FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Det handler om olie Om Iraks brug af olievåbnet Af Maria Bergsøe
Se temaet

Dengang Irak i juli 1990 anklagede Kuwait for at "stjæle" irakisk olie ved de fælles oliefelter ved grænsen, var scenen gjort klar til syv måneders besættelse med gruopvækkende følger.
Så det var indlysende, da Bagdad gentog en lignende anklage i midten af september, at Kuwait reagerede ved at slå alarm om fornyet irakisk angreb, mens USA truede med militær indgriben mod Irak, dersom nabostater blev truet.
Naturligvis benægtede irakerne, at de truede nogen; det var tværtimod dem selv, der blev truet, eftersom de var udsat for daglige angreb af amerikanske og britiske fly tillige med den aggression, som 10 års vedvarende internationale sanktioner udgjorde -sanktioner som helt klart ikke har støtte i resten af verden, men som ikke kan hæves uden USAs samtykke.
Sådanne kontroverser har ikke været ualmindelige de sidste ti år, men der har været en helt klar eskalering i denne ordkrig mellem Irak og dets modstandere i disse uger, hvor oliepriserne klatrer opad på verdensmarkedet.
Nogle iagttagere mener, at ved at øge de verbale angreb på Kuwait og Saudi-Arabien på nuværende tidspunkt, forsøger Bagdad at tale oliepriserne opad til stor irritation for amerikanske og britiske modstandere, som er vel vidende om, at en hvilken som helst "spænding" i Golfen medfører, at olieprisen bliver drevet op.
Andre mener, at Irak spiller højt spil og udnytter den kendsgerning, at uden de tre millioner tønder olie de producerer hver dag, vil priserne ryge helt til vejrs. For de andre olieproducenter vil finde det vanskeligt, nærmest umuligt, at dække underskuddet. De politiske og økonomiske konsekvenser kan blive katastrofale for de to vigtigste modstandere USA og England.
Det indebærer i teorien, at Bagdad nu befinder sig i en situation, hvor de kan komme af sted med at bekæmpe USA uden at risikere militær gengældelse. Det kan bogstavelig talt aflæses i den måde, hvorpå Washington tilsyneladende helt udelukker en militær indgriben overfor Irak, selv om man ikke tillader en ny våbeninspektion.
Det er, som om Irak siger: "Hvis I ønsker, vores olie skal flyde frit og normalt, så må I behandle os som et normalt land."
Den irakiske ledelse mener muligvis, at der hermed kan opnås en gevinst i form af ophævelse af sanktionerne, der kan ende med en tilnærmelse mellem Saddam Hussein-regimet og Washington.
Bagdad har en tilbøjelighed til at overspille sine kort, og den stigende indflydelse, som oliemarkedet giver Irak for tiden, kan vise sig at være mere kortlivet og mindre effektiv end regimet forestiller sig. Det er en kendsgerning, at det stærkeste våben i kampen for international oprejsning er evnen til at skabe vanskeligheder for modparten - det siger noget om den ustabile situation, som 10 år efter Kuwait konflikten, stadig hersker i Golfen.
Fremfor at bevare status quo og håbe på et eller andet uforudsigeligt regeringsskift, er det fristende at søge at opnå en forsoning mellem modstanderne i Golfkrigen og ophæve sanktionerne. Det bliver ofte sagt, at det har noget at gøre med at "bevare ansigt."
Saddam har brug for at slippe ud af post-Golfkrigens ødelæggelser som en "sejrherre", på trods af den elendighed han har bragt sit land ud i, men amerikanerne og englænderne kan ikke tillade ham den " sejr", som han vil udråbe, hvis sanktionerne blev hævet, selvom de er klar over, at de med embargoen ikke opnår noget som helst gavnligt. Men måske bliver der kastet nyt lys over hele den elendige situation ved hjælp af oliekrisen, måske kan den anspore til kreativ tænkning.
I august blev Bagdads internationale lufthavn åbnet og myndighederne håbede på, at sympatisk indstillede lande ville sende "humanitære" fly eller måske oven i købet genoptage regulær fly-trafik - og det er lige præcis det, som er sket.
De første 14 dage i oktober har der indfundet sig en strøm af arabiske fly, og det har ikke afstedkommet den modstand fra USA, som man kunne forvente. Flyene har skiltet med at være "humanitære" for at undgå vrøvl med FNs sanktionskomité, men det har tillige været en demonstration overfor sanktionspolitikken og en støtte til Iraks rehabilitering.
Og Danmarks Radio rapporterede, at den jordanske ministerpræsident havde indfundet sig den 1. november i lighed med flere arabiske ministre, der ankom til en handelsmesse i Bagdad.
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand