Trumps krigsmodstand er en myte - ligesom Obamas

Virkeligheden er, at Trump kaster flere bomber og dræber flere med droner, end sin forgænger.

Af Tom Vilmer Paamand - september 2019

Se temaet

I denne kaotiske tid under USAs præsident Trump trøster en del hinanden med, at USA trods alt opfører sig mindre krigerisk nu. At en ny præsident Clinton nok havde bombet mere og startet nye krige - mens Trump, trods alt det andet rod, holder sig nogenlunde ude af den slags skærmydsler. Beroligende tanker - men de passer desværre ikke.

Virkeligheden er, at Trump kaster flere bomber og dræber flere med droner, end sin forgænger - der ellers ikke holdt sig tilbage. Trumps krigsmodstand er en myte, ligesom Obamas. Og Trumps opgør med Irans atomaftale, Obamas pæneste eftermæle, samt de fumlende forsøg på en fredsaftale mellem Israel og Palæstina, har skabt kaos om Mellemøstens fremtid, hvor en storkrig derfor nu er snublende nær - hvilket trods alt er ret velkendt.

Mere kaos kommer af at Trump smider om sig med dummebøder - økonomiske sanktioner, som USA forventer resten af verden retter sig efter. Sådanne sanktioner kan knække de ramte lande, og altså skade lige så hårdt som et militært angreb. Sanktioner som kan være ulovlige ud fra FNs regler.

Men Trumps utrættelige galskab på andre områder skaber så mange overskrifter, at verdens mere almindelige ufred drukner i nyhedsstrømmen. Intet når at få megen sendetid, før den næste diplomatiske fadæse eller sexskandale rydder forsiderne. Aviserne rapporterer mindre fra krigene nu, for der sker simpelthen alt for meget andet saftigt.


Fred gennem styrke...

"Peace Through Strength", var indledningen på Donald Trumps forslag til sin kommende udenrigspolitik under valgkampen. Udspillet rummer en lang række stærkt modstridende fraser, såsom relevant krigskritik om at "Hillary Clinton's legacy in Iraq, Libya, and Syria has produced only turmoil and suffering".

Men Trumps plan for "a stable, peaceful world with less conflict", og "to avoid the endless wars" lovede samtidigt militær oprustning på alle områder: "Make America Strong Again". Nationalismen og ensretningen blev også meldt klart ud i planerne om et nyt USA, et "generous and inclusive society" indskrænket til at være for "one people, under one God".


Den bombeglade Trump...

Udenrigspolitisk kan Trumps faktiske handlinger nu tælles op. Trump overtog først og fremmest en Afghanistan-krig, hvor Obamas opskalerede indsats med over 100.000 soldater i kamp allerede var skåret ned til omkring 12.000. Dette antal har Trump kun forhøjet en anelse, men til gengæld har han fået bomberne til at regne ned i større omfang, end da kampene var højest i årene før.

Væsentligt færre boots on the ground under Trump, men alligevel flere civile dræbt - omend dette nu sker hånd i hånd med lokale afghanske allierede. USA angriber også i Irak, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen - samt underligt nok mere diskret i Libyen, men dette i langt større omfang end i tre af de andre tilsammen. Plus hvad der ellers passer USA, for etiketten Counterterror holder kampen i gang under diverse aktioner i 80 forskellige lande - og dette blot for årene 2017 og 2018.

Trump slynger trusler ud i uset omfang, ikke mindst om at USAs atomvåben er i incredible tippy-top shape. Selvom "We all should pray we never have to use it" advarer Trump Iran om at våbnene er locked and loaded, og at dette kan føre til Irans obliteration - udslettelse. North Korea will be met with fire and fury, og begge vil blive angrebet med en styrke of which this world has never seen before.

Undertegnede skrev i en kommentar kort efter at Trump blev præsident, at "positivt set må der blot heppes på den Trump der ønsker diplomati og ikke ødelæggelse - og krydses fingre for at den (atom)bombeglade variant af Trump ikke dominerer i hans rodede sind, når alverdens problemer bliver lagt frem på præsidentens skrivebord.". Men det blev altså den bombeglade version, der kom til at dominere.





Våbenbudgettet er gigantisk, men...

USAs militære budget er som alle andre budgetter ret uigennemskueligt, og der er gode argumenter for at der bagved er andre skjulte tal, så den reelle udgift måske er 33 procent større. Modsat kan store dele af budgettet læses som direkte erhvervsstøtte, stemmekøb og kostbar jobskabelse, hvor det titulært militære formål i virkeligheden er helt underordnet, og eventuelle resultater kun sjældent når uden for landets grænser.

Trump har ihærdigt søgt at hæve forsvarsbudgettet, og presse NATO-landene til at følge trop. USA var selv sakket pænt bagud under Obamas sidste år. Landet ligger langt over NATO-forslaget om de 2 procent af BNP, men var siden et kort højdepunkt under Obama på over fem procent dykket igen fra 2010-2015. Trump har fortsat kun fået hevet det op til 3,4 procent, da der ikke er flertal for mere i USAs parlamenter.

I rene dollar-tal er beløbet gigantisk og voksende, men som del af BNP har det alligevel nærmest ligget stabilt under Trump. Det har ikke hindret ham i at annoncere store planer om indkøb af endnu flere kanoner, skibe og fly - samt såmænd også et rumforsvar, men reelt har Trump hidtil ikke fået lov til meget mere end at holde trit med inflationen. Men det er altså slet ikke fordi lysten mangler, han kan blot ikke samle magt og stemmer nok bag kravet. Trods alt bulderet, går mere end 96 procent af USAs BNP fortsat til mere fredelige formål.



Aben flytter med...

Trump har kun skabt en mindre del af sit kaos, for han overtog forgængernes konflikter - de fleste af dem faste hængepartier, som også Obama har fægtet med.

Selve statsapparatet ruller ufortrødent videre, mens præsident og politikere hyppigt udskiftes. Mange opgaver kan derfor have været på vej igennem systemet i årevis, før de småtilfældigt serveres for folket af den nusiddende præsident.

Præsidentens magt er delt, så alle beslutninger efter diverse procedurer skal godkendes af Senatet, mens Kongressen står for lovgivningen - hvilket Trump hverken lader til at forstå eller acceptere.

Trumps positive side...

På den for Trump positive side må nævnes hans uhæmmede lyst til frit at mødes med sine titulære modstandere, hvilket irriterer Det Demokratiske Parti i en grad, så dette ofte kammer over i ren Kold Krigslyst.

Ikke mindst da Trump ser allermest glad ud, når han mødes med Ruslands leder Vladimir Putin. Deres gode forhold har desværre ikke ført til fornyet nedrustning, men tværtimod til ophævelse af alle de bedste atomaftaler - hvilket åbenbart var efter begges ønske. Trumps glæde over Putin bygger i øvrigt på en misforståelse - Trump troede Putin havde kaldt ham intelligent, fordi USAs aviser havde fejloversat det russiske ord for farverig!

Trump har på kluntet vis søgt at forhandle med det underlige monarki i Nordkorea. I høj grad uden at invitere de nærmeste naboer, hvilket ikke har hjulpet på processen. Desuden er Trumps tilgang så flagrende distræt, at Nordkoreas diktator fortsat sprænger store bomber for at blive hørt. Dialogen er ikke ny, da også Obama i sin tid selv skrev med Nordkorea, men nægtede at mødes på tomandshold. I stedet opmuntrede han til en fortsættelse af de daværende sekspartsforhandlinger, hvor alle naboer samt USA deltog.

Også den nødvendige dialog med Taliban startede diskret under Obama, og er heldigvis fortsat under Trump. Her gik det overraskende godt, indtil Trump tumlede for langt, og ensidigt inviterede Taliban på besøg hos ham selv i USA - ved årsdagen for 9-11 angrebet. Det blev for meget selv for Trumps eget republikanske parti, og Trump opfandt en grund til at erklære både topmøde og eventuel våbenhvile for død. Men verden gider ikke vente på et vægelsindet USA, så planerne ruller videre alligevel - nu overtaget af Kina og Rusland.


Obamas negative side...

I lutter kontrast til den åbenlyse katastrofe, som Trump er, elsker medierne Barack Obama endnu mere nu, end da han var præsident. Og der er også meget at rose, ikke mindst indenrigspolitisk.

Men også en hel paryk af hår i suppen. Alle har åbenbart glemt, at Obama gennemførte voldsomme overgreb mod USAs frie presse. I hans tid dykkede landet jævnt på ranglisterne over pressefrihed, fra en i forvejen pinlig 20ende plads, til efter otte år at slutte som nummer 41 - mellem de afrikanske stater Burkina Faso og øgruppen Comorerne. Dette skete ikke mindst på grund af Obamas hårde linje mod whistleblowere, der blev fængslet i årevis - eller som Edward Snowden jagtet kloden rundt.

Obama lagde ellers ud med at få Nobels Fredspris, i 2009, baseret på ren og overmættet forventning. Han besøgte kort efter Danmark til COP15 klimakonferencen og almindelig hyldest, bortset fra enkelte realister. Og tiljubles den dag i dag fortsat her i landet under sine svinedyre foredrag til danske virksomheder, fortsat kun mødt af få kritiske røster. Men på det globale plan var der ingen grund til at juble, for Obama gik stort set ind i en krig hvert eneste år han var præsident: Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen...




USA på vej ned ad slidsken...

Verden er under skelsættende forandring. Trump er ikke selve årsagen, men blot et urovækkende symptom. Imens vi alle fascineret kikker på ham, har resten af verden travlt med at komme videre. Rusland har efter alle sanktionerne vendt sin økonomi mod Indien og Kina. Det samme gør oliemagten Iran, for trods bevågenheden om deres tankskibe, lusker Iran alligevel olie afsted til Kina og andre med behov for at drille USAs ensidige sanktioner.

Selvom USA fortsat er en gigant på økonomi og våbenkraft, siver magten stille ud. Med verdens største militærmaskine laver USA en masse grimt, men på andre parametre vil landet ikke længe kunne forblive i top. Nogle analytikere vurderer, at selv om USAs økonomi pt er pænt i front, kan dette være fortid allerede næste år, set i forhold til bruttonationalprodukt. CIAs Factbook vægter i stedet handelsevnen med købekraftsparitet, der skulle give et mere retvisende billede. Denne målestok har allerede givet et interessant resultat for de seneste år:

Kina ligger helt i top, efterfulgt af de samlede EU-lande - mens USA ligger nede på en tredjeplads.

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand