Interview: Brudstykker af en iransk militærnægterhistorie

Den iranske militærnægter Hussein Ferdowsipour fortæller her om krigens rædsler og nødvendigheden af kamp mod undertrykkelse.

Af Peter Mikael Hansen

I 1981 blev iraneren Hussein Ferdowsipour indkaldt til krigen mod Irak. Men han nægtede.

"Hvorfor skulle vi gå i krig?", spørger Hussein retorisk. "Jeg kunne personligt ikke forstå det. Jeg støttede hverken det iranske eller irakiske styre", understreger Hussein, der kom til Danmark i 1984 som politisk flygtning.

Undertrykkelsen
Født i 1959 i en provinsby i Iran voksede Hussein Ferdowsipour op i et diktatorisk og stærkt undertrykkende politisk miljø. Som ung under Shahen-diktaturet studerede Hussein til teknikum-ingeniør, men udover sine studier var Hussein også politisk interesseret og sympatiserede med en venstreorienteret gruppe, der bekæmpede Shahen-regimet. Det var han ikke ene om.

Shahen væltes
Presset mod Shahen ledte til revolutionen i februar 1979, med en efterfølgende overgangsregering.

Fremtiden tegnede lysere for det iranske folk. De venstreorienterede partier stod relativt stærkt i befolkningen efter mange års undertrykkelse, og overgangsregeringen pegede da også i en demokratisk retning med muligheden for, at den senere kunne blive afløst af en venstreorienteret regering.

Men i efteråret 1979 kom Ayatollah Khomeini til magten. Ayatollah Khomeini havde bl.a. opholdt sig i Frankrig, og efter Husseins opfattelse så Vesten, især amerikanerne, Khomeini som en bedre mulighed, end hvis venstreorienterede grupper skulle komme til magten, hvilket var nærliggende, i og med at de havde større opbakning i befolkningen. Vestens frygt for kommunismen fik amerikanerne til at støtte Khomeini. "Før Khomeinis kup i 1979 kendte stort set ingen til det navn, jeg havde ikke hørt om ham før", siger Hussein og fastslår, at "Vesten havde store politiske, økonomiske og militære interesser i at bringe og holde Khomeini ved magten".

De vestlige efterretningstjenester, især CIA, støttede i stort omfang ikke blot iranske, dikatoriske, højreorienterede, religiøse, nationalistiske personer og grupper, men også nabolandet Iraks diktator, Saddam Hussein. Saddam var, på det tidspunkt, blot endnu én af Vestens foretrukne kæledægger i Mellemøsten. Så da præstestyret i Iran med Ayatollah Khomeini i spidsen provokerede Saddam Hussein til at angribe Iran - Khomeini ønskede at eksportere sin egen ekstreme version af Islam til Irak - valgte vesten at støtte begge parter, især Irak.

Under jorden
I 1981 blev Hussein Ferowsipour færdiguddannet og umiddelbart derefter indkaldt til militæret. Men Hussein nægtede, dvs. i praksis gik han under jorden. Det kunne han i tre år. "Vi blev hurtigt klar over, at undertrykkelsen ikke holdt op, blot fordi Khomeini kom til magten, tværtimod", udtaler Hussein. Så da Hussein blev indkaldt til krigen mod Irak, kunne han blot nægte.

"Jeg måtte konstant flytte rundt fra sted til sted og gemme mig hos venner, bekendte, familie og folk, der ville og kunne hjælpe. Det var svært. Om natten måte jeg snige mig ind til familien i håb om ikke at blive opdaget af politiet. Jeg skiftede ofte falske papirer. Jeg var aldrig i sikkerhed. For at skaffe lidt penge måtte jeg arbejde sort", fortæller Hussein, som konstant var under pres for ikke at røbe sig overfor soldater eller civile, der ville stikke ham. Man kunne ikke rejse rundt i Iran under krigen mod Irak uden at støde på adskillige tjekpoints, og det var et konstant psykisk pres at skulle lyve og flygte hele tiden. "Det var enorm svært", fortæller Hussein og fortsætter: "Jeg fik hjælp fra familien, men man kører træt psykisk. Jeg kunne ikke opretholde den facade og det liv under jorden. Jeg følte også, presset på min familie blev for stort. Deres risiko for at hjælpe mig og huse mig var stor. For at undgå at vække mistanke klædte jeg mig som en religiøs revolutionsgardist.

Revolutionsgardisterne var præste-styrets elitetropper, som spredte rædsel blandt almindelige folk, folk jeg selv ville være iblandt og sympatiserede med. Det gjorde mig ondt at påtage den rolle og jeg var aldrig tryg og i sikkerhed," fortæller Hussein lettere opgivende.

I løbet af de tre år under jorden forsøgte Hussein at flygte til udlandet tre gange, men alle forsøg mislykkedes.

Gemte sig i militæret
Presset blev for stort for Hussein. Familien var blevet chikaneret oftere og oftere og Husseins bror og andre familiemedlemmer fyret for at være i familie med Hussein blot pgr. af hans politiske tilhørsforhold.

Familiemedlemmer blev arreresteret og fængslet, eksempelvis sad Husseins bror 6 måneder i fængsel. Til sidst blev det for meget for Hussein. På en eller anden snedig måde fik han meldt sig på militærbasen i sin fødeby, uden at de overordnede officerer opdagede, hvem han var. Han fik adgang til sine papirer og smidt de papirer væk, som omtalte hans politiske forhold, og som beskrev, at han var eftersøgt. Man skal huske på, at Hussein fortrinsvis var eftersøgt af politiet og efteretningstjenesten, men at militæret manglede folk til at sende til fronten.

"De fem måneder, jeg var rekrut i Teheran, var de mest sikre. Jeg fik mad, husly og jeg var i sikkerhed", bemærker Hussein. Det var dog en forbigående sikkerhed. Hussein blev sendt til fronten.

Krigshelvede
"Det var det rene helvede", fortæller Hussein.

"Jeg havde store samvittighedsmæssige problemer. Jeg var i konstant konflikt med mig selv. Det var et stort dilemma. Jeg havde mareridt og kunne ikke sove om natten. Jeg havde ikke noget imod irakerne, men samtidig håbede jeg på at overleve. Under rekruttiden var jeg blevet sergent og havde nu ansvaret for 12 andre i min enhed. De var blot store knægte fra bjergene. De hadede krigen. For dem var det blot et spørgsmål om overlevelse. Dræb eller bliv dræbt. Sådan havde irakerne det også", beretter Hussein.

"Jeg fattede ikke, hvad jeg gjorde her midt i krigen. Jeg var jo humanist og socialist, og jeg kunne ikke døje krigen.

Tanken om drab blev mig umulig", fortæller Hussein.

Tog patronerne ud af maskinpistolen
"Til sidst tog jeg patronerne ud af min maskinpistol. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at dræbe", siger Hussein og slår ud med armene.

Husseins enhed befandt sig på dette tidspunkt inde på irakisk territorium, og få dage før Hussein kom til fronten, havde der været et slag, hvor titusinder af iranere var blevet dræbt. Det var blandt andet Husseins opgave at rydde op, tælle og notere de døde.

"Stanken af døde og rådnede mennesker var ulidelig. Forestil dig bulldozere kører henover sand, grus og lig for at jævne det hele ud, og at du snubler over en hånd, der stadig stikker op af jorden. Der var en ulækker stemning. Folk var bombet i stykker , og samtidig levede vi i en konstant frygt for at blive dræbt", fortæller Hussein med væmmelse i stemmen. "Og så var der de sadistiske revolutionsgardister. De var rene sadister og mordere. Deres øjne slog gnister, når de pralede af at have myrdet en irakisk soldat – eksempelvis en soldat, som med hvidt flag havde overgivet sig", siger Hussein med foragt i stemmen.

Flugten
"Efter et stykke tid blev jeg forflyttet, og få dage efter blev stort set hele den base, jeg netop havde været på udslettet.

Uanset hvad kunne jeg nu ikke længere få mig selv til at blive i Iran, jeg måtte væk", fortæller Hussein. Via sin opgave med at indsamle de faldne soldateres papirer og det medfølgende administrative arbejder havde Hussein adgang til at forfalske papirer og udstede orlov. Han forfalskede sine egne papirer, så det så ud, som om han havde endt sin tjeneste. Hussein gav sig selv orlov. Inden de overordnede officerer opdagede det, var han tilbage i sin fødeby, hvor han planlagde den endelige flugt. I dag er Hussein dansk statsborger.

Støtter kamp – både væbnet og civil ulydighed
"Dengang jeg var student og aktiv mod Shahen og Khomeini, sympatiserede jeg med den væbnede kamp. Hvad andet kunne man gøre. Det var et spørgsmål om liv eller død. Shahen ledte et brutalt undertrykkende regime, glem ikke det. Khomeini var om end endnu mere undertrykkende. De henrettede knægte på 13 års-alderen, blot fordi de var politisk engageret. De henrettede gravide og uskyldige. Det var en daglig kamp. Dengang havde vi et klart defineret mål, hvor vi så kampen som retfærdig. I dag støtter jeg ikke blindt den væbnede kamp. Nu kan jeg se, at der også foregik en magtkamp i den væbnede kamp, men kampen mod undertrykkelsen støtter jeg stadig. Det mener jeg er nødvendigt. Jeg mener, man skal kæmpe mod uretfærdigheden og undertrykkelsen med alle midler, og dermed også med våben, hvis det hjælper. Jeg anerkender undertrykte folks væbnede kamp. Men jeg mener også, at kampen er afhængig af, hvor i verden du befinder dig", påpeger Hussein og svarer på spørgsmålet om ikke bl.a. civil ulydighed kunne være et middel: "Jo bestemt. Civil ulydighed er ofte et meget bedre og mere effektivt middel. Et nødvendigt middel. Civil ulydighed stikker dybere end den væbnede kamp, den civile udlydighed omfatter alle, også kvinder og gamle. Den har også folks sympati. Den modvirker voldsspiralen, alle kan være med, og den har større opbakning", fastslår Hussein.

"Jeg tror, at de unge i Iran er trætte af revolution og krig. De vil have fred. Jeg tror, budskabet om fred og civil ulydighed vil have grobund i Iran", slutter Hussein.