ondskabens akse"), der har fået tildelt fjenderollen i det globale politiske spil (Eurasien, Østasien, whatever): hvad der naturligvis er ensbetydende med at en endelig sejr - en Endlösung eller Pax Americana - ligger langt ude i fremtiden.
I 1984 er magthaverne i alle tre superstater sig hele tiden bevidst, at en Endsieg (afsluttende sejr) på grund af styrkeforholdene er umulig, men samtidig tror netop de "der ved at det er umuligt" (d.v.s. partieliten) allermest hårdnakket på "erobringen af [hele] verden".
Og har vi ikke på vores fjernsynsskærme i de sidste dage og uger med mellemrum set, hvorledes George W. Bush gang på gang henviser til den forestående sejr ("vejen til sejr").
Man kommer hér uvilkårligt til at tænke på den (imaginære (?)) sejrsbulletin, som bliver transmitteret over fjernsynet til Oceanias indbyggere henimod slutningen af 1984: "Brudstykker af triumferende sætninger trængte igennem (æter)støjen: 'Kolossal strategisk manøvre - fuldstændig koordination - totalt nederlag [for fjenden] - en halv million fanger - fuldstændig demoralisering [af modstanderen] - kontrol over hele Afrika - vil bringe krigen nærmere sin afslutning inden for overskuelig tid - sejr - den største sejr i menneskehedens historie.
På det tidspunkt er Winston Smith (hovedpersonen) kommet ud på den anden side af Kærlighedsministeriets torturkældre - i fuldstændig hjernevasket tilstand. Kan vi ikke allerede høre Ulla Therkelsen på torvet i Bagdad (eller er det mon en Hollywood-kulisse?), som på "koalitionens" vegne med lignende stemmestyrke proklamerer "den største sejr i menneskehedens historie", og kan vi ikke allerede se for os de endeløse rækker af eurasiske-irakiske krigsfanger?
På det seneste har man også i medierne bemærket en accentforskydning i det krigsskeptiske Europa, hvor "minoritets-rapportøren" Gerhard Schröder er begyndt at anlægge en mere USA-venlig politisk linje og tale om de forjættende udsigter til et Irak "befriet" for Saddam Hussein? Schröder er tilsyneladende blevet hjernevasket ligeså effektivt som resten af Europas befolkning (inklusive franskmænd og tyskere, som tvangsfodres dagligt med amerikansk-producerede nyheder).
Også Schröder kan i skrivende stund som en anden Winston Smith se tilbage på sin tidligere krigs-skepsis med den nyomvendtes overbærende selv-indsigt: "Men det var allright, alt var allright, kampen var overstået. Han havde sejret over sig selv. Han elskede Big Brother".

Skrevet den 12. april.
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret april 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand