Beredskabs-historier

 
NATO oplyste den 28. marts 1999, at en række kosovoalbanske ledere brutalt er blevet henrettet. Men i hvert fald to af de nævnte navne, Fehmi Agani, der er kendt fra Rambouillet-fredsforhandlingerne, og chefredaktøren Baton Haxhiu, er heldigvis fortsat i live den 1. april. NATO citerede "pålidelige kilder" for oplysningerne, der ukritisk blev bragt videre i pressen.
 
Under Golf-krigen fabrikerede et reklamebureau en grum sag om irakiske soldater, der kylede nyfødte kuwaitiske babyer ud af kuvøserne. Der er ingen tvivl om, at alle parter har lært af den historie. Reklamebureauerne er på patriotisk overarbejde for serberne og for Kosovoalbanere. Den militære oprustning foregår i høj grad også i medierne.
 
Pressen skal nok sørge for at minde os om, at fjenden lyver. Men NATO og de øvrige krigsførende lande har lige så meget gang i propagandamaskinerne, som ovennævnte eksempel viser. I demokratierne skal befolkningerne bankes på plads, til en fortsat opbakning for krigen.
 
Krigens handlinger er grusomme, men det er åbenbart ikke nok for de stridende parter. Historierne om massakrer krydres derfor med opsigtsvækkende detaljer, der stammer fra krigens evige vandrehistorier. Pressen sluger alt råt.
 
Massakrer og udrensninger hører krigen til. Det samme gør polariseringen af venner og fjender. I krigens virkelighed skal de serbiske skurke være rigtig slemme. Tilsvarende skal det være meget synd for vore kosovoalbanske helte. Og vore NATO-drenge er rene helgener.

En værre massakre

En bevæget britisk udenrigsminister Robin Cook fortæller den 29. marts en rystende historie på tv. 20 skolelærere er blevet skudt af serberne, for øjnene af deres egne elever. Men historien er fup.
 
En albansk tv-station var først med den. Torsdag den 25. marts kunne en gruppe nyankomne flygtninge berette om den massakre, som den britiske udenrigsminister senere genfortæller. Historien bekræftes af den albanske informationsminister Musa Ulqini. Lærerne var blevet hængt.
 
Men allerede dagen efter, da den albanske regering udsender en mere officiel erklæring om rygtet, er flere af de farverige detaljer barberet af. 20 etniske albanere, her i blandt nogle lærere og en skoleleder, er blevet dræbt af serbiske styrker i Goden, Prush and Zylfaj.
 
Den amerikanske reaktion er først vag. En talsmand for National Security Council kan ikke umiddelbart bekræfte rygtet.
 
Den 28. marts fortæller Kris Janowski, der er talsmand for U.N. High Commissioner for Refugees (UNHCR) om massakren - men i den nedbarberede version, der "blot" fortæller om tyve myrdede mænd.
 
Hashim Thaqi fra Kosovo Liberation Army går så til pressen med den stærkere version, hvor det nu er 22 lærere, der er blevet hængt foran deres elever.
 
Hashim Thaqi ringer til Madeleine Albright og den 29. marts kan den amerikanske regeringstalsmand James Rubin fortælle om en massakre på 22 lærere, hængt foran deres egne elever.
 
Det er en rigtig god historie, så den britiske udenrigsminister Robin Cook fortæller samme dag også den rystende historie, men nu om 20 skolelærere, skudt ned for øjnene af deres egne elever.
 
Blandt de mange grusomheder, som er foregået i resterne af det tidligere Jugoslavien, lyder denne historie særligt barbarisk. Og den kom lige på det rigtige tidspunkt, hvor NATO havde brug for opbakning til at fortsætte bombningerne.
 
Historien om de henrettede skolelærere har som ægte vandrehistorie rod i virkeligheden, blot strammet op, forstærket og udbygget. Bag vandrehistorien ser der ud til at ligge en sandhed om måske tyve grusomme mord. Men massemordene i en "ordinær" massakre er ikke længere nok, hverken for pressen eller for politikerne.
 
Rygtet er nu udbygget til en rigtig tåreperser, der skal få offentligheden til at slå i bordet og kræve, at NU skal serberne bombes på plads. De saftige rygter bringes videre som en fastslået kendsgerning, som både den amerikanske og den engelske regering stiller sig bag. Og regeringer lyver vel ikke, så de fleste medier bringer ukritisk historien videre.
 
Historiens udvikling kan følges gennem de elektroniske telegrammer fra nyhedsbureauerne Reuters, CNN, ATA, Ritzau m.fl. De mange versioner af vandrehistorien skifter mellem 20 og 22 personer, der nogen gange alle er lærere, og de blev skudt eller hængt - måske foran deres egne elever.
 
Afvigelserne er markante, men journalister og politikere har haft mere travlt med at bruge den gode historie, end med at tjekke den. Og for mange forbehold ville vel også ødelægge historiens effektivitet.
 
I krigens kaos er objektive kendsgerninger svære at opdrive. Amerikanerne og englænderne har adgang til et grundigt efterretningssystem, hvor de har kunnet indsamle hemmeligholdte oplysninger, der bekræfter historien. Men de to regeringer kan ikke en gang blive enige om antallet af dræbte.
 
Engang om mange måneder, når blodet forhåbentligt er størknet på slagmarkerne, bliver der tid til at kikke alle myterne efter. Som sædvanligt for sent, når propagandaens gift for længst har gjort sin virkning.