Fredsfangernes Dag 1. December:
Historen om fredsfangernes æresliste

Af Bart Horeman

Freden i arkiverne
Når man som jeg er aktivt medlem af War Resisters' International, er der to fordele ved at bo i Holland: For det første kan jeg tage min cykel og smutte hen til WRI’s fødested, og for det andet har jeg nem adgang til WRI’s "kulturarv," der opbevares på det Internationale Institut for Social Historie (IISH) i Amsterdam. Alligevel var det først da vores forkvinde, Joanne Sheehan, skulle et smut på IISH og spurgte mig, om jeg ville med, at jeg blev bevidst om disse fordele.

Da jeg kiggede i nogle af WRI’s arkiver, gik det op for mig, at WRI faktisk allerede har en ret så lang historie. Bl.a. blev jeg imponeret over listen over fredsfanger, for det viste sig, at konceptet gik helt tilbage til 1. december 1956. Her højtideligholdt WRI for første gang Fredsfangernes Dag ved at offentliggøre en "Æresliste over fredsfanger" og opfordre alle medlemmer af WRI til at sende postkort og breve til fangerne.

Denne grundlæggende idé er forblevet den samme, og den eneste nyhed i forhold til nutidens liste er, at listen dengang bestod af både fængslede militærnægtere og militærnægtere, der udførte erstatningstjeneste.

Imellemtiden er listen blevet ændret og udvidet adskillige gange, og nu om stunder inkluderer den alle, der sidder fængslet for at have udført ikkevoldelige aktioner mod krig og krigsforberedelse.

En succes
At æreslisten først blev ført fra 1956 betyder dog ikke, at WRI ikke gjorde noget for fængslede fredsaktivister før den tid. I WRIs arkiver fandt jeg lister over fredsfanger, dvs. fængslede militærnægtere og nægtere, der blev tilbageholdt i arbejdslejre, fra 1926 og frem. Kun nogle enkelte år mangler der data fra, og det drejer sig især om årene omkring 2. Verdenskrig, dvs. perioden fra 1940-1946. Ellers har der fra 1947 været ført en liste hvert år.

Men 1. december blev ikke opført som mærkedag for fredsfangerne før 1956.

Hvor stor succesen for Fredsfangernes Dag har været og stadig er kan bl.a. konkluderes ved at se på den kendsgerning, at to fanger i 1958 opnåede at modtage mere end 1.000 hilsner. Der meldes ikke om lignende tal siden hen, men man må dog formode, at den tyrkiske militærnægter Osman Murat Ülke må have slået rekorden, da han blev fængslet d. 1 december 1997 og igen i 1998.

Fredsfanger verden over
I 1963 var Jugoslavien for første gang på listen med 6 militærnægtere, der afsonede fængselsstraffe på 6 til 9 år. Dette var nok den første opgørelse af fanger udenfor den nordatlantiske del af kloden, men siden hen skulle der komme mange flere til. Året efter, i 1964, finder man de første fredsfanger fra et tredje verdens land: Syv fanger fra Pakistan, der afsonede straffe på op til 14 års fængsel.

I nogle af den kolde krigs værste år møder man for første gang fredsfanger fra Østtyskland, Algeriet, Grækenland, Spanien, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen, og i 1983 blev der således sat ekstra fokus på fængslede nægtere fra Ungarn.

Listen har dog også været fyldt med mange vestlige aktivister og med samvittighedsnægtere fra Østeuropa, mens fanger fra tredje verdens lande ikke fyldte meget på listen. I 1971 dukkede der igen fredsfanger op fra Pakistan sammen med en fange fra Mozambique og en fra Sydvietnam... I 1973 var der en israeler med; i 1977 en fra Rhodesia.

Fredsfangernes æresliste 2001
Man kan også observere en interessant udvikling i den måde, som militærnægterne opfattes på. Da man når til 1967, splittes listen op i hhv. fængslede nægtere og nægtere, der udfører erstatningstjeneste i arbejdslejre.

Der var med andre ord flere, der ikke længere så erstatningstjenesten som en straf, og på et tidspunkt blev det besluttet at slette sidstnævnte gruppe fra listerne.

I 1974 havde man en debat om, hvorvidt man skulle fortsætte med udgivelsen af Fredsfangernes Æresliste, og selv om man idag endnu er i tvivl om, hvorvidt man skal fortsætte med at føre listen, er den indtil videre blevet udgivet hvert år og udkommer også i år. Oversat og bearbejdet af Anja Johansen.