Den tabte uskyld

Den 27. oktober 2001 holdt jeg en tale på Christiansborg Slotsplads. Vi demonstrerede, fordi USA ca. tre uger før var begyndt at bombe Afghanistan.
Dengang begyndte jeg min tale med at fortælle om Golfkrigen, krigen i bestemt form, fordi vi troede, den ikke skulle have nummer - ligesom franskmændene sagde La Grande Guerre om Første Verdenskrig. Den Store Krig. Man kunne ikke forestille sig en krig, der blev større.
Jeg var otte år under Golfkrigen. Og jeg husker tydeligt hvor uhyggeligt det var med bomberne, og jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om krigen aldrig holdt op. Når man er otte, er to måneder et halvt liv. Jeg kan huske, at jeg syntes, min mor skulle kunne svare, når jeg spurgte. Det er det, man har forældre til: At trøste, når man er bange.
Når jeg brugte Golfkrigen som optakt til en tale om krigen mod Afghanistan, var det, fordi den krig blev aktuel, da jeg en eftermiddag i eftersommeren 2001 var alene hjemme og sad og så fjernsyn, hvor de gang på gang viste to fly, der tordnede ind i to tvillingetårne.
På få sekunder blev jeg otte år igen. Min mor skulle være der, hun skulle fortælle mig, at mine galopperende fantasiforestillinger om, at det her var begyndelsen til Ragnarok, at de rædselsfulde fantasier, ja netop var opskruede fantasiforestillinger. Jeg blev otte år igen, fordi jeg ikke kunne bære visheden om, at der fandtes en verden uden for den, som mine forældre kontrollerede.
 
At konfrontere angsten
Egentlig havde jeg allerede tabt den uskyld, da jeg som otteårig så festfyrværkeriet fra Irak, for min mor svarede jo ikke, når jeg spurgte, hvor længe det skulle vare I mellem de to nærmest traumatiserende oplevelser af en verden ude af kontrol besluttede jeg mig for at konfrontere noget af det, jeg var bange for. I 1995 tog jeg sammen med min mor og otte andre danske kvinder til et sommermøde for Kvinder i Sort i Novi Sad i Serbien. Der var kvinder samlet fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. For mig var den rejse øjenåbnende på mange måder. Det hele var en totaloplevelse af sorg, latter, gråd, angst, glæde.
Jeg deltog i en workshop, hvor man skulle fortælle om sine egne erfaringer med krig. En kvinde fra Bosnien fortalte om, hvordan hun var flygtet fra hus til hus, fra kælder til kælder sammen med en anden kvinde. På et tidspunkt kunne de ikke mere og faldt stærkt udmattede i søvn på et par madrasser i et kælderrum. Da hun vågnede forkommen og bange nogle timer senere var den anden kvinde død. Hun var blevet dræbt.
Under hvilke omstændigheder det var foregået, om hun f.eks. også var blevet voldtaget, fik hun aldrig at vide. Det værste for hende var, at hun ikke havde grebet ind, og at hun derfor ikke syntes, hun kunne tillade sig at være glad for, at hun selv havde overlevet. Da turen kom til mig, skyndte jeg mig lidt forlegent at sige, at jeg ikke havde nogen erfaringer med krig, men de insisterede.
Okay, der var det, at jeg otte år gammel havde set noget, der lignede et festfyrværkeri over Baghdad. Og at jeg godt vidste, at det var blodig alvor. Og at jeg havde set billeder fra Sarajevo og Tuzla, hvor 70 helt unge blev dræbt på en café.
Og at jeg var bange for, at krigen kunne komme til os, og at jeg skulle miste mine forældre og mine brødre. Jeg kunne mærke, at jeg talte som kæp i hjul - mere veltalende på engelsk end nogensinde på dansk, fordi jeg var bange for, at de skulle synes, jeg var dum, og at jeg tog deres dyrebare tid med noget pjat. Men det gjorde de ikke.
De lærte mig blandt meget andet, at angsten for krigen ikke kan gradbøjes. Angsten var vi fælles om. Det der bar frem var, at vi alle sammen var taget til Novi Sad - ikke kun for at gøre noget ved vores egen angst, men for at blive bedre til at arbejde mod krig - også gennem bearbejdning af vores egen angst.
I Novi Sad lærte jeg også meget om myter om krig. Det er f.eks. en myte, at mænd kun bliver sendt i krig for at forsvare børn, kvinder og fædreland. Eller menneskerettighederne. Eller verdensfreden. Eller det gode, som USA vil påstå i disse år.
Mænd bliver sendt i krig for at slå andre mænd ihjel, og fælles for dem, der slår ihjel og bliver slået ihjel er, at de har forladt deres kone og børn og i nogle tilfælde også deres fædreland.
Stærkt forenklet kan man sige, at samfundet overlades til kvinderne. De mænd, der kommer helskindede hjem, er ofte blevet forkrøblede af krigen. Den største tærskel, man kan overskride, er den, man overskrider, når man slår et andet menneske ihjel. Mange af dem, der har overskredet den tærskel i en krig, ender som voldelige misbrugere.
 
Medlem af Kvindeligaen
Da jeg kom hjem fra Novi Sad, meldte jeg mig ind i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, fordi Novi Sad havde lært mig, at der er en vigtig feministisk vinkel på fredsarbejdet, og at vi bliver stærkere, hvis vi arbejder sammen internationalt. I øvrigt var det også Kvindeligaen, der tog idéen om Kvinder i Sort-demonstrationer op herhjemme et par år senere.
Lad mig vende tilbage til 2001. Lige efter terrorangrebet talte George W. Bush om krig og korstog. Hurtigt blev det dog til krigen mod terrorisme. Siden er det blevet ondskabens akse med Saddam Hussein som en klar nummer ét. Jeg kan sige det meget enkelt. Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. Ligesom krigen mod Afghanistan var det, vil en eventuel krig mod Irak blot være et komma i den store historie om kolonialisme og globalisering og økonomiske interesser, der kværner derudad uanset hvad.
Det er muligt, at der findes masseødelæggelsesvåben i Irak. Det er muligt, at der skal ske en afvæbning. USA og England har tilsammen 200.000 mand i regionen - parat til en krig. Der er allerede annonceret et "chokangreb" på Saddam Hussein: 3000 bomber vil blive smidt i løbet af de første 48 timer. Nok er han en stor diktator, men så mange bomber kan der vel ikke ligge på ham på bare 48 timer.
Det irakiske folk, som har lidt under hans diktatur siden 1979 og under sanktionerne i 12 år, skal nu også lægge ryg til det chokangreb, der er beregnet på deres diktator. Og afvæbningen skal ske ved, at man med et kirurgisk præcist angreb slår direkte ned på Iraks masseødelæggelsesvåben med nogle af USAs masseødelæggelsesvåben, men bare rolig, det er kun nogle meget små atombomber, man vil bruge. Og det er vel også berettiget, når man har fundet ud af, at Irak har missiler, der kan række 30 km længere end de 150 km, de har fået lov til?
Hvorfor bruger man ikke pengene på masser af FN-våbeninspektører med ordentlige sikkerhedsforanstaltninger og frem for alt støtte til det irakiske folk? Hvorfor hæver man ikke de sanktioner, så det irakiske folk kan komme på fode og få den styrke, det kræver at smide en diktator på porten?
 
Regn ikke med os
De krav synes jeg, vi skal stille, og ved I, hvad jeg også synes? Jeg synes - edermame - undskyld sproget, at vi skal sige til vores egen regering, at de ikke skal regne med os, hvis de vil med i A/S Bush og Blair Krigscirkus. Poul Nyrup ville så gerne lege med de store, da der skulle være krig mod Afghanistan. Det var jeg sur over, for jeg synes også den krig er noget lort. Men på en eller anden måde lænede han sig måske nok op ad en forestilling om, at han havde et flertal bag sig.
Det har Fogh altså ikke. Er det ikke stort at stå her og vide, at flertallet af den danske befolkning siger nej til en krig, også selvom der kommer en ny resolution fra FNs Sikkerhedsråd. Det er dem, vi taler for, det er på deres vegne, jeg nu giver Anders Fogh Rasmussen det samme råd, som jeg gav Poul Nyrup, da han ville i krig mod Afghanistan.
 
Et råd til Anders Fogh
Hvis jeg var Anders Foghs mor - Gud forbyde det, så ville jeg klappe ham på hovedet og sige til ham, at nu har han været en rigtig dygtig lillebror længe nok.
Nu kan han godt slappe af og begynde at tænke selv. Det bliver der ikke fred af, men måske kunne nogle andre små brødre også begynde at tænke selv.
Der kunne måske komme en hel bevægelse af fredselskende lillebrødre, der kunne tænke selv og handle moralsk, økonomisk og politisk ansvarligt. Til sidst kunne budskabet måske så nå frem til storebror.
Og hvis han stod der mutters alene, og ingen gad lege med ham, fordi hans leg er rigtig dårlig, så kan det da godt være, at han ville finde på en anden leg, og den leg kunne måske også handle om at løse konflikter med ikkevoldelige midler og gøre det muligt for os alle sammen at være til i et nu, der ikke hele tiden skulle være fyldt med angst for fremtiden.
Jeg vil synge en sang for jer, der handler om det nu, den handler om at leve og elske, og mon det egentlig ikke er det, vi er her for?