Følgende artikel er en lettere redigeret skriftlig version af det mundtlige indlæg Peter Mikael Hansen holdt ved det nyligt afholdte seminar om fredsundervisning i Danmark, arrangeret af Det Danske Fredsakademi, med det formål at introducere Det Danske Freds-akademi for offentligheden.

I det følgende vil vi prøve at trække de vigtigste begivenheder frem. Først introduceres og defineres begrebet fredsundervisning. Derefter kommer artiklen med en historisk gennemgang af fredsundervisningen i Danmark på baggrund af det materiale, der har været til rådighed og som forfatterne mener værende af betydning.

Hvad er fredsundervisning?
Fredsundervisning er undervisning om og for fred og nedrustning, såvel internationalt som nationalt.

Fredsundervisning handler om fortid, nutid og fremtid og er for hele under-visningssystemet.

Fredsundervisning defineres af UNESCO som værende "et arbejde for nedrustning, udvikling og menneske-rettigheder".

Fredsundervisningens indhold er dermed pædagogik, undervisning og forskning - tværfagligt på alle måder.

Historisk gennemgang
Der er ikke forsket i fredsundervisning-ens historie i Danmark. Det kan hænge sammen med, at det har været en meget lille personkreds her i landet, som har beskæftiget sig med emnet. Lad os se lidt på det historiske forløb.

Begyndelsen
I de første 100 år handlede den danske debat om fredsundervisning primært om skolebøgernes indhold.
I slutningen af det 19. århundrede var de fleste europæiske stater lukkede for omverdenen. Alle præget af mili-tarisme, som støttede sig på stereotype beskrivelser af andre folkeslag. For eksempel:

"Danskerne er jordens mest oplyste folk" og "Englænderne er som født til at herske", som elevene lærte i Niels Juel og Hans Kyrres Geografi for Folkeskolen.

Med den industrialiserede revolution og borgerskabets fremmarch kom der et internationalt samarbejde i gang. Og dermed også ideologiske nytænkninger.

Tanken om en uddannelse for menne-skeheden som kunne krydse inter-nationale grænser er gammel og blev bl.a. udviklet af filosoffer Rousseau og Kant (og andre, skriver Martin Strømnes i World Education for Peace, Oslo University Press 1959.)

Den første internationale organisation, Postunionen, dannedes i 1874, og om-kring 1912 var der grundlagt mere end 400 ikke-komercielle internationale organisationer.

Samfærdselsmidlerne bredte sig i form af jernbaner og skibe.

Hvorfor, tænkte nogle liberale, skulle man kriges med dem, man møder på rejser og handler med? Det var dårligt for forretningen.

Øget tilslutning til fredsgrupperne
Med de frisindede borgerliges fremgang kom der øget tilslutning til freds-grupperne, specielt i årene omkring 1880, hvor dannelsen af de første sam-arbejdsorganer blandt fredsbevægelser-ne resulterede i et øget antal inter-nationale kongresser, eksempelvis ver-densfreds-kongresserne i London 1890, Rom 1891 og Paris 1892.

Fredsrevolutionen
Nedbrydning af fjendebilleder er freds-undervisning (i kontrast til tidligere tiders etnocentriske og imperialistiske verdens-anskuelse). En af de første ting paci-fisterne måtte sætte i værk var ned-brydningen af fjendebillederne.
Fredsrevolutionen skulle starte i skolen. Og det lod sig gøre, fordi der var en række undervisere i fredsbe-vægelserne.

Som Niels Petersen konstaterer i artiklen "Militarismen og Historieunder-visningen" fra 1893, så "henvender fredsforeningerne sig gennemgående til de voksne, mens militarismen nogen-lunde uforstyrret får lov til at fæste bo hos børnene".

Niels Petersen ville dog ikke pro-pagandere direkte til eleverne, han mente: "Historieundervisningen bør [ikke] benyttes som et direkte led i freds-agitationen". For "når blot det kultur-historiske element så vel som frem-stillingen af politiske og sociale reform-bevægelser erholder en jævnbyrdig plads ved siden af krigshistorien, så behøves der sikkert ikke mere, så vil fredstanken vokse sin stille vækst og lidt efter lidt få overhånd over de militaristiske tendens-er". En væsentlig pointe den dag idag.

Cirkulære
I år 1900 udsendte kulturminister Styhr et cirkulære om historieundervisningens opgave i den danske folkeskole, hvor-efter undervisningen skal "fremhjælpe en sund og kraftig fantasi i forbindelse med en varm og levende følelse, særligt for vort folk og land".

Verdenskrig og Folkeforbund
Første Verdenskrig blev et vandskel, der opdelte bevidstheden i et markant før og efter. Krigen medvirkede til at vælte det vestlige menneske ned fra den civilisationens piedestal, det havde anbragt sig på. Med de 9 millioner mennekser døde også troen på Gud og fremskridtet. Den meningsløse krig var i høj grad også et slag i ansigtet på de liberale fredsbevægelser. Men ideen om fredsundervisningd øde ikke. Den tog nye former. På en række europæiske og amerikanske universiteter begyndte man kort efter verdenskrigen undervisning i international politik. I Danmark på Institut for Historie og Samfunds-økonomi på KU og senere på de andre universiteter. Og i Danmark oprettedes også Den Internationale Højskole i 1921.

Dansk Freds- og Folkeforbunds-forening opretter en lærekreds i 1923 og næsten samtidigt etableredes Nordiske Læreres Fredsforbund. For den brede befolkning var Folkeforbundet instru-mentet, hvormed kommende krige skulle undgåes. I Danmark gav det sig bl.a. udslag i, at undervisningsministeriet, under den nye socialdemokratiske minister Nina Bang, den 31. juli 1925 kunne udsende "Cirkulære til samtlige Skoledirektioner", hvorefter én dag om året, folkeforbundsdagen, sættes af til undervisning "for de større børn" om fred og Folkeforbundet.

Året efter har de nordiske historie-lærere møde på Hinsgavl, hvor diskus-sionen om faget sammenfattes som, at historie skulle ikke være et hukom-melsesfag, men at man gennem dette fag "skal lære de unge at arbejde og tænke selvstændigt".

Den radikale udenrigsminister Peter Munch sagde samtidig på et møde i Pædagogisk Selskab, at formålet med historieundervisningen først og sidst var at "indprente respekten for sandheden", og skoleinspektør Hans Kurre sagde samme sted, at "historieundervisningen skulle bygge bro mellem nationerne".

30erne
Den 8. august 1930 nedsættes Skole-bogsudvalget med repræsentanter fra undervisningsministeriet, universitetet og Folketinget, til revision af skolebøgerne i en mere fredsvenlig retning.

Betænkningen udkom i december 1933. Specielt dansk-, geografi-, historie, og religionsbøgerne var blevet udsat for hård kritik på grund af deres natio-nalistiske og krigeriske sindelag.

Udvalgets medlemmer, som skelede til den politiske udvikling i Tyskland, havde bl.a som opgave, at definere begreberne kulturhistorisk ånd og freds-venlig ånd.

Kulturhistorisk ånd blev defineret som "den materialistiske historieopfattelse, [hvor] de økonomiske forhold og samfundsbeskrivelserne [har] afgør-ende betydning".

Fredsvenlig ånd indebar, at "bøgerne ikke skulle være nationalistiske", skriver Ellen Nørgaard i en afhandling om "Skolebogsbetænkningens Historie-afsnit" i Årbog for dansk skolehistorie, 1970.

Betænkningen resulterede i udgivelsen af en lang række nye skolebøger.

Fra Anden Verdenskrig til UNESCO
Anden Verdenskrig førte til ruin for Folkeforbundet og til dannelsen af FN og af UNESCO, FNs organisation for undervisning, videnskab og kultur i 1946.

Efter UNESCOs konstitution bør de nye generationer gennem international undervisning opdrages til mellemfolkelig forståelse, "siden krige begynder i menneskets sind, er det i menneskets sind forsvaret for fred skal opbygges".

Skoleeleverne fik som erstatning for Folkeforbundsdagen en FN-dag.

UNESCO arbejdede for forbedringer af undervisningsmaterialet og med den blå betænkning fra 1960 kunne fred, sikkerhedspolitik og nedrustning ind-føres i undervisningsplanerne. Dette videreføres i 1977. Først fra 1980 bruger UNSCO begrebet fredsundervisning.

Den Kolde Krig og Atomvåben
Den våbenteknologiske udvikling under den kolde krig, medførte en stigende angst for, at atomvåben kunne blive anvendt i en krig mellem øst og vest.

En række nye fredsbevægelser og sikkerhedspolitiske oplysningskam-pagner så dagens lys.

Alternativt i Danmark eksempelvis, Kampagnen mod Atomvåben og officielt gennem oprettelsen af Nedrustnings-udvalget i Udenrigsministeriet, 1. september 1961. Udvalget fandt i den første årsberetning, at "atombalancen har gjort et totalt militær opgør uegnet som middel for udenrigspolitikken".

Den centrale problemstilling er derfor, fortsætter udvalget, at "nedrustnings-bestræbelser må gå hånd i hånd med en politik, hvis mål er løsning af de under-liggende politiske problemer gennem forhandling" (s. 1) og: "Den danske regering tillægger nedrustningssagen afgørende vægt, og det er den danske politik at støtte alle konstruktive forslag om nedrustning".

En mængde offentlige og alternative publikationer om atomvåben og andre af den kolde krigs emner så efter-følgende dagens lys.

Mange af dem var skrevet af journalister og autodidakte personer.

Nedrustningsudvalget fortsatte frem til 1981, hvor Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske udvalg (SNU) etableres. Og det skal understreges at alternativt i Danmark startede Anders Boserup et privat kortlivet center for fredsforskning i Hellerup i midten af 1960'erne.

Fredsundervisningens guldalder
Fredsbevægelserne i 1980-erne fik med debatten om placering af mellemdistanceatomvåben i Europa en opblomstring.

Fredsbevægelsernes fremgang gjaldt også for fredsundervisningen. Det var med god grund. Jan Øberg kritiserer i 1981, i sin svenske afhandling "Myter om vor sikkerhed", det danske sikker-hedspolitiske debatniveau. Ikke engang ledende politikere viste meget om sikker-hedspolitik.

Øberg citerer socialdemokraten Ole Espersen: "Jeg føler mig usikker på det hele. Næsten alle Folketingets med-lemmer føler sig magtesløse og uvid-ende, når det gælder våbenkapløbet".

Flere steder indså man, at der var noget galt. Som nævnt laves Det Ned-rustningpolitiske Udvalg om til Det sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg som bliver meget aktiv i den voksende danske sikkerhedspolitiske debat. I Nej til Atomvåben opretter en gruppe lærere Fredspædagogisk Værk-sted. Andre samtidige organisa-tioner er Lærere for Fred, Højskolelærere for Fred samt Gymnasielærere for Fred som alle skaber en øget interesse for freds-undervisning, bl.a. i fredsbevægelserne og på højskolerne. Enkelte højskoler blev til fredshøjskoler med fredsundervisning på skemaet! Københavns Freds og konfliktforsknings center, der senere tager navne forandring til COPRI (Copenhagen Peace and research Institute) grundlægges i 1983, efter at især fredsbevægelserne laver et stort stykke benarbejde, der får SF, den 26. oktober 1982, til at fremsætte forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et freds- og konfliktforskningsinstitut.

I begrundelsen i betænkningen fra uddannelsesudvalget skriver det alter-native sikkerhedspolitiske flertal bl.a., at "Forskning i fredelig konfliktløsning er ikke særligt højt prioriteret i Danmark".

Det gælder stadig, kunne man fristes til at sige.

Dog har Center for Konfliktløsning, der blandt andet af Else Hammerich blev oprettet i 1994, ydet et glimrende, stort og dygtigt arbejde mht. fredelig konflikt-løsning. (Se nedenstående).

I 1983 dannes FFV (Foreningen til formidling af Viden om International udvikling, fred og sikkerhed.) Forening-ens formål var at virke i overens-stemmelse med den målsætning som fremgik af UNESCOs rekommanda-tioner af 1978 og senere som tidligere nævnt. FFV udgav en række freds-undervisningsmaterialer deriblandt en udstilling som stadig er i live. FFV er nu ikke længere virksom men stiller gerne materialer til rådighed. Materialer som snarere har en historisk end aktuel værdi.

I 1984 udkom Jørgen Pauli Jensen og Søren Keldorffs Fredsundervisning - psykologi og pædagogik til freds-arbejdet. I indledningen skriver de: "Vi har under arbejdet (...) følt savnet af en redegørelse for fredspsykologiens og fredsundervisningens historie i Danmark og for dansk fredsarbejde i det hele taget. Sådanne redegørelser findes så vidt vi ved ikke, men det kunne så være en af flere spændende opgaver at tage op i de kommende år". (Jensen og Keldorff, s. 17.)

Desværre forelægger en sådan rede-gørelse endnu ikke den dag i dag anno 2000.

I 80erne voksede en bred folkelig fredsbevægelse frem, og i nær sam-menhæng hermed mange andre freds-initiativer med mere eller mindre ved-varende forsøg på fredsundervisning, eksempelvis fagbevægelsen for fred, lærere for fred, sundhedsarbejdere for fred, danske læger mod kernevåben, psykologer for fred, jurister for fred, kunstnere for fred etc.

Men trods mange forsøg på etablering af fredsundervisning i Danmark var det kendetegnende for gennemslagskraften at, Fredspædagogisk Værksted i 1987 måtte udsende en artikelsamling om "Fredsundervisning i vore nabolande"!

Post kold-krig
Med afmatningen inden for freds-bevægelserne efter Berlinmurens fald og den kolde krigs ophør kunne højskolerne ikke fastholde elevernes interesse i dette fag og bortset fra Fredspædagogisk Værksted er langt de fleste faglige danske fredsundervisningsgrupper forsvundet.

Det er dog på sin plads at nævne et aktuelt konkret eksempel på konflikt-løsning, nemlig det tidligere nævnte Center for Konfliktløsning.

Centret tager udgangspunkt i det enkelte individ, i konfliktløsning og mægling. (Centret har støt og roligt vokset sig sta-digt større og bedre, og varetager idag konkrete konflikt-løsningsopgaver eksempelvis for DANIDA på Bal-kan. Center for Konfliktløsning er blandt andet inspireret af Jan Øberg og TFF, der har været gæsteforelæser på Center for Konfliktløsnings kurser.

Foreningen Center for Konfliktløsning har godt 400 medlemmer og en årlig omsætning på godt 2,5 mill.)

Ligeledes fungerer COPRI i bedste velgående om end på et andet grundlag end Det Danske Fredsakademi.

Både Center for Konfliktløsning og COPRI må anses som partnere og medspillere. Men vi står efter forfatternes mening i en grundlæggende ny situation:

Ved det nye århundredes begyndelse er vi i den situation, at der er

• ingen dansk systematisk under-visning og uddannelse i fredsunder-visning,
• ingen danske videnskabelige tids-skrifter omkring fredsforskning og -undervisning
• og en stor dansk antologi om fred, nedrustning og menneskerettigheder mangler stadig til undervisere og elever.