Fredsaktivist mødt med dødstrusler:
De muslimske fanatikeres trusler på åben gade

Talebantilhængere og muslimske fanatikere truede Shiva Farahmand, en ung iransk pige, på livet, da hun i sin tale til antikrigsdemonstrationen lørdag den 27. oktober kritiserede forholdene under Talebanstyret. De ville endda angribe hende på stedet, skriver Nahid Riazi, koordinator for IKIR (Den internationale Kampagne for Iranske kvinders Rettigheder - Danmark).

Af Shiva Farahmand (fredsaktivist)

Den 27.10.01 holdt initiativet: Nej til krig og terror en demonstration i København. Jeg , en fredsaktivist, holdt en tale på Rådhuspladen, som gav anledning til, at jeg få sekunder efter at have holdt talen, fik dødstrusler. Disse var selvfølgelig meget ubehagelige for mig, men grunden til at jeg skriver denne meddelelse er, at jeg ikke synes, at mennesker med sådanne udemokratiske holdninger fremover skal tro, at de uden videre kan true folk på livet, blot fordi man ytrer sig frit.

Lad mig først kort fortælle, hvad min tale handlede om. Jeg har i min tale taget udgangspunkt i den krig, USA i disse dage fører mod Afghanistan. Jeg kritiserer krigen af 2 grunde; først fordi jeg synes, at det er dobbeltmoralsk af USA at føre krig mod Taleban, da det var dem selv, der hjalp disse monstre til magten i sin tid. Hvordan kan det så være, at det først var efter den 11. september, at det gik op for den vestlige verden, at disse politiske bevægelser er farlige for menneskeheden? Har Taleban måske ikke i de senere år vist omverden, hvor brutale og reaktionære de er? Den anden vinkel i min kritik mod krigen er at denne krig først og fremmest går udover den civile befolkning i Afghanistan. Hvornår har man set en krig i verden, hvor den civile befolkning ikke har lidt nød? Udover min kritik af krigen har jeg i talen forsøgt at advare fredsbevægelsen i vesten mod at begå en stor fejltagelse, nemlig at gå sammen med fundamentalister i denne kamp. Noget vi (fredsaktivister) ofte glemmer er, at fanatiske muslimer, som Talebantilhængere, hizbollah og andre lignende bevægelser, jo også er imod krigen og USA, men at de har nogle helt andre grunde og præmisser. De mennesker, som demonstrerer i Pakistan mod krigen, har intet til fælles med os, hverken holdningsmæssigt eller bevægelsesmæssigt. Jeg opfordrede folk til at tage lige så skarpt afstand fra krigen som fra fundamentalister og passe på ikke at stå ved disse bevægelsers/menneskers side, når de vil dømme angrebet på civilbefolkningen i Afghanistan.

Dette var essensen i min tale. Efter at jeg kom ned fra talerstolen, blev jeg pludselig omringet af 20-30 aggressive mænd, som ikke syntes om min tale. De syntes absolut ikke om min kritik af Taleban og fundamentalisterne. Nogle spurgte mig, hvor mange penge jeg havde fået af USA for at have holdt den tale, andre kaldte mig for et israelsk svin og nogle stykker råbte skældsord på arabisk. Det værste af alt var de dødstrusler jeg fik på stedet af samme flok mænd. "Du skal dø, du skal dø", blev der råbt. Jeg blev reddet af mine venner og familie og fik vide af enkelte fremmødte, at jeg nok skulle forlade stedet, da det ikke så godt ud. Jeg valgte så at blive stående et par minutter og tog derefter en taxa og kørte væk.

Jeg var chokeret over situationen og kunne slet ikke forstå reaktionen først.

Senere gik det op for mig, at disse mennesker var Talebantilhængere, og ikke almindelige troende muslimer, som også var til stede. Det var overraskende at se, at de mennesker, jeg i min tale havde advaret folk imod, allerede stod lige ved siden af os.

Det er yderst vigtigt, at der overfor sådanne mennesker gives klar besked om, at vi (danskere og udlændinge) ikke finder os i den slags. At vi lever i et demokratisk land, og at det ikke nytter noget at true folk med dødstrusler.

Jeg er bange for, at disse fundamentalister kan true flere folk, der siger det samme som mig, hvis jeg lader som ingenting . Mange herboende afghanere, der længe har villet af med Taleban, og som udgør den radikale, fritænkende og folkelige bevægelse, skal ikke pacificeres af en flok fanatikere som disse.

Sidst men ikke mindst synes jeg, at det er vores pligt som borgere i dette land at tage sådanne trusler mod menneskeliv alvorligt, før vi kan kritiser krig eller terror i andre lande.