Fredspolitik gav stemmer i 80erne

På trods af borgerlige regeringer havde fodnoter mod atomvåben konstant flertal i hele årtiet.

Af Tom Vilmer Paamand - opdateret 2019

Se temaet

logo Politisk huskes 1980erne for Socialdemokratiets nederlag i starten, men også for de meget udskældte NATO-fodnoter mod atomvåben. Specielt den daværende Venstre-leder Uffe Ellemann-Jensen gør fortsat meget ud af disse, men nævner aldrig at hans eget parti støttede krigsmodstand. Det gjaldt fx vedtagelsen af et folketingsforslag i 1987, om at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer.

Venstre og de øvrige borgerlige partier stemte yderligere fem gange for de nu så udskældte sikkerhedspolitiske dagsordener. Den om Thule var en brik i modstanden mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa, som en forskruet reaktion på Ruslands nye missiler - hvor fredsbevægelsen i stedet krævede nedrustning i både Øst og Vest.

I dag er mantraet, at danske vælgere nærmest per definition ikke stemmer ud fra udenrigs- og forsvarspolitik. Det er da også muligt, at freden ikke var det vigtigste punkt for vælgerne i 80erne, men debatten gennemsyrede tiden. Det er fx stort set umuligt at finde en meningsmåling fra den tid, hvor et flertal gik imod disse sikkerhedspolitiske dagsordener.

Selv i en måling blandt NATO-tilhængere herhjemme var de fleste imod udstationering af flere NATO-raketter. Al denne folkelige modstand fik Poul Schlüters borgerlige firkløverregering - bestående af V og K samt Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti - til at holde en forholdsvis lav profil på området.


Fredspolitik var en vindersag

Den modsatte fløj havde nemlig en klar vindersag. De partier, der stod mest på mål for en mere fredelig sikkerhedspolitik, fik kronisk langt de fleste stemmer ved samtlige fire valg i 80erne. Den danske parlamentariske virkelighed betød dog, at dette solide sikkerhedspolitiske flertal aldrig kunne samle sig flertal til en fælles regering.

Gennem det meste af 80erne sad de borgerlige derfor ret konstant på magten, men Firkløveret var en mindretalsregering. Dens økonomiske politik blev båret igennem af Det Radikale Venstre, mens udenrigs- eller forsvarspolitikken var en helt andet sag. Her var de radikale med i et alternativt sikkerhedspolitisk flertal sammen med S, SF og Venstresocialisterne.

Fra 1982 til 1988 fik dette sikkerhedspolitiske flertal vedtaget 28 forslag, nogle af dem sammen med den borgerlige regering, som kun i otte tilfælde stemte direkte imod. Mest kontroversielt pålagde mange af disse vedtagelser, at regeringen skulle fremlægge flertallets standpunkt for NATO, hvilket mest resulterede i fodnoter. Trods al virakken blev der i NATO-sammenhæng i praksis kun fremlagt to emner, hhv markering af dansk modstand mod dobbeltbeslutningen og mod stjernekrigsprojektet. Disse blev så gentaget, som ni fodnoter, ti forbehold og tre anmærkninger.


Et helt årti stemte for fred

Dette sikkerhedspolitiske flertal brød sammen ved det såkaldte Atomvalg i 1988, formelt udskrevet på regeringens modstand mod at få afklaret, om besøgende krigsskibe fra USA havde atomvåben ombord. Efter valget vragede Det Radikale Venstre det alternative sikkerhedspolitiske flertal, mod til gengæld af få ministerposter hos en fortsat borgerlig regering. Dette bliver ofte fortalt, som om partierne bag modstanden mod atomraketter nu tabte valget, og det blev da også det parlamentariske resultat - men de afgivne stemmer fortæller faktisk den modsatte historie.

Tilsammen fik K, V, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og støtterne i Fremskridtspartiet nemlig kun 1.557.881 stemmer. Det Radikale Venstre var gået til valg med fodnoterne i bagagen, og med samlet 1.766.615 stemmer stod det alternative sikkerhedspolitiske flertal fortsat stærkt (S, SF, R, VS og Fælles Kurs, med lidt støtte fra DKP og De Grønne) - trods stor intern ballade også hos Socialdemokratiet. Det var altså kun det radikale frafald, der ændrede på stemmernes vægt i Folketinget - men fodnotepartierne vandt klart valget.

Siden har mange forsøgt at skrive dette årti med et folkeligt fredsflertal helt ud af historien - stik mod de angivne kendsgerningerne. Ikke minds DFs historiker Bent Jensen i det statsbetalte værk "Ulve, får og vogtere", hvor det ihærdigt påstås, at "det danske samfunds status quo-kræfter" altid sejrede i 80erne, hvor "FlertalsDanmark" derfor ikke faldt for "kommunisternes vildledninger". Det gjorde flertallet da heller ikke, men det støttede kronisk modstanden mod atomvåben - og stemte derefter.

Det må kunne gøres igen!

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand