Ikkevold på serbisk

Mange faktorer spillede ind i regimeskiftet i Jugoslavien (Serbien og Montenegro) den 5. oktober 2000, hvor Slobodan Milosevic blev erstattet af oppositionens kandidat Kostunica, der havde fået flest stemmer ved præsidentvalget den 24. september 2000.
Uden minearbejdernes strejke, oppositionens samarbejde i koalitionen DOS og mindst en halv million demonstranter foran parlamentet den 5. oktober 2000 var det næppe blevet til noget.
Men forud for dette havde OTPOR! i 2 år udfordret regimet med sine ikkevoldelige aktioner. "OTPOR!" betyder modstand på serbisk. OTPOR! opnåede noget der lignede verdensberømmelse i dagene omkring den 5. oktober 2000, men er siden forsvundet fra de flestes bevidsthed. Men bevægelsen OTPOR! findes fortsat, om end i stærkt splittet og reduceret udgave.
I april 2003 var jeg på studietur i Beograd i forbindelse med et kursus i fredsarbejde ved Göteborg Universitet. Jeg og mine medstuderende havde lejlighed til at tale med 3 OTPOR!-aktivister og repræsentanter fra forskellige NGOer og politiske partier om hvad der skete forud for den 5. oktober 2000.
Vi rejste af sted med en masse spørgsmål, og flere opstod undervejs: Hvorfor valgte studenterbevægelsen ikkevold som en bevist strategi i stedet for vold? Hvorfor forløb den 5. oktober så forholdsvis fredeligt, selvom der var masser af våben og kamphaner på begge sider?
Kan nogle af de metoder som serberne brugte bruges af andre folk i kampen mod diktatorer? Var det sandt at humor gjorde en vigtig forskel? Hvad blev der af folks frygt for Milosevic?
På disse spørgsmål er der ingen enkle svar, og hvilket svar man får afhænger naturligvis af hvem man spørger. Men jeg skal forsøge at skitsere nogle af de mulige forklaringer ved hjælp af de oplysninger jeg fik under studierejsen, og ud fra nogle af de mange skriftlige kilder, der er tilgængelige på internettet og i form af bøger.
 
Humor, hån og satire
Episoden med kontorudstyret og de tomme papkasser, som står sidst i denne tekst, blev fortalt af Rade Milic fra OTPOR!, og er en blandt de mange humoristiske indslag, som OTPOR! benyttede sig af. Humor, satire, latterliggørelse og hån var et vigtigt led i den kamp, der skulle vende folk væk fra Milosevic og hans styre, og fratage ham enhver legitimitet.
Ved en anden lejlighed arrangerede OTPOR! en uddeling af medaljer til kalkuner, som en hån mod alle de medaljer, som Milosevics uddelte i tide og utide til militær og politi. Tegneserier og videofilm, der gjorde tykt nar af Milosevic og hans kone, blev skabt.
Ellers gik strategien på små aktioner spredt over hele landet. Faren for voldelige konfrontationer i forbindelse med massedemonstrationer var for stor, og denne metode blev derfor bevidst fravalgt.
 
Chikane fra regimet
Men det hele var naturligvis ikke bare sjov. Tusindvis af OTPOR! aktivister blev anholdt, taget på politistationen til forhør og tilbageholdt nogle timer eller natten over, ofte i strid med serbisk lovgivning.
300 aktivister blev tilbageholdt fem gange eller mere, og de gentagne spørgsmål handlede om hvem der var OTPOR!s leder, hvem der finansierede organisationen, hvilke andre aktivister de kendte, og de tilbageholdte måtte ofte høre på kommentarer om at de var udenlandske agenter, der arbejdede for NATO, at de var terrorister og landsforrædere. Mange, også mindreårige, blev alvorligt gennembanket og udsat for ydmygende behandling, dødstrusler og tortur. OTPOR! blev nægtet godkendelse som en politisk organisation, og regimet førte en intensiv kampagne med terroristbeskyldninger i medierne. Alle disse overgreb er dokumenteret af "Humanitarian Law Center" i bogen "Policecrackdown on Otpor"
 
En bevægelse i udvikling
OTPOR! begyndte som en studenterbevægelse i Beograd i oktober 1998, men fandt sin styrke i at brede sig til hele landet og alle dele af befolkningen, og i at samarbejde med de uafhængige fagforeninger og oppositionspartierne samlet i DOS koalitionen.
Antallet af medlemmer i tidens løb er ukendt, tallene svinger mellem 20.000 og 100.000. Forklaringen på den store usikkerhed kan sikkert findes i, at mange følte et tilhørsforhold og arbejdede i OTPOR!s navn, men uden at have et formelt medlemskab.
OTPOR! havde ingen ledere og en meget flad struktur. Manglen på lederskab var et bevidst valg fra begyndelsen for alle vidste, at regimet straks ville fjerne en leder. Filosofien var, at kappede man et hoved af OTPOR! skulle 15 nye vokse frem. De, der deltog på et møde, var dem der bestemte næste dags eller nats aktioner, og hvis en ide blev glemt i løbet af et møde, var det sikkert fordi den ikke var god nok.
For mig fremstår OTPOR! som en bevægelse der hele tiden var på vej, hele tiden udviklede sig og spruttede af "her og nu"-ideer, kreativitet og spontanitet som ikke lod sig stoppe, da den først var sat i gang.
Målet var at styrte Milosevic, og op til valget den 24. september blev stort set ethvert trafiklys, ethvert fortov og enhver gade i Serbien klistret til med graffiti og klistermærker hvor der stod: "Gotov je" (Han er færdigt) og "Vreme je" (Det er tid) - noget navn var ikke nødvendigt, alle vidste hvem denne kampagne var rettet imod.
Alligevel havde OTPOR! en klar ikkevoldelig linje, ikke fordi de var eller er pacifister, men fordi at bruge vold ville have svaret til at møde Milosevic på hjemmebane.
Et regime, der foretrækker at undertrykke sine modstandere gennem vold, klarer sig dårligt når det bliver mødt med ikkevold. Det var filosofien, som skulle vise sig at holde. Hvor denne viden kom fra, er fortsat en gåde.
De aktivister jeg talte med, og de interviews jeg har haft adgang til, tyder ikke på at der var noget udbredt kendskab til f.eks. Gandhi eller ikkevolds-revolutionerne i det øvrige Østeuropa i 1989.
Gene Sharps bog "From dictatorship to Democracy" fandtes tilgængelig på engelsk, og dele af den blev oversat til serbisk i de sidste måneder før Milosevics fald, men på det tidspunkt havde ikkevold været OTPOR!s strategi i årevis. En vis form for inspiration kan de have fundet i demonstrationerne i vinteren 1996/1997, hvor studenterne gik på gaden hver dag i månedsvis, og demonstrerede for politiske forandringer. Dengang kom der ikke noget ud af det, men der blev lært fra disse tidligere erfaringer.
F.eks. var det dengang næsten udelukkende studenter, der var engageret i protesterne, hvorimod man nogle år senere gjorde en indsats for at involvere en langt større del af befolkningen. Men altså ikke nogle vellykkede eksempler at hente inspiration fra.
Tværtimod var de unge der startede OTPOR! vokset op i 10 års krig med nabolandene, og NATOs bombninger i 1999 havde gjort Serbien til en paria i det internationale selskab.
 
Fra frygt til håb...
OTPOR! var et håb for de unge der vidste, at de ikke kunne rejse ud i verden, og som havde udsigt til arbejdsløshed og en forholdsvis lav levestandard. De små aktioner her og der og alle vegne påviste, at noget kunne gøres anderledes, og dermed spirede håbet frem.
Et af OTPOR!s mottoer var, at "som undertrykkelsen stiger, så gør OTPOR!" (OTPOR! betyder modstand). Som tidligere nævnt havde OTPOR! en klar ikkevoldelig linje, men samtidig var kendetegnet også den knyttede næve, der signalerer kamp og styrke.
På den måde fik man også dem med, der ellers ville have ligestillet ikkevold med passivitet. De første, der stod frem i OTPOR!s navn vidste, at de risikerede anholdelser og gennembankninger. Deres individuelle eksempler på mod blev en inspiration for mange andre, og dermed fik regimets repressalier ikke den tilsigtede effekt. I stedet for frygt og underkastelse var der bare endnu flere, der blev aktive.
En radikaliseringseffekt trådte i kraft: For hver arrestation kom der flere at arrestere, det var i sandhed de næste 15 hoveder der voksede frem. Og de der tidligere havde støttet Milosevic ændrede mening, efterhånden som der kom et udbredt kendskab til den behandling aktivisterne fik.
Rygterne spreder sig hurtigt, og når man kender naboens søn på 16 år, og ved han ikke er terrorist, begyndte almindelige mennesker at se regimets brutalitet som et udtryk for magtesløshed. Et styre der bryder sine egne love, gennembanker mindreårige og beskylder dem for at være terrorister, er i færd med at grave sin egen grav og mister opbakning.
Dette fænomen kalder ikkevoldsteoretikeren Gene Sharp "politisk jiu-jitsu", hvor regimets egen styrke bliver vendt imod det. Hvornår dette sker og hvad der skal til er et spændende emne, for det er jo langt fra alle repressalier, der fører til øget modstand.
Der er forskellige omstændigheder, der skal stå i et vist forhold til hinanden, nemlig styrken af undertrykkelsen og håbet om forandring. Hvis studenterne havde risikeret deres liv, er det ikke sikkert de havde handlet som de gjorde, eller hvis de ikke havde troet på, at det de gjorde rent faktisk ville føre til forandring.
 
5. oktober
5. oktober 2000 løb tiden ud for Milosevic, og opposionspartierne i koalitionen DOS kunne høste frugten af det ændrede politiske klima, som specielt OTPOR! havde været med til at skabe. På selve dagen for revolutionen træder OTPOR! i baggrunden og den dramatiske storm af parlamentsbygningen og det statslige radio- og tv-selskab fylder mest. Læser man om den 5. oktober 2000 bliver der lagt stor vægt på de strejkende minearbejdere fra Kolubara kulminen og folkene fra Cacak, der kørte til Beograd og ryddede vejrspærringer væk med en medbragt bulldozer.
Men for mig hersker der ikke nogen tvivl om, at uden OTPOR! var den 5. oktober 2000 aldrig blevet det den blev. Der er mange spørgsmål om denne dag, som der sandsynligvis aldrig kommer svar på. F.eks. var der helt klart indgået aftaler mellem nogle politistyrker og DOS, og mellem dele af militæret og DOS, om ikke at skyde på demonstranterne, og der var i det hele taget forbavsende lidt politi i Beograd denne dag.
Det er en skam, at vi ved så lidt om hvem der indgik aftalerne, og hvad deres bevæggrunde var, for den slags aftaler er vigtige i gennemførelsen af en succesfuld revolution uden vold.
Havde politiet pareret ordre og skudt demonstranter, eller var bare en enkelt politimand blevet skudt af en ophidset demonstrant kunne det hele være endt med et blodbad, og det gamle regime ville fortsat have siddet sikkert i sadlen.
 
Penge og træning fra USA
Den anerkendte amerikanske avis "New York Times" bragte 26. november 2000 en længere artikel om OTPOR! som bl.a. beskriver hvordan højreorienterede amerikanske institutter og organisationer fra august 1999 sendte op mod tre millioner amerikanske dollars til OTPOR!.
Pengene blev brugt til bl.a. t-shirts, klistermærker og til træning i ikkevold. På et luksushotel i Budapest trænede Robert Helvey, en tidligere oberst i den amerikanske hær, aktivisterne i ikkevoldelig modstand.
Ifølge artiklen i "New York Times" havde træning af disse 20 aktivister en "signifikant" betydning. De aktivister, som jeg har talt med (herunder en som selv deltog) mente, at denne trænings betydning var noget overdrevet.
På det tidspunkt rullede snebolden allerede, OTPOR! havde for længst lagt sin ikkevoldelige strategi, og opholdet i Budapest blev mere betragtet som en ferie.
En sådan udenlandsk finansiering i den målestok rejser nogle praktiske og etiske problemstillinger: Er det forsvarligt at yde en støtte, der kan skade aktivisterne? Det var jo ikke taget ud af den blå luft, at politiet kunne beskylde de unge aktivister for at være finansieret af NATO.
Man kan jo spørge sig om repressalierne var blevet mindre hårde uden denne finansiering? Hvordan havde OTPOR! klaret sig uden økonomisk støtte? Havde det været mere acceptabelt, hvis det havde været et andet land end USA, der havde ydet denne støtte - og hvis årsagen havde været et oprigtigt ønske om at støtte demokrati og ikke had til Milosevic?
På den anden side kan man også være pragmatisk: Er det ikke bedre at USA finansiere et ikkevoldeligt oprør mod et regime, de ikke kan lide, end en militær intervention?
 
... og skuffelse
Det ville have været rart, hvis dette kunne ende som en lykkelig historie, men for almindelige serbere og de fleste OTPOR! aktivister er euforien fra dagene efter den 5. oktober 2000 for længst forsvundet. Stemningen i dag er nedtrykt og skuffet. Skuffelsen skyldes især at levestandarden ikke er forbedret, og at arbejdsløsheden er rekordhøj - omkring 40% i april 2003. Stadigvæk kan man spore en smule håb for fremtiden, specielt over de politiske forandringer.
OTPOR! eksisterer stadigvæk, men med en brøkdel af de aktivister de havde for 3-4 år siden, og med intern splittelse. Nogle ønsker at OTPOR! skal fortsætte som en folkelig bevægelse, andre ser gerne organisationen udvikle sig til et politisk parti. Den spontanitet og fokus på nuet, der var OTPOR!s styrke tidligere, er i dag dens svaghed. Der var aldrig tid til at udvikle en fælles strategi for hvilket samfund de ønskede EFTER Milosevic.
OTPOR! var i år 2000 en del af en større sammenhæng, der efterhånden gav mere magt og opmærksomhed til DOS, og i dag har efterladt mange aktivister med en bitter smag i munden, og en følelse af at være blevet brugt som brikker i et spil.
Men trods den dystre stemning her og nu, bør man være optimistisk i et lidt større perspektiv: Civile serbere klarede at slippe af med en forhadt leder, noget som ikke lykkedes for NATO trods tre måneders intensive bombninger, hvilket giver mig håb om, at også andre regimer rundt om i verden kan afsættes på ikkevoldelig vis.

Politiet havde ved en razzia fjernet alle computere, kopi- og faxmaskiner fra OTPOR!s kontor i Beograd, som et led i den chikane bevægelsen løbende blev udsat for. Aktivisterne ­besluttede at bruge et humoristisk modtræk, der var karakteristisk for OTPOR!s måde at arbejde på. De lod det blive alment kendt hvornår det "nye" udstyr skulle komme til kontoret på Beograds hovedgade, for at være sikker på at også politiet fik nys om det. På det planlagte ­tidspunkt kom en række aktivister gående pustende og stønnende, mens de bar på de tilsyneladende tunge papkasser. Naturligvis mødte politiet op for at konfiskere det nye ­udstyr midt på hovedgaden, så Beograds indbyggere kunne se hvor effektivt de arbejdede. Men det der fik folk til at trække på smilebåndet var ikke politiets dygtighed, men at samtlige papkasser var tomme! OTPOR! havde endnu engang yd­myget Milosevics regime og vundet en moralsk sejr.