FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Fredelige metoder og konflikten i Palæstina Vi må prøve at forstå begge parters rolle i konflikten, hvor fredsmodstanderne understøtter hinanden. Af Lizzie Saietz - marts 2003
Se temaet

I sidste nummer refereres et brev som i april 2002(!) er sendt fra Kvindeligaens internationale hovedorganisation til FNs Sikkerhedsråd om Israel/Palæstinakonflikten. Jeg er skuffet over, at Ligaen med dette brev tager så ensidigt stilling til konflikten.
Den har jo dog to parter og der er grupper på begge sider, der ønsker en fredelig to-statsløsning, medens andre på begge sider gør hvad de kan for at modarbejde denne.
I brevet anmoder man Sikkerhedsrådet om at kræve, at Israel trækker sine tropper tilbage fra selvstyreområdet og at besættelsen skal ophøre. Heri er jeg absolut enig.
Men der stilles ikke krav om, at de palæstinensiske selvmords- og andre terroraktioner mod den israelske civilbefolkning skal ophøre.
Tværtimod udtrykker man en vis forståelse for selvmordsaktionerne mod civile israelere: “Under disse ekstreme forhold er det ikke overraskende, at det (palæstinensiske folk) anvender midler som selvmordsbomber”.
Og dog er det jo sådan, at hver selvmordsbombe bringer drømmen om den palæstinensiske stat og den fredelige tostatsløsning længere væk. Hver terroraktion gør det sværere for den israelske fredsfløj, påvirker de israelske vælgere og giver Sharon påskud til genbesættelse og gengældelsesaktioner.
Meningsmålinger viser det paradoksale, at 70% af israelerne støtter tanken om en levedygtig palæstinensisk stat, men den rædsel selvmordsbomberne spreder gør at 70% samtidig støtter Sharon, som i hvert tilfælde ikke ønsker en sammenhængende levedygtig palæstinensisk stat. Menneskerettighedsorganisationer, bl.a. Human Rights Watch kalder angrebene på civile israelere forbrydelser mod menneskeheden og plæderer for, at de ansvarlige organisationsledere bliver stillet for retten.
Samtidig giver man Arafat og selvstyremyndighederne en stor del af det politiske ansvar for angrebene (se Informatíon 4- 5/3 2003 side 5). I Ligaens brev hævdes også at “... Israel er på vej til at udrydde det palæstinensiske folk”. Man beklager tavsheden hos verdens ledere i den forbindelse, og nævner i samme sammenhæng verdens tavshed under masseudryddelserne i Rwanda og andre massekatastrofer.
Men: Intifadaen har siden september 2000 kostet ca. 1700 palæstinensere (og ca. 700 israelere) livet. Hvert eneste mistet liv er et for mange, men at tale om udryddelse af befolkningen gør efter min mening brevet utroværdigt.
Ligaen arbejder jo for en fredelig løsning af også denne konflikt. Dertil mener jeg det er nødvendigt at prøve at forstå begge parters rolle i konflikten, og forstå hvordan fredsmodstanderne på begge sider ved deres handlinger i virkeligheden hjælper og understøtter hinanden.
Men: Intifadaen har siden september 2000 kostet ca. 1700 palæstinensere (og ca. 700 israelere) livet. Hvert eneste mistet liv er et for mange, men at tale om udryddelse af befolkningen gør efter min mening brevet utroværdigt.
Ligaen arbejder jo for en fredelig løsning af også denne konflikt. Dertil mener jeg det er nødvendigt at prøve at forstå begge parters rolle i konflikten, og forstå hvordan fredsmodstanderne på begge sider ved deres handlinger i virkeligheden hjælper og understøtter hinanden.
 
Kære Lizzie Saietz!  
Tak for din reaktion på det brev som Kvindeligaens internationale præsident Krishna Patel, skrev til FNs Sikkerhedsråd sidste år i april. Jeg forstår godt dit udråbstegn. Det var ikke just en nyhed i december.
Det bringer mig videre til en generel kommentar. WILPF havde lige haft en delegation i Israel/Palæstina, da brevet blev skrevet. Du ved sikkert også, hvordan man kan blive så følelsesmæssigt opbragt over at se uretfærdighed, at det slører blikket. Det er ikke nogen undskyldning, men en forklaring.
Du slår konkret ned på to formuleringer. Den første, at det “under disse ekstreme forhold ikke er overraskende, at det anvender midler som selvmordsbomber”, synes jeg er i orden. Den viser en indføling med, at folk kan blive bragt så langt ud, at de tyer til voldelige midler.
Men jeg synes ikke, den skulle have stået alene. Der burde efter min mening have stået, at uanset vi kender baggrunden for selvmordsbomberne og evner at forstå, hvad der driver palæstinenserne, kan vi naturligvis ikke acceptere, at den slags voldelige og terroristiske midler tages i anvendelse. Som du selv skriver, er selvmordsbomberne også med til at optrappe konflikten, de indgår altså også i den såkaldte voldsspiral.
Måske husker du det oplæg af Nurit Peled-Elhanan, som vi bragte i nr. 1 2002. Hun skrev bl.a.: “At have en dialogisk tilgang til samtale betyder, at man er villig til at glemme eller tilbageholde sin egen viden eller sandhed eller fortælling, og at man inden i sig gør plads til andres viden og sandhed og fortælling. Dialogiske mennesker tror ikke på fastlåste personligheder og evige virkeligheder.”
Og senere følgende efter min mening gribende citat: “Min lille pige blev myrdet, fordi hun var israeler. Hun blev myrdet af en ung mand, der blev ydmyget, undertrykt og var desperat i en grad, så han var på randen af selvmord, mord og umenneskelighed, alene af den grund at han var palæstinenser. Og nu er deres blod for evigt blandet på Jerusalems sten, Jerusalem der igennem lang tid er blevet indifferent over for blod.
Børns blod er blevet den billigste handelsvare i dette morderiske spil. Og de såkaldte ledere handler frit og let med det, fordi børn er abstrakte fænomener for politikere og generaler, og blod er blot en lille flis i den store handel. Hvis du slår en af mine ihjel, slår jeg hundrede af dine ihjel.”
Nurit Peled-Elhanan er selv dialogisk, og når hun kan være det, hun som faktisk har mistet sin lille datter på grund af en selvmordsbombe, så bør en WILPF-delegation i Israel/Palæstina - WILPF's præsident - naturligvis også kunne være det. Og der ligger selvsagt en særlig forpligtelse, når man som WILPF har en status, der faktisk gør det muligt ikke alene at sende breve til FNs Sikkerhedsråd, men også at kalkulere med en vis sandsynlighed for at få dem læst.
Det andet, du tager op, er formuleringen: “Israel er på vej til at udrydde det palæstinensiske folk”. Også her vil jeg til dels give dig ret. Der er efter mit skøn tale om en meget, meget voldsom forfølgelse af det palæstinensiske folk, en forfølgelse, der tilmed er intensiveret, mens verdens øjne har været og er rettet mod Irak, desuden er der tale om en asymmetrisk konflikt, dvs. der er højteknologi (og atombomber) på den ene side og selvmordsbomber på den anden.
Eller sagt på en anden måde: Israel har alt, hvad de kan ønske af isenkram, palæstinenserne har deres egne liv. Men at tale om udryddelse, dvs. folkemord, er måske nok forkert. Vi udvander begreberne (og mister troværdigheden), hvis vi omgås den mindste smule lemfældigt med dem. På den anden side må vi ikke af angst for at miste troværdighed (eller af politisk opportunisme) vende det blinde øje til, når eller hvis et folkemord går i svang.
Men selvom der muligvis ikke er tale om et folkemord, er der efter min mening i hvert fald tale om, at Israel gør alt for at underminere palæstinensernes mulighed for og ret til at effektuere en selvstændig stat.
 
Med venlig hilsen Annelise Ebbe



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret marts 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand