Fredsbus til Beograd

På baggrund af den tragiske krig i Jugoslavien har vi besluttet at bruge vores følelse af afmagt til noget konstruktivt.

Af Inger-Marie og Niels Mosbak

Se temaet
Fredsbus På baggrund af den tragiske krig i Jugoslavien er vi tre ganske almindelige danskere i Hedensted - uden græsrodsbevægelser, interessegrupper, politiske partier eller andet bag os, der har besluttet at bruge vores følelse af afmagt til noget konstruktivt.  
Som danskere har vi lært, at konflikter ikke kan løses med vold og bomber, men gennem forhandling og samarbejde!
 
Derfor rejser vi til Beograd.

SIDSTE NYT: Den Jugoslaviske ambassade har stukket en kæp i hjulet for Fredsbussen. De kan ikke garantere for vores sikkerhed, og tør derfor ikke tillade turen til Beograd. Læs mere her.


Fredsbus til Beograd den 20. maj

Hele turen, fra start til slut, vil forme sig som én lang manifestation af parolerne:
  • Stop Bomberne
  • Stop Krigen nu
  • Konflikter løses ikke ved vold
  • Forhandling nu
Disse overskrifter er valgt for at sikre, at vores budskab bliver enkelt og ikke til at misforstå! Der er ikke længere tid og råd til polarisering og dyrkelse af særinteresser.
 
Turen går fra Danmark via Tyskland, Østrig og Ungarn og vil foregå nonstop med overnatning i bussen. Varigheden vil blive omkring tre dage og opholdet i Beograd bliver kort, cirka tre timer.
 
Ved ankomsten til Beograd stiger vi samlet ud af busserne. Med hvide paraplyer og klædt helt i hvidt - vil vi uden ord udtrykke vores budskab.

Derefter går turen tilbage til Danmark, stadig med det overordnede budskab som mål. Med på turen har vi pjecer til uddeling.
 
Vi vil, så snart vi helt har afklaret detaljerne med busselskaberne, vende tilbage med den endelige tilmelding, visumansøgning og flere praktiske detaljer.
 

Fredsbussen er udsat!

Hedensted, 12/5-1999

Efter at have været i daglig kontakt med den jugoslaviske ambassade gennem den sidste uge, må vi nu erkende, at man ikke - trods forhåndstilsagn - fra jugoslavisk side, kan udstede visum til vores fredsbus.
Situationen er så tilspidset og farlig nu, at de ikke ser sig i stand til at beskytte os, hverken mod NATO-bomber eller desperate og vrede borgere, der er dybt frustrerede efter 50 dages bombardement.
Vi må derfor udsætte vores fredstur til Beograd på ubestemt tid men håber, at det bliver muligt at gennemføre turen senere!
Det har været utroligt dejligt - og stærkt - med den opbakning, vi har haft fra jer alle sammen - og l vil høre nærmere fra os snarest. Vi er IKKE slået ud - men arbejder videre - p.t. med ideer om at indkalde til et stort fællesmøde og/eller demonstration, hvis der er tilslutning til det - samt at sende støtteerklæring til kirken i Beograd med alle vore navne pr. e-mail?
Vi forestiller os som det første at gennemføre en brevstorm i stil med de kampagner, som Amnesty International bruger - og i løbet af få dage vil vi fremsende skrivelser til jer - adresseret til udvalgte personer - som vi vil bede jer distribuere og videresende. Vi modtager gerne andre ideer, der støtter vores overordnede tema.


Kontaktpersoner: E-mail: busstop@FRED.dk


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret maj 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >