Fra Slagelse til strafarbejde

Debatindlæg af Asger Juhl

Tirsdag d. 26 september skal nogle af Danmarks unge mænd møde i Slagelse, hvor de som kommende militærnægtere hver især skal vælge et af de jobs, som indenrigsministeriet kan tilbyde. Det drejer sig om at vælge rigtigt. Man skal prioritere og sortere med omhu. For de flestes vedkommende vil nægtertjenesten vare i 8 måneder, og det er lang tid, hvis man har et dårligt job.

Jeg er selv en af disse personer, som af religiøse eller idealistiske årsager har fravalgt den tvungne militærtjeneste. Nogle siger, at mange nægtere har nægtet fordi, det er nemmere, men det tror jeg ikke på. De unge i Slagelse kunne sagtens have sluppet mere smertefrit igennem værnepligten. Hvis de havde valgt at gøre militærtjeneste i civilforsvaret, som ER en del af det danske forsvar, ville de med garanti havde kunnet nøjes med at aftjene 3 måneder som brandmænd og toiletrensere. Der er altså, for de flestes vedkommende, tale om reelle idealister, og det er ikke latterligt at være idealist. Tværtimod.

Vores politiske eller religiøse overbevisninger vil tvinge os til Slagelse og videre ud i 8 måneders strafarbejde. Hvis demokratiet vil, at vi har en stående hær, så værsgo! -, men vi, som udgør mindretallet, vil ikke straffes.

Retten til at vælge burde komme os til gode. Og jeg vil vædde på, at hvis vi får frihed til at vælge i Slagelse d. 2. oktober, så vil kun en meget lille del vælge at arbejde som nægtere.
Set fra mit og mange andres synspunkt er situationen uholdbar: Vi tvinges til at arbejde, fordi vi ikke tror på krig og militær som en nødvendighed. Men hvad med samfundsperspektivet? Hvad er logikken bag vores nægtertjeneste, når man ser på situationen fra oven? Jeg har tænkt meget over det, og jeg kan kun se ulemper ved, at jeg skal arbejde for staten i 8 måneder. Som jeg ser det, er der to vigtige og slagkraftige argumenter, som alt andet end retfærdiggør min nægtertjeneste.

Det første er, at min uddannelse bliver udskudt i et år. Jeg har netop afsluttet gymnasiet og havde tænkt mig at læse videre efter sommerferien. Godt nok er der lavet en regel, som bestemmer, at jeg kan udskyde værnepligten, indtil jeg har afsluttet min uddannelse, men jeg og mange andre ønsker at få den humpel på vores vej, som strafarbejdet unægtelig udgør, af vejen så hurtigt som muligt. Det er ulogisk at regeringen opretholder nægtertjenesten samtidig med, at den lancerer nye tiltag, som skal få de unge uddannet hurtigere. Her tænker jeg på de nye optagelsesregler på landets universiteter, hvor kvote 1 øges, og kvote 2 formindskes.

Argument nummer to er simpelthen, at nægtere optager ufaglærte jobs på arbejdsmarkedet, som de arbejdsløse kunne have gavn af. Som nægter får man udbetalt 3600 kroner om måneden i løn. Dertil kommer 2000 kroner i boligstøtte og 1500 kroner i madpenge. Det er min ydmyge mening, at disse penge kunne bruges med større held andre steder.

På MNFs hjemmeside har jeg netop læst at MNF opfordrer unge til at nægte militærtjeneste. Det vil jeg også gøre. Men på et punkt er jeg afgørende uenig med det, jeg læste på hjemmesiden. Jeg er af den opfattelse, at nægtertjenesten ikke er det eneste alternativ til militærtjenesten. Nok det nemmeste og mest umiddelbare, men ikke det eneste.

Nægterne burde lave oprør eller strejke. Vi burde ikke finde os i at blive straffet som følge af vores politiske overbevisning. Dertil kommer, at vi er de eneste arbejdere i Danmark, som ikke er i fagforening. Vi har ikke engang retten til at få indflydelse på vores egne arbejdsvilkår. Tømrere, murere, funktionærer, sygeplejersker og alle andre - undtagen nægtere - har en fagforening, som er en del af LO. Vi har ingenting. Demokratiet dikterer mindretallet, sådan er det. Men det er også mindretallets pligt at råbe op og sige fra.

Derfor opfordrer jeg MNF til at ændre kurs. MNF burde være en mere udpræget opposition til værnepligten. Jeg forestiller mig en organisation som organiserer nægterne, og derved vil have magt til at presse systemet. En fagforening for nægtere. Et organ som kan organisere strejker og bedre nægternes vilkår. Målet skal være at afskaffe nægtertjenesten, fordi den krænker vores valgfrihed. Og fordi de krigsliderlige ikke skal diskriminere pacifisterne, selv om vi er i mindretal.
"Ene er vi ingenting, men sammen er vi alt" - et gammelt ord, men ikke forældet.

Jeg glæder mig ikke til Slagelse og de omtalte otte måneder, men jeg må jo finde mig i at systemet dikterer. Løsningen på mit problem ville være at afskaffe værnepligten og oprette en professionel hær i stedet.

Forkortet af redaktionen.


Svar til Asger Juhl

Da Militærnægterforeningen blev dannet i 1967 var det bl.a. med det formål at forbedre militærnægternes vilkår og oplyse om retten til militærnægtertjeneste. I 1960erne og 70erne var nægtertjenesten stadig præget af straffelignende forhold. Men takket være indsats især fra militærnægternes side, eksempelvis via strejker og demonstrationer af den ene eller anden art, blev der sat fokus på problemerne og forholdene gradvist ændret.

I dag opfylder nægtertjenesten på mange punkter en moralsk forpligtelse til at være en ligeværdig erstatningstjeneste hvad angår konkrete forhold såsom rettigheder, pligter, løn, tjenestetid , oplysningsniveau etc. Nægterne selv har altid spillet en væsentlig politisk rolle. Hvis nægterne står sammen kan meget ændres.

I dag er mange ønsker således opfyldt i forbindelse med militærnægtertjenesten, og tilbage står de mere ideologiske og principielle problemer omkring krig, fred og militærnægtelse. Uden at negligere den række af konkrete og utilstrækkeligheder nægtertjenesten i Danmark (ifølge MNF) i dag udviser, vil jeg i dette svar, koncentrere mig om de ideologiske og principielle forhold vedrørende nægtertjeneste.

MNF går principielt ikke ind for tvang. MNF støtter ikke ukritisk værnepligten. Vi er imod tvungen værnepligt. Kan det siges tydeligere. Men sagen er ikke så enkel. MNF er i udgangspunktet en antimilitaristisk forening. MNF er af den opfattelse at et ensidigt arbejde kun rettet mod værnepligten ikke er tilstrækkeligt. Vi ønsker med ikkemilitære midler at arbejde for en fredeligere verden. (Det skal understreges at MNF ikke på forhånd har udelukket væbnet frihedskamp. Det fremgår af MNFs principprogram).

MNF arbejder for et mere antimilitaristisk samfund. I dagens Danmark repræsenterer nægtertjenesten et på mange punkter godt alternativ til militæret. Enhver nægter i hånden er bedre end ti soldater på taget! Som militærnægter tager du automatisk afstand fra militærtjenesten, du giver et signal og markerer et synspunkt med din handling. Mange gør endda en arbejdsindsats for at få en god tid ud af nægtertjenesten. Med det nuværende system kunne militæret blive udsat for en alvorlig trussel, hvis rigtig mange unge mænd eet år nægtede. Det kunne lade sig gøre via massiv oplysning og information. Forestil dig en kampagne flere år i træk på skoler, gymnasier, undervisningsinstitutter, i radio, TV, aviser etc.
Tænk hvis så mange nægtede at der ikke var nok til militæret? Antallet af nægtere har tidligere været en trussel mod militærsystemet, og kan blive det igen.

Det skal kraftigt understreges, at nægtertjenesten langt fra er et mål i sig selv. MNF beklager hvis du har fået den opfattelse at MNF anser nægtertjenesten som det eneste alternativ. Omdrejningspunktet er militærnægtelsen - nægtelsen af at deltage i det militærindustrielle kompleks, det være sig militærtjeneste såvel i en værnepligts- som i en professionel hær, nægtelsen af at transportere våben, fremstille våben eller på anden måde støtte militarismen. MNFs grundlag er dermed ikke kun nægtertjenesten. MNF støtter og opfordrer også til totalnægtelse i det omgang totalnægtelsen bunder i samvittighedsmæssige begrundelser. Enten fordi totalnægteren anser også nægtertjenesten som værende en del af hele systemet, eller som værende legitimerende for militærtjenesten, eller fordi totalnægteren modsætter sig en hver form for tvang, eller fordi totalnægteren anser nægtertjenesten som værende for dårlig, for lidt antimilitaristisk. Som konsekvent værnepligtsnægter finder du altså også støtte i MNF, hvis den er kædet sammen med antimilitarisme.

Men det nytter ikke noget kun at modarbejde værnepligten. I Europa er nægter- og anti-værnepligtbevægelser døet hen efter værnepligten er blevet afskaffet. Men det er deres lande ikke blevet mindre fredeligere eller militaristiske af. Holland, Belgien og Frankrig er de seneste eksempler. Når Danmark - sandsynligvis indenfor de næste 10 år - får en udelukkende professionel hær, er det MNFs håb, at antimilitarister og fredsfolk vil fortsætte kampen mod militarismen i sin nye form. Indtil da må vi benytte os af de muligheder vi har i dag. Én mulighed er nægtertjenesten.

Men det er klart at MNF står i et dilemma med hensyn til spørgsmålet omkring professionel hær eller værnepligt. MNF har diskuteret dette spørgsmål igennem lang tid - lige siden MNFs oprettelse. Den nuværende bestyrelse føler at der er blevet brugt mange kræfter på at diskuttere værnepligt i stedet for antimilitarisme. MNF har derfor valgt i den nærmeste fremtid at fokuserer på diskussionen om antimilitarisme. MNF ønsker hellere at diskuttere nedbringelsen af militæret end kvindelig værnepligt, professionel hær eller værnepligt. MNF er ikke tilfreds med en stående hær - hvor udpræget professionel den end måtte være.

MNF er i opposition til værnepligten, men MNF er først og fremmest i opposition til militæret - i hvilken afskygning den end måtte fremstå. MNF ville gerne være et organ der kunne mobilisere nægterne og organisere strejker og demonstrationer - som MNF tidligere har gjort. Men MNF tvinger ikke folk til medlemskab og aktiv deltagelse. Frivilligt sammen står vi stærkest.