Stil fredskrav til NATO!

Et nyt folkeligt pres kan genskabe et alternativt sikkerhedspolitisk flertal, der kan ændre NATO indefra.

Af Tom Vilmer Paamand - 2019

Se temaet

UD AF NATO, har vore bannere råbt i 70 år - men folket råber ikke med i kor, og dette er desværre ingen nyhed. Det er på høje tid at gentænke paroler, argumenter og metoder - hvad med et nyt folkeligt pres til at genskabe det alternative sikkerhedspolitiske flertal, så Danmark igen kan punke NATO indefra?

Et flertal af den danske befolkning har støttet NATO lige siden starten. Selv om dette "flertal" frem til 70erne ofte var på under 50 procent, var modstanden kun mærkbar i tiden lige før og efter starten på NATO. Selv denne tidlige modstand oversteg aldrig støtternes, og lige siden har modstanden mod NATO, selv når den var allerstærkest, kun ligget på maksimalt det halve af tilhængernes.

Det eneste tidspunkt, hvor NATOs tal virkelig droppede, var helt tilbage i 1960. Dengang var alle fortsat opskræmte over den Sputnik-satellit, som russerne overraskede med. Men det blev efterfulgt af et USA-krav om "atombevæbning" af det danske forsvar. Frygten for det første må have overtrumfet frygten for det sidste, for tilslutningen droppede til at kun 33 procent fandt deres trøst hos NATO, der altså ikke fremstod som en brugbar frelser.

At NATO ikke havde god opbakning i 1960 betød dog ikke, at modstanden samtidigt voksede. Tværtimod havde både tilhængere og modstandere tabt pusten, og modstanden havde minimal tilslutning med kun 11 procent. Et solidt flertal var derimod de rådløse, der sagde "Ved ikke", og denne gruppe har altid været stor - og med få undtagelser større end gruppen af modstandere. Sammenlagt har de to grupper ofte "vundet" over tilhængerne - men ikke siden 70erne.


Selv under 1980ernes voldsomme raketmodstand var befolkningens modstand mod NATO ikke overvældende. I 1983 havde NATO en af sine højeste tilslutninger med 63 procent, og fik aldrig under 55 procent i dette ellers så fredskæmpende årti. Men raketmodstanden var samtidigt stor, for også NATO-tilhængere var solidt imod atomraketterne - men altså mens de fortsat gik ind for NATO!

I det meste af 80ernes Folketing dominerede et såkaldt alternativt sikkerhedspolitisk flertal, som ikke vandt regeringsmagt, men hele vejen konsekvent stemte regeringen og NATO ned med et fredsbudskab, der havde markant genklang i befolkningen. Udslagsgivende var, at Det Radikale Venstre støttede raketmodstanden - men samtidigt også de borgerlige regeringers økonomiske politik, og stod fast på begge holdninger. Så der var borgerlige mindretalsregeringer i hovedparten af 80erne - samt solid raketmodstand.

Folk var skræmte over atomraketterne, men også over Sovjets militarisme. Og for at finde hjælp mod frygten, valgte de NATO som støtte. Men altså helst et NATO, der nok stod kampklar mod Sovjet, men som ikke fyldte verden med for mange atomraketter. JA TIL NATO, men med begrænsninger. Dette prøvede et politisk flertal at imødekomme gennem den såkaldte fodnote-politik.

Der var to gennemgående krav fra Folketinget til NATO, hhv modstand mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa, som en panikreaktion over Ruslands nye missiler. Og mod stjernekrigsprojektet, et tilsvarende uigennemtænkt projekt i USA - et magisk løfte til at skabe tryghed mod raketterne med, og samtidig skabe teknologisk udvikling og en masse tryg beskæftigelse.

Modstanden mod NATOs og Sovjets atomraketter var en klar vinder-sag. Og det i en grad så også Uffe Ellemann-Jensen med de borgerlige regeringer fulgte strømmen, og seks gange stemte imod, at Danmark skulle deltage i et raketforsvar. Det prøver Uffe ihærdigt at glemme i dag.

Også ved 80ernes afsluttende valg vandt raketmodstanden solidt, selv om det ofte beskrives omvendt. Det alternative flertal sad igen på et godt flertal, men Det Radikale Venstre valgte at gå med i en borgerlig regering, og droppede som betaling raketmodstanden...


Hurtigt fremspoling til i dag, hvor den folkelige modstand på ingen måde er vokset siden. Nu er flere end 56 procent enige i, at Danmark skal blive i NATO. Og dette tal dækker vel at mærke også, at NATO-samarbejdet skal udvides med et tilsvarende militært med EU-landene.

Underligt nok, er en markant del af støtterne for yderligere at militarisere EU, også med i andet og tilsvarende stort flertal, der støtter de fire danske forbehold. Som jo blokerer for en EU-hær og den slags. Det kan jo ikke politisk hænge sammen, så forsvarsminister Claus Hjort omfavner den første måling, og glemmer ihærdigt den anden.

Den slags dobbelttænkning har vi som fredsaktivister også brugt for tit. Som at fokusere på en flot folkelig opbakning til modstand mod atomraketter - og så tro på, at de samme folk måtte være imod NATO. Eller i hvert fald kunne skubbes i den retning. Men dette har den besværlige virkelighed igen og igen strittet imod.

NATO tilbyder åbenbart en bedre tryghed, og selv om deres "hjælp" er en indlysende tåbelig løsning - er dette kun indlysende nok helt internt i fredsbevægelsen. Folk vil generelt meget gerne føle sig trygge. og her hjælper råbet UD AF NATO på ingen måde. Bare at fjerne beskyttelsen, at trække tæppet væk under de velkendte "trygge rammer" indenfor NATO, hvor vi alle "passer på hinanden" - det fungerer på ingen måde som slogan og argument.

Og sådan bliver det ved med at være, så længe modstanden mod NATO ikke kan tilbyde folk en tilsvarende god illusion om tryghed, eller langt hellere noget ægte. Hvad vi vil sætte i stedet for NATO er derfor et langt vigtigere budskab, end at råbe højere om at NATO er et imperialistisk monster, der skal aflives.


Alle kender NATO, og støtten bag er solid, men det skyldes ikke NATOs officielle formål, for lige den paragraf citerer organisationen så lidt som muligt. Som det ses i vedlagte eksempel, citerer NATO altid i stedet kun indledningen og hopper så til paragraf fem, den såkaldte musketer-ed. Men selv denne meget omtalte ed stiller ikke konkrete krav om et kollektivt væbnet svar. Blot at hvert enkelt selv må tage de skridt, som de finder nødvendige "for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed". Og skridtet kunne fx være blot at udsende en hul støtterklæring.

Faktisk har landene aldrig samlet gået ind i en konflikt. Og paragraf fem har kun været aktiveret ved det store terrorangreb i 2001, hvor USA afviste tilbuddet om NATO-organiseret hjælp.

NATOs grundlag står i en traktat, der på dansk kaldes NATO-pagten eller Atlantpagten - mens USA kalder den Washington-traktaten. I de stort set ukendte første to paragraffer forpligter de deltagende lande sig til "at bilægge enhver international stridighed ved fredelige midler", at "afstå fra trusler og magtanvendelse", og at "bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige forhold".

Dette lyder jo som en voldsomt naiv fredsdrøm, som de fleste fredsfolk kan skrive under på. Ordene i NATOs formålsparagraf er nemlig underlagt FNs egen målsætning, for det var rigtig svært at få de europæiske lande til at gå med i en ny militær pagt lige efter krigen for 70 år siden - så der blev strøet rigeligt med sukker på. Men uanset hvordan danskerne blev lokket ind, også med rygter om falske kommunistiske invasioner i Dyrehaven med mere - og alt hvad der siden er hændt - så er de nævnte ord fortsat NATOs officielle formål.


NATO: Den Nordatlantiske Traktat - 1949

Artikel 1: Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.

Artikel 2: Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger, ved at hidføre en bedre forståelse af de grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde.

Det smukke formål ligner slet ikke den angrebs-ivrige militære mastodont, som NATO hurtigt udviklede sig til. Men uanset hvor grim NATO ser ud med fredsøjne, bakker Danmarks befolkning den fortsat op. Alligevel har det selvsamme flertal tidligere vist sig at være åbne for at stritte imod nogle af organisationens mest sindssyge ideer. En mulig strategi kunne derfor være at arbejde for et solidt folkeligt pres til opmuntring for et nyt ihærdigt sikkerhedspolitisk flertal - så Danmark atter kan bekæmpe det værste af NATO indefra.

NATOs oprindelige formål rummer muligheden for en langt fredeligere alliance. Danmark må igen modigt gå forrest - og denne gang mere slagkraftigt end med "fodnoter". Den bedste folkelige opbakning mod NATOs planer har altid været kampen imod atombomber. Et fremragende sted at starte, hvor der fortsat er berettiget bekymring på tværs af alle befolkningsgrupper - og hvor ikke mindst med vore unge miljøforkæmpere garanteret vil lege med.

Det primære er at skabe en plan for en alternativ tryghed, der fungerer langt bedre end den hidtidige voldsfiksering. Pak skræmmekampagnerne for at få nedlagt NATO væk - 70 år har vist disses manglende effektivitet. Men fortsæt med at samle og skrive sådanne historier, for de kan bruges til at beskrive den del af NATO, som må ændres: NATOs enøjede greb om den store militær-kølle som problemløser hver eneste gang.

Vi må opmuntre til længsel efter den fred, som vi jo allesammen har som mål. Uanset om vi hidtil har stræbt efter den ad bizarre omveje med militarisme, eller som bevidst naive fredsfolk. Eller bare som almindelige borgere, der krydser fingre for at nogen nok gør det rette, og i øvrigt selv koncentrerer sig om den daglige overlevelse i et hverdagsliv.


Danmark skal insistere på at blive i NATO, for konsekvent at kæmpe for forandring: For hver ny NATO-beslutning må partnerlandene offentligt begrunde, hvordan det foreslåede lever fuldt op til NATOs egen formålsparagraf - og altså styrker FN for at skabe en fredeligere verden, som jo angiveligt er NATOs primære funktion. Det er ikke helt så absurd som det lyder, for det er faktisk hvad NATO i nogle få tilfælde har støttet.

Og ja, der er ikke bare et ambitiøst mål - det er bundhamrende naivt. Men alligevel langt mere realistisk, end at kræve omgående udmelding og opløsning af kolossen. I forhold til at kræve det umulige, må det gennemprøvede koncept fra 80erne have en bedre chance.

Målet er fortsat at få gang i bedre løsninger end dem NATO konstant har fejlet med. For NATO skal forandres, fordi verden må forandres - og dermed alle dens forstenede institutioner. Mulighederne er velkendte, selv om politikernes værktøjskasse med alternativer åbenbart står gabende tom.

Danmark kunne bidrage til NATOs procentmål ved at ompostere krigspenge til fredeligere formål, som altså svarer til NATOs egne. For eksempel forskning i udvikling af ikkevoldelig konfliktløsning, så Danmark kan tilbyde hjælp til andre lande før konflikter udvikler sig for grimt, og så Danmark kan skabe tryghedsskabende foranstaltninger mod angsten.

1980erne sluttede med, at et af de hårdest bevæbnede og mest militante områder i verden smuldrede: Hele Østblokken forandrede sig, og det skyldtes hverken et væbnet angreb udefra, eller erobring af staternes egne våbenlagre, men gennem folkelige oprør uden våben.

Der er rigeligt med beviser på, at fredelige alternativer er mulige.

Verden - og NATO - må forandres. Nu!




Fra en tale til NATOs 70-års fødselsdag. Læs de andre indlæg her.
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand