FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Endelig en retfærdig krig Tv-billeder af Libyens kæmpende oprørere med Gaddafis bombenedslag bag er skræmmende, men der er ingen nemme løsninger. Af Tom Vilmer Paamand - marts 2011
Se temaet


Arabesk Retfærdighed og retsfølelse afhænger i høj grad af hvem du får serveret som helte og skurke i en konflikt. Dagens overskrifter er: "Gaddafis styrker har dræbt små børn i dag" og "Små piger slagtet trods våbenhvile".

Samtidig er Saudi-Arabiens hær rykket ind i Bahrain, så her hjælper den ene diktator den anden med at nedkæmpe et uvelkomment oprør. En voldsom del af den amerikanske flåde ligger allerede i havnen, for den har USA lejet af diktatoren. De blander sig ikke i konflikten, for ikke at få ødelagt det gode lejemål. Alene sidste år udvidede USA flådebasen for en halv milliard dollars...

I dag er Gaddafi igen udpeget som skurk, og det har han berettiget været i det meste af sin karriere. Men for en måned siden var han reformeret, havde været det i årevis og derfor værdig til tætte EU-aftaler. Kun få brokkede sig over hans vedvarende undertrykkelse af befolkningen og de tv-transmitterede henrettelser. Italien forærede for kort tid siden Gaddafi et IC4-tog - men stiller nu flybaser til rådighed for et angreb på ham.

Diktatorerne fra Bahrain og Saudi-Arabien har sammen med en flok ligesindede i Den Arabiske Liga givet grønt lys og titulær demokratisk opbakning til Vesten - for at få jaget den besværlige Gaddafi fra magten. Afstemningen var ikke enstemmig - Libyens plads var suspenderet, Algeriet og Syrien stemte imod. At fjerne en diktator som Gaddafi kan der så være mange grunde til, og til hvorfor oprøret i Libyen fylder medierne langt mere end andre steders.

Diverse redaktører har sendt reportere helt ind i Libyens byer, først og fremmest de amerikanske medier, hvilket sikrer gode og aktuelle billeder live fra de dyre satellitter. Det er ikke så simpelt, at journalisterne er rykket ind på ordre fra Det Hvide Hus. Som borgere her i Vesten lever vi en bobbel af egen selvforståelse, så yderligere styring er helt overflødig.


Arabesk En hjælp til Vestens militær

Oprør kan udvikle sig af mange grunde, men tv-dækningen er vor tids største motor - både til at dæmpe og opildne begivenhederne. Aktuelt har vi en situation, der minder om opstanden i Ungarn, hvor Vesten igen heftigt har opmuntret udefra. Denne gang ser det dog ud til, at den militære hjælp er på vej, selv om den kommer meget sent - hvis den skulle være løsningen.

Vestens indblanding i Libyen bliver hilst hjerteligt velkommen ikke mindst af Vesten egne politikere. Samme flok er nemlig endnu en gang blevet vækket af uventede oprør. Det var ikke Vestens demokratiske bomber, der væltede diktaturerne i Østeuropa. Kasernestaternes diktatorer måtte opgive at klamre sig til magten. Trods deres store militærstyrker faldt korthusene sammen blot efter folkelige demonstrationer.

Mellemøstens folk gjorde kunststykket efter, og væltede en række herskere på fredelig vis - og med dem forsvandt en del af begrundelserne for alle Vestens bombefly og hære. Gadaffi blev den gode mulighed for at postulere, at militær råstyrke fortsat er en nødvendighed for regimeskifte. Vestens og Gaddafis bomber kvæler nu sammen drømmene fra den fredeligere udvikling i Algeriet, Egypten og Tunesien.

Den nye parole er, at Libyens skæbne bliver udslagsgivende for resten af Mellemøstens herskere og befolkninger. Bahrains får frie hænder til at nedkæmpe sit oprør i stilhed, mens Vestens ledere pådutter os, at kun militære indgreb fra vort tunge militær kan sikre en demokratisk udvikling i resten af verden.


En stærk fortælling

At "hjælpe oprørerne" lyder rigtigt. I øjeblikket sker det ved at en ensidigt kristen hær igen bomber et muslimsk land. En voldsom hjælp især til diverse religiøse halvhjerner kloden rundt, der får det nemt med propagandaen. Konsekvenserne kan blive langt værre end et par tusind døde i Libyen - uanset hvor ubehagelig tanken er.

Nogle kan måske blive formildede af den midlertidige støtte fra Den Arabiske Liga, samt at der også er muslimsk dominerede lande blandt tilhængerne fra FNs Sikkerhedsråd, der enstemmigt støtter en flyveforbudszone. Både de permanente medlemmer og de midlertidige - listen består af Bosnien-Hercegovina, Colombia, Frankrig, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal, Storbritannien, Sydafrika og USA. Repræsentanterne for et par milliarder mennesker, nemlig Brasilien, Indien, Kina, Rusland og Tyskland, undlod at stemme.

På trods af de mange journalister i området, får vi fortsat forbavsende lidt at vide om hvad oprørerne egentlig vil. Nogle af oprørerne er garanteret gode folk, der vil skabe en bedre stat for hele folket - andre vil måske blot vil overtage Gaddafis telt. På et andet tidspunkt havde vi i stedet fået serveret en fortælling om, at Libyen dygtigt havde slået en truende islamistisk opstand ned.

Alt fra borgerlige skrivebordsgeneraler til pjattede revolutionsromantikere fantaserer om at kaste Stinger-missiler ned til oprørerne. En indlysende tanke, da vi er opflasket med Hollywoods løsningsmodeller, hvor en enkelt sej helt altid på munter måde får udslettet diktatoren i sidste minut.

Spørgsmålet er hvem der bør leve, og hvem der bør dø - og hvem der skal afgøre dette. Ikke at handle er naturligvis også et valg med konsekvenser. Gandhi deltog som ung i Boer-krigen og Mandela var en grim terrorist. Begge undgik at blive slået ihjel og voksede i stedet til de smukke mennesker, der har gjort vores verden så meget rigere.


Efter den lykkelige slutning

Lige nu vælger vi at dræbe en gruppe bevæbnede mennesker, for at beskytte en anden bevæbnet gruppe. Den primære begrundelse er, at den ene gruppe har færre våben i hænderne, end den anden. Det skulle man selvfølgelig have tænkt på, før vi leverede alle disse våben til diktatoren - men det var jo i sidste måned, og er glemt i dag.

Her slutter filmene så altid, uden at de følgende besværlige dage bliver belyst, hvor de nye magthavere skal have fordelt posterne imellem sig. Historisk set fører voldelige oprør oftest til samfund, hvor militæret sidder på magten. Enten helt åbenlyst i rent militærstyre, eller som mere diskrete bagmænd.

At kaste våben ned er prøvet før. Det er umuligt at styre hvor de ender, og hvilke motiver de tilfældige oprørere har, som finder dem. Afghanistans oprørere har fortsat mange af de våben, som USA forsynede dem i Sovjet-tiden, men nu er de rettet mod den nye indtrængende hær - vores.

Effektive strategiske bombeangreb kræver gode efterretninger. I Afghanistan var en del af disse angreb baseret på lokale klanledere, der benyttede lejligheden til at få ordnet gamle fjendskaber. Lige nu blander Danmark sig på samme vis i en borgerkrig, hvor der hverken er klare fronter, eller klare mål. Om dette er fornuftigt vil udviklingen vise, men det er da mit håb - for hvorfor heppe på ulykken.


Vrøvl fra Politiken den 24. september 2011: Libysk overgangsråd: Vi har fundet Gaddafis ulovlige våben.

Fakta fra DR den 1. juni 2011: Flere sprækker i den danske Libyen-indsats.

Fakta fra Jyllands-Posten den 17. juni 2011: De libyske oprørere får hjælp af Nato. Men hvorfor må demonstranterne i resten af Mellemøsten klare sig selv?


Klik for at tydeligere links til kilder i teksten. Samtlige link viser sig også i kort tid, når du har peget på et af dem. Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2011 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand