Hvem er voldelig

Lørdag den 10. august 2002 prøvede 500 israelske fredsaktivister – mænd og kvinder – at komme til Betlehem. På Manger Square ventede 700 palæ­stinensiske fredsaktivister på os.
Før kontrolposten på vejen mellem Jerusalem og Betlehem stod vi ud af vores busser og biler og fortsatte til fods. Da vi kom til kontrolposten, blev den bevogtet af en række soldater, der havde fået yderligere forstærkning af seks israelske politibetjente til hest.
Vi fik at vide, at Betlehem på det tidspunkt var et „lukket militært område“, og at vi ikke måtte komme ind i byen. Det er den sædvanlige historie, hæren bruger, når de vil forhindre israelske fredsaktivister i at mødes med palæstinenserne. Forskellen denne gang var disse beredne politibetjente.
Først blev vi oversprøjtet med koldt vand fra en politilastbil, da vi nærmede os kontrolposten. Men eftersom det var august og meget varmt, standsede det os ikke. Vi var våde, men uforfærdede.
Vi israelere stod som en falanks tæt ved siden af hinanden i håb om at få mulighed for at komme igennem rækken af soldater. Ved kontrolposten red det beredne politi ind i skaren af israelere og spredte os for alle vinde.
Politiet red frem og tilbage adskillige gange og red i alle retninger, hvorved vi blev spredt endnu mere. Folk faldt og blev sårede. Jeg var kommet væk fra vejen til den ene side, og jeg troede, at jeg var uden for farezonen, men pludselig kom en hest direkte imod mig og de andre, der stod i nærheden af mig.
Folk begyndte at løbe. Jeg mistede balancen og faldt på vejen. Jeg så hesten stejle over mig. Jeg løftede en arm for at beskytte mit ansigt – og hesten sprang over mig. Den ene hov stødte imod mit ene ben. Andre kom til for at hjælpe mig op. Jeg var rystet, men fejlede i øvrigt ikke noget.
Den dag kom vi ikke til Betlehem. Vores kontakt til aktivisterne inde i byen foregik ved hjælp af mobiltelefoner, der på begge sider blev holdt op til højtalere. Hvorfor var politiet så voldeligt over for os? Hvorfor blev vi opfattet som en trussel? Vi var bare en gruppe ubevæbnede mænd og kvinder. Der var nogle udenlandske journalister sammen med os, men der var ingen fra de israelske medier.
Jeg ville gerne fortælle folk, hvad der var sket. Jeg var vred over, at der var brugt vold mod os. I israelsk radio er der nogle radioprogrammer, hvor lytterne kan ringe ind og fortælle om et eller andet. Et af dem hedder „Du har én at tale med“. Om søndagen ringede jeg og sagde til den kvinde, der tager imod opringningerne, at jeg ville fortælle om den politivold, der havde været på demonstrationen om lørdagen. Den unge kvinde fik mit telefonnummer, og jeg ventede på, at de skulle ringe tilbage. Det gjorde de ikke.
Om mandagen ringede jeg og sagde, at jeg ville fortælle dem, hvad der var sket mig om lørdagen på en fredsdemonstration i nærheden af Betlehem. Kvinden tøvede. Hun sagde, at hun var nødt til at spørge sin overordnede. Hun ringede aldrig tilbage.
Om tirsdagen fortalte jeg nogle venner, hvor uheldig jeg havde været, da jeg ville fortælle om lørdagens vold i radioen. „Åhh!“ sagde de, „du skal ikke fortælle dem, hvad det er, du vil tale om, sig noget andet“. Onsdag ringede jeg igen og sagde, at jeg gerne ville fortælle om vold mod en kvinde. Jeg opgav mit navn og telefonnummer. De ringede ikke tilbage.
Om torsdagen ringede jeg fra min datters telefon, opgav hendes navn og nummer og sagde, at jeg ville tale om vold på vejene (trafikulykker) og vold mod kvinder. De ringede tilbage!
Jeg sagde, at jeg mener, at alle former for vold i vores israelske samfund hænger sammen. Volden er meget udbredt i vores skoler, der er mange trafikulykker på vejene, der er en stor procentdel af kvinder og børn, der bliver udsat for vold i familien, og hvert år bliver mange kvinder myrdet.
Efter min mening er alle disse tilfælde af vold udtryk for en høj grad af tolerance over for vold i vores samfund. Indtil da var intervieweren hele tiden enig med mig.
Derpå sagde jeg, at jeg mener, brugen af vold for at opnå et mål eller få kontrol over andre kommer fra toppen og ned. Og jeg begyndte at tale om den forsætlige politivold om lørdagen.
Intervieweren afbrød mig. Han sagde, at han ikke kunne lade mig tale om det emne. Jeg prøvede at blive ved med at tale, men så hørte jeg ham råbe: „Afbryd hendes linje! Afbryd hendes linje!“ Jeg vidste, at de havde afbrudt mig, så jeg lagde røret på.
I radioen i værelset ved siden af hørte jeg ham sige til lytterne: „Her var så et eksempel på en intelligent kvinde, der bruger vold for at få sine ting igennem.“

Var det mig, der var voldelig?

Aliyah Strauss er forkvinde for den israelske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (WILPF), aktiv i Coalition of Women for Peace og i Kvinder i Sort-netværket. Hun er en af de israelske arrangører af den kommende Internationale Menneskerettigheds- og Fredsmarch i Israel og Palæstina. Artiklen er oversat af Annelise Ebbe.