International demonstrationsdag
lørdag den 27. oktober 2001
Af Anja Johansen
Vi bomber de fattige
Det kan godt være, at den krig, der i øjeblikket er i gang i Afghanistan, kan anskues fra mange vinkler, men ligegyldig hvilken man vælger, så er det svært at komme uden om, at vi her har en situation, hvor verdens rigeste land - med støtte fra andre af verdens rigeste lande - i øjeblikket er i gang med at sønderbombe et af verdens fattigste lande. Et land, hvor der lige nu sidder en masse mennesker, som er meget bange - og det med god grund!
Kynisme
Ikke alene har der nu været bombet i flere uger, men bombningerne er desuden præget af en utrolig utidssvarende kynisme! Det er f.eks. rystende at høre verdens medier rapportere om civile dødstab pga. de (rent ud sagt bestialske) såkaldte klyngebomber, som USA desværre allerede spredte død og ødelæggelse med under Vietnamkrigen - for over 30 år siden.
D. 26. oktober var der så yderligere meldinger om, at USA - paradoksalt nok - for anden gang har bombet et Røde Kors nødhjælpslager, så nødhjælp for flere hundrede tusind dollars gik op i røg. En fejltagelse, siger Pentagon, lige som de ved en anden fejltagelse ramte et beboelsesområde efter d. 26. oktobers angreb mod Kabul - det værste siden bombningerne indledtes.
I og med at Danmark for det første har sanktioneret bombeangrebene på Afghanistan - og nu ovenikøbet arbejder ihærdigt på at få sendt korvetten Niels Juel afsted, så kan nationen og især dens politikere ikke længere undsige sig et medansvar for den krig, der finder sted.
I Militærnægterforeningen er vi af den holdning, at alt fredsarbejde starter med militærnægtelse.
Nægt
Derfor vil vi stærkt opfordre danske soldater til at nægte at deltage aktivt i denne krig, der foreløbig kun synes at have eskaleret vold og ekstremisme fremfor at have skabt fred og retfærdighed. Bomber, der rammer civile indbyggere, er ingen løsning.
En anden måde at nå til ondets rod på ville nok i stedet være at prøve at fokusere på den enorme kløft, der endnu idag findes mellem verdens rige og verdens fattige. Det er en kløft, der hele tiden vokser, og som i den aktuelle situation ikke bedres af, at man - alene før den første uge af krigen var omme - allerede havde fyret 50 Tomahawk missiler af over Aghanistan. Hvert missil iflg. nyhedsmedierne til en værdi af 1 million dollars! Tænk engang, hvor mange menneskers liv man kunne redde eller forbedre markant, hvis man ikke til stadighed valgte at bruge penge på militært isenkram!
Den internationale fredsbevægelse
Jeg har en alder, der gør, at jeg har trådt mine teenagesko i 80’ernes fredsbevægelse - og det vil også sige, at jeg har slidt dem flade til de mange fredsmarcher og fredsdemonstrationer, der fandt sted dengang - i takt med accelerationen af den kolde krigs forskruede atomkapløb.
Selv om rammerne og omstændighederne er noget anderledes idag, kan der alligevel drages paralleller til den periode - og her tænker jeg bl.a. netop på den massive og vedholdende fredsbevægelse, der voksede frem og i dén grad var til stede i sin samtid.
Nogle vil måske påstå, at det er at tage munden for fuld, hvis man - i al fald til dels - vil takke den internationale fredsbevægelse for, at verden slap helskindet ud af 80’-erne.
Andre vil - med rette synes jeg - fremføre det argument, at hvem ved, hvordan verden havde set ud, hvis der ikke var nogen, der havde protesteret? Hvis ikke hundredtusinder af mennesker, i Danmark såvel som i andre dele af verden, havde demonstreret, marcheret, sunget og på anden vis tændt lys for fred?
Fredsarbejde nytter
I den forbindelse vil jeg afslutningsvis gerne give Jer et billede, som kan være værd at have i baghovedet, f.eks. når man står og fryser om tæerne til endnu en fredsdemonstration, eller hver gang man åbner avisen eller tænder for fjernsynet blot for at blive bombarderet med deprimerende overskrifter.
Forestil jer, at hver gang I gør noget aktivt for fred eller for en bedre verden, hvadenten I skriver et læserbrev i avisen, eller et protestbrev til politikerne, eller hvis I arrangerer eller tropper op til en fredsdemonstration, eller hvad det nu kan det være, forestil Jer så, at I hver især har en lille sten med, som I alle lægger i den samme bunke.
Den bunke, den vil helt sikkert vokse sig større og større for hver gang! Lad mig understrege, at det nytter noget, det I gør; der er en forskel på at gøre noget frem for at lade stå til. Derfor må I endelig blive ved.