FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Analyse af Powells beviser Hvis man godtager alt hvad Colin Powell sagde til FNs sikkerhedsråd, er der ingen grund til at gå i krig Af Rahul Mahajan - februar 2003
Se temaet

Hvis man godtager alt hvad Colin Powell sagde til FNs sikkerhedsråd den 5. februar, burde den første respons være, at så var der ingen grund til at gå i krig, eftersom USAs efterretningsevner er så effektive at Iraks masseødelæggelsesvåben nemt kan blive fundet.
Det første spørgsmål man ville stille ville så være hvorfor USA i over to måneder har tilbageholdt disse tydeligvis så afslørende beviser fra de våbeninspektører, som kunne have bekræftet påstandene og ødelagt lagre af masseødelæggelsesvåben og deres produktionsanlæg.
Hvis Powells beviser vitterligt er hvad han påstår de er, har USA valgt at sabotere FNs sikkerhedsråds resolution 1441, hvor afsnit 10 “påkalder alle medlemsstater at give deres fulde støtte til UNMOVIC og IAEA i udøvelsen af deres mandat, herunder ved at viderebringe enhver information forbundet med de forbudte våbenprogrammer.
Men denne konklusion er måske ikke berettiget af disse beviser. Hvad Powell serverede for sikkerhedsrådet var en omgang tågede luftfotos af bygninger, et skema over formodede al Qaeda aktiviteter i Irak, et par bånd med optagelser der muliggør forskellige fortolkninger og, som før, et stort antal rapporter uden dato fremskaffet fra unavngivne Irakiske afhoppere.
USAs regering har ofte før brugt misvisende eller falske informationer for at oppiske en krigsstemning. Det spænder fra relativt spidsfindige konstruktioner af satellitfotos for at overbevise den Saudiarabiske regering om at Irak var ved at mobilisere tropper til en invasion af Saudi-Arabien i 1990, til de mindre spidsfindige, så som de fortsatte påstande om at Irak “smed våbeninspektørerne ud” i 1998 (som pressen den gang korrekt skrev, blev de trukket tilbage på USAs initiativ). En skeptiker har god grund til ikke at ville acceptere nogle af beviserne overhovedet, men det er dog nyttigt at gennemgå det.
 
Beviser om Irak og al Qaeda
Præsentationens svageste, men vigtigste del var påstande der skulle forbinde Irak med al Qaeda aktiviteter. Tidligere afhang forbindelsen af påstande om en mand, Mohammed Atta, og dennes møde med en Irakisk efterretningsagent i Prag (det er siden hen blevet klart at han næsten sikkert var i USA under det påståede møde). I dag afhænger forbindelsen af een mand, Abu Musab al-Zarqawi.
Al-Zarqawi er tilsyneladende en højtstående agent i en islamisk gruppe kaldet Ansar al-Islam, som opererer i det nordlige Irak (på nuværende tidspunkt en autonom region med en foreløbig kurdisk regering på god fod med USA).
Om end der ikke er nogen klar direkte forbindelse mellem denne organisation og den irakiske regering hævder Powell at Iraks regering har en højtstående agent i Ansar som “tilbød al Qaeda et fristed”, men få om nogen accepterede tilbuddet eftersom det formodede sted var i den del af Irak der ikke stod under Iraks regerings kontrol.
Forbindelsen mellem al-Zarqawi selv og den irakiske regering består tilsyneladende i at han blev behandlet på et hospital i Bagdad, hvilket næppe kan tages som en indikation af at Irak på højt niveau har gjort sig medskyldig i terroristangreb mod amerikanske mål.
Der var ikke noget forsøg på at forbinde Ansar med terrorangrebene den 9/11. For USA er den blotte tilstedeværelse af al-Zarqawi, der er en underordnet i Ansar, i Irak grund nok til en krig. Men Ansars leder, kendt som Mullah Krekar, lever uantastet i Norge, og USA har end ikke krævet ham udleveret. Krekar benægter enhver forbindelse mellem Ansar og al Qaeda. Powell hævder også at en al Qaeda fange har fortalt, at Irak har givet oplysninger om biologiske og kemiske våben til al Qaeda medlemmer. Givet de forhold som al Qaeda fangerne holdes under, og deres klare incitament til at fortælle USAs regering det de gerne vil høre, er det meget langt fra at være reelle beviser.
Påstanden trodser også al sund fornuft. Saddam Hussein har altid af al Qaeda været anset for en fjende, og selv har Hussein anset Islamister som den største interne trussel mod hans regime.
At give dem muligheden for at lave kemiske og biologiske våben, våben han ser som uundværlige for regiments overlevelse (mange analytikere tror at hovedårsagen til at USA ikke gennemtvang et “regimeskifte” i 1991 var frygten for at Iraks regering kunne anvende kemiske våben i selvforsvar) ville være at destabilisere sit eget regime.
 
Beviste masseødelæggelsesvåben
Kernen af hans præsentation var dog påstande om Iraks overtrædelse af resolution 1441, og om landets forsøg på at erhverve sig masseødelæggelsesvåben.
Dette omfattede beviser som et fotografi af et skur og en lastvogn ved siden af en bunker, efterfulgt af en påstand om, at sådan en sammenstilling af lastvogn og skur (lastvognen skal forestille at være en “dekontaminerings-lastvogn”) er en ufejlbarlig indikator for at bunkeren indeholder kemiske våben. Et andet bevis er et foto af hvordan et irakisk UAV (unmanned aerial vehicle, “ubemandet luftfartøj”) “ville se ud”. Powell hævdede at Irak var ved at puste nyt liv i forsøg på at erhverve sig atomvåben, og han fortalte at to ud af tre elementer allerede var i Iraks hænder.
Det sidste element, spalteligt materiale er og altid har været det sværeste at skaffe. Ifølge Powell “har vi mere end et årtis beviser for at han [Hussein] forbliver fast besluttet på at opnå atomvåben”, men der hørtes ingen erkendelse af at han i et årti har været helt ude af stand til at få det.
Ej heller var der nogen anerkendelse af Mohammed el-Baradei, leder af det hold af inspektører der leder efter atomvåben i Irak, hvis vurdering er at “der er til dato ikke spor af fortløbende forbudte atomare aktiviteter eller aktiviteter relateret hertil”. Ej heller har inspektionerne hidtil fundet tegn på nye nukleare anlæg eller direkte støtte af nogen nuklear aktivitet. Mohammed el-Baradeis hold forventer inden for de kommende måneder troværdigt at kunne erklære, at Irak ikke har noget atomkraft- eller atomvåbenprogram, under forudsætning af aktiv medvirken fra Iraks side og såfremt ingen usædvanlige omstændigheder opstår. Powell genoplivede påstanden om at Iraks forsøg på at erhverve sig visse aluminiumsrør viser at Irak prøver på at lave centrifuger til produktion af spalteligt materiale, og drager dermed Mohammed el-Baradeis konklusion om at de er bedre egnede til konventionelt artilleri, i tvivl.
Flertallet af de øvrige “beviser” var uden angivelse af kilder eller fra en af de utallige afhoppere, som altid bekvemt er kommet frem når USA har haft brug for det. Det mest overbevisende bevismateriale var optagelser af to samtaler, der skulle vise Iraks forsøg på at skjule beviser for våbeninspektørerne.
Det er umuligt at sige om optagelserne er ægte, om de er nye, eller stammer fra den forrige inspektionsrunde i 1997, eller hvad de præcist refererer til. Ser vi bort fra alle disse forbehold, er det dog stadig sandsynligt at Irak prøver at skjule ikke masseødelæggelsesvåben, men snarere mindre ting som ikke nåede med i deklarationen fra den 7. december (dette kunne for eksempel være de tomme kemiske granater der for nylig blev opdaget), og at de så prøver at skjule disse uoverensstemmelser frem for at lade inspektørerne finde dem.
Der var i hele præsentationen ikke nogen som helst erkendelse af situationens sande tilstand angående kemiske og biologiske våben, som bekræftet af UNMOVIC for nyligt. Der er optegnelser for hvor mange kemikalier, biologiske vækstmedier og andre komponenter Irak importerede fra vestlige firmaer (specielt amerikanske og tyske). Der vides hvor meget våbeninspektører har destrueret. Der er irakiske påstande om hvor meget der blev brugt i krigen med Iran og hvor meget de selv destruerede.
Irak er ude af stand til at skaffe inspektørerne tilstrækkelige beviser til at kunne få regnestykket til at gå op. Der er således nogle uoverensstemmelser angående kemiske våben. For eksempel hævder Irak at 550 sennepsgas-granater mistedes efter golfkrigen, men de kan ikke bevise det.
Angående biologiske vækstmedier er der uoverensstemmelser, og hvis man tager disse uoverensstemmelser og accepterer den helt urealistiske påstand at Iraks fermenteringstanke har været i konstant brug i alle de seneste år, kan man opnå høje tal for hvor store mængder biologiske midler, som for eksempel anthrax-bakterier, Irak teoretisk kunne have.
Disse uoverensstemmelser er tilstrækkeligt til at våbeninspektørerne ikke kan lukke bogen for de kemiske og biologiske våben (om end de reelt set har gjort det for atomare våben). Det kan formodentlig skyldes at Irak, efter 8 års krig med Iran, verdenshistoriens voldsomste bombardementer under Golfkrigen, og endelig 12 års hårde sanktioner, ikke har alle sine optegnelser intakt.
 
Er Irak en trussel?
Det er utvivlsomt sandt at Irak førhen er gået langt i deres bestræbelser på at undgå samarbejde med inspektionerne. Det er muligt at det sker også nu - nogle af Powells beviser kunne være reelle.
Fraværende i præsentationen var enhver seriøs diskussion af den trussel som Irak kan anses for at udgøre mod USA eller enhver stat i regionen. Blot det at besidde masseødelæggelsesvåben, selv hvis endeligt afklaret, er ikke bevis for aggressive intentioner.
Faktisk har Irak siden Golfkrigen selv indkasseret angreb ganske ofte (amerikanske og britiske bombninger, periodiske tyrkiske invasioner i nord, så godt som kuwaitisk anneksion af Irakisk territorium i syd), men har ikke selv seriøst truet nogen.
Beviserne for Iraks angrebsvilje synes at lyde noget i retning af: Saddam “gassede sin egen befolkning” i 1988, derfor er der overhængende fare for at han vil angribe os i 2003. Den overhængende fare lader dog ikke til at være større, end at vi kan afse et helt år til at piske en krigsstemning op før vi angriber. Dette overser belejligt det centrale faktum om Husseins krigs-CV.
Uden undtagelse blev hans værste forbrydelser begået med fuld støtte fra USA, både med diplomati og materiel. Krigen mod Iran, massakren af kurdere i Anfal kampagnen i de sene 80'ere, selv den blodige undertrykkelse af “den irakiske intifada” i 1991 involverede alle eksplicitte mål af støtte fra USA - fremskaffelse af efterretningsoplysninger, godkendelse af eksport af kemikalier og biologiske vækstmedier, ydelse af “landbrugsstøtte”, afvæbning af oprørere, og meget mere.
Invasionen af Kuwait blev udført i den bevidst tilskyndede tro at USA var ligeglad. Hussein ved, at uden støtte fra USA kan han kun være en trussel mod sine interne politiske fjender. Powell beskæftigede sig ikke med disse kendsgerninger, men indrømmede nærmest i hans tyen til forebyggende krig, at trods manglen på en trussel fra Irak “skulle vi så løbe den risiko at han en dag, på en tid, sted og måde efter eget valg, vil bruge disse våben når verden er i en meget svagere position til at reagere?”.
Det er klart at ethvert land vil på kunne foretage et sådant argument mod et hvilket som helst andet, hvorfor forebyggende angreb (engelsk “pre-emption”) er i klar uoverensstemmelse med international ret.
 
Hvis Irak ikke samarbejder
Hvis Irak ikke samarbejder fuldt ud med inspektørerne lige nu, er det vigtigt at forstå hvorfor. Den første runde med våbeninspektioner begyndte at falde fra hinanden i 1998 af een grund: USA nægtede at forpligte sig til ophævelse af sanktionerne så snart Irak var afvæbnet.
Denne nægtelse var et brud på deres forpligtelser under resolution 687. Denne gang er det endnu værre. USA bomber jævnligt Irak i et eskalerende mønster hvor der ikke længere er skyggen af forbindelse til håndhævelsen af de ulovlige flyveforbudszoner, men er klart en del af den nedbrydning af luftforsvar hvormed USAs krige begynder.
USA opbygger en massiv militær tilstedeværelse i golfen, og erklærer åbent, for alle der ønsker at lytte, at det vil gå i krig uanset hvad Irak gør, og uanset om FNs sikkerhedsråd er med eller imod. Faktisk har mindst en kommentator, Bill Keller (“What to Expect when you're Inspecting, “ New York Times, 16. november, 2002), pointeret at inspektionerne er en vidunderlig indledning til krigen fordi de kan “betydeligt formindske Saddams arsenal”, og dermed gøre det let for USA at kæmpe uden frygt for gengæld, og fordi “inspektionerne fastfryser Irak mens vi bringer vores styrker i stilling”.
Irak befinder sig således i den bizarre position at det påbydes at afvæbne sig samtidig med at det er under angreb fra et andet land, og oveni hatten foragtes af det “internationale samfund” for kun delvis medvirken.
Det bliver mere og mere sandsynligt at USA vil opnå en resolution fra sikkerhedsrådet der autoriserer en krig. Hvis det gør, vil hovedargumentet være at det må gå i krig med Irak for at håndhæve international lov og ret. Det er vigtigt allerede nu at forstå præcis hvor slemt et argument det er. Det er ikke bare fordi USA systematisk har undergravet international lovgivning, ved at nægte at acceptere grundlaget (afvæbning) for fjernelse af sanktionerne, ved gentagne gange ulovligt at angribe Irak (som Desert Fox bombningerne i 1998), og ved bevidst at gøre sanktionerne så skadelige som muligt mod befolkningen af rent politiske bevæggrunde (Se “Economic sanctions as a weapon of mass destruction, “ Joy Gordon, Harper's, november 2002).
Det er ej heller blot fordi USA er dobbeltmoralsk, idet det selv og favoriserede allierede er undtaget fra lovmæssige forpligtelser hvor stater udpeget som fjender ikke er det.
Det er fordi denne krig skænder den ultimative internationale lov. Det er en “forbrydelse mod freden”, en angrebskrig. Det besluttedes for længe siden i det Hvide Hus, og den eneste grund til at andre lande måtte stemme til fordel for USA er dets gentagne erklæringer at krigen vil komme hvad enten de vil det eller ej. Det er USA der holder ikke bare Irak, men hele verden som gidsel.

Rahul Mahajan er amerikaner, bor i Texas og medlem af The Nowar Collective. Han er forfatter til “The New Crusade: America's War on Terrorism” (April 2002, Monthly Review Press) og den kommende “The U.S. War on Iraq: Myths, Facts, and Lies.” Artiklen er en Znet Commentary og er oversat fra engelsk af Jens Buurgaard Nielsen.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret februar 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand