Alternativer til oprustning

”Fasthold styrke om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i et hjørne, men hjælp ham altid med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se gennem hans øjne.” Sådan skrev militærhistoriker Sir Basil Liddell Hart i 1960 i sin bog Deterrence or Defence.

Det var med samme forståelse, at Olof Palme udviklede ideen om Fælles Sikkerhed, hvor alle må lære at se konflikter i fugleperspektiv, og forstå og anerkende andres legitime behov, for den samme sikkerhed som en selv. Alt det synes at være glemt. Også af venstrefløjen.

Den aktuelle debat blandt oprustningspartierne går på, om man skal investere i afskrækkelse eller forsvar, eller i begge dele på samme tid. Objektivt set er det ikke i nogen befolkningers interesse, at der oprustes – militære aktiviteter både i krigs- og fredstid har betydelig negativt aftryk på klodens klima, men ingen regeringer i verden ønsker at måle dette!


Hvert missil i Danmarks sandsynlige nye luftforsvar vil koste +7,5 millioner kroner. Finansieringen kan kun ske på bekostning vores fælles velfærd – afvikling af velfærdsstaten, hen imod et Forsikringssamfund, vil nu tage fart. På grund af en uigennemtænkt sanktionspolitik har EU skudt sig selv i fødderne. Befolkningerne i EU bliver fattigere, mens USA tjener gode penge på salg af gas og våben til os. Der er altid nogen, der tjener på det.

Der ligger altså subjektive interesser bag oprustningen, og de kan faktisk nemt identificeres. Den amerikanske præsident Eisenhower havde et klart øjeblik, da han indså, at den akkumulerende militarisering af det amerikansk samfund kunne blive en trussel imod demokratiet, og at det ”militær-industrielle kompleks”, som han benævnte det i sin afskedstale i 1961, ville blive den reelle magthaver – der for nationens sikkerhed vil undslå sig demokratisk kontrol.

Den kolde krig affødte mange militærindustrielle komplekser, ikke blot i Vesten samlet i NATO, men også i Kina, Rusland, Israel, Iran, Frankrig, England, Sverige osv., i lande med substantiel selvstændig våben/teknologiproduktion. Uppsala Conflict Data Program optalte for 2023 næsten 60 væbnede konflikter med stater involveret. I flere af dem blev anvendt våben eksporteret fra EU.


Som vi har hørt fra Susanna Dyre og Per Clausen, investerer EU milliarder af Euro i oprustning, og Danmark og den danske våbenindustri er nu 100% med på vognen. Og efter opgivelsen af Forsvarsforbeholdet, behøver Danmark ikke mere camouflere vores medvirken i EU's våbenindustri som industriudvikling.

Min tilgang er modsat flertallet i det danske Folketing, at man ikke kan vinde fred med våben. En krig afsluttes ikke på slagmarken, men ved forhandlingsbordet. Her afgøres det, om freden bliver positiv (gensidig interesse) eller negativ (påtvunget eller dikteret gennem magt – hvilket synes at være hvad EU og Danmark har valgt). Hermed et forsøg på en lignelse:

Hvis der går ild i min nabos hus, vil jeg først søge at få branden under kontrol og allerhelst slukket, og sikre at så få som muligt kommer til skade. Først derefter vil jeg undersøge hvorfor branden opstod, og hvordan man kan sikre, at den ikke genantænder.

Desværre lykkedes det EU-kommissionen at overtale Ministerrådet til at fravælge fredsmæglerrollen i Ukraine-krigen (både Frankrig og Tyskland forsøgte), og ensidigt kaste sig ind i krigen på Zelenskyj-regeringens side. Man har sat turbo på våbenindustri, og dæmoniseringen af Rusland personificeret i Putin.

Ja. man har etableret en hel (mis)-informationstjeneste til bekæmpelse af russisk misinformation, og til idolisering af Zelenskyj – East Stratcom Task Force. Modsat har Rusland gang i en karakteristik af Ukraines ledelse som neo-nazistisk. Dæmoniseringen modarbejder opbygningen af gensidig respekt mellem mæglere og forhandlere.


Modsat kunne man have valgt, at EU skulle være en union for fredelig kappestrid, sameksistens og ikkevoldelig konfliktløsning, men det ville stride mod flere af medlemsstaternes imperialistiske DNA. I stedet ser vi en eskalering af konflikten. Man kunne have udnyttet, at man med Orban fra et EU-perspektiv, og Erdogan fra et NATO-perspektiv, har mulighed for at etablere en dialog mellem Moskva og Kyiv. I stedet dæmoniserer man også dem, og spiller sig et vigtigt værktøj for dialog af hænde.

Det er svært at se, at EU skulle kunne bidrage til en fredsløsning. Det er og bliver FN, der i sidste instans vil blive instrument for en fredsløsning, men hvor mange liv skal yderligere gå til, og hvor meget infrastruktur skal smadres, inden man når til forhandling og en løsning?

FN burde have et fredspanel, ligesom man har et klimapanel. Desværre har verden ikke en ung karismatisk figur, der kan mobilisere ungdommen på fredsspørgsmålet, men FN har i det mindste sit Sikkerhedsråd. Så længe der kan diskuteres, stemmes og vetoes om resolutioner, smider atommagterne ikke atombomber i hovedet på hinanden. Det bliver interessant at følge, hvordan Danmark kommer til at agere som medlem af Sikkerhedsrådet fra nytår.


Vi, der ønsker positiv fred, må på kort sigt arbejde for, at voldspiralen ikke eskalerer. På lang sigt må vi lobbye for, at:

• Den vedtagne FN-traktat om forbud mod atomvåben er ikke i strid med vores medlemskab af NATO. Danmark skal tiltræde traktaten, og i NATO arbejde for organisationens tiltrædelse af den.
• Den danske sikkerhedspolitik må demilitariseres til et nationalt forsvar, og udviklingsbistand og migrationspolitik gentænkes som grundpiller i f.eks. fællesnordiske konfliktløsningsinitiativer. De bilaterale aftaler med USA om etablering af baser under fuld amerikansk jurisdiktion må skrottes.
• En fredsminister må udnævnes, som en fast del af kommende regeringer, med en portefølje til at sikre, at indenrigspolitiske og udenrigspolitiske initiativer ikke skaber nye konflikter eller eskalerer de allerede eksisterende.

Vi skal med andre ord omruste Danmark. På kort sigt må vi tale FNs betydning op, og kræve forhandlinger og våbenhvile nu, for omgående at ende krigene i Ukraine og Gaza!

• Ingen våbenleverancer til Ukraine, Israel og resten af verden!
• Fredsundervisning i skolerne og civilklausul for universiteter og højskoler!
• Ingen tvangsrekruttering og ny værnepligt, ret til militærnægtelse overalt!
• Nedrustning! Invester pengene i uddannelse, sundhed, klimabeskyttelse og infrastruktur, udbyg velfærdsstaten!

Fred og sikkerhed kan kun opnås i fællesskab. Klokken er næsten 12! Modstand og protest nu! Gå på gaden, opbyg initiativer, kæmp imod, vær kreative – gør modstand mod den begyndende udvikling, som allerede er for godt i gang!


Oplæg holdt på møde om EUs forsvar, Cafe Ordgeist oktober 2024.